Katapulteret konge

Midt i al sorgen over kong Harald kom der i går et af de små øjeblikke, hvor man simpelthen ikke kan lade være med at trække på smilebåndet - og i min mors tilfælde grine højlydt.

En norsk kongehusekspert på NRK kom til at sige til seerne, at kong Haralds kiste nu var blevet placeret på en »katapult«, hvor den skulle ligge frem til begravelsen.

Jeg går stærkt ud fra, at hun mente en katafalk, som er den forhøjede og ofte smukt udsmykkede platform, en kiste placeres på under højtidelige ceremonier.

Men jeg må indrømme, at der sgu er noget smukt over alternativet med Kong Harald på en romersk katapult, liggende klar til den sidste kongelige afskydning ud over Oslo.

Nytænkende kongeligt, og et godt lille smil-med-lyd-på midt i det triste. Jeg tror den lune kong Harald V ville have grinet højt, ligesom min mor.

Sortefåret bar kisten

Selve båreoverføringen var til gengæld dybt højtidelig og imponerende smuk. Det kan de altså finde ud af, nordmændene.

Med en næsten britisk ceremoniel præcision blev kongens kiste båret fra Den røde Salong gennem nogle af Slottets smukkeste rum og videre til Slottskapellet, hvor kong Harald skal ligge frem til begravelsen, og hvor nordmændene får mulighed for at defilere forbi kisten og tage deres egen sidste afsked med deres konge.

Foran processionen gik hofchefen med kongekronen på en pude, mens Rigssværdet og kongens norske, danske, svenske og britiske ordener fulgte efter. Hoffets ansatte stod espalier gennem salene, og i kapellet blev Kronen og Rigssværdet lagt på kisten.

Men der var én detalje, der rørte mig særligt.

Marius Borg Høiby var med til at bære sin bedstefars kiste.

Familiens sorte får, som har bragt både sig selv og sin familie gennem mere, end nogen familie ønsker at opleve i offentligheden. Men han er også Mette-Marits søn, Haakons stedsøn og et menneske, der voksede op med Harald som sin bedstefar.

At han gik med, bærende kongens kiste sammen med Haralds børn og børnebørn, var derfor et stærkt billede, og for mig lå der næsten et sidste signal fra kong Harald hinsides graven i det:

Du hører stadig til.

Det ligger også smukt i forlængelse af det, kong Haakon VIII sagde i sin første tale som konge:

Jeg blev rørt af synet, for selv det sorteste får har en familie, er elsket af nogen og har selv elsket nogen. Her var det hans »bedstefar«, han bar på sin sidste rejse.

I sorgen er vi alle lige - og lige meget værd.

Harald var en samlende og inkluderende konge. Haakon viser allerede, at han ønsker at videreføre den arv.

Det er med andre ord Jesper-godkjent 🇳🇴👑

Selv om jeg stadig synes, at katapulten havde været et fantastisk sidste kongeligt punktum.

Læs, lyt & se også …

Kreditering:

Jeg benytter mig generelt af følgende redskaber:

1991. Norge er mærket af økonomisk krise med mere end 150.000 arbejdsløse og renter over 14 procent, mens en langt mere alvorlig krise er under opsejling i Mellemøsten.

Saddam Hussein har besat Kuwait, hundredtusinder af soldater står klar, terrorfrygten er nået til Norge, og nordmænd bliver bedt om at forlade Golfen.

Natten til den 17. januar begynder Operation Desert Storm, og for første gang kan almindelige mennesker følge en krig direkte på fjernsynet.

En af dem, der sidder foran skærmen og følger bomberne over Bagdad, er Norges 87-årige kong Olav V.

For Norges aldrende monark er krig ikke noget, man kun kender fra fjernsynet.

Han ved, hvad den gør ved mennesker og nationer, og hvis man vil forstå nordmændenes usædvanligt stærke kærlighed til Olav, må man også forstå den rolle, som først hans far og siden han selv havde spillet under Anden Verdenskrig.

Norge havde lidt hårdt under fem års tysk besættelse.

Kong Haakon VII blev i 1940 selve symbolet på den norske modstand, da han nægtede at bøje sig for de tyske krav og for Quisling.

Kongefamilien måtte flygte, og Kongen og kronprins Olav blev i eksilet levende symboler på et Norge, der var besat, men ikke havde overgivet sig.

Trailer til spillefilmen Kongens Valg (originaltitel Kongens Nei) fra 2016.

Da Olav efter krigen vendte tilbage til Norge, var det derfor ikke bare en kronprins, der kom hjem. Dokumentaren ovenfor viser billederne af ham, da han går i land på Honnørbryggen som forsvarschef efter befrielsen. Jubelen var enorm. Norge var frit, og endnu en gang blev Olav et billede på landets fremtid.

Det var den arv, han bar med sig, da han i 1957 efterfulgte Haakon.

Gennem de næste 33 år blev han folkekongen, respekteret for sin enorme arbejdsdisciplin og sin altid korrekte kongelige fremtræden, men elsket for sin særlige evne til samtidig at virke nærværende og ligefrem.

En lille anekdote i dokumentaren fortæller næsten det hele.

Da nogen i Bergen foreslog, at kongen måske burde have et par folk omkring sig til beskyttelse, svarede han, at det var unødvendigt:

Hele Bergen passede jo på ham.

Det gjorde de på en måde også. Og måske oplevede nordmændene samtidig, at Olav passede på dem.

Da han bliver ramt af et alvorligt slagtilfælde i sommeren 1990, beskriver Aftenposten landet som én lang sygehuskorridor, hvor fire millioner pårørende sidder og venter på nyt.

Det er et meget præcist billede på den særlige følelsesmæssige mekanisme i et arvemonarki. Man kender naturligvis ikke kongen privat, og alligevel bliver han gennem årtier en del af ens eget liv.

Han er på fotografierne fra barndommen, taler til nationen, når noget alvorligt sker, og dukker op ved mærkedage, katastrofer og glædelige begivenheder. Når han har været der længe nok, bliver han også et menneskeligt mål for tiden.

