Jeg står som sædvanligt ved mine to lange højbede en morgen sidst i august og tænker igen på det.

Der er en snert af efterår i luften. Morgenerne har fået den friskhed jeg altid genkender som optakt til september. En overflod af bønner, bladbeder, radicchio-salat, og kålen godt på vej. En noget fesen græskarplante er løbet ud over kanten (det blev ikke i år vi får græskar). Frø fra tagetes og cosmos skal snart samles.

Det jeg tænker på er, hvor lidt plads jeg har at dyrke på. Om alt det jeg ikke har lavet plads til: rabarber, jordbær, meloner. Jeg tænker på lune mure at dyrke abrikoser og ferskener op ad. Høje røde lune mure. Sydvendte, opvarmede, hemmelighedsfulde. Et helt lukket rum dedikeret til at dyrke det bedste og udnytte det mikroklima, der opstår i sådan en muromkranset have.

Det er selvfølgelig de engelske walled kitchen gardens, jeg tænker på. Min største havemæssige og måske ikke så italesatte forelskelse — indtil nu. Den længsel jeg har, den længsel ved jeg, at jeg aldrig får indfriet, ikke i min egen have i hvert fald. Men den bliver ved at trække. Særligt nu, hvor køkkenhaven for alvor viser sin overflod.

Der er seks engelske køkkenhaver i særdeleshed, jeg dagdrømmer om at se en dag. Jeg vender tilbage til dem om lidt.

Hele året i en køkkenhave peger altid frem mod sensommeren. Sådan var det også i de store herskabshaver med tilhørende egenproduktion af frugt og grøntsager. Æblerne der skulle plukkes i tredje uge af september, meloner der skulle være klar til weekend-selskabet, druerne fra vinranken langs den sydvendte mur. Herskabet ventede — og gartneren leverede.

Det er den samme rytme jeg mærker i mine to bede. Bare i markant mindre målestok — og altså bortset fra at der ikke er et herskab, der venter.

Jeg bliver altid helt varm om hjertet, når jeg står i en køkkenhave. Jeg ved ikke helt, hvad det er. Måske min grundlæggende urtrang til at få noget til at spire, som bliver særligt vækket af den slags haver, hvor produktion og skønhed går hånd i hånd.

I foråret var jeg med min mand og tre vennepar på havetur i England. Vi plejer at bruge tiden på landskabshaver og staudebede — det er dét, vi rejser efter. Men i år mærkede vi alle en trang til at dvæle lidt ekstra ved køkkenhaverne, som næsten altid ligger et sted i forbindelse med de store engelske haver. Bønnestativer bygget af hasselgrene. Bærbure af net over ribs og solbær. De forskellige måder kålen bliver beskyttet mod kålsommerfuglen — hvide net på pinde, gaze spændt ud over rammer. Kartoffelsorter jeg aldrig havde set. Artiskokker. Bladbeder og salathoveder i geometriske rækker.

Vi blev stående længere, end vi plejer.

Kontrasten er ekstrem, når jeg kommer hjem og står ved mine egne bede. De walled kitchen gardens vi besøgte var tusinde, to tusinde, tre tusinde kvadratmeter. Mine bede er 1,2 gange 4 meter. To bede. Ni komma seks kvadratmeter i alt. Det er ikke bare mindre — det er en anden slags rum, hvor tæt plantning ikke er en mulighed, men en nødvendighed.

De victorianske walled kitchen gardens er et af de mest imponerende havemæssige projekter jeg kender. I Susan Campbells A History of Kitchen Gardening (2005) fortæller hun om, hvordan der bag hver mur lå et fintmasket teknisk og botanisk system: sydvendte mure der absorberede sol som ovne, nordvendte kolde mure til frugttræer der krævede kølighed, “hot walls” med hule kanaler hvor der blev tændt op i ildsteder om vinteren så ferskener kunne trives i britisk klima. Jeg vil forsøge at beskrive tre eller fire af disse greb, vi faktisk kan bruge i vores egne danske bede. Det kommer jeg til.

Alt sammen leveret af gartnere, hvis viden vi i dag har svært ved at fatte omfanget af. Der findes en BBC-serie fra 1987 om det — det er absolut slow tv og ret nørdet, men ikke desto mindre en vidunderlig serie om årets gang i en sådan køkkenhave. Jeg har set den et par gange, og jeg må snart se den igen. Titlen om lidt.

I juli skrev jeg om engens grammatik — den vilde have, der har sit eget mønster, hvis vi lærer at læse den. Walled kitchen gardens er dens modpol. Alt formet, alt tænkt. Og alligevel er der en sanselighed og en rigdom i dem, der ikke kan skjules, når man træder ind. Det handler ikke bare om produktion.

Dilemmaet står tilbage: jeg har to højbede. Ingen mur. Ingen gartner. Intet melonhus eller dyrkningsramme til ananas.

Men nogle af principperne kan overføres til min egen dyrkning — ikke muren, ikke skalaen, men tankegangen. To bede er nok, hvis man tænker rigtigt. Selvom jeg nok bliver ved med at drømme om den store muromkransede køkkenhave.

Så — til de seks haver jeg længes efter at se. Bøgerne og BBC-serien. De greb, der virker i to danske højbede i baghaven i et villakvarter. Og fordi det er sensommerens bukettid: min plan for hvordan du kan planlægge et bed, der kan give dig store sensommerbuketter.

Bag havelågen:

• Seks walled kitchen gardens jeg må se på et tidspunkt

• Min ønskeseddel til nye bøger + BBC-serien (gratis på YouTube)

• Greb til danske køkkenhaver i storbyen

• Hvordan man dyrker meget på 9,6 kvadratmeter — vertikal tænkning, forlængelse af sæsonerne, og grønkålen der overtog fra mine kartofler

• Sensommerbuketten: fire elementer + syv tekniske tips (inkl. dahlia-trick få kender)

Bag havelågen i denne uges brev: De seks walled kitchen gardens jeg må se. Min ønskeseddel af bøger og BBC-serien du kan se gratis på YouTube. Fem konkrete greb der virker i danske højbede. Hvordan jeg dyrker meget på 9,6 kvadratmeter — vertikal tænkning, afgrøder der afløser hinanden, og grønkålen der overtog fra mine kartofler. Og min plan for sensommer-buketten — fire elementer + syv tips inkl. dahlia-trick få kender.

Som medlem af Annas Havebreve får du hver uge det fulde essay + månedlige sæsonguides + tidligere-adgang til løg pre-sale + sæsonrabatter i Haven på Taget. 750 kr/år.

Bliv medlem →

Read more

Kære havevenner

Den nyeste episode af min podcast Haven i Øret er landet.

‘Et paradisæbletræ, en bund af skovsyre, rabarber, tallerkensmækkere og salvie. Det er opskriften på et af de vilde og frodige bed i Tivolis spiselige have ved restaurant Kilden. Anna og Katja besøger chefgartner Tom Knudsen, der har designet den spiselige have, og undersøger, hvordan hans greb kan flyttes hjem i en almindelig krukke.’

Det er en samtale jeg har glædet mig til at dele med Jer. Tom har været chefgartner i mange år og har virkelig sat sit præg på den måde Tivoli tænker og laver beplantningen på. Han deler gavmildt ud af sin viden. Jeg håber I tager godt imod den nye episode.

Hør episoden her →

Og en gave til jer, som læser med her:

Jeg har fået lov at dele en rabatkode med jer til Tivolis Blomsterfestival, som kører frem til 13. september:

Rabatkode: hb26

20% rabat, gyldig til 13. september

Bestil billet med rabat →

Vi ses måske i weekenden?

Kærligst

Anna

Read more

I maj og juni så jeg fremad.

Jeg gik ud om morgenen og så på, hvad der var på vej. Ærteblomsterne, de forspirede dahlia og cosmos, der stadig kun var spirer og hensigter.

Sommerens stauder pegede også på noget, der lå længere fremme.

Nu ser jeg mere tilbage.

Det er vel egentlig bare en anden slags opmærksomhed. Jeg går den samme runde, men jeg kigger efter noget andet: hvad der stadig står, hvad der er ved at være færdigt, og hvad der aldrig rigtig blev til noget. Det er den slags, august også kan bruges til — jeg noterer flittigt i min havenotesbog.

Og der er én beslutning, jeg træffer nu — som afgør, hvordan næste års flor kan blive. Den deler jeg bag havelågen.

Om et gammelt ord

Stjernebilledet Store Hund (Canis Major) 1100-tallet.

Jeg skriver det her brev til dig på hundedagenes allersidste dag. Perioden vi lige har været igennem kaldes hundedagene. 23. juli til 23. august. Et af de få tidsrum på året, der har fået sit eget navn uden at være en egentlig sæson. Denne periode er begyndt at betyde meget for min forståelse af haven. Derfor dvæler jeg ved den.

Navnet kommer ikke fra hunde, der lider i varmen, sådan som man kunne tro. Det kommer fra en stjerne. Sirius — Hundestjernen — er den klareste på nattehimlen. I oldtiden stod den op sammen med solen præcis i disse uger, og man mente, at dens lys lagde sig oven i solens og gjorde heden værre, end den ellers ville have været. Romerne gav stjernen skylden for både sløvhed og feber. Den står op på et andet tidspunkt nu, men navnet blev hængende. Italienerne kalder den 15. august for ferragosto — af latin feriae Augusti, Augustus’ hviledage. Kejseren bestemte for to tusind år siden, at når heden lå tungest, holdt man op med at arbejde. Selv trækdyrene fik fri og blev pyntet med blomster. Det er det fine ved gamle ord. De holder fast i en erfaring, længe efter at forklaringen er faldet ud af sproget. Vi kalder det stadig hundedagene, fordi det stadig føles som hundedagene.

Kigger jeg på haven hos mig har den set lidt træt ud i en måneds tid nu. Støvet, lidt vissen i kanterne og mange planter sætter frø og gør klar til hvile. Det hele er en anelse for meget af det samme. Men netop som jeg har affundet mig med det, vender den. Det er begyndt så småt: høstanemonerne sætter de første knopper, Sankt Hans-urten skifter fra grøn til rosa, de fine asters står på spring. Lyset falder lavere hen over taget og der kommer mere dug om morgenen. Jeg altid kan se, at min have vågner lidt igen efter denne periode. Det er egentlig dét, jeg mener er det vigtigste ved hundedagene. Det er ikke sommerens sidste åndedrag. Det er en pause mellem to perioder i havens liv over året.

Der er en vigtig beslutning tilbage, og den er min. Den skal træffes nu, i august, ikke i oktober, når man står med spaden — og de fleste træffer den to måneder for sent. Det gjorde jeg selv i mange år.

Bag havelågen i dag deler jeg:

• Den ene beslutning, der afgør, hvordan næste års flor kan blive — og den halve time, det tager at træffe den ordentligt

• Hvad der skal høstes nu, mens det stadig er godt

• Sommerens overraskelser — det bedste jeg tager med fra denne sæson

Hvad manglede der i DIN have i år?

Ikke hvad der var flot. Hvad der manglede?

▸ Hos mig er svaret noget hvidt i maj, noget lysegult i august og noget mere fylde i mit skyggebed på nordsiden af plankeværket mod vejen. Den del af haven har den sværeste biotop — den tørre skygge. (Måske jeg skulle skrive lidt mere om den i et senere brev?) Jeg har set det hele sommeren og har stadig ikke skrevet det ned noget sted. Det gør jeg nu!

Skriv gerne hvad der har manglet i DIN have i kommentarerne — eller svar bare på denne mail. Jeg læser og svarer på alle kommentarer denne uge.

Det her er Annas havebreve. Hver søndag et brev om at leve med haven. Som medlem får du bag havelågen får du hver søndag tips og tricks, min månedlige guide til at leve sammen med haven og tættere på årstiderne, plantelister, brevkassen hvor jeg svarer på dit specifikke havespørgsmål, adgang til kommentarsporet — og ikke mindst early bird-rabatter på de frø og blomsterløg, jeg sælger i webshoppen (medlemmer får både tidlig adgang og en særlig havelågerabat før alle andre).

Bliv medlem her — 75 kr/md eller 750 kr/år. Du kan opsige når som helst.

