Det seneste eksempel kom i Vueltaen, hvor en spansk influencer blev sluppet løs på Tadej Pogačar. Det gik så spektakulært dårligt, at sagen har udløst international forargelse. Hun lurede på Pogačar, mens han skiftede tøj, kommenterede hans udseende og spurgte blandt andet, om han også var så hurtig privat.

Det har med god grund udløst en diskussion om sexisme. Vend kønnene om, og forestil jer en mandlig influencer stå og kigge ind til Demi Vollering, mens hun skifter tøj, kommentere hendes krop og spørge til hendes seksuelle præstationer. Han ville næppe nå frem til desserten ved Vueltaens næste officielle middag.

Men for mig er det næsten den mindst interessante del af historien, for influencerens optræden var bare den groteske kulmination på noget, cykelsporten selv har arbejdet ihærdigt på i årevis: infantiliseringen af rytterne.

De kan efterhånden ikke gå 50 meter gennem et målområde uden at blive overfaldet med et eller andet åndssvagt spørgsmål, fordi nogen har fået den geniale idé, at dette er content. Hele eller knuste kammerjunkere? Sort eller rød? Magnum med eller uden mandler? Hvem på holdet bruger længst tid på toilettet? Hvem ville du helst sidde fast i en elevator med?

Se, Jonas valgte de knuste kammerjunkere. Fremragende content.

Man forestiller sig en redaktion sidde begejstret bagefter og analysere engagementstallene, mens den vestlige civilisation langsomt synker ned i havet.

Det bemærkelsesværdige er, at ingen ville drømme om at behandle mennesker på den måde i andre professionelle sammenhænge. Forestil jer Novo Nordisks administrerende direktør træde op efter fremlæggelsen af årsregnskabet og blive mødt med: »Tillykke med kvartalsresultatet. Hurtigt spørgsmål: Magnum med eller uden mandler? Og hvis du var et dyr, hvilket dyr ville du så være?«

Novo ville formentlig få manden fjernet fra lokalet på nulkommafem, for her forventes alle forstå, at han befinder sig der i kraft af sit arbejde, og derfor behandler man ham som den professionelle person, han repræsenterer.

Det samme burde være indlysende med cykelryttere. Tadej Pogačar er ved Vueltaen, fordi han er cykelrytter. Han har ikke skrevet under på samtidig at være forsøgsabe for mennesker, hvis væsentligste kvalifikation til at være til stede er en stor Instagramkonto.

Og inden nogen siger, at man jo også skal »vise mennesket bag rytteren«, så jo tak. Det kan man mærkværdigvis godt gøre ved at tale med mennesket, stille ham et ordentligt spørgsmål, lytte til svaret og stille et nyt, fordi man faktisk hørte, hvad han sagde. Måske ligefrem vide noget om det menneske og den sport, man er blevet betalt for at beskæftige sig med.

Det hed engang et interview, men det krævede ganske vist mere end 14 sekunder og kunne være vanskeligt at ledsage af dansende emojis.

Det absurde er, at cykelsporten samtidig aldrig har taget rytternes præstation mere alvorligt. Alt bliver målt: watt, CdA, ketoner, kernetemperatur, søvn, kulhydrater i timen og aerodynamikken i sokkernes struktur. En rytter kan være omgivet af fysiologer, ernæringseksperter, aerodynamikere, trænere, læger og performance managers, som tilsammen bruger millioner på at hente den sidste halve procent ud af menneskekroppen.

Så krydser han målstregen efter fem timers væddeløb, og dér står Simone med en mikrofon og spørger: »Tadej! Hvad vil du helst undvære resten af livet: pizza eller din mobiltelefon?«

Det er næsten dadaisme.

Selvfølgelig er cykelsport underholdning, og gudskelov for det. Den må gerne være morsom, farverig, uhøjtidelig og fuld af originaler. Cykelsporten har altid haft sit cirkus, og Tour de France havde endda en reklamekaravane længe før nogen opfandt TikTok. Men rytterne var stjernerne i forestillingen; de var ikke aberne i buret.

Den forskel er tilsyneladende ved at gå tabt, fordi professionelle sportsorganisationer er blevet rædselsslagne for et bestemt menneske: den unge seer, som man åbenbart forestiller sig vil falde død om, hvis han eller hun møder noget, der kræver koncentration i mere end 20 sekunder. Derfor skal alting være hurtigt, idiotisk og »relatable«, helst kunne klippes vertikalt og meget gerne involvere en influencer.

Seks millioner følgere er fremragende. At vedkommende intet ved om cykling, er tilsyneladende en detalje, og hvis hun ikke engang ved, at Pogačar netop har vundet, bliver det vel bare endnu mere autentisk.

Vueltaen fik sådan set præcis, hvad den bestilte. Problemet var, at produktet denne gang blev så vulgært, at alle kunne hvor klam tanken bag det er.

“Enkeltstart” er et administrativt ord for en romantisk disciplin. Det beskriver startproceduren, men ikke selve væsenet.

Contre-la-montre er vidunderligt, fordi modstanderen ligger i selve ordet: mod uret. Ikke mod Merckx, Poulidor eller Hinault. Mod tiden.

Cronometro er anderledes. Kortere, hårdere, næsten mekanisk. Og så har italiensk hele familien omkring disciplinen: cronometro, cronometrista, regolarista. Det gør det muligt at beskrive ikke bare løbsformen, men mennesket, der behersker den.

Selv time trial er bedre. Det indeholder idéen om en trial – en prøve. En mand, en distance og et ur.

“Enkeltstart” fortæller bare, at man starter én ad gangen. Det kunne være køsystemet hos Borgerservice.”

Det blev til halvanden times god snak om den fornemme disciplin, og så skulle aller tiders top 5 jo kåres.

Apple:

https://podcasts.apple.com/.../det-er.../id6790440115...

Spotify:

Julian Alaphilippe har annonceret en øjeblikkelig tilbagetrækning fra cykling. Cykelsporten siger dermed farvel til en af sine største karakterer i de seneste ti år. Og jeg siger farvel til en af mine stærkeste personlige favoritter. Jeg har altid elsket Alaphilippe. For hans stil, hans grinta, hans panache, hans ufornuft, hans mod, hans menneskelige sårbarhed, hans generøsitet og hans vildskab.

Det er måske mit kendskab til de kampe, han har kæmpet ved siden af dem på cyklen, der har givet ham en særlig plads i mit hjerte.

Jeg forstår ham. Det er tid at stoppe. Hovedet er det samme som før, men motoren er slidt op.

Jeg deler panache op i heroisk panache og suveræn panache. Alaphilippe tilhørte den første kategori, men nærmede sig en ny: tragisk panache. Det gjorde ondt at se.

Jeg har samlet noget af det, jeg gennem årene har skrevet om ham.

MILAN-SANREMO 2019

Sjældent er der blevet taget sådan fat helt fra bunden af Poggio. “Hvilken fart vil du have?” spurgte Gilbert. “Fuld gas,” svarede Alaphilippe. Og sådan blev det. Det cool ved Quick-Step er, at de sætter sig i drivers seat i cykelløbene, og at de ikke er bange for selv at få ondt i benene. Det er mange år siden, om nogensinde, man har set en så determineret holdindsats på Poggio.

Alaphilippe viste, da hans folk havde tømt seksløberne, hvilken stor mester han har udviklet sig til. Han honorerede holdets opofrelse ved at åbne ild med hele arsenalet, selvom det var lige tidligt nok. Og der skulle en Sagan for fuld udblæsning til at hente ham hjem, efter det var klart, at Kwiato ikke formåede det. Det betød så også, at den smukkest tænkelige gruppe havde formet sig. Alle, som ikke har den allerhøjeste karat, var blevet sænket af Quick-Step.

Siden lukkede Alaphilippe den sene finales hårdeste, smukkeste og rigtigste angreb (fra Trentin) ned. Og var herefter her, der og allevegne. Et overskud, som man i dette løb ikke har set siden Merckxs regeringstid.

Det er altid smukt, når et monument vindes af en stor og generøs mester.

Og min største beundring for disse folk, der formår at sidde i frontlinjen i hvert eneste store cykelløb. Der er altså langt fra at være en rigtig god cykelrytter til at være en del af det celebre selskab, der kan dét.

AMSTEL 2019

Alafpolak. Sådan hedder Juan Alaphilippe på Instagram. Og her kan ses mange billeder, som understøtter de betragtninger, jeg vil komme med her.

Det tog mig ikke længe at forstå hans kæmpe talent. Men det tog mig lang tid rigtigt at tage ham til mit hjerte. I mange år har jeg syntes, at der var lidt for meget gestik og spillemand over ham til, at han rigtigt var min type.

Det har forandret sig i år. Nu er jeg totalt vild med ham. Amstel Gold Race var vendepunktet. Da han gik i tomandshug med Fuglen 45 km ude. I et løb, der er designet til hans eksplosionskraft og hurtighed. Havde han været fornuftig og kalkulerende, så havde han ikke rørt en finger før Cauberg – og helst senere endnu. Men han er hverken fornuftig eller kalkulerende, men derimod sprængfuld af lyst til at tage tyren ved hornene og køre væddeløb.

Nu røg han så ud i et langt udbrud med en mand, der kørte tanden stærkere i føringerne, og lidt efter lidt tappede dynamitten ud af hans piber, så den stod på reservetank, da Fuglen for en sjælden gang begyndte at køre taktisk og undslog sig for at føre. I løbet af 3-4 minutter forvandlede Amstel sig for Alafpolak fra at være (endnu) en sikker triumf til en katastrofe, hvor han ikke engang havde ben til at køre en spurt.

Efter løbet var der ingen fortrydelse. ”Jeg elsker Fuglsangs måde at køre cykelløb på,” sagde han til pressen som forklaring på sin køremåde.

Når Alaphilippe angriber, er der drama i luften. Ingen kan få et angreb til at se så voldsomt ud som ham, og måske er der heller ingen, der reelt kan angribe så voldsomt. Når han fyrer den af, er det med piber og trommer og bål og brand. Han formår at samle hver eneste fiber i sin lille krop og hver en hjernecelle af vilje til at pumpe kraft ned i pedalerne. Det er tydeligt at se. Både på ham selv og på de ødelæggelser, hans aktioner forårsager bagud.

Når han når dertil, så tænker han ikke på konsekvenser og pris. Han er en mand, der spenderer hele månedslønnen på udbetalingsdagen uden tanke for de næste 29 dage. Det må bære eller briste. Som forleden på De Smukke Pigers Planke, hvor han smed hus og hjem på rødt, 800 meter fra mål. Og hvor bankmanden meldte om overtræk på kontoen ved 150 meter-skiltet, og konkursdekretet udstedtes de sidste 50 meter.

Og så igen i går. Der var ingen, der ikke vidste, at han ville køre i finalen, og at han ville have den gule tilbage. Der var bare ingen, der kunne gøre noget ved det. Det er mange, mange år siden, man har set nogen udrette sådanne ting i Touren på den type etaper som dette års 3. og 8. etape.

Han er en gave til cykelsporten og allerede en legende. Jeg er vild med ham.

TOUR DE FRANCE 2019

Alaphilippe er en stratosfærisk rytter, og han har med afstand været både den mest dominerende og den mest spektakulære rytter i denne Tour. Han udvider nærmest dagligt sit i forvejen gigantiske register. At vinde Tourens enkeltstart og at blive nummer to på Tourmalet er simpelthen utroligt for hans ryttertype.

Al fornuft siger dog, at eventyret skal stoppe, og at dette er et træ, der ikke vokser længere ind i himlen, end tilfældet allerede er. Og hvorfor så det?

Fordi Juan Alaphilippe er den eneste i Tourens klassement, der ikke har forberedt sig til og trænet til at være der.

Han startede allerede i januar med at køre i Argentina (1 etapesejr), derefter i starten af februar Colombia (1 etapesejr). Herefter vandt han i starten af marts Strade Bianche, derefter 2 etaper i Tirreno-Adriatico. I Milano-Sanremo var det ham, der skabte selektionen på Poggio og vandt spurten på Via Roma. Så kom Baskerlandet Rundt (1 etapesejr), og så var han i det lange udbrud i Amstel med Fuglsang og blev nr. 4, hvorefter han vandt Flèche Wallonne. Efter en pause vandt han en etape i Critérium du Dauphiné.

Alt dette, mens hans rivaler i Tour-klassementet siden november har forberedt sig minutiøst med sigte på Tour de France. De har afstemt deres løbsprogram med en revisors omhu for decimaler. De har været i højdetræningslejre, og de har trænet helt specifik resistens for at kunne yde mange watt på mange lange stigninger på samme dag. Imens har Alaphilippe bare kørt – og vundet – en masse væddeløb. Som man nu gør på Quick-Step.

Konkurrenterne har afstemt alt for at toppe i løbets sidste uge, men han har i nu snart 6 mdr. spenderet som en arabisk oliesheik. Han bør ikke kunne sejle den trøje i havn.

Jeg ville med al den inderlighed, jeg kan mobilisere, ønske, at han kunne. Men jeg tror det ikke.

Men genier findes. Og genier er genier, fordi de kan udrette ting, som er over almindelige menneskers forstand og rækkevidde. Måske er den lille Alaphilippe sådan et. Jeg håber det.

Som sagt, det var et mesterstykke af ham at sidde med til stregen i dag, mens mange favoritter røg overbord. Men den omstændighed, at han ikke formåede at svare igen på Pinots spurt, viste også, at han var i det yderste røde gebet af omdrejningstælleren. Ellers havde han tørret gulv med ham. Men fair nok. Alle var vist på den alleryderste grænse dér.

LIÈGE-BASTOGNE-LIÈGE 2020

Selvfølgelig bliver man kølhalet på de sociale, når man dummer sig, og selvfølgelig – eftersom “vi skriver 2020” – er der i visse kredse ingen tilgivelse, men alle mulige mindre attraktive karakteregenskaber påhæftes synderen.

Skal man gå mere sindigt frem, så er der jo intet her, der ikke er set tusinde gange før, og Alaphilippe er ikke nogen slyngel og har aldrig været det. Bare tænk på Tour-etapen, hvor Yates styrtede nedad, og Alaphilippe ventede, og Holm råbte: “Hvad helvede laver du?”

“Det er usportligt at køre, når han væltede.”

“Kør for helvede, din idiot, det er Tour de France.”

Jeg kender jo nogle stykker på Quick-Step, og samtlige har sagt det samme til mig. “Julian er en god dreng, en 100 pct. guttermand.”

Men han er et menneske med nerverne uden på skjorten. En, der har noget med i bagagen fra tidligere.