Den 17. januar 1991 har Olav ellers haft en god dag. Stortingspræsident Jo Benkow har besøgt ham på Kongsæteren og oplever kongen som vital og vågen. De spiser frokost sammen, får kaffe og cognac og taler, som de plejede. Da Benkow tager afsked, er ordene omtrent de mest dagligdags, man kan forestille sig:

»Vi ses næste torsdag.«

Det kommer de ikke til.

Efter frokosten sætter Olav sig i sin lænestol og følger krigen på fjernsynet.

Dokumentaren fortæller, at han havde frygtet netop denne udvikling. Han havde selv oplevet en verdenskrig og havde ingen illusioner om de lidelser, en stor krig fører med sig. Senere på dagen fik han et voldsomt hjerteinfarkt.

Kronprins Harald har på det tidspunkt fungeret som regent i ni måneder og overtaget sin syge fars opgaver. Han er 53 år og efter et langt liv som kronprins særdeles godt forberedt på kongegerningen. Men man kan forberede sig på et embede; man kan ikke forberede sig på at miste sin far.

Harald bliver hentet til Kongsæteren, hvor familien efterhånden samles. Planen har været at køre Olav på Rikshospitalet, men Harald spørger, om han ikke helst ville blive hjemme. Han fik kontakt med sin far, der registrerede, at sønnen var kommet:

»Ja, så er du her også.«

Senere sidder Olavs tre børn omkring ham. »Nu er vi samlet,« blev der sagt. Omkring ti minutter senere dør kongen.

I samme øjeblik mister Harald sin far - og bliver Norges konge.

Der er en lille episode fra de følgende minutter, som siger mere om et arveligt monarki end lange statsretlige forklaringer. En af lægerne henvendte sig til Harald som »Deres Majestæt«.

Harald reagerede ikke. »Majestæten« var jo hans far, som lå død ovenpå. Først da Kongens søster gjorde ham opmærksom på det, gik det op for ham, at lægen mente ham.

Det er arvemonarkiets både barske og smukke logik. Et menneske dør, en søn sørger, men kronen kan ikke sørge. Den går videre med det samme. Uden så meget som ét sekunds pause.

Derfor får Harald heller ikke meget tid til bare at være søn. Statsapparatet går i gang, regeringen bliver kaldt til Slottet, og før midnat skal den nye kong Harald V lede et ekstraordinært statsråd og formelt meddele, at hans far var død. Derefter skal han tale til det norske folk.

»Et stort tap og en dyp sorg har rammet oss alle,« sagde han.

Mens de nødvendige konstitutionelle handlinger finder sted inde på Slottet, begynder noget andet udenfor. Folk kommer til Slottsplassen med levende lys. Ingen har organiseret det, og ingen myndighed har bedt nordmændene gøre det. Det opstår spontant, og i løbet af ganske få timer vokser ét enkelt lys til et hav, som bliver vedligeholdt gennem sørgeperioden.

Da Olav dagen efter bliver ført fra Kongsæteren til Slottet, står mennesker stille langs ruten som en spontan æresvagt. På Slottsplassen fortsætter folk med at komme, indtil pladsen er blevet en stor lysende mindelund. Familien beskriver i dokumentaren synet som både fantastisk og dybt rørende.

Jeg tror, at netop lysene fortæller noget vigtigt om de dage.

Nordmændene sørgede naturligvis over en konge, de havde været usædvanligt glade for, men de søgte også sammen på et tidspunkt, hvor verden omkring dem virkede truende. På fjernsynet faldt bomberne over Bagdad, mens levende lys brændte foran det norske slot.

Der var et behov for at udtrykke håb i en dyster verdenssituation, og Olav havde for mange nordmænd været netop en fredskonge og et fredssymbol.

Han var den sidste direkte forbindelse til Haakon VII, krigen, modstandskampen og befrielsen.

Da Olav dør, er det derfor ikke alene et menneske og et statsoverhoved, Norge mister. En hel historisk epoke forsvinder med ham.

Den 30. januar følger Norge ham til graven. Statsoverhoveder fra hele Europa går sammen med familien til kirken. Harald står tilbage med en opgave, der næsten måtte forekomme umulig, for hvordan følger man efter en konge, der gennem et helt liv var blevet så tæt forbundet med selve forestillingen om Norge?

Det fine er, at Olav havde stået med præcis den samme tvivl i 1957. Hvordan skulle han nogensinde kunne efterfølge Haakon VII, kongen fra 1905 og den store nationale samlingsfigur fra krigen? Harald følte det samme efter Olav.

Det er svært ikke at tænke på netop det i disse dage.

Også denne gang sørger Norge over en konge, der har været der så længe, at store dele af befolkningen dårligt kan huske et Norge uden ham.

Også denne gang skal en søn på én gang have lov til at miste sin far og finde sig til rette i den rolle, som i samme øjeblik bliver hans.

Og også denne gang sker det i en verden præget af en uro, der får mange af os til at føle, at noget gammelt er ved at gå i opløsning, uden at vi endnu ved, hvad der skal komme i stedet.

Kongens store tale

Der er en detalje fra dokumentaren om Olavs død, som for mig har fået en helt anden betydning nu.

Haakon fortæller, hvor stærkt et indtryk det gjorde på ham, at hans far kort efter at have mistet Olav kunne stille sig foran det norske folk og holde den tale, han gjorde. Harald havde mistet sin far samme aften, men skulle næsten øjeblikkeligt træde ud af den private sorg og ind i kongegerningen.

Haakon husker, at det imponerede ham, at faderen overhovedet kunne gennemføre det. I går blev det Haakons tur.

Jeg ved naturligvis ikke, om han selv tænkte på sin fars tale fra 1991, da han forberedte sine egne ord til nordmændene. Men det er svært ikke at høre forbindelsen. Og jeg vil gå så langt som til at sige, at Haakon gjorde det endnu bedre.