Annas Havebreve har siden juli været blandt Substacks hurtigst voksende Home & Gardening-publikationer globalt.

P.S. Ny her? Så start med En have at bo i — det er det brev, flest er blevet hængende ved.

Den ene beslutning: hvad der skal i jorden til efteråret

Her er den, og den lyder mindre end den er:

Hvad du planter til efteråret, skal vælges nu. Ikke i oktober.

Det handler ikke om planlægningsiver. Det handler om to helt konkrete ting.

De gode sorter bliver bestilt tidligt af folk, der ved hvad de vil have. Planteskolerne begynder at sælge ud, inden de også går lidt i dvale over efteråret og vinteren. Det bedste tidspunkt at få nye planter i jorden på er om efteråret, så de har hele vinteren til at lave et godt rodnet.

Men den vigtigste grund er en anden: du kan kun se, hvor der mangler noget, mens haven stadig står. I oktober er beviserne væk. Bedet er brunt, og din hukommelse er dårligere, end du tror. Min er i hvert fald.

Det tager en halv time:

1. Gå runden med telefonen. Fotografér de steder, der mangler noget. Ikke det pæne — men hullerne. Det, der ser tomt ud i år i august, ser også tomt ud næste år.

2. Skriv ned, hvad du savnede over hele sæsonen. Ikke hvad der var flot. Hvad der manglede. Manglede der noget blåt i maj? Var der tre uger i juni, juli eller august, hvor der ikke skete noget?

3. Kig på billederne med foråret for øje. Hvad skulle der have stået her? Det er dét, listen skal bestå af.

4. Bestil planterne nu, så du kan nå at få dem i jorden inden efteråret.

Nogle af disse observationer noterede jeg allerede i Hjemkomsten. Men det er først nu, de bliver til beslutninger.

▸ Sådan ser min huskeliste ud i år:

• Mere kompost i køkkenhaven, tidligere på sæsonen. Solsikkerne har vist mig præcis, hvad forskellen er, og jeg gav kun det ene højbed nok.

• Græskarrene skal have et lysere sted. De blev pinligt små i år — kombinationen af manglende kompost og skygge fra en overvintrende palmekål. Det er tredje år, jeg bemærker det, og første år jeg skriver det ned. NU må jeg lære det!

• Sensommer-stauderne skal gentænkes. Flere af dem, der plejer at bære august, er ikke kommet ordentligt i gang i år — spist eller mistrivsel. Jeg laver om i mit staudebed hen over efteråret, så jeg har gode chancer for en smukkere sen blomstring næste år.

• Dahliaerne skal ud tidligere. Jeg var for langsom med forspiringen i år, og deres blomstring rammer nok først for alvor i september-november.

• Noget hvidt og fyldigt i maj i det nordvendte bed, og en lysegul skabiose ind blandt stauderne.

• Flere allium i hele haven — og ikke mindst flere prærieliljer. Løg er i øvrigt den nemmeste og mest givende investering, en have kender. Du lægger noget i jorden, du ikke ser igen i seks måneder, og pludselig blomstrer de. Det fine er, at de også kan hjælpe os gennem den mørke vinter, fordi vi ved, at foråret bliver blomstrende.

Hvad der skal høstes nu

Sensommeren er utålmodig på en måde, foråret ikke er. Det modne kan ikke vente.

• Tomater plukkes, når de slipper let. Aldrig i køleskabet — det slår smagen ihjel på et døgn.

• Squash er bedst små. En squash, der er blevet stor, mens du kiggede væk, er blevet en pligt i stedet for en fornøjelse.

• Bønner høstes hyppigt, netop for at planten bliver ved. Holder du op med at plukke, holder den op med at sætte. ▸ Bønnetunnelen giver stadig mere, end vi kan spise.

• Frø samles i tørvejr, midt på dagen, når duggen er væk. Papirposer, ikke plastik. Skriv på posen med det samme — du husker det ikke.

Sommerens overraskelser

Sæsonen har givet mig tre ting, jeg tager med videre.

Cosmos Crest Sunset. En ny sort har fundet vej til min have. Orange på den mest vidunderlige måde — den passer til årstidens begyndende høstfarver, som var den bestilt. Den skal jeg have mange flere af næste år.

Artiskokken. I efteråret lagde jeg alle bladene fra græsplænen ind i mine staudebede. Det har min artiskok takket mig for i år. Den har kvitteret med to meter+ stængler og seks kæmpestore, blomstrende artiskokker. Artiskokblomstens lysende violette blomster står uendeligt smukt i skumringen.

Bønnetunnelen. Jeg tror jeg har fundet modellen for at dyrke både bønner og mange andre ting på samme tid i min lille køkkenhave. Det handler om at udnytte, at det kan lade sig gøre at dyrke i højden — også med zucchinier, hvis man vælger de rigtige klatre-sorter. Det ser smukt ud, det fungerer, og det giver plads til andre afgrøder i højbedet.

Den fjerde overraskelse er ikke en plante. Det er, hvor meget haven har vist mig i år — netop i det, jeg ikke havde planlagt. Måske er dét i virkeligheden den bedste opskrift på en have: at plante nok til at kunne undre sig.

▸ Hvad har været DIN største overraskelse i haven i år? Skriv i kommentarerne — det er ofte i overraskelserne, at næste års have bliver til.

Fra min uge

Det jeg gør i haven denne uge:

• Går runden med telefonen og fotograferer hullerne, så næste års august bliver endnu smukkere

• Skriver listen ned til efterårets bestilling og begynder at tegne på de ændringer, jeg gerne vil lave

• Holder øje med salaten, spinaten og rucolaen fra det første sensommer-sår

• Plukker dahliaer og cosmos til stuen

Det jeg ser i haven denne uge:

Kaprifolien på plankeværket mod naboen har sat nye blomster, som dufter vidunderligt om aftenen.

Nogle af de remonterende roser har sat nye blomster — særligt taknemmelig er jeg for min Madame Alfred Carrière, som har fået en masse krop og fylde på buen over havedøren ind til naboen. Jeg ser på den fra mit køkkenvindue og glæder mig over den hver dag.

Duggen om morgenen er kølig igen. Lyset har fået den særlige høstfarve.

Næste søndag: de gamle, muromkransede engelske køkkenhaver — hvor skønhed og nytte altid har delt bord. Bag havelågen: hvordan du plukker og binder sensommerens store buket, så den holder en hel uge.

I bunden af haven står den første høstanemone-knop halvvejs åben. Rosa. Bare et par dage forbi hundedagene, og den er allerede der.

Hvis brevet her ramte noget i dig, så del det gerne. Det er sådan vi finder hinanden.

Tak fordi du støtter arbejdet.

Kærligst Anna

Sensommerens ritualer

August er den måned, jeg samler mest. Ikke bare til hverdagen i køkkenet, men til året. Hvis jeg gør det rigtigt nu, har jeg brombærtærte på bordet i løbet af ugen, morgenfrue-salve til vinter, ærter til foråret, glas med brombærsyltetøj på hylden, og en køkkenhave, der begynder at give igen i september-oktober.

Bønnerne er blevet flere, end vi kan spise hver dag. Brombærrene i hækken er begyndt at modnes fra rød til sort. Morgenfruerne står i deres bedste flor — orange, gul, mørk fersken — og har blomstret siden juni uden at bede om noget særligt. Ærteplanterne er begyndt at trække sig sammen. Cosmos og tagetes har sat de første frøstande. Æblerne får rødme.

Hemmeligheden ved august

De fleste, jeg taler med, tænker på haven som noget, der topper og måske begynder at falme i august.

Men i virkeligheden er august en af havens vigtigste såsæsoner.

De victorianske head gardeners kaldte det succession sowing. Man såede den samme grøntsag flere gange i sæsonen for at have kontinuerlig høst. Salaten, der blev sået i august, høstede man i oktober. Spinaten fra sidst i august overvintrede i milde år og blev tidlig forårshøst.

Her hos os oppe nord på, har vi endnu større brug for at gribe den anden store såsæson på året. Vores vækstsæson er kort. Hver ekstra måned haven kan give er en gave.

Denne søndags månedsguide er en anden slags brev end mine sædvanlige havebreve. Det er en samling af de ting, jeg gør, opskrifter og sålister, du kan gå tilbage til hver august, år efter år.

Bagved havelågen denne søndag finder du:

• Den fulde så-guide til august — grøntsager og blomster, sortsanbefalinger, timing

• Brombærtærte med frangipane, ribsgele og morgenfrue- og targetesblade — den jeg netop har bagt, opskriften der er blevet fast tradition i august

• Salve af morgenfrue — hele processen fra plukning til færdigt glas

• Tørring af ærter — sådan gør du

• Praktiske så-tips — hvad der virker, hvad der ikke gør

Alt sammen skal helst gøres nu — ikke om en måned. Såvinduet lukker stille og roligt, brombærrene falder af buskene, morgenfruerne visner. Det, der bliver samlet i august, bliver til noget, du kan tage frem vinteren over og ikke mindst plante til næste år.

Månedsguiden er en fast del af medlemsskabet.

Hver måned laver jeg et fuldt samlet arkiv af opskrifter, guides og planter for netop den sæson. September kommer med rødder, tørring af blomsterfrø og de første efterårs-bede. Oktober med blomsterløg og vinterforberedelser.

Bliv medlem her — 75 kr/md eller 750 kr/år. Du får hele denne guide, alle kommende månedsguider, månedens brevkasse (første 27. august), kommentarsporet og adgang til hele arkivet.

Du kan opsige når som helst.

P.S. Ny her? Læs de tidligere gratis breve: Før jeg kendte planternes navne, Hjemkomsten, Sommer på glas, En have at bo i.

Read more

Forleden stod min datter længe foran en stor udsprungen dahlia på terrassen.

Ikke fordi jeg havde vist den frem. Jeg var egentlig i gang med noget andet og gik frem og tilbage med opbinding og vandkande, mens hun stod helt tæt på blomsten og kiggede ind i den.

Det var et af de store hoveder, der næsten virker lidt for perfekte, når man ser dem lige forfra. Lag på lag af kronblade, så regelmæssige at de kunne være tegnet med passer.

Hun stod så tæt, at blomsten næsten var på størrelse med hendes eget hoved.

Og jeg kom pludselig til at tænke på Elsa Beskows bøger.

Det sker oftere, end jeg tidligere har lagt mærke til. Når børnene står under et frugttræ. Når de sidder på hug og kigger efter noget nede mellem bladene. Når en blomst bliver betragtet som noget i sig selv og ikke som en del af et bed.

Så kommer billederne tilbage.

Jeg voksede op med Lille Ole og hans bold, Putte i Blåbærskoven (Puttes äventyr i blåbärsskogen) og Tante Grøn, Tante Brun og Tante Lilla (Tant Grön, Tant Brun och Tant Gredelin).

Jeg kan ikke huske alle historierne fra ende til anden længere. Men billederne kan jeg huske.

Planterne med ansigter. De små mennesker mellem frugterne. Børn, der bevæger sig rundt i en verden, hvor blomsterne er større end dem selv, og hvor blåbær og tyttebær ikke bare er bær, men nærmest hver deres folk.

Som barn tænkte jeg selvfølgelig ikke over det som et bestemt billedsprog. Jeg tænkte bare, at sådan så den verden ud.

Og jeg er begyndt at spekulere på, hvor meget den egentlig stadig findes i den måde, jeg ser planter på. For før jeg kendte alle navnene, kendte jeg billederne. Før jeg vidste noget om jordbund, vækstforhold og blomstringstid, havde jeg allerede en forestilling om, at forskellige planter havde forskellig karakter.

At blive lille nok

Det er måske Putte i Blåbærskoven, jeg tænker mest på.

Putte går ud for at plukke bær til sin mor og bliver gjort så lille, at han kan bevæge sig ind i skovbunden. Pludselig er blåbærplanterne ikke noget lavt, man ser ned på. De er en verden, man befinder sig inde i.

Det er et enkelt greb, men jeg synes stadig, der er noget rigtigt i det.

Særligt små børn ser haven fra en anden højde.