Hans nervøsitet er både hans gave og hans pitfall. I dag var den slem. Han var i evig uro, og da de endelig kom afsted fire mand, var han to gange ved at ryge på røven, fordi han var ved at komme op og ride på et hjul, fordi han havde gang i tusinde ting. Kigge til højre og venstre og forud og bagud og rode i lommerne og spænde skoene. VM-trøjen tyngede vist.

Det svaj dér var også et resultat af ikke at have styr på sig selv. Alaphilippe kører pr. definition ikke svinsk, men det var fatalt. Ingen kan med sikkerhed sige, hvem der havde vundet, men svajet fratog Hirschi og Pogačar muligheden for at spurte.

Kommissærerne takserede, som de skulle, og Alaphilippe tager det i mine øjne på den bedste måde.

Og ham selv må man tage på godt og ondt. Nogen mainstream guy bliver han aldrig. Gudskelov.

VM I IMOLA 2020

Efter en hel dag på public service, hvor intet ses andet end gennem danske briller (ikke et ondt ord om dem, der gør, hvad de skal), får det mig til at bekende en grusom sindelagsdefekt: Jeg ser aldrig cykling med danske briller. De ting, jeg begejstres af, er statsløse. De har intet pas. Og begejstres, det gør jeg så sandelig af Alaphilippe – og af Pogačar. To ryttere af den klassiske skole, hvor kalkuler er en by i Rusland, og hvor kun angreb med piber og trommer er værd at have med at gøre.

Heldigvis er der også lirens danske ryttere, som jeg er stor fan af, og det ville ikke ændre sig, om de så skiftede statsborgerskab. Valle og Fuglen er to af disse. Og en af de største glæder for mig i dag var at se Valle dér, hvor jeg mener, han hører til: blandt verdens bedste. Når ellers terrænet er hans.

Hvor har Fuglen udviklet sig til en fantastisk cykelrytter. Det er vildt, som han kender sig selv, og som han kan dosere sit tankindhold. Den disponering af sidste stigning i dag var exceptionel. Og så viste han igen, at han har ben til at spise kirsebær med hvem som helst. Glæder mig rigtig meget til at se ham i Giroen.

I det hele taget kørte det danske hold meget flot og som et, der spillede en hovedrolle. Chapeau!

Én mand skilte sig ud. Den lille Professor Tribini, der aldrig forsømmer at rulle hele arsenalet ud. Intet i dagens cykelsport er så spektakulært, som når han angriber. Man fornemmer, at han som ingen anden cykelrytter kan grave helt ud i de yderste nervetråde og hente kraft, at det knager og brager i hjulene, og at skruerne i klamperne nærmer sig kapitulation, når han trykker den af. Intet menneske i verden kan holde hans hjul dér.

Og så – når hullet er slået – så er resten en opvisning i lidelse og karakter. En opvisning, som i den grad er betagende, og man sidder i idel frygt og bæven for, at det skal gå galt for ham. Hans aktioner er altid på de yderste grænser af det mulige.

Det gjorde det ikke. Klasse, mod, courage og panache vandt i dag. Sådan som en VM-trøje helst skal vindes (og som den også blev vundet i 2019).

Alaphilippe er en stor, stor mester og den smukkest tænkelige bærer af VM-trøjen.

FLÈCHE WALLONNE 2021

Afslutningen i går fascinerede mig virkelig. Ud over de ekstraordinære præstationer gør det et stærkt indtryk at iagttage forskellen i udtryk hos Roglič og Alaphilippe. De byder begge på en overflod af grinta og panache, men udtrykker det så vidt forskelligt. Ismanden, Roglič, er udtryksløs som Charles Bronson, mens han tømmer seksløberen. Alaphilippe er lutter ekspressiv attitude – ikke bare i ansigtet, men i hele sin krop. Man fornemmer, at hver eneste celle i ham er involveret i aktionen. Roglič imponerer mig ved at levere sit tørre og dræbende punch og så aldrig kigge sig tilbage de næste 45 sekunder, men bare levere konkret dynamit – indtil han ser verdensmesteren på sin venstre side. Først der kigger han op fra asfalten. Havde det været Alaphilippe, havde han kigget sig tilbage 30 gange på den samme tid.

Alaphilippes gestik og mimik, da han krydser stregen, er formidabel og skal vel betyde: ”Nåååå, I havde nok afskrevet mig, det var dumt.” Og Roglič bliver spurgt, hvorfor han kørte så tidligt, og svarer, typisk for ham uden sproglige sikkedarer: ”Jeg sad jo der fremme, så hvorfor ikke, eh…?”

GIRO D’ITALIA 2024

Kreativ, risikovillig, alsidig, modig, energisk, udtryksfuld, teatralsk, sårbar og elskelig – en Pablo Picasso på cykel. Julian Alaphilippe er en tusindkunstner og en formidabel aktør i pelotonen. Hans bedrift i dag er et af hans store værker, bedømt ud fra atletisk sværhedsgrad og courage.

Distancen i udbrud, farten og hans resistens, da forfølgerne gik på helhjertet jagt uden at kunne løbe det bytte ind – endsige komme tættere på – hvis friske spor og formodede udmattelse pirrede deres næser og gav dem løfter og håb.

Chapeau, champion!

I dag er det 46 år siden Reinhold Messner besteg Mount Everest alene, uden supplerende ilt, uden radio - totalt afskåret fra verden.

Udefra var Messner næsten karikaturen på macho: enorm fysisk styrke, risikovillighed, smerte, kulde, amputationer, døde kammerater, 8.000-meterstoppe uden ilt, soloekspeditioner. Han kunne også være kompromisløs, arrogant og vanskelig. Der er intet blødt over hans fremtræden.

Men det interessante er, at selve machoidentiteten tilsyneladende interesserede ham meget lidt. Bedrifterne var ikke primært meddelelser til omverdenen om, hvor hård Reinhold Messner var. De var redskaber i en undersøgelse af ham selv.

Der er noget næsten buddhistisk i det: reduktionen. Mindre udstyr. Mindre hjælp. Ingen ilt. Ingen radio. Til sidst ingen makker. Ikke fordi mere lidelse automatisk gav større hæder, men fordi hvert lag, han fjernede, bragte ham tættere på den erfaring, han søgte.

Og derfor passer “se mig” så dårligt på ham. Selvfølgelig var han enormt bevidst om sin position og senere også dygtig til at iscenesætte og kommercialisere sit livsværk. Han var bestemt ikke uden ego. Men egoet var ikke projektets egentlige drivkraft.

Der ligger faktisk også et paradoks i hans berømmelse: Han blev verdensberømt ved at opsøge steder, hvor ingen kunne se ham. Alene gennem Gobi-ørkenen og alene tværs gennem Gørnland.

Everest solo er det ultimative eksempel. Ingen kamerahelikopter. Ingen radioforbindelse. Ingen makker, der kunne bevidne øjeblikket. På toppen var der ingen applaus. Han stod alene i en tilstand af ekstrem fysisk og mental nedbrydning. Hvis projektet først og fremmest havde været anerkendelse, var det en mærkelig måde at søge den på.

Messner taler igen og igen om Verzicht – og her mener han en bevidst, positiv handling, hvor man fravælger materielle goder, hjælpemidler eller overflod for at opnå sand frihed, ansvarlighed og personlig dybde.

For Messner var bjergbestigning eksistentiel snarere end sportslig. Han brugte det ekstreme til at undersøge sig selv: Hvad sker der med mig, når jeg er alene? Hvem er jeg, når ingen kan hjælpe mig? Hvad er jeg i stand til, når frygten ikke kan undgås, men skal bæres med?

Han sagde, at der vigtigste ikke var at nå toppen, men vejen dertil, og hans filosofiske tilgang, og de erfaringer han har bragt med sig, og som berører ethvert menneske, er nok grunden til, at hans legende er lige så stor i dag som den var da han var på toppen af sin karriere.

“I am nothing more than a single, narrow, gasping lung, floating over the mists and the summits.”

- Reinhold Messner

Feltham besluttede sig for at afprøve det på sig selv. I tre separate perioder på hver 21 dage spiste han omkring 5.800 kalorier om dagen – omtrent dobbelt så meget som hans normale energiindtag. Mellem perioderne var der tre måneders pause.

Det særlige var, at kaloriemængden stort set blev holdt konstant, mens kostens sammensætning blev ændret radikalt.

Og resultaterne blev meget forskellige.

Masser af fedt og næsten ingen kulhydrater

I det første forsøg spiste Feltham en kost med meget få kulhydrater og meget fedt. Omkring 6 procent af energien kom fra kulhydrat, 22 procent fra protein og hele 72 procent fra fedt.

Efter 21 dage med cirka 5.800 kalorier dagligt var vægten steget med blot 1,3 kilo.

Endnu mere bemærkelsesværdigt var det, at hans taljemål samtidig blev omkring tre centimeter mindre.

Feltham oplevede desuden, at det var vanskeligt at spise så meget. Den fedt- og proteinrige kost mættede kraftigt, og nogle dage måtte han nærmest tvinge den sidste mad ned for at nå det planlagte kalorieindtag.

Samme kalorier – men mere end syv kilo ekstra

I det næste forsøg ændrede han kosten markant.

Nu kom omkring 64 procent af kalorierne fra kulhydrat, 23 procent fra fedt og 13 procent fra protein. Det samlede energiindtag var fortsat omkring 5.800 kalorier om dagen.

Men resultatet blev et helt andet.

Efter tre uger var Feltham blevet 7,1 kilo tungere, og hans taljemål var vokset med omkring 9,3 centimeter.

Han oplevede samtidig, at det var langt lettere at indtage de enorme mængder energi på denne kost end under forsøget med meget få kulhydrater.

Så prøvede han vegansk

Feltham gennemførte derefter et tredje forsøg. Denne gang bestod kosten af uforarbejdede veganske fødevarer med meget lidt fedt og store mængder kulhydrat.

Omkring 68 procent af energien kom fra kulhydrat, 16,5 procent fra protein og 15,5 procent fra fedt.

Også her spiste han omkring 5.800 kalorier om dagen.

Efter 21 dage var vægten steget med 4,7 kilo.

Resultaterne af de tre perioder blev dermed:

• Low-carb/high-fat: +1,3 kg

• Low-fat/high-carb: +7,1 kg

• Very-low-fat vegan: +4,7 kg

Det samme rapporterede kalorieindtag gav altså tre meget forskellige vægtændringer.

Studiet blev senere publiceret

Felthams eksperiment begyndte som et personligt forsøg, men resultaterne blev senere beskrevet videnskabeligt sammen med den amerikanske læge og forsker Eric C. Westman fra Duke University.

I 2021 blev arbejdet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Current Opinion in Endocrinology, Diabetes and Obesity under titlen A case study of overfeeding 3 different diets.

Forfatterne konstaterede, at de tre perioder med cirka 5.800 kalorier om dagen ikke resulterede i samme vægtøgning og efterlyste yderligere forskning i, hvordan forskellige typer fødevarer påvirker kroppens fysiologi og vægtregulering.

Men forsøget beviser ikke, at kalorier er ligegyldige

Her er det nødvendigt med en betydelig reservation.

Der er tale om et såkaldt n-of-1-studie. Forsøget omfatter én person – Sam Feltham selv – som ovenikøbet er medforfatter til den videnskabelige artikel.

Det er derfor ikke et randomiseret og kontrolleret kostforsøg, og man kan ikke ud fra én person konkludere, at alle mennesker ville reagere på samme måde.

Vægtændringer over tre uger er heller ikke nødvendigvis identiske med ændringer i kroppens fedtmasse. Kostens indhold af kulhydrat påvirker blandt andet kroppens glykogenlagre og dermed mængden af bundet væske. Protein kræver mere energi at omsætte end fedt og kulhydrat, og kostens fiberindhold kan påvirke, hvor meget af den indtagne energi kroppen faktisk optager.

Det gør en direkte sammenligning af de 5.800 kalorier mere kompliceret, end tallet umiddelbart antyder.

En kalorie er en kalorie – men kroppen er ikke en kalorimeter

Energibalancen kan ikke ophæves. Kroppen kan ikke skabe eller destruere energi i strid med fysikkens love.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at to kostformer med det samme beregnede kalorieindhold giver præcis samme fysiologiske resultat.

Fødevarer påvirker mæthed, fordøjelse, hormoner, glykogenlagre, væskebalance og kroppens energiforbrug forskelligt.

Det er dét, der gør Felthams eksperiment interessant.

Det dokumenterer ikke, at man frit kan spise 5.800 kalorier om dagen, hvis blot man undgår kulhydrater. Feltham tog faktisk på under alle tre kostformer.

Men forsøget illustrerer, at spørgsmålet om vægtregulering kan være mere kompliceret end blot at tælle kalorier – og at sammensætningen af de kalorier, vi indtager, kan have betydning for, hvad der efterfølgende sker i kroppen.

Videnskabelig kilde:
Feltham S, Westman EC. A case study of overfeeding 3 different diets. Current Opinion in Endocrinology, Diabetes and Obesity. 2021;28(5):446–452. DOI: 10.1097/MED.0000000000000668.

Der findes ingen steder i cykelsporten, hvor grænsen mellem det ordinære og det mytiske er tyndere end på denne gade. Paris–Roubaix råber sin historie ud i brostenene. Flandern er et åbent sår af bakker og blæst. Men Via Roma… den hvisker det.

Det er en bred gade mellem bleggule facader, altaner med vasketøj, nogle skæve markiser. Her bor mennesker. Her handles og købes ind. Her leves der små liv uden drama.
Kun én gang om året er alt anderledes.

Jeg fulgte løbet på min telefon. Først på restauranten, siden fra min plads ved den opsatte barriere – 200 meter fra målstregen.

Løbet begyndte, som det altid gør.
Langt. Fladt. Ventetid. Men ikke meningsløs ventetid.

Over den uendelige Po-slette folder løbet sig ud. Navne, positioner, roller falder på plads.
Et løb, der foregiver at være åbent, men langsomt lukker sig om de få, når Sanremo nærmer sig.

Så kom styrtet, brat og uden varsel.
Og med det – logikken:
at alt falder fra hinanden, at planerne opløses, at orden bliver til vilkårlighed.

Alt syntes kompromitteret for verdensmesteren.
Bare minutter før hans angreb skulle være indledt.

Men han fortsatte.

På Cipressa blev tempoet ikke brugt til at genvinde kontrol, men til at eskalere.
Og da angrebet kom, var modstanderne allerede på grænsen.

Vi så de bedste reagere – og alligevel miste grebet om løbet.
Van der Poel. Pidcock.

De sad der stadig.
Men de var ikke længere modstandere.
De var passagerer på et løbsk tog, de ikke længere kunne bremse.