Ikke fordi Haralds tale dengang manglede noget. Den var enkel, værdig og præcis, som situationen krævede. Men Haakon tog sig mere tid og gav dermed sig selv mulighed for at komme længere omkring.

29.08.26 ⎜H.M. Kong Haakons VIIIs tale til nationen i anledning H.M. kong Harald Vs død:

Resultatet blev efter min mening et retorisk mesterstykke af den sjældne slags, nemlig en tale, der på én gang var en søns farvel til sin far, en ny konges præsentation af sig selv og en erklæring om, hvad monarkiet skal være i den tid, der nu begynder.

Det mest bemærkelsesværdige var måske hans selvbeherskelse.

De store brune øjne tårede ikke til, og den dybe stemme forblev rolig, mens han talte om den far, han havde mistet få timer tidligere. Det virkede ikke følelseskoldt. Tværtimod gjorde kontrollen følelserne stærkere, fordi man hele tiden fornemmede, hvad der blev holdt tilbage.

Kun ét sted knækkede stemmen for alvor, nemlig da han vendte sig mod sin mor og mindede om, at dagen var hendes og Haralds 58-års bryllupsdag. »Gratulerer med bryllupsdagen, kjære mamma.«

I den ene sætning brød den private sorg igennem den kongelige selvkontrol.

Det fuldendte på en måde talen. For resten af den bar præg af en personlig styrke og stoicisme, som Haakon også tidligere har vist, når kongefamilien har været under pres. Han virker som et menneske med en betydelig indre ro og en evne til at stå fast, når det stormer omkring ham.

Det er en egenskab, der lover godt for den opgave, han nu skal udføre udadtil. For Norge og for nordmændene.

Men talen var mere end behersket sorg. Haakon fik også formuleret en egentlig forståelse af kongens opgave. Han placerede sig bevidst i rækken efter Haakon VII, Olav V og Harald V og gjorde samtidig sin fars råd til sit udgangspunkt:

Hver generation må finde sin egen form og gøre tingene på sin egen måde. »Nå er det min tur,« sagde han. Det kunne let være blevet højtideligt på den forkerte måde, men blev i stedet en ganske enkel konstatering af arvemonarkiets væsen. Han overtager ikke sin fars liv. Han overtager hans opgave.

Det er ikke tilfældige høflighedsfraser. De fortæller noget om, hvor Haakon mener, et menneske skal hente sin styrke, når opgaven bliver større end mennesket selv:

Hos dem, man elsker, hos det folk, man tjener - og hos Gud.

Derfor var det også betydningsfuldt, at han overtog det gamle valgsprog Alt for Norge, som både Haakon VII, Olav V og Harald V havde båret før ham. Men han nøjedes ikke med at gentage det. Han forklarede, hvad ordene betyder for ham:

Frihed, ansvar og i yderste konsekvens villigheden til at risikere alt, selv livet, for Norges frihed og selvstændighed. Dermed førte han linjen direkte tilbage til sin tipoldefar Haakon VII og den kongefamilie, der i 1940 nægtede at bøje sig.

Det er måske dét, der gjorde talen så vellykket. Den var personlig uden at blive privat, følelsesfuld uden at blive sentimental og højtidelig uden at blive pompøs.

Haakon sørgede som søn, men talte som konge.

I 1991 sad den unge Haakon og så sin far gøre det samme og undrede sig over, hvordan han kunne.

Nu ved han det. For nu har han selv gjort det.

Måske er det her, arvemonarkiet viser sin særlige styrke. Døden skaber sorg, men ikke et tomrum.

Kronen går videre, mens minderne bliver tilbage.

Den nye konge begynder ikke historien forfra, men træder ind i den.

Dokumentaren slutter med ordene om de uvirkelige vinterdage i 1991:

»Tapet av en konge. Angsten for krig. Vi markerte vendepunktet med samhold og lys.«

Og så begyndte kong Harald V’s tid i Norge.

Nu er også den tid blevet historie.

Følelserne er også stærke denne gang. Det var de også, da Olav sagde farvel i 1991. Og da Haakon VII gik bort.

Historien gentager sig ikke - men i et arvemonarki rimer den på fortiden på en måde, den ikke gør med samme dybde under nogen anden styreform.

Kongen er død. Ja.

Men Kongen lever.

Se, lyt & læs også …

Kreditering:

Jeg benytter mig generelt af følgende redskaber:

Kærlighed ved første blik - og en ikke-skurk

De mødte hinanden i 1959. Ifølge Sonja var der en særlig kontakt med det samme. Harald og Sonja kalder det selv kærlighed ved første blik.

Men dette var ikke bare historien om en ung mand og en ung kvinde, der forelskede sig. Den unge mand var Norges kronprins. Og derfor var kærligheden heller ikke kun deres egen.

Når man ser dokumentaren ovenfor fra 2016, er det i dag let at gøre kong Olav til skurken i fortællingen. For let.

Ni år. Ni lange år gik der, før han gav sit samtykke.

For en konge er et ægteskab ikke kun et ægteskab. Det er også en institutionel handling. Den, som gifter sig med en kommende konge, gifter sig ikke alene med et menneske, men med en opgave, et land, en historie og en pligt, som varer livet ud.

Olav var selv vokset op i en dynastisk verden. Hans eget ægteskab med prinsesse Märtha forenede både kærlighed, dynasti og nationale hensyn. Dokumentaren ovenfor beskriver meget præcist, hvordan ægteskabet mellem Olav og Märtha samtidig varetog dynastiske og nationale interesser.

Han vidste derfor, hvad en fyrstedatter havde fået med hjemmefra, nemlig forståelsen af, at pligten kommer før personen. At man repræsenterer, også når man er træt. At ens hjem aldrig helt er privat. At ens børn ikke alene er ens egne børn. At et helt folk på mærkelig vis flytter med ind i ægteskabet.

Det var den verden, Olav skulle sikre overlevelsen af.