De ser under lagene af blade, hvor jeg selv ser hen over det. De finder ting under buskene. De kan sidde længe med én snegl eller ét bær, mens jeg selv allerede har registreret hele bedet og er gået videre til det næste.

Jeg kan se det, når de plukker skovjordbær.

Jeg har skrevet om dem før, fordi jeg holder uforholdsmæssigt meget af dem. Men jeg tror faktisk, at Beskow er en del af forklaringen.

Og måske er det netop det, et bestemt billedsprog kan gøre ved én: give forskelle betydning, før man har ord for dem.

Planter med karakter

Da jeg for alvor begyndte at interessere mig for haver, lærte jeg langsomt at se planter på en anden måde.

Højde og bredde. Blomstringstid. Jordbund. Om planten tåler tørke. Om den skal stå i sol eller halvskygge. Latinske navne, sammenligninger mellem sorter.

Det er en stor del af fornøjelsen for mig.

Men samtidig synes jeg, at noget andet bliver ved med at ligge nedenunder.

Nogle planter er nemme. Andre gør sig besværlige. Nogle bliver ved med at komme igen, uanset hvad jeg udsætter dem for. Andre skal flyttes tre gange, før de endelig virker tilfredse. Nogle får jeg et forhold til, som virker lidt ude af proportion med deres egentlige betydning.

Planter bliver aldrig helt kun til materiale.

August er fuld af den slags planter.

Dahliaerne først og fremmest. Både til lige dele glæde og til tider frustration.

Efter akelejer, storkenæb og alt det lettere kommer de med store, tunge blomsterhoveder. Nogle næsten matematiske. Andre løse og bølgende. Nogle elegante, mens andre er så prangende, at de nærmer sig det vulgære — på den bedst mulige måde.

Det er svært ikke at give dem karakter.

Og når jeg ser dem sådan, ligger Beskows blomsterhoveder stadig et sted i baggrunden.

En voksen genkendelse

Mange år senere opdagede jeg Tasha Tudors have. Jeg kan ikke huske præcis, hvor jeg så billeder af den første gang. Jeg kan bare huske fornemmelsen.

Jeg kendte den på en mærkelig måde allerede.

Ikke fordi den lignede Elsa Beskows illustrationer direkte. Men fordi huset, haven, blomsterne, køkkenhaven, dyrene og hverdagslivet syntes at høre til i den samme verden.

Der var ikke først et hus og derefter en have som pynt omkring det. Der var et liv, der foregik imellem det hele. Da jeg opdagede den have, kom mange af mine barndomsbilleder tilbage.

Og de har fulgt mig siden.

Jeg tror, det var noget af det første, der fik mig til at forstå, at det, jeg selv længtes efter i en have, ikke egentlig var en bestemt stil.

Det var en sammenhæng.

Jeg vil gerne have blomster, men jeg vil også have noget, vi kan spise.

Jeg vil gerne have orden, men ikke så meget, at der ikke er plads til, at noget overrasker.

Jeg vil gerne kunne gå ud og hente noget til en vase eller til aftensmaden.

Jeg vil have frugttræer, børn under grenene, jord på fliserne og planter, der efterhånden vokser sig ind i familiens vaner.

Det er måske også derfor, jeg aldrig helt kan adskille haven fra hjemmet.

Det, der gror derude, kommer hele tiden indenfor.

Haven som et sted, man deltager i

Noget af det vigtigste for mig er, at børnene ikke kun skal færdes i haven.

De skal være med i den.

Jeg tager dem med ud, når jeg sår, planter, vander og høster. Ikke hver gang, og ikke fordi alt skal gøres til en aktivitet for børn.

Men fordi havearbejde er en meget enkel måde at være sammen på. (Og indrømmet — jeg er ikke så god til at lege med legetøj.)

Der er allerede en opgave. Vi behøver ikke finde på noget.

Nogle gange holder de vandkanden. Nogle gange plukker de bønner. Nogle gange mister de interessen efter to minutter og begynder i stedet at grave et hul et helt andet sted.

De må gerne gøre ting langsommere. De må også gerne gøre noget forkert.

Det koster selvfølgelig lidt på effektiviteten. Det tager længere tid at så en række, hvis et barn skal være med. Nogle frø kommer for tæt. En plante kan få lidt mere vand, end den havde brug for.

Men der er andre ting, som kommer ind ad den vej.

At kunne mærke, om jorden er tør.

At tomater først smager rigtigt, når de har fået lov til at modne.

At bønner skal plukkes igen og igen.

At nogle ting tager en hel sommer.

Den viden er vanskelig at forklare på forhånd.

Den kommer gennem gentagelsen.

Jeg tænker tit på, at det måske er sådan et forhold til planter begynder.

Ikke med viden, der nødvendigvis kommer fra en bog.

Med fortrolighed.

Det, jeg ikke kan bestemme

Jeg kan selvfølgelig give mine børn Elsa Beskows bøger.

Det gør jeg også.

Jeg kan tage dem med ud i haven og vise dem forskellen på timian og mynte, lade dem smage bær og lære dem, at de ikke må spise noget, de ikke kender.

Men jeg kan ikke beslutte, hvad der sætter sig fast.

Det er måske det mest interessante.

Jeg ved ikke, hvilke billeder fra deres barndom de kommer til at bære med sig.

Det bliver sandsynligvis ikke de ting, jeg selv har brugt mest tid på.

Det kan være en bestemt dahlia. Et blommetræ. Et sted under en busk. Duften af tomatblade på fingrene. Eller noget, jeg aldrig selv lagde mærke til.

Jeg kan ikke vælge deres billeder for dem.

Jeg kan kun sørge for, at de får tid nok i haven og i naturen til at få deres egne.

Og måske er det netop det, jeg selv fik.

Før jeg lærte planternes navne, havde jeg billederne — og ikke mindst meget tid udenfor, både i haven og ved Milen.

Jeg havde Putte mellem blåbærrene, mennesker oppe mellem frugterne og blomster med ansigter.

Senere kom Tasha Tudors have og viste mig en voksen verden, hvor noget af den samme forestilling kunne findes i virkeligheden.

Og nu står jeg her med min egen have og opdager, at de billeder stadig ligger et sted nedenunder.

De lærte mig ikke, hvordan man laver en have.

Men måske lærte de mig at se én.

Der er selvfølgelig også en helt praktisk side af det her.

For hvis børn skal få deres eget forhold til en have, er det ikke ligegyldigt, hvordan haven møder dem.

Nogle planter inviterer til at blive rørt, duftet til og smagt på. Nogle afgrøder giver så hurtigt et resultat, at børn helt af sig selv begynder at holde øje med dem. Og nogle opgaver fungerer forbavsende godt med små hænder, mens andre mest ender med en irriteret voksen og et barn, der for længst er gået sin vej.

Bag havelågen i dag har jeg samlet de ting, der virker bedst hos os: planter og afgrøder til en have i børnehøjde, de haveopgaver mine børn faktisk bliver ved med at vende tilbage til, og mine egne principper for at have dem med uden at gøre haven til en pædagogisk øvelse.

Det her er Annas havebreve. Hver søndag et essay om at leve med haven — og bag havelågen det konkrete, du kan tage med hjem til din egen: planter, principper, guides og de erfaringer, jeg selv gør mig undervejs.

Som medlem får du også den månedlige haveguide og brevkassen, hvor jeg svarer på jeres spørgsmål (første 27. august).

Hvis du allerede læser med gratis og gerne vil længere ind i haven, kan du blive medlem her — 75 kr/md eller 750 kr/år. Du kan opsige når som helst.

P.S. Ny her? Læs de tidligere breve gratis: Sommer på glas, Sommervemod, En stille længsel, En have at bo i.

Read more

Fra Kandestederne, tilbage til vores egen have i København. Det er altid mærkeligt at omstille sig — fra det åbne klitlandskab til vores have, omkranset af høje træer, med en helt anden slags frodighed. Rummet er tættere, grønt hele vejen rundt, luften mere stille.

Der er en særlig ting ved at komme hjem til en have efter at have været væk et stykke tid. Her til morgen lavede jeg min kaffe og satte mig på dørtrinnet til køkkenet. Oplevelsen af hvor hurtigt alting er vokset, og hvordan haven har levet sit eget liv, mens jeg var væk. Bare sådan som haven altid gør: den fortsætter, uanset om jeg kigger på den eller ej.

Havens egen tid

Der er allerede mere dug på græsset om morgenen. Og en næsten umærkelig anden kølighed i skumringen og i de tidlige morgenstunder. Bare de første små tegn på, at året er ved at vende. Er det også noget, du har lagt mærke til?

Solsikkerne er blevet meget høje — særligt i den del af bedet, hvor der kom ny kompostjord i foråret. Det er første gang, jeg tydeligt ser forskellen. Note til mig selv: mere kompost, tidligere på sæsonen, i begge bede.

Bønnetunnelen er gået amok. Der er bønner at plukke hver dag — flere end vi kan spise, flere end jeg kan følge med i at give væk. Kaprifolierne har sat bær, ligesom dem i Kandestederne. Alt er en uge længere fremme.

Og så er der det, der ikke er blevet til noget. Græskarrene bliver nok ikke det store i år — dem har jeg faktisk aldrig haft det helt store held med. Måske står de ikke lyst nok. Det må på listen til næste års køkkenhave. Salaten blev til blomster i heden. Basilikummen overlevede ikke tørken. Tomatplanterne på terrassen står mistænkeligt slappe — jeg tror, vores gæster glemte at vande dem.

Og noget mere mærkeligt: flere af de stauder, der plejer at fylde bedet nu, er ikke rigtig kommet i gang. Måske er det et udtryk for de hundedage, vi er midt i — den stille pause, jeg skrev om i sidste uges brev — inden haven igen giver en masse farve. Det kan også have noget at gøre med, at jeg kom sent i gang med at plante ud i år — derfor kommer blomsterne generelt lidt senere. Der er mange undskyldninger.

Det er en have midt i sensommeren. Nogle ting bugner. Andet venter.

At komme hjem er at læse havens tilstand

Det første, jeg gør, når jeg kommer hjem, er at gå rundt. Ikke systematisk. Bare gå. Kigge. Røre lidt ved bladene. Finde den en tomat, der er faldet af, en stok der er væltet, rosen der har sat nye blomster.

Jeg læser tilstanden. Faktisk føles det måske mere som at lytte end at læse. Det er den samme øvelse som en snusetur — bare med mit eget arbejde. Jeg mærker mig selv i haven igen. Jeg bliver mindet om, hvad jeg plantede, hvor jeg tabte de tre lupinfrø sidste september, som nu står som små grønne rosetter. Oreganoen fylder i kanten af bedene, og artiskokken er begyndt at blomstre højt oppe over alt det andet.

Glasset på hylden

Sidste søndag skrev jeg om at putte sommeren på glas. Om min mormors hylde i bryggerset med små glas fra august og september.

Nu står jeg selv i mit køkken med hyben på skærebrættet. En kurv fra Kandestederne, en spand vand ved siden af. Der er lige noget stille højtideligt over det — som at gøre noget, jeg har set før, uden helt at have besluttet at gøre det.

Sommervemodet, jeg skrev om for to søndage siden, er blevet stille. Ikke fordi tiden er stoppet med at gå. Bare fordi jeg gør noget ved den nu. Skærer, koger, hælder op.

En stille bevægelse

Der er noget uddannende ved at have været væk et par uger.

Jeg vender hjem med lidt andre øjne. Jeg ser strukturen mere klart — hvor rosen skal beskæres til vinter, hvor stauden er blevet for stor til sin nabo, hvor bedet næste år skal have en gulblomstret plante ind for at binde det bedre sammen.

Og jeg ser, hvad der har virket, og hvad der ikke har. Kompostjorden gør en tydelig forskel — solsikkerne står højere lige dér, hvor jeg gav mest. Græskarrene skal have et lysere sted til næste år. Havde jeg plantet ud i april i stedet for i maj, havde august set anderledes ud. Haven har lavet den opgørelse for mig, mens jeg var væk. Ikke som en dom. Bare som en tavs optegnelse: her virkede det, her gjorde det ikke.