På Via Roma er luften elektrisk. Der bliver kigget på storskærmen og telefonerne.
Der er en mærkelig stilhed i øjeblikket før de ankommer.
Alt andet ophører med at eksistere.

Kun lyden af motorcykler, der suser forbi i høj fart,
og helikopterne over byen.
Den begynder lavt. Så vokser den.
Nu er de tæt på.
Og så kommer han.

Verdensmesteren ud af svinget.
Tadej Pogačar træder an lige ud for mig.
Jeg læner mig frem og ser hans knytnæve i luften under udhængsskiltet ved Bar del Musicanti.

I det sekund er Via Roma verdens centrum.
Det føltes som det største, man kunne se.

Kamerafolk, mikrofoner, kendisser blandt svedige og hulkindede cykelryttere.
Alle ansigter præget af det, der netop er sket.

Så opløstes det.

Stærke mænd i T-shirts tog barriererne ned og læssede dem på lastbiler.
En scooter kørte forbi.
En mand gik hjem med sit brød.

Jeg var der, da det skete.

Nogle gange gør man sig en forestilling uden at vide det. Jeg havde ikke tænkt over, hvor i Monaco Michael Valgren bor, men blev alligevel lidt overrasket, da taxaen kørte ind i den gamle bydel, en spytklat fra havnen. Jeg havde nok tænkt, at det var i lidt mere suburb-agtige omgivelser, at en ung tilflytter startede op i en af verdens mest eksklusive byer.

Nu standser vi ud for nr. 6. Jeg betaler og stiger ud. ”Michael Andersen” står der ud for en af klokkerne. Jeg trykker på den, og en summen forkynder, at Andersen har tilladt adgang til bygningens indre. Jeg er nået frem til mit bestemmelsessted.

Her er ingen etageangivelser, men på et tidspunkt kommer jeg til en dør, der står åben. Andersen, som de fleste danskere kender som Michael Valgren, står inde i lejligheden og verfer mig ind med en håndbevægelse. Han er i færd med at se det løb, som jeg aldrig kommer til at kalde andet end Henninger Turm. Og hans kæreste Sissel sidder beskæftiget med sine psykologistudier ved spisebordet.

Valgren har været ude at træne med Richie Porte og er i godt humør (som han vist er for det meste). “Hvad er programmet”, spørger han. “Skal vi gå en tur, så jeg kan vise dig byen?” Jeg takker ja. Jeg er aldrig blevet guidet rundt i Monaco, og jeg kan godt lide at gå og at samtale undervejs.

Efter af have rundet to hjørner kommer vi ned til havnen. “De der hegn og skilte er her på grund af F1, som kommer om en måned”, siger han. “Hvert år lægger de ny asfalt og sætter alt det her op – og her er målstregen”. Og han viser mig nogle gigantiske tribuner, som allerede udfylder havnearealet.

Lidt efter passerer vi Monacos monumentale Yacht Club. “Jeg har fået en rundvisning derinde”, siger Valgren. “Der er alt, hvad hjertet begærer, men der er lukket for tilmelding. “Abramovich er på venteliste. Hans penge kunne ikke skaffe ham ind. Jeg synes, det er fedt, at der er nogle regler, som penge ikke kan tilsidesætte”, siger han.

Vi når til enden af kajen, og til allersidst ligger der en lille fiskekutter. Da vi ser den, griner Valgren, for han ved allerede, jeg vil sige “Kvotekutter” – det kælenavn, som Valgren har fået af journalisten Niels Christian Jung og som på en måned er blevet så udødeligt, at han lige så godt kan lade det sætte ind i sit pas.

“Ha ha, han er sgu sjov, NC”, siger han.

“Ja, han er verdensmester i at opfinde navne og universer”, siger jeg og tænker på det Gotham City-univers, Jung har opbygget omkring DS aka Lars Fogmann og Hørning. Det er også et vigtig ting. Som i boksning er “kunstnernavne” vigtige i cykling, og de skal helst indeholde mere end ét lag. Hvis man ikke har et, så er det tegn på, at man ikke har gjort tilstrækkeligt indtryk på sportens aficionados.

Jeg spørger, hvordan det hænger sammen at træne så meget med Porte, når terrænet er så bjergrigt, og Porte er meget mere bjergrytter end ham selv.

“Jeg var lidt bekymret i starten, men fandt ud, at der ikke er så meget forskel på os, der er deroppe. Hvis jeg kører 6 watt/kg, kører han måske 6,2, det er jo ret lidt i forskel. Og Porte er egentlig ret old school. Han kører ikke så mange intervaller, men mere mængde med lavere intensitet. Det er nok ham, jeg træner mest med. Og så med Jakob. Men Richie og jeg kan godt træne sammen og måske kun følges 50% af tiden, fordi vi har hver vores intervaller at passe”.

“Træner du aldrig med Froome?”, vil jeg vide.

“Ikke mere. Ham og Richie kom på kant sidste år i Dauphiné. Richie blev tosset over, at Froome decideret kørte på ham, efter at Richie havde hjulpet ham så meget på Team Sky. Og Sky-folkene er også begyndt at holde sig mere for sig selv og kun træne med hinanden. De har et set-up med massagecenter og scootertræning osv. De griber det meget metodisk an, og jeg er ikke fri for at være lidt fascineret af dem”.

Jeg kigger op mod bjergene og siger, at der ikke er mange nemme veje ud herfra.

“Nej, men her er så fedt at træne. Jeg tror ikke, der findes noget bedre. Jeg synes, det er fedt, at stigningerne her ikke er så stejle. Det er bedre at træne på stigninger, hvor man kan få rul i den. Når jeg kører med Richie, kører vi for det meste den samme tur. Kaffe og en foccacia efter tre og en halv time og så over Madone hjem”.

Oppe ad stigningen ligger der en stor blålig bygning, som rager højere end alt andet. “Deroppe på toppen, har du verdens dyreste lejlighed”, siger Valgren. “Den koster over 300.000 mio. euro – altså over 2 mia. danske kroner. Det er vildt. Og i den bygning lige nedenunder med de gule markiser bor Jakob og Loulou. Jeg tror, at en af grundene til, at det går så godt for Jakob og mig er, at vores piger trives så godt hernede. Der betyder utroligt meget, at man ved, at ens kæreste har det godt, og at man kan træne alle de timer, man vil, uden at der sidder en decideret og venter og har nederen over at være alene”.

Vi går nu op af en masse trapper, og Valgren bruger ikke samme agile udveksling som på cyklen, men tager to trin ad gangen. Jeg frygter at lide samme skæbne som Gilbert og Kwiatkowski gjorde på Bemelerberg, men i modsætning til dem klarer jeg mig med over toppen.

“Jeg tror, jeg er en atypisk cykelrytter. Jeg elsker at gå. Forleden da mine svigerforældre var her, gik vi 18 km. Jeg ligger også på stranden, som du kan se dernede. Jeg har aldrig set en eneste anden af de ca. 50 World Tour-ryttere, der bor her, når jeg har været dernede”.

“Skal vi ikke gå ind og få en kop kaffe her”, spørger Valgren. Det, synes jeg, er en god idé, og vi sætter os og bestiller to gange sort kaffe.

“Jeg er spændt på, hvad du har skrevet i Castelli-bogen, siger han, og peger på min notesbog, der ligger på bordet.

Jeg kigger i den. Han har allerede fortalt en del af de ting, jeg ville spørge om.

“Kan du mærke forskel på, hvordan man ser på dig i pelotonen, efter du er gået fra at være et stort talent til at være stjerne?”

“Nej, det kan jeg ikke. Der en ingen, der får noget forærende i dag. Ikke engang Valverde. Men jeg kan mærke en forskel i måden, jeg opfatter mig selv. At jeg nu synes, at jeg hører til oppe foran og kører med mere autoritet og selvtillid. Men jeg mangler stadig lidt der. Det er krævende, både fysisk og mentalt, at kæmpe så hårdt for positionerne i timevis. Jeg kunne godt bruge en rigtigt dygtig mand til at køre mig frem og holde mig fremme. Men nej, jeg får ikke mere plads. Tværtimod, for nu skal jeg jo op og sidde og bokse med alle de store”.

“Er du hård i positionskamp?”

“Ja, det er nødvendigt. Som sagt, ingen får noget forærende, men jeg er large, hvis der kommer et hold, der er ved at køre en kaptajn frem til front. Så giver jeg for det meste plads. Men jeg synes, det er irriterende, at de altid skal komme masende med otte mand, når det er på små veje sm fx. i Flandern Rundt. Hvorfor kan de ikke nøjes med fire? Hvis alle kunne enes om ikke at have mere end fire mand fremme, så var der ikke så mange styrt.

“Har du et forbillede i feltet?”

“Fabian (Cancellara), har altid været det, men jeg synes også rigtig godt om Van Avermaet. Jeg synes, han sidder lirens på cyklen og kører cykelløb på en fed måde. Og så udviser han respekt for andre”.

“Hvad med Amstel. Hvad tænkte du, da Valverde trykkede den af på Bemelerberg, og der kun var dig, Alaphillipe og Sagan med over toppen?”

“Først og fremmest tænkte jeg, at jeg var glad for, at den top ikke kom 50 meter senere. Det var et rigtigt hårdt angreb – og han blev bare ved. Og så kiggede han tilbage, og jeg tænkte, at nu må han sgu da stoppe, men så gav han den bare et gear mere og trådte endnu hårdere. Og han står bare op og holder nede i hornene i det der munkergear. Det var slemt, uha! Og vi sidder altså med Kwiatkowski, Gilbert, Wellens og Van Avermaet, og de må slippe. Og så er det, at Jakob og Wellens kommer op hen over toppen. Men det er jo sjældent, at jeg har siddet med de der ryttere, og det giver bare et kæmpe kick, så man kan grave endnu dybere”.

“Hvad synes man om Valverde i dagens peloton?”

“Hmm, svært at svare på pelotonens vegne. Jeg ved ikke, om der er nogen, der tænker på, at han engang har været involveret i noget. Men jeg er sikker på, at alle synes, han er en gudsbenådet cykelrytter. Han kan jo alt og året rundt. Ham og Sagan er jo sådan nogle, der laver ting, der burde være umulige. Og Valverde træner ikke engang særlig langt, men til gengæld hårdt. Jeg ved fra Luis Leon (Sanchez), som træner med ham, at de er en gruppe, der bare kører rigtigt stærkt. De kører cykelløb og skiltespurter og sådan noget. Valverde hygger sig bare med det og gider ikke højdetræningslejre. Det, synes jeg, er fedt. Det har jeg meget respekt for. Jeg kan jo bare tage mig selv. Min bedste træningskammerat er min wattmåler. Men det er han sgu ligeglad med. Så tager han til Abu Dhabi og slår alle Strava-rekorder på stigningerne og lægger det ud på nettet. Alle andre ville holde det hemmeligt, men han er ligeglad. Jeg tror bare, han har det sjovt. Det kan man sgu kun se op til”.

“Jeg talte med Jørgen Marcussen i morges, og han sagde, at for ham var det mest lirens moment i Amstel dit første angreb, hvor Wellens ikke kunne lukke de sidste 5-10 meter.”

“Ved du hvad, jeg troede faktisk, jeg ville komme fri allerede der. Jeg kunne se, at Wellens ikke kunne lukke, og jeg kunne mærke, at jeg kørte stærkt, så jeg troede på, at jeg kunne knække ham, og jeg syntes, det var et godt moment. TIl sidst knækkede Wellens, men så så jeg Sagan kørte efter mig, og så tænkte jeg: Fuck! Men hvis du ser efter, er jeg jo den eneste, der kører i den finale. Det er mærkeligt, synes jeg”.

“Men det varede kun to km. efter denne kraftpræstation, inden du kørte afgørende væk. Du må have haft fantastiske ben?”

“Ja, det havde jeg. Men jeg var også heldig, at jeg kom op efter styrtet foran mig. Jeg skulle forbi over 100 mand for at komme op til fronten. Og Jakob gjorde jo et kæmpe arbejde for at gøre finalen hård, og jeg ved, at jeg har et godt kick, når benene er der. Så ved de andre godt, at det er en stor tændstik, der skal tændes for at hente mig, og den har de ikke lyst til at bruge så tæt på mål. Og så kan jeg holde en fart, der gør, at de sekunder, de bruger på at vente på, at en anden gør det, der er jeg komme længere væk, og den nødvendige tændstik er blevet endnu større”.

“Men man skal jo have benene?”

“Det er klart. I Flandern Rundt var jeg helt færdig. Det var med det yderste, at jeg kom med over Paterberg, og da jeg stak til sidst, var det egentlig vanvittigt, for jeg havde helt tomme ben. Jeg stak fra spids. Ham der lige havde ført, skulle jo ikke efter mig, og bagved var der kommet et hul. Nu prøver jeg sgu, tænkte jeg. Så fik jeg hul, men der skete ikke en skid. Jeg har ikke kørt meget mere end 300 watt. Og jeg råbte til Gilbert, at han skulle føre og blive nr. tre. Men han ville ikke. Heldigvis gik den lidt i stå bagved. Men helt vildt af Mads, at han kunne holde de få sekunder. For vi kørte jo rundt hele tiden, og han havde siddet og taget vind i 80 km.”

“Hvorfor stikker du, når du egentlig ikke kan?”

Det er fordi, jeg er så tændt, og når der så sidder TV-motorcykler, så tænker jeg på, at Per Bausager, ha ha, og alle de andre sidder og kigger på mig, og så vil jeg gerne lave noget godt”.

“Hvordan vægter du, at vinde i forhold til at lave “noget smukt”, som Contador kalder det, når man satser hele butikken for at skabe et drama?”

“Jeg vil jo rigtig gerne lave noget smukt, men jeg er også realistisk, og ved, at mine muligheder for at vinde ikke er så mange igen, og derfor er det vigtigt, at jeg fokuserer på at vinde, når jeg har benene, og situationen er der. Du skal tænke på, at når Contador og Sagan laver de der smukke ting, hvor de sætter alt på rouletten, så har de nogle fantastiske palmares i banken, og det fremmer næsten deres karriere og popularitet mere at lave et stor show med panache end at vinde en gang mere. Når der er sagt, synes jeg, at når jeg vinder eller slutter i top, så er det altid på en spektakulær og offensiv måde.”

Her må jeg bare tie og samtykke. Det er jo netop grunden til, at jeg selv er fan af cykelrytteren Michael Valgren. Jeg fortæller ham, at jeg sad i en bus med Virtu Business Club-cyklister på vej fra Iseo til lufthavnen i Bergamo de sidste 25 km. af Amstel. Og at alle sad og kiggede på deres telefoner, og at bussen kogte over hans kørsel. Valgren sidder og ligner en, der er godt tilfreds med at kunne skabe sådanne emotioner hos os”.