Og vi glemmer, hvor dramatisk spørgsmålet faktisk blev opfattet dengang. Store dele af pressen mente ligefrem, at et borgerligt ægteskab kunne betyde enden på det norske monarki. Senere var skepsissen også betydelig både i regeringen og på Stortinget.

Olav sagde altså ikke nej, fordi han var en følelseskold far. Han tøvede, fordi han var konge.

Og Harald gav på sin side det eneste svar, han kunne give:

Det var et ultimatum - ikke om pligten, men om kærligheden. Og, ja, Harald ultimatiserede den anden af en monarks hovedfunktioner:

Slægtens videreførelse.

Det er dét, der gør historien så stærk, for ingen af mændene var egentlig skurken. Olav kæmpede for kronen. Harald kæmpede for Sonja. Og Sonja gjorde måske det sværeste af alle:

Hun ventede.

I ni år. Det blev hendes første og største duelighedstest. Var kærligheden stærk nok. Var hun stærk nok.

Moderne ni år langt ekko

Der er i øvrigt et mærkeligt historisk ekko i, at der også skulle gå omkring ni år, fra William og Catherine Middleton lærte hinanden at kende, til deres forlovelse blev annonceret. Måske er der noget ved den tid, som ikke kun handler om gammeldags standsbevidsthed, men om at være fuldstændig sikker på, at et menneske forstår, hvad det er for et liv, man inviterer det ind i.

For på ét punkt fik Olav jo ret:

Det betyder noget, hvem en kommende konge gifter sig med.

Den kvinde, han tøvede så længe med at lukke ind i kongehuset, blev et af dets stærkeste kort.

Olavs bekymring realiseret

Det dynastiske spørgsmål forsvandt imidlertid ikke med Sonja. Senere generationer har vist, at en kommende kongelig ægtefælles baggrund, dømmekraft og personlighed ikke er ligegyldig for monarkiet. Og det er måske værd at huske, når vi dømmer Olav med nutidens øjne.

Men i dag er ikke dagen til at rette kritik mod Norges dronning Mette-Marit. Det ville være upassende. Jeg kaster ikke den første sten. Hun er nu Norges dronning. Sådan er dét.

Like it or lump it. Siger jeg.

I dag vil jeg hellere blive ved Harald og Sonja.

For da Olav omsider sagde ja, kunne han meddele Stortinget, at han gav sit samtykke til, at hans “kjære sønn, kronprins Harald” kunne forlove sig med frøken Sonja Haraldsen.

Efter ni år blev det umulige muligt.

Harald fik sin Sonja.

Sonja fik sin Harald.

Og Norge fik sin dronning.

En skikkelig fin TV-serie

Hvis man efter disse dage har lyst til at blive lidt længere i historien om de to, kan jeg varmt anbefale tv-serien Harald & Sonja, som meget fint dramatiserer virkelighedens kærlighedshistorie. Forelskelsen, hemmelighederne, ventetiden, Olavs modstand og de ni år, hvor de ikke vidste, om de nogensinde ville få hinanden.

Den følger dramaturgien i dokumentaren ovenfor ganske præcist (jeg tænker forfatterne har brugt den som research) og kan ses på DR.

Når man ser seriens fire afsnit nu, får den naturligvis en anden klang. For vi kender ikke længere bare slutningen på historien om den unge kronprins og den borgerlige pige, som ventede på hinanden.

Vi kender også slutningen på deres lange liv sammen.

Det umulige blev muligt. Og det holdt. Til døden dem skilte.

Nu begynder et nyt kapitel i den norske kongeslægt. Jeg ønsker det nye kongepar al mulig held og lykke i den store opgave, der ligger foran dem.

Må de for deres egen - og ikke mindst Norges - skyld forstå dens alvor, dens pligt og dens dybde.

Og må de, som Harald og Sonja, aldrig glemme kærligheden midt i det hele.

For størst er jo den.

Med Gud i vold.

Læs, lyt & se også …

I morges døde Kong Harald V.

Han var en konge, der bar Norges krone i mere end 35 år, og som for mange nordmænd efterhånden var blevet noget langt mere grundlæggende end et statsoverhoved.

Harald var del af selve forestillingen om Norge.

»En kammerat og en bedstefar« som en ung, gennem-metalleret venstrefløjser, TV2 talte med i Oslo, udtrykte det.

Jeg har lavet ovenstående lille sammenklip fra Kong Harald og Dronning Sonjas signingsceremoni i Nidarosdomen den 23. juni 1991. Det var min 21-års fødselsdag.

Kongeparret havde selv ønsket at blive signet til deres gerning, og Harald beskrev senere øjeblikket, hvor han knælede samme sted som sin far og farfar, som noget, der gav ham stor styrke.

Dronning Sonjas signingskjole blev i øvrigt designet af den danske modeskaber Erik Mortensen i samarbejde med Anna Bratland, og den blev fremstillet af May Aubert. Kjolen kan i dag ses på Nasjonalmuseet i Oslo.

Der er også noget næsten ‘ægteskabeligt’ over kjolen og billederne. De repræsenterer et løfte mellem kongeparret, Gud, historien og nationen. Et menneske knæler ved alteret, modtager velsignelsen, rejser sig og går ud for at påtage sig en gerning, der først afsluttes med døden.

Det er måske netop derfor, en kongedød kan ramme så mærkeligt personligt. Og det gør den i Norge og omkring.

For man sørger selvfølgelig over monarken. Men samtidig åbner døden døren til vores egne minder. Vi tænker på dem, der var her, da kongen besteg tronen. På forældre og bedsteforældre. På mennesker, vi elskede, og som siden er forsvundet ud af vores liv.

På alle dem, vi allerede har sagt farvel til – og, håber vi, på gensyn til.

Yeah, jeg peb sgu lige en enkelt gang, mens jeg lavede videoen. Der, hvor Harald og Sonja rejser sig og gør front mod den nation, de har bedt om Guds styrke til at tjene. Alvorsfuldheden over erkendelsen af ansvaret.