Jeg opdager også, hvor lidt der egentlig skulle passes, mens jeg var væk. Meget klarer sig selv. Måske er dét noget af det, haven kan give mig, som andre steder i livet ikke helt kan: illusionen om at jeg er nødvendig, uden at være det. At jeg kan tage afsted uden at ødelægge noget.

I dagens brev bag havelågen deler jeg:

• En hjemkomst-guide til haven efter ferie — otte ting, du skal kigge efter først, og i hvilken rækkefølge

• Hvad jeg skal til at så i køkkenhaven

Første brevkasse — onsdag 27. august — for medlemmer

Gennem august samler jeg spørgsmål ind til det første brevkasse-brev. Er der noget, du står med og ikke forstår — en plante der stritter, et bed du ikke får handling på, et minde fra barndommens have du gerne vil sætte navn på — så svar bare på denne mail. Alle kan skrive ind. Medlemmer får svaret onsdag den 27. august.

Det her er Annas havebreve. Hver søndag et brev om at leve med haven — og bag muren får du de konkrete planter, principper og guides, du kan tage med dig hjem. Plus månedens brevkasse-brev (første 27. august), månedens haveguide fra mit Et blomsterår-arkiv, og adgang til kommentarsporet hvor medlemmerne taler sammen.

Bliv medlem her — 75 kr/md eller 750 kr/år. Du kan opsige når som helst.

P.S. Ny her? Læs de tidligere breve gratis: Sommer på glas, Sommervemod, En stille længsel, En have at bo i.

Read more

Jeg skriver denne uges brev fra Kandestederne i Nordjylland. Himlen er høj, skyerne driver, og lyset skinner særligt smukt her mellem klitterne. Lige nu er solen på vej ned bag den store klit, luften er stadig varm, og børnene er lige kommet hjem fra en aftendukkert. Rejnfangen står gul og standhaftig langs vejen, ligesom den plejer i august. Kaprifolierne, jeg skrev om for et par uger siden, har både sat bær og nye blomster. Hybenroserne står nu mere med hyben end med roser. Store lækre hyben i rødlige og orange farver. Det er et projekt, jeg skal nå inden jeg skal hjem. At lave hybenmarmelade.

Bogstaveligt talt — sommeren skal på glas.

Der er en anden slags rytme herude i klitten. Om morgenen ser jeg sommetider mosekonebryg i lavningerne ved daggry. Haren, der kigger forbi, når jeg har siddet ude med min kaffe før de andre vågner. Morgenbadning i Vesterhavets salte vand. Dagens madplaner bliver noget nær det vigtigste. Det gør mig både tryg og glad, når jeg kigger i de gamle fotoalbums fra min oldefars tid i huset. Her ser jeg præcis de samme gentagelser sommer efter sommer.

Hundedagene

Vi er midt i det, man engang kaldte hundedagene — perioden fra 23. juli til 23. august, opkaldt efter stjernebilledet Store Hund, hvor stjernen Sirius står næsten på linje med solen. Man forestillede sig, at den sendte ekstra varme til jorden. Dagene er lange, luften er tør, alt står lidt mere stille. Nu venter vi bare på næste bevægelse.

Hyben og rejnfang

Hyben er de vilde rosers frugter. Men det er ikke den ægte klitrose (Rosa pimpinellifolia) med sine små, mørke bær, jeg samler af — det er den rynkede rose (Rosa rugosa), også kaldet rugosarose eller hybenrose. Den har store, glinsende, saftige hyben, der bliver tunge på grenene fra august og gennem hele september. Herude i Kandestederne står den i klynger langs vejen.

Rynket rose er egentlig indvandret fra Østasien for et par århundreder siden og betragtes som invasiv i mange danske kystområder. Men lige når det handler om hybenmarmelade, er den uovertruffen.

Rejnfangen dominerer langs vejene og på engene med sine gule knapper, der ligner små solskiver. Sammen med den finder jeg for tiden også kærgaltentand med sine dybt violette blomster, vild gulerod med sine hvide skærme, glat hunderose i lavningen, og sandløg på engen — dem plukker jeg til salaten. Kandestederne er sådan et sted, hvor de mest karakterfulde planter tilbyder sig — hvis man går langsomt nok.

At putte sommeren på glas

Det er for mig en urdrift i at samle sommerens frugter og bær og lave dem til noget, der kan holde ind i vinteren. Marmelade, saft og sylt. Krydderurter i olie eller eddike. Frø samlet i små konvolutter til næste år. (Det skal jeg hjem og gøre i min have ganske snart.)

Sidste søndag skrev jeg om sommervemod — fornemmelsen af at være halvvejs i noget vigtigt. Traditionen med at putte sommeren på glas er måske dét, vi mennesker stadig kan mærke som en urkraft. Sådan får jeg det, når vi har passeret midten af juli. Men at kunne åbne et glas hybenmarmelade en tirsdag i november, og pludselig er hele august tilbage i køkkenet... Det er besværet værd. Man kan ikke holde sommeren tilbage. Men man kan hælde noget af den på et glas.

Min bedstemor lavede hybenmarmelade hvert år. Hun havde en hylde i bryggerset med små glas — nogle klare, nogle mørke — som blev fyldt op i august og september. (Og om vinteren med pomeransmarmelade.)

Det er dét, jeg gerne vil gøre nu. Ikke et stort forsyningsprojekt — bare et par glas, som kan minde os om det, vi står i lige nu. Og som vi kan tage frem igen, når vi har mest brug for det.

Andre planter, jeg skal plukke med hjem, er porse til porsesnapsen, malurt og rejnfang til klædeskabet, og selvfølgelig lyng.

I dagens brev bag havelågen deler jeg:

• Min bedstemors hybenmarmelade — opskriften jeg selv bruger, med det ene vigtige trick der undgår hyben-kløe

• Tørret rejnfang mod møl i klædeskabet — et gammelt trick, se med, hvordan jeg gør

• Kandestedernes krydsliste — til gæstebogen og barnlige sjæle — uddrag af en kryds-liste over blomster og dyr, som du kan tage med på tur eller lade blive en del af jeres gæstebog. Kan bruges i klit- og hedelandskaber over hele det kystnære Danmark — særligt Nordjylland

Første brevkasse — onsdag 27. august — for medlemmer

Gennem august samler jeg spørgsmål ind til det første brevkasse-brev. Er der noget, du står med og ikke forstår — en plante der stritter, et bed du ikke får handling på, et minde fra barndommens have du gerne vil sætte navn på — så svar bare på denne mail. Alle kan skrive ind. Medlemmer får svaret onsdag den 27. august.

Det her er Annas havebreve. Hver søndag et brev om at leve med haven — og bag muren får du de konkrete planter, principper og guides, du kan tage med dig hjem. Plus månedens brevkasse-brev (første 27. august), månedens haveguide fra mit Et blomsterår-arkiv, og adgang til kommentarsporet hvor medlemmerne taler sammen.

Bliv medlem her — 75 kr/md eller 750 kr/år. Du kan opsige når som helst.

P.S. Ny her? Læs de tidligere breve gratis: En have at bo i, Om kaprifolier og klitroser (Blomsterpigen), En stille længsel, Sommervemod.

Read more

I dag blev det til en aftenhilsen herfra. Sommer, børn, gæster og alt det dejlige, der også skal passes, har lige forsinket processen en anelse. Her til aften har jeg lyst til at dele tanker om det, jeg er kommet frem til må hedde sommervemod.

Sommervemod

Denne særlige fornemmelse, der lægger sig over en have og mit sind i midten og slutningen af juli, hvor alt står i fuldt flor og er vidunderligt, men hvor jeg alligevel kommer til at savne overfloden i juni. Det er ikke en sorg som sådan. Mere en form for vemod over, at vi nu er halvvejs i sommeren og den først kommer igen næste år.

Lyset er anderledes end for to uger siden — lidt mere modent, og lidt lavere vinkel allerede. Det plejer at give mig et par taknemmelige og lidt vemodige tanker.

Jeg tror, at denne fornemmelse af vemod er en del af det at have en have. Man kan ikke rigtig komme udenom den. Fik jeg nydt det nok? Plukket de buketter, jeg drømte om? Det er nogle af de spørgsmål, der melder sig hos mig. Måske er det også en af de gaver, haven kan give os: den lærer os at være i det, mens det er, og at slippe det, når det ikke længere er — eller måske også drømme om og planlægge nye flor til næste sæson. Vi plantede flere nye roser i det tidlige forår, som først vil blomstre for alvor næste år. Det giver mig noget at se frem til allerede nu.

En bevægelse jeg genkender

Sidste søndags havebrev, handlede det om en stille længsel — trangen til at være tættere på noget, der lever i sin egen rytme. Om haven som en modpol til en vild tid. Sommervemod er måske den samme fornemmelse, bare set fra en anden side. Man mærker det, når man mærker afstanden. Man ved, det er dyrebart, fordi man ved, at det snart ændrer form.

Måske er det derfor, det ofte er de mennesker, der har haver, som taler mest om årstider. Ikke fordi de er mere bevidste. Fordi haven ikke lader dem være.

Sommerens midte

Man tænker ikke over det til daglig, men vi står lige nu på et helt bestemt sted i året. Junis overdådighed er ovre. Pæonerne har sat frø. Klatreroserne har haft deres første kæmpe blomstring. Sommeren har allerede givet os meget. Og nu, midt i juli, ligger den næste bevægelse foran os: høsten i køkkenhaven og indsamling af frø. For mig er det en glædelig tid, som bærer mig videre gennem august, september og ind i vinteren.

Sommervemod er måske også bare fornemmelsen af at være halvvejs i noget vigtigt.

Artiskokken der stjæler billedet

I mit staudebed er det artiskokken, der stjæler billedet for tiden. To meter høj, seks artiskokker, store sølvgrå blade. I tre store krukker på terrassen står tomater. Og inde i stativet, der holder ærteblomsterne, vokser der en rød grønkål — som vil overtage efter ærteblomsterne og stå så smukt hele vinteren, hvorefter de smukkeste gule blomster titter frem næste år i marts eller april.

Jeg er glad for at plante blomster i min køkkenhave og blande spiselige ting ind i mine staudebede og på terrassen. Man kan sige, at de to typer haver blander sig med hinanden. Det hjælper lidt på sommervemoden, at noget nyt vokser frem og tager lidt af scenen.

Der er endda et ord for det — edimentals. Sammentrækningen af edible og ornamentals. Planter, der både er smukke og gode at spise. Artiskokken. Den røde grønkål.

Ved dette års Chelsea Flower Show var edimentals en af de tydeligste tendenser. Bønner, hvedeaks og store kålhoveder voksede mellem stauder og ærteblomster; jordbær poppede op mellem fliserne. Den engelske havedesigner Harry Holding — en af bevægelsens store stemmer — udgav i maj bogen Eat Your Garden — Edimentals as a Beautiful, Low-Effort Way to Grow Food. Jeg har den ikke selv endnu, men den er på min læseliste.

(Længere nede — bag havelågen — tager jeg dig med rundt i min egen køkkenhave, hvor edimentals-tanken er hverdag.)

Køkkenhaven — bag huset

I baghaven står køkkenhaven sprød og grøn. Den er ikke lige så fotogen som forhaven, men den er den, hvor jeg oftest ender med hænderne i jorden. Det er der, sommeren for alvor er blevet konkret nu — bønner der er ved at være klar, squash der forgrener sig i alle retninger, salaten der er gået lidt i frø i varmen, og kartoflerne under mulden.

I det seneste afsnit af min podcast Haven i Øret taler jeg og journalist Katja Gregers Brock om netop den spiselige have — hvorfor den er kommet tilbage i vores liv, og hvad det gør ved os at plukke det, vi selv skal spise. Det er en samtale, jeg tænker meget på i denne uge, hvor kurven fyldes af sig selv, hver gang jeg går derned.

Og som en fin fortsættelse: I det kommende afsnit tager Katja og jeg til Tivolis blomsterfestival og møder havernes chefgartner. Vi skal se nærmere på et område, hvor kun spiselige planter er brugt som udsmykning — edimentals på en helt anden skala.

I dagens brev bag havelågen tager jeg dig med på min morgentur gennem køkkenhaven: bønnerne, squashen der klatrer, salaten der blomstrer i varmen, og de sidste nye kartofler. Plus mine tre vandingsregler for sommervarmen — kortere end du tror, og de sparer både tid og planter.