“Går du op i udstyr?”

“Ja, meget. Jeg kan ikke sætte et billede op, men kan skrue på alt på min cykel og går op i, at den er optimal mht. aerodynamik og vægt – og har hurtige hjul og dæk. Det var det fede, da vi kørte hos Bjarne, at han var så nidkær med alle de mindste detaljer på materiel og tøj. i dag er det jo som F1. Dæk og hjul og aerodynamik er meget afgørende – især i tidskørsler”.

“Har du eksperimenteret med pedalarmslængder?”

“Ja, det har jeg, og i år er jeg gået i 170 mm. Jeg har et meget stort drop mellem styr og sadel og følte, at jeg ikke havde ordentlig blodgennemstrømning i det venstre ben. Så prøvede jeg med kortere pedalarme, og det er gået super godt.”

“Den der fantastiske souplesse, du har – er det en, du træner eller tænker over?”

“Nej, overhovedet ikke. Den er bare naturlig. Det føles bedst for mig at køre 100 rpm, også på enkeltstart. Og jeg kører stærkest opad med ca. 90 rpm. Jeg ved ikke – 80 er en træls kadence, synes jeg”

“Hvad med træning?”

“Jeg er meget pligtopfyldende med træning og har nok altid trænet for meget – eller rettere restitueret for lidt. Jeg er rigtig glad for samarbejdet med Rune Larsen. Han har overbevist mig om værdien af restitution. Efter Liege, holdt jeg en hel uges pause, og derefter kunne jeg gå dybere under træning og havde også opbygget ny lyst. Jeg har haft en kæmpe konkurrenceblok fra Australien til Liege, og nu har jeg så 45 dage uden konkurrence, indtil Dauphiné. Men jeg skal på træningslejr med holdet på Teide. Jeg elsker træningslejre. Synes, det er fedt med struktureret og hård træning.”

“Bruger du altid wattmåler?”

“Ja, den er nærmest mit kæreste eje. I dag gik den ud, da jeg havde en halv time hjem. Det var den længste halve time i mit liv, ha ha…”

“Hvad med din kost – er det noget, du går op i?”

“Ja, men jeg spiser de fleste almindelige ting, bare mindre end før. Jeg har jo altid fået at vide, at jeg er for tyk, men min fedtprocent før Liege-Bastogne-Liege var altså kun 5,2, og det er jo ikke på nogen måde en høj fedtprocent. I Saxo Bank-tiden var den 10-11%. Det er vist noget med, at jeg ikke har de der ben med udvendig kabelføring. Men vi laver alt mulig mad derhjemme – jeg elsker at lave mad, og jeg undrer mig over, at alle de andre ryttere hernede altid spiser ude. Jeg tror, Sissel og jeg er de eneste, der inviterer folk hjem til middag. Men jeg bliver tyndere for hvert år. Tror også, alder spiller lidt ind. Men ved du hvad, det nye, jeg laver om morgenen, er en green smoothie, som består af broccoli, spinat, ingefær og mælk, som jeg blender samme – og så havregryn derned. Det lyder klamt, men det smager faktisk OK. Jeg har købt en herredyr blender til 1000 euro, der kan lave alt til suppe på fem minutter, ha ha ha…Så er man i gang.”

“Skal du have en kaffe mere”, spørger blendermesteren. Jeg takker ja. Han tager selv en vand. Han har fået for meget kaffe i dag og er blevet helt tør i kværnen af at snakke, siger han.

“Hvordan har du det med cykelhistorie og moderne cykling versus old school?”

“Jeg må indrømme, at jeg ikke er rigtig stiv i hele cyklingens historie endnu. Jeg vil gerne være det, og det skal nok komme. Men jeg kommer let til at bruge tiden på sociale medier i stedet for at læse bøger. Men jeg synes fx. at jeres Sort Kaffe og Hvide Sokkerer fed. Jeg kan godt lide tradition. Jeg har også lige fået en bog om De Ronde, som jeg skal have læst. Den tror jeg, at jeg kan lære noget af”.

“Men hvad er din holdning til radioer?”

“Der vil jeg sige både for og imod. Jeg bruger den ikke selv ret meget. Jeg synes, den er god ift. sikkerhed, men man ville nok få nogle bedre cykelløb uden den. Men den har ikke nogen særlig indflydelse på mig i de løb, jeg kører for at vinde. Jeg bruger mit instinkt til at beslutte mine angreb. Jeg tror mere, det er etapeløbsrytterne, der bruger dem. Der kan bilen bedre vurdere situationen, grupperinger og se, hvis en konkurrent ser skidt ud, og der indgår også nogle andre kalkuler i etapeløbene.”

“Hvad er det, du elsker ved cykling?”

“Cykelløbene. Jeg kan rigtigt godt lide at træne og alle de ting, der omgiver cykling, men det er selve løbene, jeg virkelig brænder for. Jeg elsker simpelthen at køre konkurrencer. Og jeg aner ikke, hvad jeg ville have lavet, hvis jeg ikke var blevet cykelrytter. Nok revisor eller bankmand. Ville gerne have været ingeniør, men det ved jeg ikke, om jeg er klog nok til, ha ha…For to-tre år siden ville jeg sige, at jeg ikke kører, til jeg er 35 år, men nu tror jeg faktisk, at jeg gør – og bor hernede.”

Det er begyndt at regne heftigt, og der er sidevind som oppe i Thy. Vi må rykke længere ind under overdækningen, eftersom Kvotekutterener begyndt at tage vand ind. Temperaturen er også dalet betragteligt, og rytteren, der elsker kulde, har lynet jakken helt op i halsen og trukket sin Oakley cap ned til ørerne. Jeg fryser også. Et smut til Monaco i maj havde frembragt andre forestillinger.

“Hvordan var det pludselig at være på hold med Contador?”

“Det var stort, og jeg var benovet over at være der. I starten var jeg meget påpasselig med ikke at sige eller gøre noget forkert og sugede bare til mig. Alberto var cool nok og fin at køre for, men det var som om, han mistede lidt af humøret til sidst. Måske fordi Bjarne forsvandt fra holdet.”

“Og Sagan?”

“Peter er jo sjov, og der sker altid noget, hvor han her. Han er en fin fyr og altid i godt humør. Jeg har aldrig hørt ham bebrejde holdkammerater noget – selv når det var grund til det.”

Nu står slagregnen ind under overdækningen, og vi skutter os. De andre gæster er for længst gået i servicebilerne.

“Godt, du fik trådt i morges”, siger jeg.

“Ja, jeg ved fandme ikke, hvad der er for et vejr i år, Per. Jeg er så træt at det. Det er ikke normalt. Sidste år lå jeg på stranden på denne tid.”

“Hvad tænker du om fremtiden og hold?”

“Jeg har ikke nogle faste forestillinger. Jeg har det godt, hvor jeg er, men kunne også have det andre steder. For mig er det vigtigt at være i et godt miljø og have det sjovt. Det sætter jeg højere end løn. Jeg synes, det ville være fedt, hvis der kunne komme et dansk hold igen. De gamle CULT-dage var noget af det sjoveste”.

“Hvordan er legenden, Vino, at arbejde for?”

“Jamen vi ser ham ikke. Jeg har set ham højst fem gange. Ved ikke, hvad hans egentlige rolle er. Om den mest er relateret til sponsorerne. Ellers har han vist travlt med at træne til Ironman og maraton og sådan noget.”

“Hvad er ambitionerne så for fremtiden?”

“Altså på det punkt er jeg nok lidt ligesom Sagan. Nu har jeg vundet Amstel, og så kunne jeg godt tænke mig at vinde Flandern Rundt, og det tror jeg også, jeg kan. Og jeg vil fandme også gerne vinde Liege-Bastogne-Liege, som jeg regner for større end Amstel, og det, tror jeg også, er muligt. Det år jeg blev to i Amstel, blev jeg 13 i Liege, og det betød lige så meget for mig på grund at løbets prestige. Det var der mange, der ikke forstod en brik af. Men at køre for at vinde vil kræve, at jeg dropper den store blok, jeg har haft i dette forår og satser på Ardennerne. Jeg kunne også tænke mig engang at satse det hele på brosten og Paris-Roubaix. Men så mange år er en karriere jo heller ikke, og man vil også gerne levere der, hvor man ved, man kan. Og en Tour-etape vil jeg vinde. Det er jeg nødt til. Og VM, når ruten igen bliver til det. I sidste ende vil jeg bare gerne vinde nogle cykelløb. Men jeg var tosset på mig selv over lige akkurat ikke at komme med op over Roche-aux-Faucon i år. Det var så tæt på, og jeg ville rigtig gerne have været hjem med første gruppe”.

“Men jeg er stolt og glad for det, jeg har opnået. Også fordi det er gået så godt hele året. Det har været en god sæson, men det har været en lang og hård blok.”

“Hvad så nu?”

“Jeg glæder mig helt vildt til Touren. Fordi jeg bliver klogere for hvert år. De første år havde jeg trænet for meget, og var træt, allerede da jeg startede. Det første år sagde jeg til De Jongh: ”Steve, jeg tror ikke, jeg er klar.” Men han sagde ”jo jo, du er klar, det kommer.” Han tvivlede ikke på mig. Men jeg havde sgu ikke benene, og jeg led som et svin hver dag og endte også med at blive syg og udgå på 19. etape. Det var modbydeligt. Men jeg bliver jo klogere og klogere og føler, at jeg ved, hvordan jeg skal forberede mig nu.”

Kulde og vand har nu tvunget os i knæ, og Valgren ringer efter en taxa, da der ikke går busser d. 1. maj. Der er et par km hjem, og det regner stadig.

“Vi tager lige 10 hurtige fra hoften. Du siger bare, hvad du foretrækker af to muligheder,” siger jeg.

“Hvide eller farvede sokker?”
“Hvide”.

“Hvide eller farvede sko?”
“Hvide”.

“40 eller 60 mm fælge?”
“60 mm”.

“Aero eller let ramme?”
“Uh, den er svær. Let.”

“Lukkede eller åbne ringe?”
“Lukkede”.

“Koldt eller varmt vejr (i cykelløb)?”
“Koldt”.

“Vind eller bakker?”
“Vind (dog efter lang tænkepause) Eller helst en kombi.”

“Vuelta eller Giro?”
“Giro”.

“Sort eller med mælk (kaffe)?”
“Sort”.

“Forhjulslir med Mads P. eller Würtz?”
“Ho ho ho. Øøøhh, fuck mand. Kender jo Würtz meget godt, og han er en led stodder. Mads P., tror jeg. Jeg tror trods alt, at vi jyder er lidt mere hardcore til at munke, end I er. Det er jeg i hvert fald selv ret god til, ha ha ha. Men Würtz kan fandme ligge og køre 300 watt en hel dag”.

Taxaen er ikke kommet, og Valle har mistet tålmodigheden. “Skal vi ikke gå hjem? Derer en elevator herovre, der kører ned til havniveau, og så kan vi gå igennem F1-tunnelen”.

“Jeg er simpelthen så glad for de ting, jeg har opnået, og taknemmelig for det liv, jeg har”, siger han, da vi går i den berømte tunnel.

”Og jeg kan blive helt flov over at tænke på, at jeg vil have højere løn, fordi jeg har vundet nogle løb. Jeg har jo allerede et fantastisk liv. Bor hernede og laver alt det, jeg elsker og kan jo allerede gøre alt det, jeg vil. Men vi mennesker vil altid have mere”.

“Du skal selvfølgelig have det, du er værd på markedet, men husk at nyde disse år. Når det er slut, vil du se på det som den bedste tid i dit liv. De fleste andre mennesker skal godt nok ikke have ondt i benene og styrter ikke og slår sig til plukfisk, men mange har masser af andre udfordringer, som gør mere ondt”, siger jeg til ham.

“Ja, det er jeg meget bevidst om, og det eneste, jeg ved, er, at når jeg ikke skal cykle, så skal jeg lave noget andet, der giver mig glæde. Jeg har en kammerat, der altid glæder sig til at komme på arbejde. ”Hold kæft, hvor jeg glæder mig, til det er mandag i morgen”, siger han. “Det er for fedt”.”

Vi er nået hjem. Sissel ordner courgetter, for Caleb Ewans kæreste kommer til middag, og vi ringer efter en taxa, der kan køre mig til Nice.

Hans blender og hans kaffemaskine svarer vist til udbetalingen på en bil. Han brygger en rigtignok velsmagende dobbelt espresso, og taxaen melder sin ankomst, netop som den er drukket.

Valgren tager sko på igen og ledsager mig ned på gaden, takker for besøget, og siger, at jeg altid er velkommen til at ringe eller skrive, hvis han kan hjælpe med noget. Vi shaker hands og siger farvel.

Inde i taxaen tænker jeg, at den er rørende, den taknemmelighed og ydmyghed, jeg har mødt i dag hos Kvotekutteren fra Thy, som pludselig bor hernede i Monaco og er en stor stjerne, men som tydeligvis er opsat på at huske, hvor han kommer fra. Og over den forbindelse, som en fælles forståelse af cyklingens sjæl og dens episke omfang, som hæver sig over al snak om moderne og gammeldags cykling, og over de snart 35 år der er gået, siden jeg selv satte cyklen i stald.

Da jeg kører rundt om hjørnet, er det sidste, jeg ser, at Andersen låser sig ind i nr. 6.

Fotos af Mikkel Groth

Løppenthin dykker ned i en berømt episode fra 1910-udgaven af Tour de France.

Bausager kommer med en førstehåndsberetning fra Bernard Hinaults afstraffelse af den samlede verdenselite ved VM i 1980.

Og så kårer duoen de 5 ryttere i historien, som har kørt med størst panache.

DAGEN FØR
Det er tirsdag, og jeg er i Italien. Jeg er holdt ind i Soave – den kendte vinby – for at indtage en frokost, på vej til lufthavnen i Bergamo, da Kasper Asgreen ringer. Vi har aftalt, at jeg skal interviewe ham dagen efter i Kolding.

“Tager du ikke din cykel med, så kan vi træde en tur, og snakke undervejs, og så kan vi gøre interviewet færdigt hjemme hos mig bagefter?”siger han.

Jeg har godt hørt historierne om, at Asgreen smadrer alt på sin vej, men jeg siger alligevel ja. Så kigger jeg på vejrudsigten for Kolding dagen efter. Den siger torden og skybrud. Jeg sender en besked til Asgreen.