Det er stærke sager 🥹

Kong Haralds liv var et liv vel levet. Nu er hans lange gerning afsluttet. Må Norges konge hvile i meget mere fred, end der blev ham forundt på det seneste. ❤️🥹🙏

Kondolencer og dybeste respekt fra Christianshavn til vores norske brødre og søstre.

Æret være Kong Haralds minde.

Ubehagelige erkendelser

Et par sager fra vores aktuelle, fælles, vilde virkelighed, samt et nyligt truecrime-trip, en genre jeg ikke har dyrket tidligere, har provokeret min nysgerrighed, fordi jeg selv reagerede ‘foruroligende’.

Fængende indledning, ikke?

Det, jeg fortæller om i denne substack, er en kontroversiel side af os mennesker. Så kontroversiel at mange ikke vil indrømme at have den, og så ubekvem, at nogle vil provokeres af dette essay.

En af de mere behagelige forestillinger, vi har om os selv, er at vi bedømmer mennesker på deres handlinger og ikke på deres udseende.

Virkeligheden er desværre … mindre flatterende.

For selv om et smukt ansigt naturligvis ikke ændrer de faktiske forhold om fx en morderisk forbrydelse, kan det tilsyneladende ændre den historie, vi fortæller om mennesket, der begik den.

Det er faktisk et fænomen, der er ligeså gammelt som eksistensen af smukke mennesker.

Kan skønhed måles?

Den første sandhed om os, vi skal anerkende er, at ‘skønhed’ muligvis er langt mindre subjektiv, end vi gerne vil forestille os.

I BBC-serien The Human Face undersøgte John Cleese sammen med forskere og eksperter, hvorfor nogle ansigter næsten umiddelbart bliver opfattet som smukke.

Et af de mere spektakulære indslag handlede om den amerikanske kæbekirurg Stephen Marquardt, der havde forsøgt at sætte ansigtsskønhed på matematisk formel.

Med udgangspunkt i det gyldne snit – forholdet cirka 1 til 1,618 – konstruerede han en geometrisk »beauty mask«, som skulle beskrive proportionerne i et ideelt attraktivt ansigt.

Marquardts model er omdiskuteret og skal ikke forveksles med en videnskabelig facitliste over, hvem der er smuk og hvem der ikke er. Den bredere forskning peger imidlertid på noget, der er mindst lige så interessant, nemlig at vores vurdering af ansigtsskønhed er ikke tilfældig.

Symmetri spiller en rolle, det samme gør bestemte proportioner, gennemsnitlighed eller prototypikalitet (yndlingsord, tak til salig hjerne-Madsen) og en række kønstypiske ansigtstræk. Individuel smag og kultur betyder naturligvis også noget, men mennesker er alligevel i betydelig grad enige om, hvilke ansigter der er attraktive.

Det gør spørgsmålet om pretty privilege mere interessant, synes jeg.

For hvis skønhed alene var et spørgsmål om personlig smag, ville fordelene ved at være smuk vel også være mere tilfældigt fordelt. Men når nu mange mennesker reagerer positivt på de samme ansigtstræk, kan det samme menneske få den samme lille fordel igen og igen: Hos læreren, arbejdsgiveren, journalisten, politibetjenten, dommeren eller den fremmede, der ser et mugshot på sociale medier.

Halo-effekten

Vi nøjes ikke med at registrere, at et menneske er attraktivt. Vi har en veldokumenteret tendens til at lade det positive førstehåndsindtryk smitte af på vores vurdering af egenskaber, som ansigtets proportioner intet fortæller os om. Det smukke menneske kan lettere forekomme intelligent, sympatisk, kompetent eller troværdigt.

Det kaldes halo-effekten, og den gør at skønhed også bliver moralsk interessant.

Et symmetrisk ansigt er ikke et moralsk karaktertræk. En markeret kæbelinje er ikke et skudsikkert alibi. Og det gyldne snit er ikke en formildende omstændighed.

Men attraktive mennesker bliver generelt tillagt positive egenskaber, som der ikke nødvendigvis er belæg for.

Vi opfatter lettere smukke mennesker som intelligente, interessante, sympatiske og troværdige, og der er ingen særlig grund til at tro, at denne mekanisme ophører, fordi personen på den anden side af bordet er tiltalt for en forbrydelse.

Tværtimod har kriminalhistorien leveret nogle ganske spektakulære eksempler på det modsatte. Landevejsrøvere kunne blive folkehelte, hvis samtidens illustrationer fremstillede dem tilstrækkeligt romantisk.

Jesse James og Billy the Kid voksede til figurer, der var langt større end deres forbrydelser, og Bonnie og Clyde blev nærmest et kulturelt brand.

Ted Bundy er det moderne skræk-skoleeksempel. Kvinder mødte op i retssalen, skrev til ham og friede til ham, mens hans udseende blev en så integreret del af fortællingen, at man undertiden kunne få det indtryk, at hans ansigt i sig selv udgjorde et argument imod anklagerne.

Mennesket har næppe ændret sig meget siden Bundy - men det har vores medieteknologier derimod.

Et mugshot, der tidligere offentliggjordes i en avis, og var glemt dagen efter, kan nu leve i årevis på sociale medier. Det bliver beskåret, farvekorrigeret og klippet sammen med musik.

Et par sekunders optagelse fra en retssal kan blive set millioner af gange, og en tiltalt kan udvikle sig fra menneske til internetfigur, før en stor del af publikum overhovedet har sat sig ind i sagen.

Forbrydelsen forsvinder ikke, men den risikerer at blive reduceret til baggrundshistorien for det ansigt, algoritmen har fundet interessant.

Skønhed i virkeligheden

Den koldblodige morder Luigi Mangione, der ud af politisk motivation, myrdede en direktør i et amerikansk sundhedsforsikringsselskab, er et oplagt nutidigt eksempel.

Den fascination, der er opstået omkring ham, kan ikke reduceres til hans udseende. Der findes en reel politisk vrede mod det amerikanske sundhedssystem, som for nogle mennesker har gjort hans sag til symbol på noget langt større.