📮 Første brevkasse — fredag 31. juli — for medlemmer

Fra i dag samler jeg spørgsmål ind til det første brevkasse-brev. Er der noget, du står med og ikke forstår — en plante der stritter, et bed du ikke kan få styr på, et minde fra barndommens have du gerne vil sætte navn på — så svar bare på denne mail. Alle kan skrive ind. Dem der abonnere på at komme med bag havelågen får de samlede svar på. fredag.

Det bliver et fast format sidste uge i hver måned. Jeg glæder mig!

Det her er Annas havebreve. Hver søndag et brev om at leve med haven — og bag muren får du de konkrete planter, principper og guides, du kan tage med dig hjem. Plus en månedlig haveguide fra mit Et blomsterår-arkiv (første kommer 7. august), månedens brevkasse-brev (første 31. juli) hvor jeg svarer på dine spørgsmål, og adgang til kommentarsporet hvor medlemmerne taler sammen.

Bliv medlem her — 75 kr/md eller 750 kr/år. Du kan opsige når som helst.

P.S. Ny her? Læs de tidligere breve gratis: Engens grammatik, En have at bo i, Blomsterpigen på Hjorts Hotel, En stille længsel.

Read more

Juli måneds lys

Der er noget med lyset lige nu, som er anderledes end for tre uger siden. Efter sommersolhverv får junis skarpe klare lys et varmere udtryk. Dagene er stadig lange, men skumringen melder sin ankomst en smule tidligere. Det er, som om hele haven trækker vejret dybere. Roserne puster ud efter junis vilde udfoldelse, farverne får mere mættede nuancer.

Jeg stod for lidt siden og kiggede indgående på mit lille stykke dansk sommereng, vi har lavet mellem vores æbletræ og den gamle rhododendron ved havegangen. Den seneste tid er der kommet så mange sommerfugle, at det næsten summer i luften over blomsterne. En stor hvid kålsommerfugl driver forbi, mens en admiral sætter sig med sit rustrøde bånd tæt ved min hånd og bliver siddende længe nok til, at jeg får set den ordentligt.

Sidste år læste jeg Inden året er omme af Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør på Zetland. Bogen er hendes egen fortælling om at have sat sig for at se hver eneste af Danmarks 64 sommerfuglearter i løbet af ét år — og undervejs at følge dem ud i landskaber, hun ikke vidste fandtes: gamle havbunde, hemmelige steder på det nordjyske hedeland. Det er ikke en havebog, men en bog om at få øje på naturen omkring os. Den har ramt noget i mig — og i mange af os. Jeg har faktisk læst den to gange, fordi der var så mange fine passager, som vækkede en interesse for at undersøge mit eget forhold til naturen, til naturfilosofien og til den historiske udvikling af synet på naturen. Efter jeg lukkede den, er jeg begyndt at standse op på en ny måde, når jeg ser insekter i haven.

For et par uger siden skrev jeg om den have, jeg gerne vil bo i — om at man ikke laver en have kun for at have en have, men fordi man gerne vil kunne leve i den, mærke den, plukke af den, blive næret af den. Det brev tog udgangspunkt i min egen have, mit eget hjem. Men jeg har siden tænkt over, at det ikke er et enestående ønske hos mig at ønske sig en have, der nærer én. Det er noget, flere og flere sidder med lige nu.

Trangen

Måske er det derfor, jeg lige nu så tydeligt kan mærke det, som mange af jer også skriver til mig om: en stille længsel efter at få hænderne i noget levende. Vi lever meget af vores tid foran skærme og i møder, der aldrig helt slutter. Selv om vi bliver skruet op i tempo hele dagen, længes vi efter at blive skruet ned. Efter noget, vi kan mærke i hænderne — noget, der ikke lader sig sætte på en to-do-liste.

Så vi går ud i haven, eller vi drømmer om at have en. Vi anlægger et bed, køber en krukke, bytter frø med naboen. Vi skriver os op på venteliste til en kolonihave. Vi kalder det forskellige ting — selvforsyning, biodiversitet, ro, lyst til flere sommerfugle og insekter. Men bag ordene ligger, tror jeg, den samme længsel: at være tættere på noget, der lever i sin egen rytme.

En bevægelse

Det begynder ofte med et blik. Man kigger på en have — eller ind i sin egen — og opdager, at man gerne vil noget med den. Måske er det bare en krukke på altanen eller en enkelt krydderurt i vindueskarmen til at starte med. Så kommer trangen til noget smukt at plukke — en buket med duftende roser til vindueskarmen, en lille buket til natbordet. Så kommer trangen til noget, man selv kan gå ud og spise: et jordbær, en tomat, en håndfuld rucola. Og på et tidspunkt, mens man går rundt i det, opdager man, at man også vil have det for de andre levende væsener — insekter og fugle, for bierne og sommerfuglene, og for det liv, man aldrig ser, som bor under en gammel stub eller i en hob af blade om vinteren.

Så er man ikke længere alene i sin have. Man er sammen med den. Det er den bevægelse, jeg selv har været igennem. Måske kan du genkende det?

Andre har spurgt om det samme

Jeg er bestemt ikke den første, der har været nysgerrig på det her. Den britiske skribent Alice Vincent har brugt de sidste år på at sætte sig ned i kvinders haver over hele Storbritannien og bede dem fortælle, hvorfor de dyrker have.

Hendes samtaler blev til bogen Why Women Grow — Stories of Soil, Sisterhood and Survival. En samling af de dybere grunde — om skabelse, tab, moderskab, modstand, sorg og det åndelige. Om hvorfor kvinder vender sig mod jorden, når meget andet også trækker i dem.

Jeg er selv i gang med den lige nu, og den siger noget vigtigt, jeg længe har fornemmet: At det at få noget til at gro er en meget gammel handling — måske én af de ældste. Og at det giver noget tilbage, der ikke helt kan gøres op.

Alice Vincent har også en podcast af samme navn, hvor hun sætter sig ned med designere, kokke, forfattere og iværksættere i deres haver. Den handler sjældent om planter — snarere om alt det andet, der folder sig ud, når man står med hænderne i jord.

Både bog, podcast er varmt anbefalet herfra.

Herhjemme skrev journalisten Marie Carsten Pedersen i marts en artikel i Zetland med præcis det spørgsmål — hvorfor er haven blevet så vigtig lige nu. Titlen er lang og god: “Sådan blev haven det ultimative 2026-begærsobjekt.” Jeg medvirker selv i artiklen med min egen historie og holdninger til hvad en have kan. Artiklen peger på, at det ikke længere er en niche at ville have jord under neglene. Det er blevet noget, mange længes efter, uanset om de bor i lejlighed på Vesterbro eller på en hektar i Sønderjylland. (Link til artiklen bag havelågen)

Man er aldrig helt alene i en have. Der er en rytme, der er større end ens egen, og en generøsitet, hvor jorden giver mere, end man satte i. Og hvis man tør give sig hen, får man et blik, der bliver skarpere for hver sæson — for sommerfugle, for lys, for det, der bliver ved med at ske uden at spørge om lov.

Måske er det derfor, haven er blevet sådan en modpol til den tid, vi lever i. Et sted, hvor man kan holde noget levende, også når det ikke er nødvendigt, også når det ikke betaler sig. Måske især da.

Ny her? Læs de tidligere breve: Engens grammatik, En have at bo i, Blomsterpigen på Hjorts Hotel. Bliv medlem for 75 kr/md eller 750 kr/år.

Sommerfugle behøver to slags planter for at trives: nektarplanter, som de voksne drikker af, og værtsplanter, hvor deres larver kan leve og æde. Nektarplanterne planter du. Værtsplanterne er ofte dem, vi plejer at kalde ukrudt. Uden begge dele bliver besøgene korte. Med begge dele bliver de.

I dagens brev bag havelågen deler jeg mine råd til konkrete planter, du kan sætte i haven for at få sommerfuglene til at komme, og de vilde planter, du med fordel kan lade stå, for at få dem til at blive. Plus link til Marie Carsten Pedersens Zetland-artikel og et forslag til, hvor du kan læse hvad jeg tidligere har skrevet om juli måned, hvis du vil dykke længere ned i månedens sanselige særpræg.

Det her er Annas havebreve. Hver søndag et brev om at leve med haven — og bag muren får du de konkrete planter, principper og guides, du kan tage med dig hjem. Plus en månedlig haveguide fra mit Et blomsterår-arkiv fra august og frem, månedens brevkasse-brev hvor jeg svarer på dine spørgsmål, og adgang til kommentarsporet hvor medlemmerne taler sammen.

Bliv medlem her — 75 kr/md eller 750 kr/år. Du kan opsige når som helst.

Read more

Ved første øjekast er landskabet goldt. Sand, hjelme, marehalm. En meterhøj klit her, en lille fordybning der. Vinden, der næsten altid kommer fra én retning, og som har formet hvert eneste klit og hvert et lille skævt træ i hundreder af år.

Ved nærmere eftersyn er det et af de mest frodige steder, jeg kender.

Jeg har gået rundt der alene, siden jeg var helt lille. Først med far og mor i hælene, så uden. Allerede barn gik jeg lange ture alene med kun ét formål: at komme tilbage med en buket. Det er sådan, jeg har lært det landskab at kende. Med fingrene i sand. Med fødder, der ved, hvor stien går over klitten.

Jeg ved, hvor kattehalen står helt for sig selv ved den lille våde plet bag den anden klitrække. Hvor kaprifolierne klatrer ind imellem de små døde fyrrestammer. Hvor porsen vokser lavt og dufter ulig alt andet — vildt, harpiks-blandet, krydret.

Tilbage til den farvepalet, jeg ikke kan vælge fra

I sidste uges brev skrev jeg om den have, jeg gerne vil bo i — og om det, kroppen husker: hvordan skønhed, dufte og farver lagrer sig i os, dybere end vi kan sætte ord på. Det her er det landskab, der lagrede sig i mig først.

Råbjerg Mile er det, min krop husker. Jeg har lært det med øjnene, næsen og fingrene, siden jeg kunne gå. Sandet. Det lave lys. Den høje himmel. Den grågrønne marehalm. Det rosa-violette fra klitroserne mod det hvide sand. Den smukke lilla fra mussevikken i grøften og de svagt violette orkideer på marken. Til den honninggule Jomfru Marias sengehalm, den pink kattehale, det lyserøde engelskgræs, den høstgule rejnfang, den vidunderligt varme lilla lyng i august og de cremefarvede kaprifolier. Den palet af farver, jeg vender tilbage til, hver gang jeg arbejder med en have — også når haven ligger på Frederiksberg eller i en lille gård i indre by. Det kan være variationer i alle mulige retninger, men min dybeste inspiration kommer fra det landskab og ikke kun fra dets blomster.

Det er den palet, jeg ikke kan vælge fra. Jeg vender tilbage til den, uden helt at kunne lade være.

Min farfars have

Mine farfar og farmor flyttede fra Rungsted til Nordjylland for at være tæt på det landskab, min farfar længtes efter. De anlagde dér en have, der har formet mig mindst lige så meget som heden selv. Langs husets sydside voksede lavendler og roser, så det duftede, når man gik forbi. Der var en stor køkkenhave med kartofler, asparges, salat, morgenfruer og dild. Og så var der den vilde del — det, der gjorde forskellen: klitroser, gederams, græsser, små egetræer, kaprifolier og hyld. Det, der naturligt voksede i området, men som farfar havde inviteret ind.

Hvert forår slog han nye stier gennem det vilde. Han lod ikke det vilde være vildt for vildhedens skyld; han designede ind i det. Stierne skiftede hvert år. Nogle steder førte han os ind i en pude af gederams; andre steder ud i en lysning, hvor der pludselig stod et lille egetræ. Vildskab blandet med orden.

Han havde sikkert aldrig hørt om William Robinson ( ham der gjorde oprør mod de victorianske haver). Han læste ikke engelske havebøger. Men han tænkte ind i samme retning som ham. Det er sådan, det ofte er — ideer og fornemmelser for skønhed behøver ikke kende hinanden ved navn.