“De lover torden og skybrud i morgen. Træder du under alle omstændigheder?”

“Altid,” er det korte svar.

ANKOMMER I KOLDING
Dagen efter ankommer jeg kl. 10.30 på Asgreens nye matrikel. Han har lige købt hus, som han har overtaget for 10 dage siden. Han kommer ud for at modtage mig og hjælper mig med at samle min cykel, som han så anbringer i sit værksted, hvor der i forvejen er to sorte Specialized. En racer og en TT-maskine.

Asgreen er næsten lige så berømt for sin kaffekundskaber som for sin cykling, og ude i køkkenet står et imponerende sortiment af udstyr.

“Vil du have kaffe?” er det første han spørger om. Og da jeg beder om en espresso, ser han tilfreds ud.

“Det var en god start,” siger han, som om dette valg var afgørende for, at man er OK.

Da jeg har klædt om til cykeltøj, kommer jeg igen ud i køkkenet, og her har Asgreens professionelle kollega Asbjørn Kragh Andersen indfundet sig. Han sidder på køkkenbordet i fuld Sunweb-kampuniform. Jeg fornemmer, at det godt kan blive en problematisk dag.

CYKELTUREN – KAFFESTOP

Allerede 100 meter henne i passet står det klart, at jeg har begået en fatal brøler ved at tro, at Asgreen og jeg forstår det samme ved en ”lille nem tur.” Første dårlige tegn er den måde, han kyler sin Specialized rundt om det første hjørne på, og så at han farer derudad, da han er kommet rundt. Kragh, som har sovet i timen og sat sig bag mig, og jeg selv, er nu i samme båd og har 50 meter at lukke på en mand, der allerede har godt swung i sine 175 mm pedalarme.

Vi får lukket hullet, men jeg er nu allerede efter to minutter med for høj puls. Kragh glider op på siden af Asgreen, og vi forlader Koldings udkant med nålen på over 40 km/t. Det her varsler ilde.

I ca. 15 minutter glider vi gennem smukt og grønt østjysk sommerlandskab som et eksprestog. Jeg er ude i nogle gear, som jeg normalt kun bruger ned ad stejle bakker. Jeg er presset.

Efter et kvarter slår Kragh ud: “Du må godt føre så I kan snakke”.

“Nej, jeg skal sgu ikke føre her.”

“Fandme jo, du kan ikke komme som gæst og køre på nas”, siger Asgreen.

Så sidder jeg der ved siden af ham. Og de næste fem minutter er den eneste gang, han viser bare en smule medmenneskelighed.

“Kommer du med i Touren”, spørger jeg?

“Det er jo det, jeg har trænet som et svin for, men jeg tror det ikke.”

“De kan sgu da ikke undvære dig, sådan som du er kørende.”

“Det er jo Deceuninck-Quick Step. Der er 13 mand, der er skarpe, og udbruddene skal nok blive hentet, uanset om jeg er der eller ej.”

“Men er det ikke bittert, hvis du ikke kommer med?”

“Altså jeg vil jo mega gerne køre, men jeg har også forståelse for, at de prioriterer belgierne, når nu løbet starter i Belgien. Jeg ville også blive skuffet, hvis ikke jeg bliver prioriteret, når der er start i Danmark. Jeg ved, at holdet ikke forbigår mig, fordi de ikke tror på mig. De ved, at jeg er en af de stærkeste i feltet, når jeg melder mig klar.”

Asgreen skal køre er serie hurtige intervaller “for at åbne benene”. Så hurtige, at jeg kan glemme alt om at gå med på hjul – og jeg kan imens føre med Kragh (som skal køre østtyskertræning i dag) – med beskedne 35 km/t. Han er mere gentleman end sin træningskammerat, tager hensyn og hyggesnakker om, hvor stor forskel der er fra Continental til WorldTour.

Men så venter skærsilden lige om hjørnet. Hullerne havde Asgreens mentor, Christian Poulsen, kaldt dem. Blue Horse-bakken er den første. Kragh lægger pres på pedalerne nede fra bunden og er på stort blad. Min puls katapulteres op i rødt felt. Halvvejs oppe foreslår jeg Asgreen, at han bare kører op og venter på toppen, men svinet svarer iskoldt og med hvilepuls, at han skam bliver hos sin gæst. Satans.

Så farer vi op og ned ad de skide “huller”, til jeg ikke ved, hvad jeg selv hedder, og indtil Asgreen kigger overbærende på mig og siger, at nu må jeg lige stramme mig an, for det er den sidste bakke inden kaffen.

Da vi runder sidste bakketop, får jeg lyst til at banke Kragh, da han siger til Asgreen: “Tænk hvor heldige vi er at have verdens bedste job og kunne køre her og nyde sådan en tur.”

Det er Kragh, der kender Bindeballe Købmandsgård. Der er meget hyggeligt. Et stort bord er der derinde, med mange forskellige kager, ostemadder og smørrebrød. Og der er også mange slags kaffe og forskellige varianter af madam Blå. Men ingen betjening. Man tager, hvad man skal bruge og betaler med MobilePay. Det er jysk tillid til medmennesker. Konceptet ville aldrig se dagens lys på Sjælland.

Det er turens højdepunkt at sidde der med ostemad og kaffe og de to Worldtour-ryttere, som er par dejlige knægte, altså når de ikke sidder på cyklen. De sidder og taler om deres tid under Riis på Virtu. Kragh viser endnu engang omsorg for pensionisten og betaler gildet.

Hvor langt er der hjem?, spørger jeg. “Vi skal sgu ikke hjem. Der mangler halvanden time”, svarer Asgreen. Humøret falder. Havde håbet, de værste pinsler var ovre.

Klik, klik, klik. 16…15,…14…13. Bødlernes elektroniske Dura Ace-bagskiftere flytter med ca. tre sekunders mellemrum kæden en tand mere ud mod konussen, hver gang vi har rundet en bakketop eller et skarpt sving. Det er næsten det værste, denne hårde progressive acceleration lige på de steder, hvor jeg i forvejen er i rødt felt. De kyler cyklen rundt i alle sving på de halvvåde veje, og jeg indser, hvor rusten jeg er blevet. Jeg må kompensere med kræfter, jeg ikke har.

Højre, venstre, op, ned. Det går edderbroderme stærkt. Min hals er tør som Atacama-ørkenen, og mine briller er så tilsaltede, at jeg ikke kan se vejen tydeligt, men jeg kan ikke slippe rattet uden at blive læsset. Det ligger fast. På en smal vej gennem et stykke skov kommer et lastvogntog hensynsløst brølende mod os. Der er næsten ikke plads, og Kragh må ind bag Asgreen. Med mit ringe udsyn sigter jeg efter Renson-logoet på Sunweb-bukserne foran mig og håber, at jeg kan finde den smalle korridor mellem toget og asfaltkanten. Den kunne være gået galt.

Vi rejser gennem Ronde Van Vlaanderen-agtige veje med +45 km/t. Mit åndedræt er tungt som udslippet fra en skorsten med åbent spjæld på en John Deere-traktor i en våd pløjemark. Kragh er gået ned i æggestilling og sidder i 13’eren. Asgreen sidder i grebene, men nu med god inklination i albuerne, som når han skal lukke et udbrud for Viviani. Hans aktion er vidunderligt smuk og flydende. Det kan jeg se – og endda nyde. Jeg holder fast med det sorte af neglene og kommer i tåger til at tænke på den lange stykke betonhovedvej i E3 Harelbeke i 1978, da jeg sad inde i gruset i 20 km på nippet til at blive sat, mens Sean Kelly vred gashåndtaget i bund på sin røde Flandria oppe foran.

Så kommer der endnu en stigning. Halvvejs oppe råber jeg “gruppetto”.

“Tag dig nu sammen, det er den sidste. Vi er i Kolding,” siger Asgreen.

Jeg zig-zagger og er ligeglad med, hvad han siger. Og også ligeglad med alt andet.

Da vi ankommer til Casa Asgreen, kan jeg se i køkkenvinduet, at min hjelm og mine briller sidder skævt, og at mine løse ærmer hænger nede om underarmene. Jeg tror, jeg skal kaste op.

De næste fem minutter drikker jeg to liter af Kolding Kommunes karske kildevand – tappet fra hanen i Asgreens køkken.

“Skal jeg ikke lave os en omelet”, spørger han. Jeg har kvalme, men siger alligevel ja tak, inden jeg tager et brusebad.

FROKOST
Asgreen er en god vært, der ikke alene sørger for at smadre sine gæster, men også for at genopbygge dem. Han laver to gode omeletter, og vi sidder på barstole i køkkenet og spiser. Og så han laver to cappuccini med et flot hjerte i skummet. Jeg begynder så småt at føle mig som menneske igen og tænker, at Asgreen måske alligevel på bunden er et sympatisk gemyt. Min interviewblok, som jeg tog hul på, da jeg besøgte Valgren hjemme i Monaco sidste år, kommer frem.

INTERVIEWET

Hvordan gik det egentlig til, at du kom i kontakt med Quick-Step?

“Jeg havde snakket med Patrick Lefevere i 2017, men der kom ikke rigtigt noget ud af det, så jeg lavede kontrakt med Virtu, og så i januar fik Brian Holm Patrick overbevist om, at jeg skulle med på deres træningslejr. Det kom der ingen kontrakt ud af, så jeg tog tilbage til Virtu, hvor jeg blev nummer seks i Trofeo Laigueglia. Men så blev Jungels kørt ned, én fik en diskusprolaps og Gaviria brækkede hånden, og så var de pludselig i ryttermangel og skulle ansætte en ny mand. Og det blev så mig.”

Hvordan foregik det?

“Jeg kørte Normandiet Rundt med Virtu, da jeg efter tredje etape fik besked fra Patrick, at vi havde en aftale, hvis jeg ville. Så lånte jeg en af vores servicebiler og kørte op til Service Course i Belgien og skrev under og fik udleveret tøj og cykler og kufferter og så videre. Dagen efter var jeg hos Vermarck og blev målt op i hoved og røv til det rigtige tøj og så tilbage til Virtu. For dem var mit sidste løb så Tour de Limburg. Og så om onsdagen debuterede jeg for Quick-Step i Scheldepreis.”

Er Lefevre egentlig med ude til løbene?

“Nej, kun til de store løb. Klassikere, Paris-Nice, Giroen, Touren og sådan noget. Så kører han rundt med nogle VIP’er og snakker med folk. Han går ikke ind over sportsdirektørerne arbejde.”

Når man sidder og ser dig på TV, så synes jeg, at du træder nogle monsterveksler (Asgreen griner). Er det med gear noget, du tænker eller har en plan med?”

“Nej, overhovedet ikke. Jeg kører bare i det gear, jeg synes falder mig mest naturligt.”

Du tænker aldrig, at nu må jeg sgu lige spare benene lidt?

“Jeg kan da godt sidde og skifte lidt rundt i det, men jeg synes jo, at jeg sidder og spoler med 95 omdrejninger. Det er der andre, der synes, er en lav kadence. Andre gange sidder jeg med 70 i kadence. Men det er ikke noget, jeg går op i. Jeg træder bare.”

Hvordan på enkeltstarter?

“Tjah, det ligger den på 95, måske 100. I holdløb er den lidt højere, og så skifter jeg lidt ned, når jeg sidder på hjul”

Eksperimenterer du med pedalarmslængder?

“Jeg har kørt 175 mm, siden jeg var andenårs U17.”

Hvad med position?

“Jo, der har jeg eksperimenteret, især på enkeltstartscyklen, men ikke så meget på landevejscyklen, hvor der kun har været lidt med sadelvinkel og klamper, ellers har den været det samme i mange, mange år. På enkeltstartscyklen er der jo noget mere at lege med, ik.”

Hvad har du gjort?

“Altså, da jeg kom til Quick-Step, havde de fået udviklet et rigtig godt test set-up. Men det viste sig, at det jeg kom med fra før, og som aldrig var blevet testet i vindtunnel eller på en bane, det var der ikke meget, der kunne forbedres ved. Jeg havde selv fundet en rigtig, rigtig hurtig position, og det er minimalt, hvad vi har kunnet forbedre. Nærmest ingenting. Lidt på komfort. Men det er jo sjovt, at jeg har kunnet lytte mig til en så hurtig position.”

Lytte?

“Ja, når du sidder og lytter efter vinden. Det har jeg altid gjort. Hvis der er vindstøj, så er det fordi, der er noget turbulens. Hvis der er stille, når du kører 50 km/t, så er det fordi, du har et rent airflow. Sådan har jeg selv arbejdet mig frem til at være hurtig. Man kan komme langt med at lytte, ha ha ha.”

Hvad med træningslejre. Er det noget du kan lide?

“Ja, jeg kan godt lide at være afsted med holdet, både til træningslejre og løb. Jeg ville sgu kede mig, hvis jeg skulle sidde for meget herhjemme i Kolding. At rejse og at komme rundt, det kan jeg godt lide. Jeg glæder mig altid til at komme i træningslejr. Det gør jeg sgu.”

Nu har du jo lige købt det her dejlige hus. Har du haft i overvejelse at købe noget i udlandet?

“Ja, efter sidste sæson overvejede jeg det kraftigt. Belgien og Girona. Mest Belgien. Jeg snakkede meget med Brian Holm om det. Han sagde, at jeg skulle tage en sæson og prøve at blive tæsket i seks uger på brosten, og så se hvor meget Belgien ville hænge mig ud af halsen bagefter.”

Men det er jo ikke sket?

“Nej, men jeg endte med at lytte til ham og at holde fast i nogle af de ting, jeg kender, og som har virket og har skabt en god udvikling hos mig. Hvorfor ændre en masse, når jeg bare bliver bedre og bedre ved at gøre det, jeg plejer?”

Der er mange, der gør en masse nye ting, når de begynder at få succes?

“Ja, netop. Men når jeg nu er blevet bedre og bedre og stadig bliver det ved at træne 25-27 timer om ugen i Danmark, hvorfor så begynde at træne 30 timer et andet sted. Forskellen mellem de bedste og de dårligste ryttere på WorldTour er marginal. At begynde at lægge 5-10% på din træning og ændre bopæl, det er ikke marginaler. Du mister hurtigt kontrollen med det, du laver. Alle kører tæt på grænsen, og jeg tænker at ved bare at skrue op for tingene, der går du bare over grænsen. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men det er min filosofi, at så længe jeg forbedrer mig, så fortsætter jeg med at gøre det samme. Og en af tingene er at bo i Danmark. Da jeg endelig tog den beslutning at købe huset her, så kunne jeg mærke, at det blev jeg glad for. Og så har det hele tiden været et must for mig, at der både økonomisk og organisatorisk skal være plads til, at jeg kan rejse hvorhen jeg vil, når det passer mig. Hvis det er dårligt vejr, eller hvis jeg vil træne i bjerge.”