Men det ville også være naivt - uvederhæftigt - at lade, som om hans udseende er uden betydning.

Mangiones ansigt er blevet delt, seksualiseret og gjort til memes og merchandise, og han er blevet diskuteret lige så meget som attraktiv mand og kulturelt ikon som som tiltalt.

Man kan teste påstanden med et ganske enkelt tankeeksperiment.

Behold sagen, handlingen og det påståede politiske motiv, men gør Mangione 25 år ældre, svært overvægtig og skaldet. Giv ham dårlige tænder og et ansigt, der fungerer elendigt på Instagram.

Ville den politiske diskussion så stadig eksistere?

Sandsynligvis.

Ville den erotiske fascination, fanvideoerne og den nærmest popkulturelle dyrkelse have haft samme omfang?

Det forekommer mindre, øh, sandsynligt.

Det interessante er imidlertid, at mekanismen ikke kun gælder attraktive unge mænd. Den kan antage en anden form, når gerningspersonen er en kvinde, og Lindsay Clancy-sagen er et ubehageligt eksempel.

Clancy dræbte i januar 2023 sine tre små børn, femårige Cora, treårige Dawson og otte måneder gamle Callan, og forsøgte derefter at tage sit eget liv.

Den centrale strid i sagen har ikke været, om hun dræbte børnene, men hendes psykiske tilstand og dermed hendes strafansvar.

Forsvaret har argumenteret for, at hun led af postpartum psykose, mens anklagemyndigheden har fremhævet forhold, som efter dens opfattelse viser planlægning og bevidsthed om handlingerne.

Postpartum psykose er en reel og alvorlig psykiatrisk tilstand, og det ville være både useriøst og urimeligt at affeje den mulighed, blot fordi konsekvenserne i denne sag var så frygtelige.

Men den juridiske og psykiatriske diskussion er ikke det samme som den kulturelle reaktion på Clancy. Hun har fået en bemærkelsesværdig sympati, især blandt kvinder, og er for nogle blevet et symbol på kvinder, som sundhedssystemet har svigtet efter en fødsel.

Clancy ligner den person, som vores kultur er ‘disponeret’ for at forstå. Hun er en pæn, slank, hvid middelklassekvinde og uddannet sygeplejerske. På familiebillederne før drabene ligner hun tusindvis af andre velordnede amerikanske mødre. Hun passer visuelt og socialt ind i fortællingen om et almindeligt menneske, som noget frygteligt må være sket med.

Derfor er det værd at foretage det samme tankeeksperiment med hende som med Mangione:

Det kan ingen vide, og spørgsmålet beviser derfor ikke noget om Clancys konkrete sag. Men vores umiddelbare fornemmelse af svaret siger måske noget om os.

For det, vi kalder pretty privilege, handler ikke nødvendigvis kun om skønhed.

Udseende og social klasse flyder ofte sammen. Vi aflæser tænder, kropsvægt, tøj, frisure, bolig, arbejde og familiebilleder og konstruerer næsten øjeblikkeligt en social fortælling om mennesket foran os.

Når den veluddannede middelklassemor gør noget frygteligt, spørger vi lettere, »hvad der mon skete med hende?« Når en fattig og socialt udsat kvinde gør det samme, er risikoen større for, at spørgsmålet bliver, hvad der mon er galt med hende.

Forskellen er lille sprogligt, ja, men enorm moralsk. I det første spørgsmål leder vi efter en forklaring. I det andet leder vi efter en karakterbrist.

Igen, det er ikke et argument imod, at Clancy kan have været alvorligt psykisk syg. Det er heller ikke et argument for, at Mangione bør vurderes hårdere, fordi nogle mennesker finder ham attraktiv.

Pointen er, at vores interesse for forklaringer og formildende omstændigheder muligvis ikke fordeles så neutralt, som vi bilder os ind. Vi er måske simpelthen mere villige til at lede efter mennesket bag forbrydelsen, når vi på forhånd kan lide det menneske, vi ser.

Køn spiller samtidig en rolle for, hvilken fortælling der opstår.

Den attraktive mandlige forbryder bliver ofte gjort erotisk farlig. Han bliver den mørke og forbudte mand, som man godt ved, man burde holde sig fra, men netop derfor ønsker at komme tættere på.

Hos den attraktive kvindelige gerningsperson er fortællingen oftere tragisk. Hun bliver skrøbelig, syg, misforstået eller svigtet. Hvor fantasien omkring manden kan være, at »jeg kan redde ham«, bliver den omkring kvinden snarere, at »der må være sket noget med hende«.

Begge reaktioner kan naturligvis være berettigede i den konkrete sag. Problemet opstår, hvis vores villighed til at acceptere dem afhænger af det ansigt og den sociale klasse, der følger med forbrydelsen. I så fald fordeler vi ikke blot empati efter handling og omstændigheder, men også efter æstetik.

Algoritme-accelereret glorie-effekt

Sociale medier har gjort den her evigteksisterende menneskelige tilbøjelighed langt mere synlig.

Platformene er først og fremmest visuelle, og algoritmen interesserer sig ikke for, hvad der er moralsk relevant. Den registrerer, hvad vi stopper op ved.

Et interessant ansigt, et dramatisk mugshot eller en fotogen tiltalt som Jeremy Meeks herunder, har derfor en fordel, som den mindre attraktive gerningsperson ikke har.

Den ene bliver til dokumentarserier, podcasts, TikTok-videoer og kulturel besættelse, mens den anden måske aldrig kommer længere end lokalavisens kriminalstof.

Det er særligt tydeligt i true crime-genren, hvor grænsen mellem oplysning og underholdning for længst er blevet vanskelig at få øje på.

Vi siger, at vi følger sagerne, fordi vi interesserer os for kriminalitet, psykologi og retfærdighed, og det gør mange utvivlsomt også. Men vi vælger samtidig, hvilke forbrydere vi finder interessante.