Hjorths Hotel

Et af de somre, mens jeg stadig var et helt ungt menneske, fik jeg sommerarbejde på et hotel i Nordjylland — Hjorths Hotel, lige ved Råbjerg Mile. Mit job havde et navn: blomsterpige. Hver morgen skulle jeg ud og plukke vilde blomster — til hotellets restaurant, opholdsstue og værelser. Jeg gjorde det, jeg allerede kunne. Jeg cyklede ud med en spand, en kurv og en cykelelastik til at fæstne de største fund på bagagebæreren. Jeg kom hjem med dagens høst.

Det var et job og en mulighed, der bekræftede noget, jeg allerede vidste uden at vide det. Der var en mand, der forpagtede det gamle badehotel. Han lod mig stå for udsmykingen og plukke frit. Han mindede mig om, igen og igen, at skønheden har en betydning. Noget han stadig lever efter.

Vi har holdt kontakten siden — en ven for livet.

Den slags lille tråd bærer langt.

Kaprifolier

Mens jeg sidder og skriver det her, driver duften af kaprifolie ind ad den åbne havedør. Det er en af mine yndlingsblomster — og dens duft tager mig altid tilbage. Til barndommen. Til havet. Til det træhus, hvor jeg lærte, hvad sommer dufter af.

Derfor var kaprifolien også en af de allerførste planter, jeg satte, da vi flyttede ind i den have, vi har nu. Jeg vidste det med det samme. Jeg kunne ikke have en have uden den.

Den plante bærer hele min barndom i sig. Den klatrer i mit sommerhus’ gardiner — William Morris designede et print i 1876, der hedder Honeysuckle, og det er det, der hænger for vinduerne i træhusets soveværelse. Den klatrede også i mine farmors små buketter — hun satte altid en lille vase med kaprifolier og klitroser i hvert værelse om sommeren. De dufter om aftenen på en måde, der gør, at man ikke kan gå forbi den uden at standse op.

Sådan en plante bærer mere end sig selv. Den bærer mit sommerhus, min farmor, min farfars have. Nu klatrer den også ved vores egen dør. Børnene lærer duften uden at vide, at de lærer noget.

Snuseturen — også her

I sidste uges brev skrev jeg om vores snuseture hjemme i haven — den lille aftenrutine, hvor børnene og jeg går rundt og stikker næsen i alt, der dufter.

Ved Råbjerg Mile fortsætter snuseturen, bare med andre planter. De snuser til blomsten af gul snerre. De stikker næsen ind i kaprifolierne og siger, at de dufter præcis som det, vi har derhjemme. De finder en stilk porse og bærer den med ind i sommerhuset for at sætte den i et lille glas. Det er den samme øvelse. Det er bare et andet sted.

Den dag de bliver voksne og kommer tilbage hertil — måske med deres egne børn — vil de kunne lukke øjnene og vide, hvor de hører hjemme. Det er det, jeg gerne vil give dem. En palet, et duftminde, en grammatik for en eng. Ord vi har lært sammen.

Måske kender du sådan et sted selv? Et landskab du bærer med dig, uden helt at vide hvorfor. Et sted, der ikke bliver mindre dyrebart med tiden — men mere.

Hvis du gør, så svar gerne på dette brev og fortæl mig om det. Det er den slags genkendelse, der binder os sammen — at vide, at andre også bærer på et landskab.

De små vaser i hvert rum

Det er en tradition fra min farmor. Hun satte altid små vaser i hvert værelse — gerne med kaprifolier og klitroser, der duftede særligt skønt om aftenen. Hun brugte de små vaser, som siden min oldefars tid er blevet til en hel samling af gamle smukke sennepsglas, små hånddrejede vaser og små glas, som også snildt en anden dag kunne indeholde en sjat vermouth til drinks. Min søster og jeg viderefører det nu, hver gang vi åbner huset for sommeren.

Hver vase er en lille verden. Et lille åndedrag i hvert rum.

I dagens brev bag havelågen deler jeg tips til at få vilde blomster til at holde fire-fem dage i vasen i stedet for én. Og en lille snuseturs-øvelse, du kan bruge med dine børn eller alene.

Det her er Annas havebreve. Hver søndag et brev om at leve med haven — og bag muren får du de konkrete planter, principper og guides, du kan tage med dig hjem. Plus en min månedlige haveguide, månedens brevkasse-brev hvor jeg svarer på dine spørgsmål, og adgang til kommentarsporet hvor medlemmerne taler sammen.

P.S. Ny her? Hvis brevet ramte noget, kan du blive medlem fra 487,50 kr for det første år (lanceringspris frem til 14. juli) — så får du et brev hver søndag, månedsguider fra august, månedens brevkasse-brev og adgang til kommentarsporet. Bliv medlem her.

Read more

Det er lørdag morgen. De mindste børn er ude i haven med hver sin lille skål. De skal finde skovjordbær. Jeg plantede både almindelige jordbær og skovjordbær i kanten af alle bede og under bærbuskene for tre år siden, og siden har de spredt sig stille og roligt. De bærer frugt hvert år, lige her i juli — og de små, intense skovjordbær, der ikke smager som almindelige jordbær, er allerbedst. De smager af noget mere koncentreret, mere vildt. Som hele sommeren i ét bær. Jeg synes, det er noget af det mest luksuriøse at få en kage eller en dessert med skovjordbær. Det minder mig om at bo i Rom og søndagsfrokosten på min yndlingsrestaurant.

Inde i køkkenet står jeg og sætter et par af de historiske og stærkt duftende roser i en lille vase på bordet. Nok ingen overraskelse for dig, at jeg flittigt plukker fra haven og altid har lyst til, at den skal være en del af oplevelsen indendørs. Det er sådan en weekendmorgen, hvor jeg igen og igen kigger ud over haven og tænker: det her er den have, jeg gerne vil bo i.

Jeg har tænkt meget på netop det de seneste år. Hvad det er for en have, vi laver her i huset. Hvad det er, der gør, at jeg foretrækker den langsomme, lidt vilde have — frem for den styrede og nysseligt klippede.

Det er ikke kun et æstetisk valg.

Det er også et valg om, hvad et hjem er. Og måske hvem vi er som familie. Og ikke mindst — at haven gerne skal kunne rumme både mit behov for mange blomster og mange gæster i alle aldre.

Et oprør i blomster og blade

For knap 150 år siden formulerede en irsk-født englænder ved navn William Robinson noget, som i mine øjne er meget banebrydende. I 1870 udgav han en bog, der bare hed The Wild Garden. Tretten år senere fulgte hovedværket The English Flower Garden. Den blev trykt i femten oplag i hans egen levetid og bliver stadig genoptrykt. Det er én af de mest indflydelsesrige havebøger nogensinde.

Robinson skrev en ret hård kritik af sin tids viktorianske haveæstetik.

Mod de klippede mønsterbede. Mod de tusinder af eksotiske blomster, der blev plantet ud hvert forår fra drivhuse og gravet op ved første frost. Mod alt det, der krævede et helt korps af gartnere. Mod alt det, der skulle vise, at man havde råd.

Hans ideal var noget andet. Det var cottage-haven — den fattige bondes have med stokrose, malve, riddersporer, kornblomster og roser, der voksede ind imellem hinanden uden plan. Det var planter, der hørte hjemme i landskabet. Hårdføre. Hjemmehørende. Selvsående og ikke eksotiske.

Det var en have, man kunne spise og plukke af, men frem for alt en have, der nærede den, der boede i den.

Og Robinson nøjedes ikke med at skrive det ned. Han købte et gammelt stenhus i Sussex — Gravetye Manor — og brugte resten af sit lange liv på at lade sin egen have vokse vildt og hjemmehørende: tusindvis af naturaliserende blomsterløg blev lagt ud i græsset, stauder der fik lov at brede sig, stier der bugtede sig i stedet for at gå lige.

Han skrev ikke bare oprøret ned. Han boede i det.

Det er det ideal, jeg nok lidt uvidende er gået efter. I min bog Et blomsterår kalder jeg det “en stille revolution, der vokser ud af jorden”.

En engelsk arv

Robinson “kæmpede” mod viktorianerne i haven. Den samtidige designer William Morris kæmpede den samme kamp indenfor — i hjemmet. Det, vi i dag kalder Arts and Crafts, var bl.a. hans opgør med den industrielle masseproduktions uskønhed: tingene skulle i hans optik håndlaves, have karakter, bæres af mennesker og minder. Han var socialist og ønskede skønhed for alle, ikke kun de allerrigeste i samfundet. Han tegnede tapeter og tekstiler med haven hentet ind — ranker, fugle, blomster. Ét af dem er kaprifolie-printet Honeysuckle, som hænger for vinduerne i soveværelset i det gamle træhus, min familie har haft nu i fem generationer. Men det hus er en historie for et af de næste breve.

For Robinson og Morris var det den samme tanke set fra hver sin side: en have og et hjem er ikke to ting. Det, du har i bedet, og den måde, du indretter dig på, er én sammenhængende måde at leve på. Og deres tanker mødtes: Morris skrev endda i Robinsons havemagasin The Garden.

En anden vigtig figur er maleren og gartneren Gertrude Jekyll. Hun mødte Morris som ung og blev formet af hans tro på, at al kunst hænger sammen; senere blev hun Robinsons nære ven og skrev i hans havemagasin The Garden i årevis. Hun var den, der bar tanken helt ud i jorden: blomsterbede komponeret som malerier, med farver der glider over i hinanden.

En generation senere rejste den samme tanke videre, nu båret af malere og forfattere i stedet for gartnere. Den slog rod i en lille klynge af huse i samme hjørne af England, ikke langt fra Robinsons egen have. (Sidste sommer viste Nivaagaard nord for København en hel udstilling om dem — Bloomsbury-gruppen. Kunsten at leve. Måske så du den?) Samme oprør, ført videre på hver sin måde.

Sissinghurst i Kent er nok den mest kendte og mest komponerede. Vita Sackville-West og Harold Nicolson købte i 1930 et halvt forfaldent slot og lavede en have af stramme, klippede hække, der deler den op i rum — og inde i rummene en næsten uregerlig overflod. Struktur udenpå, vildskab indeni.

Det er ikke én have, men en serie af stuer udenfor. Jeg har selv stået der, og skønheden var næsten for meget: jeg fik nærmest åndenød og måtte tage haven ind i små skridt, ét rum ad gangen.

Ikke så langt derfra, i Rodmell i Sussex, ligger Monk’s House — Virginia og Leonard Woolfs hjem. De købte det, fordi havens “størrelse og form og frugtbarhed og vildskab” vandt både Virginias og Leonards hjerter — som Virginia skrev i sin dagbog. Her var det Leonard, der var gartneren, og han lavede ikke en have til at se på, men en at leve af: æblehegn, køkkenhave og blomsterbede i ét, damme, flintmure, og under kastanjetræerne en lille skrivehytte, hvor Virginia sad og arbejdede. En have, man spiser af, lever i og skriver i.

En times tid væk ligger Charleston Farmhouse, hjemmet malerne Vanessa Bell og Duncan Grant delte i mere end halvtreds år — Vanessa var Virginias søster, så de to haver er nærmest i familie. Charleston er den mest maleriske: en muromkranset have, hvor blomsterne er valgt, fordi de var værd at male, og hvor stierne er lagt med mosaik af knust porcelæn. Mere uorden, mere selvsåning. Men det, der har sat sig fast hos mig, er sammenhængen mellem huset indeni og haven udenfor. Inde er hver en flade malet, og når man kigger ud gennem vinduerne, er det de samme farver, der står i bedet. Ude og inde bliver ét.

Fire haver — Robinsons vilde Gravetye, det komponerede Sissinghurst, det levede liv i Monk's House, det maleriske Charleston — og når jeg tænker på dem, dukker det samme spørgsmål op i mig: hvad slags have vil jeg bo i? Ingen af dem er en viktoriansk pyntehave. Ingen er lagt an på at imponere som eneste værdi. Alle lader planterne så sig selv, stå tæt sammen og hører uadskilleligt sammen med et hjem og et liv.