Regner du så med at blive boende her?

“Det er jo ikke fordi, jeg går og tænker, at nu skal jeg bo her de næste 30 år. Men det er også en investering at købe et hus. Når man nu er begyndt at tjene nogle penge, så kan man jo ligeså godt bruge dem med omtanke. Man ved jo aldrig, hvor længe sådan noget som at køre stærkt på cykel holder. Og så er det jo meget rart, hvis man ikke skal ned og stå på jobcentret dagen efter, men har tid til at tænke over, hvad man nu skal finde på.”

Tror du, at du bliver i cykling efter karrieren?

“Ja, det føler jeg mig sikker på. Hvis jeg kan finde en plads, der passer mig. Og jeg vil altid blive ved med at cykle og nok også at konkurrere. H40, H60, og det hele. Og så stå i teltet og få en bajer og evaluere løbet. Det er sgu da hyggeligt.”

Har du et bud på, hvorfor Deceuninck-Quick Step vinder så meget?

“Mentaliteten. Alle, der kører på det hold, ved, at man kører for hinanden. Og at hvis man hjælper, så får man også selv sin chance, så alle vil gerne ofre sig for hinanden. Bare se i Milano-Sanremo, hvor Gilbert og Stybar sidder og hamrer op ad Poggio for at køre for Alaphilippe. Et løb, som det er Gilbert største drøm at vinde. Han gør det alligevel.

Sidste år sad jeg og talte med Holm om det samme, og jeg fremlagde min egen teori om, at en del af forklaringen på holdets kultur er, at Lefevere hyrer cykelryttere, altså gammeldags cykelryttere, som gerne vil køre væddeløb. Ikke som andre, der hyrer folk med visse tal, som de så mener, man kan gøre det det ene eller det andet ved. Kan du godtage den teori?

“Ja, det kan jeg godt. Nu hørte jeg f.eks., at Team Ineos vil have Campenaerts. Jeg kunne ikke forestille med, at Patrick ville skrive med sådan en ryttertype. Han er en pissegod cykelrytter, men ikke væddeløber på dén måde. Se på Jungels, som nærmest regnes for bjergrytter, men han kan altså godt rette den ud på brostene og i sidevinden, så folk bliver sat fra hjul.”

Bruger i radioen meget på holdet?

“Ja, der er meget snak over radioen, men det meste af det er bare oplysninger. Og sjældent ordrer. Vi aftaler planen på taktikmødet, og så holder vi os til den. Jeg kan ikke komme i tanke om et løb i foråret, hvor vi ikke holdt os til planen.”

Ser du det som en styrke, Quick-Step har?

“Ja. Men de andre giver os jo også lov til at følge vores egen plan, for som regel sidder de jo og venter på, hvad vi gør i de løb. Deres taktik er er at være klar, når vi kører.”

Har rytterne indflydelse på taktikken?

“Ja, kaptajnerne har. Inden taktikmøder har sportsdirektøren været rundt og snakke med kaptajnerne om, hvordan der skal køres. De snakker ikke med mig om det. Jeg får bare at vide, hvad jeg skal. Men de kommer da rundt på værelserne, afleverer løbsbogen og rygnummeret og hører, hvordan man har det, og hvad man tænker. Tag nu min første klassiker i Kuurne. Der var opskriften, at vi skulle køre der, hvor vi har kørt de sidste 15 år. Og det gjorde vi så igen i år. Alle ved det, men alligevel er det der, vi kører, ha ha ha….”

Hvis vi kigger to-tre år tilbage, troede du så, at du ville blive en god klassikerrytter?

“Jeg har i hvert fald altid vidst, at jeg ikke skulle være bjergrytter, ha ha ha. Jeg har altid gerne villet være klassikerrytter.”

Du har ikke set dig primært som enkeltstartsrytter?

“Nej, det har jeg ikke. Jeg har altid syntes, det sjoveste er at køre væddeløb og angribe hinanden. Det er jo det, cykling går ud på. Jeg kan godt lide at køre enkeltstart, men det er absolut det andet, jeg brænder mest for. Nej, udelukkende at være enkeltstartsrytter, det har jeg sgu aldrig haft nogle ambitioner om.”

Nu har du jo prøvet at køre lidt af hvert. Hvilke er dine favoritløb?

“Klassikerne. Helt klart. Brostensklassikerne. Alle sammen, som er i de der seks uger.”

Tror du, at dine karakteristika er mest til Flandern eller Roubaix?

“Hmm, det ved jeg sgu ikke. Hvis du kan vinde den ene, kan du vel også vinde den anden.”

Her holder Asgreen en længere pause, og det er tydeligt, han tænker. Så siger han: “Eller hvis du kan vinde Flandern, kan du også vinde Roubaix. Omvendt er der nok nogle, der er for tunge til Flandern. Stannard f.eks. Han er nok for tung til bakkerne i Flandern.”

Men skulle man ikke tro, at Roubaix næsten var mere ideelt for en tonser som dig?

“Jamen, jeg kan sgu godt lide de bakker i Flandern. Du ved, et par minutter stejlt opad. Det kan jeg godt lide. Det kan jeg sgu.”

Godt lide, ligefrem?

“Jamen altså, det kan jeg. Det er sjovt. Det synes jeg sgu. Da vi kørte recon til Roubaix, lå vi og tonsede på de sværeste stykker med sten, og cyklerne hoppede og dansede. Jeg sad og havde en fest. Stybar kiggede på mig og spurgte, hvad der var så sjovt. Jeg svarede, at jeg syntes, det var skidesjovt at køre på de sten, og at cyklen ikke var til at styre og sådan noget. “Gu’ er det da ej sjovt, det gør jo ondt alle steder” sagde han. ”Nej, det er da mega sjovt.” Så kiggede han på mig, og rystede på hovedet.”

Er din motivation at vinde eller at køre væddeløb?

”Jeg kører, for at det skal være sjovt. For væddeløbet. Tag sådan en etape, som den jeg vinder i Californien. Da jeg angriber, havde jeg jo regnet med at have været sat længe inden. Men det var jeg så ikke. Og så tænkte jeg, at nu ryger jeg nok snart, men så lad os da have det lidt sjovt indtil da. Og så ender det med at jeg alligevel sidder og kører om sejren og endda vinder.”

Er det vigtigere at lave noget spektakulært end at vinde?

“Det ved jeg sgu ikke. Men lad os blive i Californien. Etapen, jeg vinder, der laver jeg ballade, men den sidste etape med det store bjerg i finalen, der har jeg jo siddet og kørt klassement hele ugen, og holdet har hjulpet mig. På næstsidste stigning kører Schachmann op på siden af mig og spørger, om vi skal angribe sammen, og det kribler i mig, og hjernen tænker “ja, for helvede, lad os komme ud og køre noget cykelløb, ikke.” Men jeg ved jo også, at den bedste måde for mig at forsvare min pointtrøje og min tredjeplads, det er at komme til foden af sidste stigning sammen med favoritterne og så køre alt, hvad jeg kan – som en enkeltstart – i de 25 min. til toppen. I den situation kan jeg jo ikke bare sige “jo for helvede, nu kører vi.” Så havde der nok været nogle bitre holdkammerater. Der kan jeg ikke bare køre og more mig, men må tænke professionelt, så det er lidt situationen, der bestemmer, selvom det havde været meget sjovere at køre udefra.”

Med den indstilling er det jo logisk nok, at du foretrækker klassikerne. Touren er jo ikke en garanti for risikobetonet væddeløb?

“Nej, præcis. Jeg synes sådan en bjergetape godt kan være kedelig. Folk kører for at komme op så hurtigt som muligt for at holde fast i et resultat. Den sidste uge sidder folk og kører defensivt for top 10-placeringer. Det kommer der ikke meget væddeløb ud at. Det sker aldrig i klassikerne. Team Sky har prøvet at styre dem, men det har de ikke haft succes med, ha ha ha.”

Hvad med VM?

“Ja, VM er også godt. Alle de spektakulære løb. Både når jeg kører dem, og når jeg ser dem på TV. jeg elsker det. Det er mega fedt. F.eks. i Kuurne-Brussel-Kuurne, mit første brostensløb, kom Terpstra op på siden af mig og spurgte, hvad jeg syntes om at køre brostensklassikere. Så grinede jeg over hele hovedet og sagde, at det var det sjoveste, jeg nogensinde havde prøvet. Han gloede på mig, som om jeg var idiot. Det var fucking sjovt, ha ha ha….”

Jamen vi kommer jo ikke udenom at skulle snakke om den der kaffe, som du er så berømt i pelotonen for. Hvordan startede sådan en lidenskab?

“Det var, da jeg var i Lucca med Brøchner, der i vinteren 15/16. Der begyndte jeg at drikke espresso. Og da jeg så kom hjem, begyndte jeg at købe noget kaffeudstyr, Og så vinteren efter købte jeg min første espressomaskine. Den der står der, købte jeg sidste år.”

Hvad skal der til for at lave en rigtig god kop kaffe?

“Se den kande, der står der. Den afkalker vandet. Kalk gør kaffen bitter. Og så skal du selvfølgelig have noget god kaffe, som skal kværnes rigtigt, så den hverken bliver over- eller underekstraheret. Hvis den er for fin udskiller den for mange kaffepartikler, og kaffen bliver sur. Hvis den er for groft kværnet, bliver den bitter, Og så skal man jo brygge ved den rette temperatur. Det gælder ikke mindst, når man brygger filterkaffe.”

Er der også noget at lege med, når man laver filterkaffe?

“Ja, det er der bestemt. Den kværn der, den er til, når jeg laver filterkaffe. Der er masser at tænke på. En espresso er ca. et bryggeforhold på 1:2, mens filterkaffe er 1:16 ca.

Hvad når du rejser?

“Der har jeg mit rejsekit med. Min termokop, bryggeren og kværnen. Vand får jeg på hotellet. Så temperaturen kan jeg ikke styre. Men man må jo tage nogle valg, Jeg kan jo fandme ikke bruge det halve af pladsen i min kuffert på kaffemaskiner. Til morgenmaden er der jo varmt vand til te-drikkerne.”

Hvad siger de andre til det menageri?

“I starten gloede de lidt, men nu har de vænnet sig til det.”

Kommer de så og spørger, om de må få en kop?

“Jaja, de fleste har været oppe og få en kop.”

Er der bønnepræferencer?

“Ja, jeg har en kammerat, der har et kafferisteri her i Kolding. Det er ham, jeg handler hos. Det sker også, at jeg finder noget spændende i udlandet.”

Hvad er dit bedste sted at stoppe for kaffe på træningsturen?

“Uha, der er mange. Men mit bedste sted må nok være Billund Bageren. Det kan jeg sgu godt lide. Ikke så meget på grund af kaffen, som på grund af kagen, ha ha ha… Rigtig god kaffe, det får jeg herhjemme.”

Stopper I altid?

“Ja, hvis det er mere end 3½ time, så stopper vi næsten altid lige og får noget.”

Det er ved at være seks timer siden, at jeg kom, og det har været en god og lang snak. Jeg siger, at jeg har det, jeg skal bruge og takker for tid og værtskab. Asgreen henter en flaske af sin favoritvin, som han synes jeg skal have med hjem, og han hjælper mig med at skille min cykel ad og få den ned i bagagerummet. Han er nidkær med at arrangere tæppet, så der ikke er noget, der bliver ridset.

”Det var sgu en fornøjelse. Tak for i dag, vi ses snart,” siger han, inden døren lukkes bag ham.

Nu da jeg næsten er kommet mig, forekommer det mig, at han er en rigtig guttermand og et godt selskab.

Næste dag får jeg en SMS fra Kragh: “Tak for i går, Bausager. Det var hyggeligt at have dig med. Du er altid velkommen en anden gang.”

Ja tak, velkommen i helvede. Men jeg er sikker på, at tanken er god nok.

Fotos af Mikkel Würtz

Der er ikke kun midlerne der har ændret dig med tiden, men i meget høj grad også synet på brugen af dem. Både i og udenfor feltet. Det taler vi om.

”I det nye afsnit af Coppis hjulspor taler Per Bausager og Rasmus Løppenthin om doping.

De dykker ned i feltets galoperende amfetaminforbrug i 1960’erne. Og udfolder en bekymret læges kamp for at beskytte rytterne mod dem selv.

Bausager og Løppenthin diskuterer også, hvordan blodfiflerets æra forrykkede hierarkier i feltet.

Og så kårer duoen de 5 største dopingskandaler i cykelsportens historie.”

https://podcasts.apple.com/.../doping-var.../id6790440115...

Det er interessant at se, hvad der sker med en cykelrytter på otte år.

Jeg lavede dette interview med Mads Pedersen i 2018. Prøv selv at forestille dig, hvilke svar der ville være anderledes i dag – og hvilke der ville være nøjagtig de samme.

Der er noget fascinerende ved at læse et portræt, før karrieren for alvor har fundet sin form. Verdensmestertitlen, monumentsejrene og kaptajnsrollen ligger stadig ude i fremtiden. Men meget af mennesket er allerede til stede.

God læselyst.

Af: Per Bausager / Foto: Mikkel Groth

At få en dag sammen med en WorldTour-rytter i sæsonen kræver både goodwill og kalenderakrobatik.

I lang tid har Mads Pedersen fra Trek-Segafredo stået højt på min ønskeseddel til en snak om væddeløb. Det har nu ikke på noget tidspunkt skortet på velvilje fra hans side, men at få dagen i kalenderen har taget lidt tid.

Brikkerne faldt sådan, at en også længe aftalt cykeltur (med kaffe- og kagestop) med Mads P’s træningsmakker og nære ven Jakob Egholm fra Team Waoo kom til at finde sted kun tre dage inden interviewet med Mads, og så var det jo umuligt ikke at komme til at tale om ham.

“Der er ingen som Mads. Han er en fantastisk cykelrytter og en kriger. Når han får et nummer på ryggen, så sker der noget med ham. Han vil vinde, men ikke bare det, han vil vinde på en stor måde. Når han angriber 80 km. ude til DM, så er det ikke, fordi han er dum, men fordi han ikke vil være danmarksmester på kalkulerende og nærig kørsel.”

“Hvordan er han at træne med?”

“Han er en hård banan, men vi har det fedt, når vi træner sammen, selvom der bliver trådt igennem. Han kan træde nogle frygtelige watt og er altid klar til udfordringer.”

“Hvad kan du sige, der kendetegner ham som rytter?”