Ofrene kan være lige døde, forbrydelserne lige grusomme og de juridiske spørgsmål lige komplicerede, uden at gerningspersonerne får den samme opmærksomhed.

Derfor bør man stoppe op, når en forbryder pludselig bliver genstand for usædvanlig stor sympati eller fascination.

Man kan mentalt beholde forbrydelsen, beviserne, motivet, diagnosen, kønnet og alderen og kun ændre gerningspersonens udseende og sociale status. Gør den smukke mand grim. Gør den velplejede middelklassekvinde fattig, overvægtig og usoigneret. Fjern de gode familiebilleder, det pæne hus og den respektable profession.

Hvis vores medfølelse, nysgerrighed eller trang til at finde formildende forklaringer samtidig ændrer sig, er der noget andet end forbrydelsen, vi reagerer på.

Det oplevede jeg selv, da jeg for nylig for første gang blev trukket ned i det ufatteligt populære kaninhul, der er truecrime-genren.

Jeg blev ufattelig provokeret over min egen reaktion på de tilfælde, hvor de mænd, der voldtog, seriedræbte og misbrugte … var smukke. Fysisk attraktive. Lækre. For deres fysiske skønhed registrerede hos mig.

Det gjorde ikke noget ved min opfattelse af skyldspørgsmålene og min foragt for forbrydelserne - men det separerede delvist de smukke gerningsmænd fra dem, hvis jeg ikke var opmærksom på det.

Det provokerede mig så meget, at jeg besluttede mig for at være opmærksom på det.

Derfor brugte jeg deres kontrafejer i et kampagne-essay i min flashy custom tøjbusiness, hvor mordere, voldtægtsmænd og dømte seksuelle afvigere altså fungerer som modeller - og, hvis man ikke kender deres baggrund, vitterligt, nøgternt betragtet fungerer som modeller.

Det tror jeg, de fleste vil være enig i.

Min Crimes of Fashion-video. Alle de ‘medvirkende’ er Ai-udgaver af dømte mordere og voldtægtsmænd. Det er ubehageligt, hvor godt de fungerer som fotomodeller.

Teksten til hiphop-tracket Crimes of Fashion, jeg har skrevet og siden produceret på Suno:

Det var skræmmende at konstatere, hvor sømløst disse mænd fungerede som modeller. Men det var også en vigtig lektie. For mig.

Måske andre tør være ligeså ærlige overfor sig selv. Meget tyder jo på, at jeg langt fra er den eneste, der er påvirket af The Halo Effect.

Hør her, vi - jeg - ved jo godt, at skønhed ikke er et forsvar i en retssal, at fattigdom ikke er en skærpende omstændighed, og at hverken kropsvægt, tænder eller et fotogent familiebillede fortæller os noget om et menneskes strafansvar.

Alligevel er der meget, der tyder på, at den slags forhold påvirker vores dom over andre mennesker længe før dommeren overhovedet træder ind i retssalen.

Vi siger, at retfærdigheden skal være blind.

Det samme burde måske gælde vores empati.

Burde. Men sådan er det bare ikke.

Se, læs & lyt også …

Kreditering:

Jeg benytter mig generelt af følgende redskaber:

Den nedenstående video om ovenviste svenske pjece er otte år gammel.

Den entrede beklageligvis min bevidsthed igen ansporet af de britiske myndigheders nylige, opsigtsvækkende udgivelse af en »du må ikke voldtage nogen«-informationsfolder rettet mod nyankomne immigranter.

For, ret skal være ret, det svenske Folkhemmet kom først til mølle, og broderfolkets børneægteskabsbrochure har ærligt talt ikke mistet meget af sin aktualitet. Den er på mange måder et koncentrat af noget meget ... svensk - og det er kun blevet værre i den tid, der er gået.

Ulykkeligvis.

Sagen er i sig selv absurd: Socialstyrelsen havde udgivet informationsmaterialet »Til dig, der er gift med et barn«. På svensk.

Allerede dér burde nogen måske have overvejet, om problemet var en anelse større end informationsindsatsen.

Det virkelig vidunderlige indtraf imidlertid, da brochuren mødte massiv - og åbenbart fuldstændig uforudsigelig - kritik og forargelse.

I videoen er der tydeligt, at politikerne og embedsfolkene ikke for alvor mener at problemet er den virkelighed, som gør en brochure med titlen »Til dig, der er gift med et barn« nødvendig.

Nej, problemet er tonen i teksten. Den skal være tydeligere. Simpelthen. Måske skal der »tilføjes lidt information«. Ministeren efterlyser noget mere »krystalklart«.

Ét koordineringsmøde mere mellem Migrationsværket og Socialstyrelsen. Så er den hjemme.

Svensk TV4, marts 2018

Brochuren »Information til dig, der er gift med et barn« er en realparodi på den svenske forestilling om, at ethvert socialt, kulturelt eller integrationsmæssigt problem kan administreres væk, hvis bare staten producerer den rigtige folder.

• Børneægteskaber? ➡️ Folder.

• Vold? ➡️ Informationsmateriale.

• Social kontrol? ➡️ Pjece.

• Fundamentale normkonflikter? ➡️ Måske en ny version af pjecen med lidt tydeligere formuleringer og en hjemmeside med et sjovt norm-spil.

Og hvis problemet fortsætter, har man åbenbart ikke nødvendigvis valgt den forkerte politik. Man har muligvis bare valgt den forkerte tone i brochuren.

Det er dét, der gør klippet så fantastisk otte år senere. Man ser et politisk-administrativt system stå ansigt til ansigt med noget dybt alvorligt og straks forvandle det til et kommunikationsproblem.

En »Information till dig som kastar homosexuella från höghus«-brochure, måske? 🤔

Jo, Sverige drukner i foldere og politisk stagnation.

Men bare rolig. Næste oplag bliver ... krystalklart og meningsfuldt 🥴

Læs, lyt & se også …

Kreditering:

Jeg benytter mig generelt af følgende redskaber:

Stuerengøring? Eller status quo?