Charleston er nok den have, der har sat sig dybest i mig. Da jeg selv stod der, følte jeg mig hjemme på en måde, jeg ikke havde ventet — haven og huset blev til et stærkt minde, jeg stadig trækker på i mit arbejde. Ikke fordi jeg vil have et hus, der ligner Charleston, men fordi princippet er rigtigt: at det, du har omkring dig, skal hænge sammen.

Det, kroppen husker

Jeg tror, at skønhed lagrer sig i kroppen. Ikke som tanker, men som noget dybere — en duft, et lys, en farve, et mønster — der pludselig, år senere, kalder en hel sommer eller en periode af dit liv tilbage. Du kender det selv: en bestemt rose, der dufter som den i din mormors have. Nyslået græs en junidag. Sommerregn på våd asfalt. Den måde, lyset faldt ind gennem vinduerne eller på en gammel mur, da du var barn.

Det sidder ikke i hovedet. Det sidder i kroppen.

Haver lagrer sig også sådan. Et barn, der plukker skovjordbær under et æbletræ, ved ikke, at det bliver til et minde. Men det gør det. Og det kommer tilbage — som ro, som genkendelse, som en fornemmelse af at høre til, længe før man kan forklare hvorfor.

Det er derfor, det første jeg spørger om, når jeg skal lave en have for nogen, ikke er, hvilke planter de kan lide. Jeg spørger, hvilke minder de har med sig. Hvor de legede som børn. Hvad der duftede i deres barndomshave. Hvilken plante deres mor eller far havde stående. Hvad de husker fra et sted, de holdt af. For en have, der skal blive til et hjem, skal ikke kun være smuk. Den skal røre ved noget, der allerede ligger i kroppen. Det er med til at skabe følelsen af at høre til.

(De fleste bliver overraskede over spørgsmålet. Og så kommer der altid noget. En morfar med stikkelsbær. En sommerferie med vild kørvel langs en grøftekant. En farmor med roser ved et køkkenvindue. Det er der, haven begynder — ikke ved planteskolen, men ved et minde.)

Snuseture

Med mine egne børn gør jeg det helt enkelt: vi går snuseture. Det er deres ord, ikke mit. Ofte går vi en lille tur rundt i haven og stikker næsen i alt, der dufter — kaprifolierne, mynten, lægebaldrian, hver eneste blomstrende rose — og prøver at sætte ord på forskellene: den her er te-agtig, den her er sødere, den her er mere citrus, og den her nærmest pebret i bunden.

Det er ikke en lektion i botanik. Det er bare en snusetur. Men det er sådan, duften lægger sig i dem. Ikke at jeg ved det med sikkerhed — men jeg er helt overbevist.

At gøre sig umage

Det handler vel egentlig om at gøre sig umage. Det er den enkleste måde, jeg kan sige det på.

At plante en have er at gøre sig umage. At male væggene i en farve, der minder dig om noget, du holder af, er at gøre sig umage. At sætte et par roser i en vase på køkkenbordet er at gøre sig umage. At sende sine børn ud at plukke skovjordbær med en lille skål er at gøre sig umage.

Det er ikke perfektionisme. Det er egentlig det modsatte. Det er at lade verden være håndlavet og lidt skæv og lidt uventet — i en tid, hvor alt forsøger at gøre os ens.

Jeg laver en have herhjemme, og jeg laver den langsomt. Jeg planter, hvad der har rod her på disse kanter: hjemmehørende planter, hårdføre stauder, beholder roser, der har stået her længe før mig, og som vil stå længe efter. Skovjordbær under bærbuskene og som kant på bedene. Storkenæb der hænger ud over kanten. Skovvalmuer, rølliker, blåhat, en kaprifolie, der klatrer op på facaden, og på hegn og plankeværk flere steder i haven. Hvert år kommer der lidt mere til.

Det er vel ved at blive min form for cottage-have. Men det er også et lille forråd af minder: lagt i jord, gemt i duft, plukket med små hænder en sommermorgen — så mine børn en dag kan dufte og smage sig hjem.

Måske er det, jeg egentlig prøver at sige, det her:

En have er ikke en kulisse for ens liv. Det er der, livet også foregår.

Alt det her — en have at bo i (eller med?), en have, der er lavet med omtanke og med respekt for de minder, der sidder i kroppen på os — begynder med at vide, hvad man planter. Det er præcis det, jeg deler bag havelågen i dag.

Du får lister med de hjemmehørende, hårdføre stauder, jeg selv bygger min have op om — opdelt efter rolle i bedet, så du kan sætte din egen lille cottage-have sammen lag for lag, uden at gætte. Og du får guiden til, hvilke af sommerens blomster du trygt kan plukke og spise — plus min opskrift på en forfriskende rosensirup (med én hemmelig ingrediens), du kan lave til en iskold, læskende rosendrik på årets varmeste dage.

Det her er Annas havebreve. Hver søndag et essay som det, du lige har læst — og bag muren det konkrete, du kan tage med hjem i din egen have: planterne, opskrifterne, tips og tricks. Som medlem får du desuden en månedlig haveguide (fra august og frem), månedens brevkasse-brev, hvor jeg svarer på dine spørgsmål, og adgang til kommentarsporet, hvor vi medlemmer taler sammen.

Et medlemskab er også det, der gør, at jeg kan blive ved med at skrive de her breve. Hvis de gør noget ved dig, er det her, du holder dem ved lige.

Bliv medlem her — normalt 75 kr/md eller 750 kr/år. Lige nu 487,50 kr for hele det første år som lanceringspris (gælder kun til 14. juli). Du kan opsige når som helst.

Read more

Jeg gik en tur på en eng i sidste uge. Den ligger ikke langt fra hvor jeg voksede op — bare en almindelig dansk eng ved en lysning i skoven, omkranset af et krat fyldt med brændenælder og vilde hindbær. (Som jeg glæder mig til at plukke, for intet slår marmelade lavet af vilde hindbær.)

Jeg gjorde ikke noget særligt. Jeg standsede op et par gange og lod mit blik hvile på græsser og blomster.

Det er det, brevet her egentlig handler om: en invitation til at du i sommerlandet stopper op og giver dig tid til at iagttage — langsomt. Som en øvelse i ikke bare planteregistrering, men også i at være tilstede lige der, hvor du er.

Den første gang, du står og betragter en eng, ligner det kaos. Der står hvidkløver tæt op ad hvidkløver, så enkelte mælkebøtter med moden frø-pust, så en hunderose midt i ingenting, tuer med forskellige typer af græsser, så røde valmuer i en lille klynge, så græs i to meter, så en enkelt valmue, så hvid okseøje, så smørblomster i en anden del af engen, så røllike i et flot bånd, og helt for sig selv: en cikorie i den allermest klare blå farve.

Det ligner en planteliste, der er blevet rystet og kastet ud over jorden.

Men det er efterhånden ikke det jeg ser.

Jeg har de sidste år lært at standse op og kigge igen, når jeg er sådan et sted. Lægge mærke til, hvad det faktisk er, jeg ser. Og det jeg ser nu — efter mange omgange — er en orden. Engen har en form for grammatik.

Jeg kalder det engens grammatik. Ikke fordi der findes regler, man kan slå op. Tværtimod: engens grammatik er en form for fortrolighed med stedet. Den vokser stille, mens man er der, sommer efter sommer, til den begynder at sidde i kroppen.

Engen har rytme.

Valmuen vokser sjældent alene. Den vokser i klumper på tre-fire-fem-seks, så er der to meter ingenting, så er der en enkelt for sig selv. Det er resultatet af, hvordan frø flyver, falder, gror, hvor vinden og fuglene har båret dem hen.

Engen har forskellige udtryk.

Hvor jorden er fugtig, vokser smørblomst og engkabbeleje. Hvor den er tør, vokser røllike og blåklokke. Det skifter ofte inden for en armslængde. Du flytter dig en halv meter, og det er en anden plantegruppe. Måske er terrænet skrånende eller har små uanseelige bakker, som alligevel har en betydning for, hvordan fugtigheden fordeler sig.

Engen har lag.

Helt i bunden er der måske græs og kløver. Lige over dem ligger hvid okseøje og røllike. Højere oppe er der måske valmuer og cikorie.

Engen har kanter.

Der er altid en zone, hvor det dyrkede eller skoven og den vilde eng mødes, og det er ofte der, de smukkeste planter står — fordi de har lyset, men også lyet af kanten.

Og engen har tid.

Den ser ikke ens ud i april, i juni og i august. Hvert øjeblik har sin egen scene af planter.

Engen bevæger sig.

Det er det, jeg mener med engens grammatik.

Det er ikke regler, man kan slå op. Det er fem-seks bevægelser, der opstår af sig selv, fordi det er sådan, at planter opfører sig, når ingen blander sig.

Jeg bruger mere og mere tid på at iagttage den slags. Det er de noter, jeg tager med mig, når jeg laver både min egen og andres haver.

Da jeg begyndte at lave haver, gjorde jeg det, jeg tror de fleste gør. Jeg lavede en plan på papir. Tre af denne plante her, fem af denne plante der. Mellemrum mellem dem. Rene farvegrupper. Symmetri. Det skulle se ‘rigtigt’ ud.

Det blev pænt. Men det blev måske en anelse stille.

Først da jeg holdt op med at holde mig helt strikt til den plan jeg altid tegner og i stedet begyndte at tage engens principper med, når planterne sættes i jorden — begyndte haverne at få et særligt fint liv.

Jeg lærer stadig. Nogle gange tegner jeg en plan, lægger den væk og glemmer den. Nogle gange opdager jeg en uge senere, at det blev bedst der, hvor jeg havde planlagt det mindst. Det er en del af det med at gå til et bed ned et åbent blik.

Det er det her brev handler om. Ikke om at lave en have, der ligner en eng. Men om at låne engens måde at gøre tingene på. For mig har det været en læringsproces at læne mig ind i den type af æstetik. Samtidig er det en æstetik, som jeg altid har været draget af men først har forstået dybere efter noget tid.

Nogle af de mest indflydelsesrige moderne havedesignere har arbejdet sig hen imod netop engens grammatik i over fyrre år. Særligt to navne — Piet Oudolf og hans afdøde samarbejdspartner Henk Gerritsen — har omdefineret, hvad en stauder-have kan være ved at lytte til engen. Du har sikkert set deres arbejde — måske uden at vide det: High Line i New York, Lurie Garden i Chicago, Hauser & Wirth i Somerset. I starten da jeg begyndte at interessere mig for bevægelser i have- og landskabsdesign havde jeg lidt svært ved at forstå den æstetiske del af deres arbejde. Men efter jeg er beyndt at iagttage engen med et mere åbent blik, falder det mig mere naturligt.

I dag deler jeg de fem principper, som jeg selv har lært gennem tiden, og hvordan jeg har oversat dem til min egen lille have. Plus de tre for mig vigtigste indsigter fra Oudolf og Gerritsen, der har haft meget stor indflydelse på den måde jeg tænker — og laver — haver på idag. Og en konkret plantekombination med hjemmehørende planter, der virker næsten hver gang.

Det her er Annas havebreve. Hver søndag et essay om at leve med haven — og bag havelågen får du de konkrete tips om planter, principper og guides, du kan tage med dig hjem. Plus en månedlig haveguide fra august og frem, månedens brevkasse-brev hvor jeg svarer på dine spørgsmål, og adgang til kommentarsporet hvor medlemmerne taler sammen.

Bliv medlem her — 75 kr/md eller 750 kr/år. Lige nu 487,50 kr for det første år som lanceringspris (gælder kun til 14. juli). Du kan opsige når som helst.

Read more

(Det er krukkerne. Det er altid krukkerne.)

Det her brev er ikke det, jeg plejer at sende. Søndagsbrevet kommer som det skal — denne søndag det er et haveessay om at lære af den vilde eng. Men hedebølgen kalder først.

Så det her er et lille gratis sommerbrev om at vande, hvis du står med en have, der råber lige nu. Det er praktisk. Det er det, jeg selv gør og har lært af Royal Horticultural Society’s (RHS) anbefalinger. RHS er den engelske haveorganisation, der over 200 år har samlet det meste viden om haver, arter, og dyrkning. I hedebølgen bliver deres råd meget håndgribelige, og det er altid deres principper, jeg vender tilbage til.