“F.eks. engang med landsholdet, hvor de skulle køre en test opad en stigning. Her blev Mads sidst. Dagen efter skulle de køre cykelløb på stigningen, og det vandt han.”

“Inspirerer han dig?”

“Ja, jeg er jo tre år yngre end Mads, men vi kender hinanden fra Holbæk Cykle Ring fra helt tilbage i tiden, og vi startede begge med MTB. Men Mads coacher mig og siger: Jakob, du skal sætte dig de største mål, og alt herfra og til det mål er bare en del af den nødvendige rejse,” siger Jakob Egholm.

Samme aften chattede jeg med juniorlandstræner, Michael Berling, og vi kom ind på Mads.

“Mads P. er den mest lirens cykelrytter, jeg har kendt”, skrev han.

Og lige da rytterne var kommet i mål i Geraadsbergen i BinckBank Tour, skrev jeg til Michael Valgren: Sig noget om Mads P., som rytter og som person. Lidt efter tikkede svaret ind:

“Hvis du slår op i ordbogen under “væddeløber”, er definitionen Mads P! Intet mindre. Han ser altid sit snit til at sætte alt på bræt og putte os andre i “The hurt box”.

“Mads er fyldt med humør, og der er ikke noget pis med ham. Han kalder en spade for en spade, og man ved altid, hvor man har ham. Det elsker jeg.”

MØDET PÅ MØRKEREN

Nu er dagen så kommet, hvor vi skal mødes. Jeg har allieret mig med fotograf, Mikkel Groth, og har aftalt at mødes ude ved Mørkemosebjerg, lokalt kaldet “Mørkeren”, så vi kan se den lokation, hvor Mads Pedersen sammen med en kammerat skal åbne en cykelbutik, “Empire Cycling” d. 17. september. Det er i en bygning, der tilhører herregården Sophienholm.

Vi holder på parkeringspladsen, da Trek-Segafredos powerhouse kommer os i møde og straks får mig til at tænke på en romersk gladiator, som han kommer der – iført rød kampuniform og matchende stridsvogn med skiver og høje carbonhjul. Rød er jo farven for planeten Mars, der symboliseres af et skjold og en hjelm – altså soldaten – og siges at betyde effektivitet, når planeternes indbyrdes stilling står gunstigt, og krig, når de står ugunstigt. Hvordan de står i dag, ved jeg ikke, men den rødklædte kriger ligner absolut ikke en, man vil slippe godt fra at krydse klinger med i terrænet heromkring.

Vi følger ham nogle hundrede meter, indtil han ved en bygning klikker ud af pedalerne. Han giver os hånden, smiler og udstråler den selvtillidsfulde energi, der synes at være hans livsledsager, og som ikke er helt almindelig hos en 22-årig. Så låser han en dør op og viser os lokalet, hvor butikken skal være.

“Her ser ud ad helvede til. Nu har han også kun en uge til at hente sit lort, så vi kan få det fikset op, og få nogle varer ind.”

“Skal det også være en café?”, vil jeg vide.

“Altså der kommer en kaffemaskine – jeg kører jo for Segafredo – og et køleskab med drikkevarer. Kager kan vi ikke byde på, ha ha. Og så skal vi handle varer, som vi bruger på cykelholdet. De synes, det er sjovt, at en af rytterne vil åbne en butik med deres varer. Det er også noget, der skal hænge sammen med min kontrakt. Jeg kunne jo ikke sælge Storck-cykler f.eks.”

“Hvorfor gør du det?”

“Først og fremmest for min far. Han har et hårdt job som vognmand og trænger til noget nemmere. Og nu, hvor jeg er begyndt at tjene lidt penge, syntes jeg, vi skulle lave noget sammen, og så er det naturligste jo en cykelbutik. Nu må vi se, nu starter vi herude, og så kan det være, vi flytter til Tølløse om et par år. Det skal ikke være noget stort, bare hyggeligt og god service og et kanon værksted. Tim er en af landets dygtigste mekanikere.”

Jeg kigger på ham og på forbindingen på hans knæ: “Du tog lige en røvtur i BinckBank?”

“Ja, jeg gik sgu i asfalten, men kom op igen og kunne heldigvis være med til at lave nummeret i chikanen, så Stuyven vandt. Det var for fedt. Det er sjældent, det lykkes, men det er fordi, dem, der slipper hjulet som regel bremser for meget, så de aner uråd med det samme bagved og kører forbi. Men så blev jeg taget ud til næste etape, fordi jeg havde fået en lille hjernerystelse, så jeg har måtte holde mig i ro nogle dage. Og det dur jeg ikke til.”

“Vis os nogle af dine bedste træningssteder, siger jeg”

Det skal man ikke sige to gange til Mads P., og fem minutter efter står vi på toppen af Mørkeren og kigger ud over Igelsø.

“Hold kæft, hvor har jeg kørt her mange gange. Jeg startede som 7-årig, og den runde herude var det eneste sted, jeg måtte køre for min far. Og så har jeg kørt her siden. Men lad os køre til Åstrupbakken, for der har jeg kørt endnu mere. Men på vejen kan vi lige køre ind i Tølløse og se, hvor jeg er vokset op.

SCOOTER-RUNDEN

På rullen af Mads Pedersen føres vi til vognmandens murstensvilla, som ligger midt i Tølløse. Så det er her, han er vokset op sammen med sine to brødre og sin far og mor. Og herfra han er trillet ud på sin MTB som 7-årig. Han fortæller om, hvordan der blev kørt race rundt om kvarteret på asfalt og græs, og om hvordan hans far trænede ham, indtil han var andetårs-junior. Her sagde sønnike tak for samarbejdet. “Når man når en vis alder, skal man videre”, siger han som forklaring på trænerfyringen.

Jeg roser den afsindigt flotte røde Trek-racer.

“Ja, den er pisselirens, men det koster 400 gr. lak at lave den farve, og den vægt ville jeg gerne undvære. De siger den røde farve sælger cykler, og jeg siger til dem, at den nok sælger flere cykler, end den vinder nogle cykelløb.”

“Går du meget op i grej?”

“Rigtig meget. Det har jeg altid gjort. Cyklen skal være lirens at se på. Mine cykler er altid rene, og jeg gider slet ikke aluhjul. Og på sådan en her skal der være højprofil – også til træning. Der er ikke noget at rafle om.”

Så kører vi til Åstrup Klosterbakke, som regnes for at være den værste i området, fordi den er stejl, og fordi man ikke kan komme ind på den med fart. Men den belønner anstrengelsen med et generøst panorama, hvis man ellers har energi til at vende sig, når man når toppen. Mads er kåd her på sin hjemmebane og laver en wheelie, næsten ind i hovedet på fotografen, som er nede i æggestilling midt på vejen og uforberedt på angrebet.

“Jeg elsker at køre på de her veje, når jeg er hjemme. Jeg kan ikke blive træt af dem. Egholm og mig kører også tit Nyby-runden, som er Algestrupbakken, Nyby, Gl. Tølløse, Tjørnede. Vi kører efter scooter. Jeg har kørt den med 58,5 km/t i snit. Pappa P. kører scooteren, og han er fandme et svin. Han giver den gas, indtil jeg eksploderer.”

“Hvor stærkt kan den køre?”

“92 km/t, og nu vil han have en, der er hurtigere, men han har fået at vide, at så kan han købe den selv. Der er en skiltespurt nede sydpå med medløb, hvor han køre med håndtaget i bund, og jeg angriber ham, men når jeg kommer ud i vinden i den fart, når jeg kun til hans fødder, inden jeg springer i luften”.

Mads P. griber om sadelpinden på Trekmonsteret. “Prøv at tænke dig, da jeg var 12 år, slæbte jeg ham opad denne her bakke, mens han holdt fast her. En 12-årig, der slæber 100 kg. op ad den her bakke. Jeg har også sagt til ham, at når han bliver gammel og sidder i kørestol og ikke kan gøre modstand, så får han et par på lampen for alt det, han har pint mig.”

“Jamen, går han decideret efter at slagte dig? Er det en slags cykelløb mellem jer, bare hvor han har en scooter i stedet for en cykel?”

“Ja, som jeg sagde før, han er et svin. Han saver mig i småstykker, når han kan.”

“Hvor langt kører du?”

“I ugen op til Danmark Rundt var der en dag, hvor jeg havde været ude siden klokken 6. Og så opdagede jeg, at jeg havde kørt 280 km. Og så tænkte jeg, at jeg kører fandme ikke så langt uden at køre over 300, og så sluttede jeg med en time efter scooter. Det var en hård dag. Det var mens, det var 30 grader.”

DEN DANSKE VEJ

Vi bliver enige om at køre hjem til Mads, så han kan skifte til civil, og vi kan tale over en frokost i golfklubben, der ligger et stenkast væk (hvis man altså er verdensmester i stenkast).

“Ja, jeg har jo måtte flytte til Lejre, fordi min kæreste er herfra disse kanter. Jeg kunne have fået et palads med pool i Tølløse for samme penge. Men det går jo ikke, at hun ikke er tæt på sine venner og familie, når jeg er så meget væk.

Mads P. laver en lynomklædning, mens han i underbukser prøver at sælge fotografen en pink Trek-ramme i str. 56. “Du kan få en hjelm med i samme farve”. Den nybagte potentielle Trek-ejer er fanget på det gale ben af det overrumplende tilbud og er hverken sikker på, om størrelse eller farve passer ham, og eftersom Mads P. ikke er nogen tålmodig mand, gider han ikke vente en på at en sådan en sløv stodder skal overveje det indlysende kongetilbud, og han er selv videre i teksten, mens Mikkel Groth endnu studerer rammen.

“Nu skal min kæreste også stoppe med sit arbejde og hjælpe med regnskab i cykelbutikken. Så bliver der frihed til, at hun kan rejse med mig. Til januar har Styuven og mig lejet et hus lige udenfor Palma, hvor vi går i træningslejr, så kan hun komme med derned”, siger han, mens han stikker det ene af sine klassikerben i sine lange bukser.

“Er Stuyven og dig blevet bedste venner?”

“Ja, det synes jeg. Vi har den samme måde at køre cykelløb på og samme humor. Og vi skal jo også være i form til de samme løb, så det passer fint.”

“Hvordan kan I være så gode venner, når I har de samme mål?”

“Da jeg så hvor ægte glad Jasper blev da jeg blev nummer to i Flandern, selvom han selv havde trænet til det løb i tre måneder, forstod jeg, at han er en mand der er værd at opbygge et venskab og et samarbejde med.”

“Du bruger ikke højdetræningslejr?”

“Nej, men jeg har et ilttelt”. Han viser os et apparat, og hvor han stiller det i sit soveværelse.

“Min kæreste vil ikke ligge i det sammen med mig. Så må vi rykke sengen herhen, og så ligger jeg her i iltteltet.”

“Så får i da heller ikke børn”

“Nej, det skal vi heller ikke nu, ha ha.”

“Valverde bruger heller ikke højdetræning.”

“Du kan ikke sammenligne Valverde, og hvad han gør med nogen som helst anden. Den mand er bare så lirens og har så megen klasse, at man tror, det er løgn. Ved siden af Valverde er Sagan bare en pauseklovn. Jeg vædder en god middag på, at Sagan stopper, når han ikke har vundet de næste to VM’er. Valverde er noget andet. En ægte væddeløber.”

Mens Mads P. har givet sin utvetydige mening til kende om verdens to største allroundere, har han formået simultant at iføre sig et par marineblå bukser, et par sneeks, der ser ud til at have ligget i æsken indtil i dag, og en hvid skjorte, der matcher den BMW X6, som holder uden for døren, og som nu skal ud på en lille køretur op igennem Europas længste allé – Ledreborg – inden den parkeres ved golfklubbens hovedsæde oppe for enden. Undervejs kører vi langs Lejre Å, der hvor vikingerne i gamle dage sejlede ud fra for at udplyndre englænderne.

Lejres eneste tilbageværende viking bestiller en Cæsarsalat “for det ved man, hvad er” og en vand med bobler.

“På holdet ville de til at fortælle os, hvad og hvornår vi skulle spise. Der satte klassikerfolkene hælene i. Vi sagde, at vi selv tager beslutning om, hvad vi spiser, og hvornår vi spiser, og at det ikke var til diskussion. Så gav de sig, og nu er det kun Grand Tour-rytterne, der bliver kontrolleret, haha. Jeg er lykkelig for at vide, jeg aldrig skal være Grand Tour-rytter. De kører jo næsten aldrig cykelløb, og for mig er den eneste grund til at træne solen sort, at jeg elsker at have nummer på ryggen og at køre væddeløb. Alt det pis de døjer med. Der er sådan en mand som Gilbert lirens. Han bunder lige tre liter bajer efter Flandern Rundt.”

“Synes de andre, at du er en rebel?”

“Det ved jeg ikke. Men jeg fik da Kim Rokkjær – vores danske kok – til at lave frikadeller med sovs og kartofler under Giroen. Alle sammen elskede det. Man skal sgu da have noget indenbords, når man brænder 5000-7000 kcal om dagen. Ja, i Flandern Rundt brændte jeg 8000 af, men der var også stram kæde det meste af dagen.”

“Hvordan oplevede du den dag?”

“Hvis du ser mig, da jeg stadig har Langeveld og van Baarle med, der sidder de jo og ligner nogle med to fingre i næsen, og jeg ligner en, der skulle have været skudt i går. Men det endte alligevel med, at det var dem, der gik kolde.”

“Og så sad du alene i en evighed.”

“Ja, jeg havde jo regnet med at blive hentet af favoritgruppen inden Paterberg, men jeg holdt den i gang, og så råbte de i radioen, at Sagan var stukket og på vej op til mig. Jeg var sgu færdig der, men jeg tænkte, at det skulle være løgn, og så lagde jeg lidt på. Eller jeg ved ikke, om jeg øgede i virkeligheden, eller om det kun var oppe i hovedet, men han kom i hvert fald ikke op, og derfra råbte og skreg de fra bilen, at jeg bare skulle træde med alt indtil stregen.”

“Hvad tænkte du, da du kom ind og var blevet nr. 2 i Ronde van Vlaanderen?”

“Ingenting. Jeg var totalt tom. Jeg fattede ingenting. Det var faktisk først dagen efter, at det gik op for mig, hvor stort det var. Også fordi alle, ryttere og presse, var så fulde af beundring for den måde, jeg havde gjort det på. Men så gik det jo amok med forventninger om, at jeg nærmest skulle vinde Paris-Roubaix ugen efter. Det var træls. Jeg bevarede selv benene på jorden, og folk på holdet hjalp også med at dæmpe forventningerne. Når du er 22 år er det kæmpestort at køre sådan bare én gang. Hvis du har talentet, kan du måske gøre det næsten hver gang, når du er 25.”