Vand grundigt, men ikke hver dag —…

Read more

Det er sommersolhverv i dag. Den længste dag, den korteste nat.

I går aftes klokken 22 stod jeg stadig i haven og kunne se rosernes farver helt tydeligt. Det var en af den slags aftener, hvor man ikke kan gå ind.

Sommersolhverv er en dag, jeg holder af, fordi den gør én ting tydelig: sommeren går ikke i stå. Den er på sit højeste lige nu — og fra i nat vender det. Det her brev handler om at gemme den, mens den er her.

På flaske, og i sindet.

Det er anden del af serien om roserne i min have. Denne gang er det de fleste af mine historiske og engelske buskroser det handler om— plus de nyplantede vilde, som jeg har store forventninger til. Og ikke mindst min farmors opskrift på hyldenade. Hylden står stadig i blomst denne uge, og det er årets ene mulighed for at gemme den på flaske.

Fra i nat vender lyset — solen har nået sit højeste, og fra nu af bliver dagene kortere igen, langsomt og umærkeligt, hen mod efteråret. Men det er egentligt ikke det, der trænger sig mest på hos mig lige nu. Lige nu er det det fyldte bed, det mest intense flor, de helt lange aftener, hvor man kan være ude til langt over klokken 22 og stadig se farverne tydeligt.

Sommersolhverv er en af de dage, jeg holder ekstra meget af. Det er, som om det at have en dato at mærke året på gør det hele lidt mere konkret. Vi er midt i det.

Og det er ikke kun dig og mig, der mærker denne dato. Det er en af de allermest fejrede dage på den nordlige halvkugle, og det har den været i mange tusind år — længe før nogen kaldte den noget bestemt. En dato, mennesker har holdt fast i, fordi naturen netop nu står i fuldt flor. Lyset er længst. Bålet er det fælles billede på tværs af landene heroppe nordpå: ilden, der stiger op i den længste lyse aften, som om vi vil stå sammen med solen, mens den vender.

Jeg elsker bål. Ikke kun til Sankthans. Hele året laver jeg små bål i haven, når vejret tillader det — i juni og juli, når luften er stille og lyset bliver gyldent ud på aftenen, har de en særligt skøn virkning på min sjælero. Det er noget af det smukkeste, jeg kender: at sidde om en lille ild, høre brændet knase og bare være til stede i øjeblikket. Bålet behøver ikke være stort. Det skal bare være.

I min bog Et blomsterår skriver jeg netop om at leve med årstiderne. Det er ikke en bog om at få haven til at se ud på en bestemt måde. Det er en bog om at følge med i, hvad der sker. At være til stede i den årstid, det er.

Som flere af jer ved, var haven ikke noget at prale af, da vi overtog huset for fire år siden. Indholdet bestod stort set kun af Mexi-rosen i lidt sløj forfatning, rhododendron, græs, skvalderkål, skovvalmuer og et dødt kirsebærtræ. Jeg har altid elsket roser i alle former og størrelser, og derfor måtte der straks samme efterår og vinter plantes flere — heraf tre, jeg tog med fra taghaven. Og hvert år er der kommet lidt flere til.

Valg af roser

Når jeg vælger roser, er der flere ting, jeg tager med i udvælgelsen. Jeg holder utrolig meget af duften, så den er ofte en af de vigtigste parametre — men ikke den eneste. Måske er rosen vild og blomstrer kun én gang? Men den sætter hyben. Måske blomstrer den hele sæsonen men dufter mindre? — til gengæld er farven uimodståelig? Ligner blomsterne noget fra et overdådigt blomstermaleri? De overvejelser, der løber gennem mit hoved, er mange og forgrenede.

For tiden er disse tre mine yndlinge blandt de ældre roser:

Suaveolens er en gammel alba-rose — en af de roser, man historisk dyrkede til at destillere rosenvand og rosenolie. Halvfyldt, hvid med gule støvdragere, og stærkt duftende. Alba rosernes spor ser ud til at gå tilbage til det antikke Roms haver, og rosen har højst sandsynligt bredt sig til resten af Europa med romerriget. Helt sikkert er det, at man finder albarosen på billeder fra starten af 1400-tallet. Gennem århundreder har de vokset i tyste klosterhaver og i store slotshaver i hele Europa. Det er en kraftig, opret buskrose, der bliver omkring 2,5–3 meter høj med overhængende vækst og gråligt-grønt løv. Blomsterne er halvfyldte og hvide, sidder i tætte klaser og dufter intenst — men den blomstrer kun én gang. Til gengæld følger smukke orangerøde hyben hen på efteråret. Det blågrønne løv er en skønhed i sig selv, men det er duften — den dybe, vellugtende sødme — der får os til at bøje os ind mod dem. Jeg plantede min for tre år siden som barrodsplante. Den er allerede mere end 1,5 meter høj. Elsker alt ved den rose.

Mosrosen Impératrice Eugénie er en mørkrosa mosrose fra 1865, opkaldt efter Napoleon III’s kone. Hun er den mærkeligste af mine roser, og det er en del af grunden til, at jeg holder af hende. Knopperne og blomsterstænglerne er dækket af en slags blødt, grønt “mos” — en harpiksagtig vækst, der dufter, når man rører ved den. Blomsterne dufter helt overdådigt og er gammeldags lyserøde og fyldte. Det er en rose, man bliver nødt til at røre ved, ikke kun se på.

Comte de Chambord er min anden Portland-rose ved siden af Rose de Rescht (som du kan læse om længere nede)— og de to ligner hinanden i temperament: kompakte, stærkt duftende og remonterende. Hun blev til hos de franske rosenforædlere omkring 1858 og er opkaldt efter greven af Chambord — manden, der var så tæt på at blive konge af Frankrig, men aldrig blev det. Rosen fik på en måde det eftermæle, han ikke fik: Hun regnes i dag for en af de allersmukkeste Portland-roser overhovedet. Lidt blødere lyserød end Rose de Rescht, med kvartdelte, fyldte blomster. Denne rose er en af de allerførste jeg plantede i en stor krukke på tagterrassen for mange år siden. Til efteråret skal hun plantes ud i haven. Det er på tide at hun får lov at brede sig.

Det var tre historiske roser fra min have. Og så er der en af de vilde:

Hunderosen. Hun er ikke “fin”. Hun er vores vilde danske rose, den der står i hegn og langs marker, enkel, lyserød, helt ukrukket. Hun er hjemmehørende — hun har vokset her i tusinder af år, længe før nogen begyndte at anlægge haver. Hun er ikke en gæst i den danske natur, hun er en del af den, og alt det liv, der hører til her omkring, kender hende. De enkle, åbne blomster er et tag-selv-bord for vilde bier og svirrefluer — de fyldte roser kan insekterne ofte slet ikke komme ind i, men hos hende ligger pollen frit fremme. Jeg har bevidst plantet hende i haven i år, af to grunde. Den første er, at hun minder mig om min farmors og farfars have i Nordjylland, hvor hun stod frit som en stor busk mellem køkkenhaven og det åbne stykke med gederams og snoede stier i det høje græs. Den anden grund er, at jeg er meget optaget af at få endnu mere vild natur ind på villavejen. Hun blomstrer kort, men så kommer hybene — de store, røde, blanke — og hele efteråret står hun og fodrer solsorte, sjaggere og silkehaler. At plante hjemmehørende planter som denne er en af de enkleste måder at give noget tilbage på.

Her slutter den gratis del af brevet.

Resten af brevet — mine fire andre gamle og vilde roser og min farmors hyldenade-opskrift — er for medlemmer. Det er første gang, jeg lukker havelågen bag en del af brevet, og jeg gør det med både sommerfugle i maven og stor glæde.

Her er, hvad der venter bag havelågen:

• Flere vidunderlige roser fra min have - de to gamle sorter, en ekstremt hårdfør— og den sidste vilde rose — med historierne bag

• Min pasningsguide til de gamle og de vilde roser — beskæring, hyben, sundhed

• Farmors hyldenade-opskrift — den, jeg laver hvert eneste år i juni, fra en gulnet seddel. Hylden blomstrer kun denne og næste uge — så er chancen gået for i år

• Det jeg gør og ser i haven netop nu — ugens lille rundtur

Det her er Annas havebreve. Hver søndag et essay om at leve med haven — og bag havelågen får du de konkrete planter, opskrifter og guides, du kan tage med dig hjem. Plus en månedlig haveguide fra august og frem.

Bliv medlem her — 75 kr/md eller 750 kr/år. Lige nu 487,50 kr for det første år som lanceringspris (gælder kun til 14. juli). Du kan opsige når som helst.

Hvis brevet her vil kunne glæde en, du kender — så del det gerne. Det er sådan, vi finder hinanden.

P.S. — til dig, der læser med gratis: Hyldenade-opskriften kan ikke vente til næste år — hylden blomstrer kun lidt tid endnu.

Her er havelågen til medlemskabet→

Read more

Jeg har efterhånden ret mange roser. Det er ikke sket efter en plan; det er sket, fordi jeg har så uendelig svært ved at gå forbi en god rose. Og jeg er nok også virkelig til falds for den romantiske cottagehave-stil — altså på min egen måde. Men det er en anden historie.

Måske var det tid til at dele en beskrivelse af dem? Roser er jo lidt en stor beslutning — de bliver i haven, måske længere end du selv gør. Og netop derfor kan man blive lammet af beslutningsangst, når det gælder valg af roser.

Jeg har samlet dem i en lille serie på to breve. Dette første handler om dem, der klatrer — slyng- og klatreroserne, dem der vil opad og henover og henimod lyset. Næste brev handler om de gamle sorter, de engelske buskroser og de vilde.

(Og en lille ting, inden vi går ud mellem roserne: Nederst i dagens brev er der en nyhed, jeg har glædet mig længe til at dele med dig. Men først — roserne.)

Lad mig begynde med tre af dem.

Den røde klatrerose på huset — “Mexi-rosen”. Mexi-rosen, min evindelige men…

Read more

Pæonerne er næsten i fuldt flor nu. Hos mig betyder det, at jeg går ud i haven flere gange om dagen, uden ærinde, bare for at se på dem. Det er nu og nogle uger frem at de stjæler opmærksomheden i bedet, fordi man bare ikke kan få øjnene fra dem.

Pæoner er en blomst, alle har en eller anden relation til. En tante havde dem. En bedstemor havde et helt bed. Selv folk, der ikke ellers interesserer sig for haver, kan stå og kigge på en pæon længere end man ville forvente.

Jeg har lært, at jeg holder mest af pæoner fordi de insisterer på, at man skal være til stede netop nu, fordi om to-tre uger er det ovre. Pæoner kræver opmærksomhed i den tid, de er her — og giver til gengæld noget ganske særligt - følelsen af total overflod. Jeg plantede små rodstykker, jeg havde købt på nettet for 3 år siden, nu står de i højder på mellem 70-90 cm. Når jeg tænker på, hvordan haven så ud for bare 3 år siden, er det svært at forstå, hvor hurtigt alting er vokset til. Husk på at her i haven var kun rhodode…

Read more

Jeg elsker at gå ud i haven på bare fødder før resten af familien vågner. Fuglene holder en fest og synger næsten øredøvende højt. Indholdet i krukkerne på terrassen er de sidste måneder skiftet i farve og form - fra sprøde små krokus til store tulipaner. Lige nu er de på vej til endu et skifte.

Jeg har i år besluttet mig for at få oplevelsen af haven længere ind på terrassen. En af de store krukker er blevet beplantet på en måde så den lige så stille er begyndt at ligne en lille eng. Blåhat med sine fligede blade og snart små runde hoveder på lange, tynde stilke. Røllike kommer med flade, hvide skiver, der ser ud, som om de svæver et stykke over jorden. Trævlekrone med de yndige svagt lyserøde blomster. Og cosmos som, der ikke kan stå stille — og om nogle måneder danser over de andre, så snart der er det mindste pust.

Det er en krukke, der ikke vil være et arrangement. Den vil være en eng.

Og jeg synes egentlig, at det er sådan, jeg har lyst til at have det med dette sted - med disse b…

Read more