Jeg kigger på Mads P., mens han gør det af med Cæsarsalaten. Han er en usædvanlig størrelse. På samme tid propfuld af selvtillid og troen på, at alt er muligt og i besiddelse af en meget stringent realisme. Der er intet opblæst ved ham. Han udstråler bare sundhed, tro på tingene, frygtløshed og godt humør.

“Hvorfor har du valgt at bo i Danmark?”

“Fordi jeg gerne vil have, at min kæreste skal have et godt dagligt liv, og jeg vil også gerne selv se mine kammerater og min familie, når jeg ikke kører løb.”

“Betyder klimaet ikke noget?”

“Næ, jeg er jo klassikermand og skal vinde cykelløb i lortevejr. Så kan man jo lige så godt vænne sig til det under træning. Og står Danmark under sne, så kan jeg hurtigt flyve sydpå.”

“Træner du altid efter program?

“Oftest, men ikke altid. Jakob og mig kan godt finde på at skulke fra planen og i stedet køre væddeløb og prøve at slagte hinanden og køre skiltespurter. Så må vi tage skideballen fra vores træner, André Steensen bagefter.”

“Studerer du watt.”

“Ja, under træning. Men ikke under løb. Jeg kan jo ikke sidde og glo på watt og sige til mig selv, at jeg ikke må køre mere end 510 watt, hvis der skal 520 til at gå med, når toget kører. Men jeg har måleren på, så kan André analysere på tallene bagefter.”

“Egholm siger, der bor en djævel i dig, som kommer frem en gang imellem.”

For første gang i dag, tager det lidt tid for Mads P. at svare. Det er tydeligvis et spørgsmål, der rammer indenfor vesten, og han smiler nærmest lidt forlegent, da han endelig svarer:

“Ja, det er nok rigtigt. Der er nok en djævel. Når den kommer frem, så kender jeg kun en vej, og det er min egen. Så er jeg ligeglad hvem det er, så kan de pakke sammen”

“Opbygger du vrede på dine modstandere, så det er et brændstof?

“Nej, jeg er ikke vred på nogen. Det kan jeg ikke genkende, men jeg vil gerne give dem en justering.”

Jeg tænker, at det ikke går an at trykke mere på den knap. Jeg vil helst ikke konfronteres med djævelen og risikere en tackling, som den Lampaert fik, så jeg fortsætter med et mere ufarligt emne:

“Hvad ville du spise en typisk dag herhjemme?”

“Jeg er begyndt at spise havregryn med sødmælk om morgenen. Vores læge siger, at det booster forbrændingen. Og pasta eller ris og kylling til frokost og almindelig dansk mad om aftenen. Det kunne være en hakkedreng. Og jeg holder mig heller ikke for fin til en klat sovs, haha. Man får sgu rigeligt med ris og tør kylling, når man er ude.”

“Har du fokus på vægten?”

“Ikke så meget. Jeg mener, at når du træner, som jeg gør, og spiser fornuftigt, så skrider det jo ikke helt. Jeg er sgu ligeglad, om jeg vejer 74,9 eller 75,1. Men jeg har jo stadig hvalpefedt på kinderne og på lårene. Der er ikke noget at gøre. Jeg må vente på at blive ældre, så forsvinder det.”

“Lægger du meget mærke til naturen, når du træner?”

“Nej, jeg lægger faktisk ikke mærke til, hvordan der ser ud, når jeg træder…. Eller måske lidt alligevel, for hvis jeg har cyklet inde ved København, kan jeg godt tænke: Hold kæft, hvor er vi heldige med landskabet herude.”

“Hvad med radioen, bruger du den?”

“Næ, ikke så meget. Jeg bruger mere at råbe til dem, jeg sidder med. Kan ikke sidde og rode med elektronik, mens jeg kører med fuld hammer.”

“Men gør du det, de siger i radioen, du skal gøre?”

“Ikke altid. De ved jo ikke, hvordan forholdene er i feltet. Jeg gør det, jeg synes, er rigtigt, og nogle gange siger jeg til bilen, at jeg synes, vi skal gøre noget andet i stedet, og det lader de mig som regel gøre. Det vigtige er jo, at vi ryttere er enige om, hvad vi gør.”

VALVERDE, BOONEN OG DRØMMEN OM ROUBAIX,

“Du træder nogle giga veksler. Er det noget, du må høre for?”

“Ja, det er det. Kim Andersen ringer af og til og siger, at nu må jeg fandme lære at få de piber rundt. Og min træner er også efter mig, når han kan se, at jeg har kørt seks timer med en kadence på 75. Men jeg er også enig. Jeg skal træne i det, og det gør jeg også. Mine enkeltstarter er blevet bedre af, at jeg har lært at køre med 100 i kadence.”

“Hvad er dit drømmeløb?”

“Ingen tvivl, det er Paris-Roubaix. Det er unikt. Bare navnene på de klassiske steder. Det er ikke noget andet løb, der så vigtigt. Og en rigtig led gang tons. Fra Arenberg og hjem er det bare fuld skrue. 2½ time med 380 watt. Det løb skal jeg vinde en dag. Men det er meget svært.”

“Hvad med positionskampe?”

“Der kan de bare komme an. Jeg skal nok få min plads, og jeg slås, indtil jeg sidder der, hvor jeg vil. Der er også nogle, der ikke kan lide mig, fordi jeg er hård der. Lampaert er sur på mig. Han tror, han er en stor stjerne, og at han skal have plads. Han prøvede at flytte mig i foråret. Så fik han en tackling ud i grøften og bagefter besked på, at han skal finde nogle andre at slås med end mig, hvis ikke han vil ende ude i marken.”

“Har du af og til problemer på grund af din direkte facon?”

“Det synes jeg ikke. Det er ikke noget, jeg tænker over. Jeg siger ikke noget, som jeg ikke er klar til at stå på mål for. Min far har lært mig at kalde en spade for en spade, og at folk, der har det svært med det, er dem, der ikke selv har rent mel i posen.”

“Hvem er den mest lirens rytter i feltet”?

“Uden tvivl Valverde. Alt, hvad den mand laver, er lirens, Hans måde at køre på, hans position, den måde han ser ud på. Havde man en femtedel af hans palmares, så havde man en stor karriere. Ham er der heller ingen, der prøver at flytte.”

“Hvem har været dit forbillede?”

“Det har Tom Boonen, og jeg er glad for, at jeg nåede at køre med ham. Cancellara er også deroppe, men jeg synes, Boonen er lidt mere classy. Han er mit forbillede.”

“Siden jeg begyndte at følge dig, har jeg tænkt på dig som en moderne udgave af Bernard Hinault. En der træder veksler, stikker 80 km. ude, træner derhjemme i frostvejr og gerne tager en omvej for at komme op og slås”.

“Ha ha, det ved jeg sgu ikke, om jeg er som ham.”

”Cyrille Guimard sagde om ham: Jeg tror ikke, Bernard kører cykelløb for at vinde, men for at få en lejlighed til at smadre andre.”

“Ha ha ha, altså jeg vil rigtigt gerne vinde. Men jeg må da indrømme, at jeg ikke ved noget bedre end at dreje gashåndtaget, når jeg kan se, de andre har det ad helvede til.”

Jeg sidder og tænker, at folk, der er så svarparate som frysetonseren fra Lejre, ofte er overfladiske og ureflekterede, men det er han ikke. Han er hele tiden intens i sin opmærksomhed og i øjenkontakten. De ting, han taler om, ligger ham på sinde, og han vil gerne være præcis. Hvis han kan fornemme, at jeg ikke helt har forstået hans nuancer, så er han omhyggelig med at præcisere, hvad det er han mener.

DET NYE KULD

“Sig det, der falder dig ind om Valgren.”

“Michael er jo en fantastisk cykelrytter, og jeg misunder ham hans lækre tråd. Han er altid oven på gearet, og han får alt til at se legende let ud. Men tag ikke fejl, han har en stålvilje og stor selvtillid. Da Valverde rykkede i Amstel, og de kun sad Alaphillipe, Sagan og Michael, så vil jeg vædde på, at Michael sagde til sig selv, at han ville vinde i dag, selvom han havde det ad helvede til. Det har han jo stadig haft, både da han rykkede lidt efter, og Sagan kørte ham ind, og da han rykkede definitivt kun en km. senere.”

“Og Kragh?”

“Der kan jeg gøre kort. Søren er en stodder på en cykel. Han kan det hele, også teknisk. Han er sådan en rigtig lille indebrændt bitterrøv. Når han blev interviewet under Touren, kunne jeg se det fem-seks gange, fordi man bare kan se, hvor indebrændt og tosset han er over at skulle svare på nogle af de spørgsmål. Og selvom vi har kørt på hold sammen siden junior, kan han finde på at køre lige forbi mig i feltet uden at hilse. Så haler jeg ham lige tilbage i lommen og spørger, om man nu ikke kan hilse mere. Og så siger han: “jamen hej så”. Jeg er vild med Søren.”

“Når nu vi taler om Søren, mener du så, at hans bror, Asbjørn har samme potentiale?”

“Ja, Asbjørn har samme klasse, men har af forskellige årsager ikke lige fundet vej gennem nåleøjet. Men han har niveauet. Og det samme vil jeg sige om Alexander Kamp, der også kører pissestærkt.”

“Ja, han er en cool cykelrytter.”

“Jeg vil sige, at Kamp er cool på alle parametre.”

“Og hvad med Cort?”

“Magnus er en klasserytter og en vinder. Jeg synes ikke altid, han har været en team-player, men det er blevet bedre. Men det er en del af ham at søge egne veje for at opsøge sejrene. Du ser også, at Magnus næsten altid er first mover i en finale. Han venter ikke på, at andre tager initiativet fra ham, eller at han ender på mellemhånd. Se bare den etape, han vandt i Touren, hvordan han vidste, at han skulle afsted, inden Valgren kørte. Det er sådan, han kører cykelløb. Jeg har det godt med Magnus.”

“Er I jaloux på hinanden?”

“Nej, men vi inspirerer hinanden. Hvis Søren vinder, tænker jeg, at så kan jeg fandme også. Men jeg har det ikke sådan, at jeg hellere så en udlænding vinde end en af den andre. Vi glæder os, hvis en af de andre vinder. Men så vil vi også selv.”

“Nå Mads P., nu skal vi til et obligatorisk indslag: De 10 fra hoften.”

“Hvide eller farvede sokker?”
“Hvide.”

“Åbne eller lukkede ringe?”
“Lukkede.”

Koldt eller varmt vejr?”
“Koldt.”

“Vind eller bakker?”
“Vind.”

“40 eller 60 mm fælge?”
“60 mm.”

“53 eller 55 klinge?”
“55.”

“Flandern eller Roubaix?”
“Roubaix.”

“Enkeltstart eller samlet start?”
“Samlet.”

“Kyssepiger eller ikke kyssepiger?”
“Kyssepiger.”

“Forhjulslir med Valgren eller Mads Würtz?”
“Ha ha, med Valgren, så jeg kan smadre ham, fordi han engang sagde til dig, at jeg var nemmere at få ned bagved end Würtz.”

“Hvad er målet for resten af sæsonen?”
“At vinde et løb mere.”

“Og næste sæson?”
“At lave en præstation på niveau med Flandern Rundt i år.”

Hermed er vi nået til vejs ende med de spørgsmål, som jeg har skrevet ned i min Castelli-notesbog – og alt det andet, der er kommet til af sig selv i løbet af de godt fire timer, vi har været sammen.

Vi går ud i solskinnet og har udsigt over Ledreborg Slot. Jeg takker Mads for hans tid og imødekommenhed, og han giver mig et håndtryk, der får mine knogler til at skabe sig, og siger, det har været hyggeligt. “Du er sgu den første, der skulle skrive noget om mig, der har været med inden for dørene derhjemme. Mit hjem er ellers lukket land for pressen,” er hans afskedssalut, inden han sætter sig ind i den store hvide BMW.

Da jeg kører ned gennem Ledreborg Allé, tænker jeg: Hvem er Mads Pedersen? Jeg har jo talt med ham før, men ikke så længe og så dybt. Der er egentlig ikke noget forandret, siden jeg mødte ham for første gang. What you see is what you get. En mand uden filter. Men fire timers samtale har forvisset mig om, at det som ses ved første øjekast, det holder hele vejen igennem. Ingen forstillelse, ingen politisk korrekthed – eller snarere ingen politik overhovedet – ingen skjulte dagsordener og intet forsøg på at tage sig ud på en bestemt måde. Han er, hvad man i gamle dage kaldte “karl for sin hat”. Og han er det med godt humør – og med stor venlighed. Han er faktisk utrolig sympatisk, og jeg forstår hvorfor alle – eller i hvert fald de fleste – af hans konkurrenter er vilde med ham.

Hvis der bliver krig, så ville jeg være på Mads P’s hold. Så ville der være en til at gå foran, holde humøret højt og kampånden flammende. Og til at nedkæmpe fjenden.

Det ændrede faktisk mit syn på Jonas Vingegaard.

Glyngøre er en enklave. Vingegaardland. Hans kongerige.

Overalt blev der talt om ham. På gadehjørnerne. På bænkene. Til frokost på Limfjordens Hus. Det var, som om hele byen drejede sig om det samme navn.

Jonas. Jonas. Jonas.

Visma-bussen måtte afspærres fordi han var der - så rytterne og mekanikerne kunne gøre sig klar i fred. Der stod en kødrand og spejdede ind i det forjættede land.

Det gjorde også indtryk at se vejene. Små veje gennem et af Danmarks mest afsides egne. Her kører en af verdens største cykelryttere sine intervaller. Ikke omkring Monaco, Giro eller Lugano, men ved Gløngøre, Vridsted og Balling.

Da jeg så ham, kom jeg til at tænke på noget, Agnetha Fältskog fra ABBA engang sagde:

“Jeg havde altid drømt om at blive en lille stjerne. Ikke en stor. Det er alt for meget pres.”

Den kom af sig selv, den erindring.

Da jeg så ham. Ikke på Champs-Élysées med Triunfbuen som baggrund, men i shorts og gummisko på en villavej i Gløngøre.

Jumbo-Visma opdagede et usædvanligt talent og udviklede det til en niveau ingen havde forestillet sig. De havde fået en lærevillig og arbejdsom elev.

Men som jeg så ham der, var han Jonas fra Glyngøre.

Når karrieren en dag er slut, tror jeg, han stå og snakke med de ældre damer i Brugsen og hente en durum henne på grillen.

Mere indviklet, tror jeg ikke, det er