Morten Messerschmidt har udsendt en video, som Berlingske ligefrem kalder »skelsættende«.

Jeg opfatter personligt ikke dette som en egentlig politikændring i DF.

Jeg opfatter det som en meget bevidst policy-klarificering og kommunikationsøvelse. En opsigtsvækkende stuerengøring, hvor Messerschmidt trækker en usædvanligt tydelig grænse omkring, hvad DFs udlændingepolitik handler om – og hvad den ikke handler om.

Det handler om, hvad du som immigrant gør. Ikke om, hvad du er.

Ikke hudfarve. Ikke hvor dine forældre kommer fra. Ikke hvordan du ser ud. Ikke engang i sig selv, hvad du tror på.

Det afgørende er, om du vælger Danmark, hvordan du agerer, mens du er her, og hvilke krav Danmark med rimelighed kan stille til mennesker, der ønsker at være en del af landet.

Denne video blev offentliggjort på Facebook den 21. august, 2026:

Det er ikke kun min læsning.

Berlingskes Bent Winther konstaterer, at Messerschmidt skærer igennem diskussionerne om »danskhed, etnicitet, religion, hudfarve« og dermed melder DF »helt ud« af den del af den europæiske højrefløj.

Timingen er interessant

Videoen kommer lige i kølvandet på Messerschmidts retssag mod Martin Lidegaard, og både DFs tidligere pressechef Søren Søndergaard og Berlingskes Bent Winther hæfter sig ved sammenfaldet. Søndergaard kalder det ligefrem et »begavet træk« at understrege, at det ikke handler om farve og herkomst.

Og så bliver det for alvor interessant for sådan en som mig.

Det er netop derfor, jeg det seneste år i mit oplæg »Remigration over midten« har argumenteret for, at den altafgørende migrationsdagsorden, som nu vokser frem over hele Vesten, bør løftes politisk af Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti sammen med de dele af Blå Blok, der faktisk vil være med.

Jeg tror stadig, det er dér, vi ender.

For alternativet er, at resten af Blå Blok bliver nødt til at begynde at tage både politikken og kommunikationen af den langt mere alvorligt.

Senest så vi hastedebatten om Ceuta i Folketinget ende som en pinlig affære med no-show fra Alex Vanopslagh og Mona Juul – efterfulgt af Inger Støjbergs temmelig uforståelige meme-selvmål vedrørende forbud af sort, shiny dunjakker.

Det holder bare ikke.

Tiderne er for alvorlige, og politik må ikke være noget, vi leger.

Det handler om Danmarks fremtid.

Men Messerschmidts manøvre rejser samtidig et spørgsmål, som jeg synes er mindst lige så interessant:

Hvad sker der med vælgerne til højre for ‘det nye’ DF?

For selvfølgelig findes der vælgere, som ikke deler Messerschmidts præmis. Vælgere, for hvem religion, ophav, etnicitet eller andre identitetsmarkører ikke bare er sekundære spørgsmål, men afgørende politiske kriterier. De bliver næppe begejstrede for en DF-formand, der så eksplicit siger:

Det er ikke dét, vores projekt handler om.

Berlingskes eksperter læser da også videoen som et forsøg på at gøre DF større og appellere til flere pragmatiske borgerlige vælgere.

Partiet står ifølge artiklen til 12,4 procent i den citerede Voxmeter-måling, men drømmen er fortsat noget i retning af de 21 procent fra 2015.

Det kan meget vel lykkes.

Det er også værd at bemærke, at borgerlige debattører som Joachim B. Olsen, selv en stærk udlændingestrammer, i flere podcasts har slået fast, at han tror på, at Socialdemokratiet mener deres indvandrer-strammerkurs oprigtigt og alvorligt.

Det sagde Joachim B. Olsen direkte og anerkendende til Socialdemokratiets værdiordfører, Frederik Vad, som for nylig gæstede programmet, i en opfølgning på Borgerlig Tabloids opsigtsvækkende interview med den Danmark-foragtende Mohammed Abdi Khan.

Enhver politisk bevægelse mod midten efterlader imidlertid potentielt et rum på den fløj, man bevæger sig væk fra.

Er det rum stort nok til en ny partidannelse på den yderligere højrefløj?

Det ved jeg ikke.

Jeg kan heller ikke umiddelbart se, hvor de utilfredse vælgere ellers skulle gå hen i det nuværende parlamentariske billede.

Men netop dét billede er i stærk og hastig forandring.

Med denne melding flytter Messerschmidt DF et mærkbart skridt i retning af den socialdemokratiske midte. Det er sådan en som mig glad for.

Det bliver dog langt mere interessant at se … hvem der ikke er.

Addendum 24.08.26: »FOR AT KUNNE BRUGE MAGTEN, SKAL MAN KUNNE VINDE MAGTEN«

Det, Dansk Folkeparti har gjort, er et ryk til den position, der realpolitisk stiller partiet bedst.

Faktum er, at vi stadig med konsekvente hjemsendelser, frivillige, økonomisk incentiverede hjemrejser samt benhård og målrettet afislamisering af samfundet *kan* stabilisere Danmark etnisk og kulturelt. Men det kræver, at de rette politiske kræfter kommer til magten - og derfor er det vigtigt for DF at fjerne forhindringerne.

En af disse forhindringer er venstrefløjens årtier-lange succes med at male Dansk Folkeparti op i et højreekstremt racisme-hjørne. Det bliver langt sværere nu efter den nye, klare udmelding - og efter den rettidigt omhyggelige, sproglige kommunikationsjustering af “remigration” til “hjemsendelsespolitik”.

Det her er det rigtige at gøre for et ansvarligt, magtfordrende parti, der ønsker at gennemføre sin politik. Ligesom det var det rigtige at Socialdemokratiet signalerede og effektuerede et markant ståstedsskifte på udlændingeområdet i 2018.

Vi er i Danmark ikke i samme desperate situation som Storbritannien, Tyskland, Frankrig et al. Endnu. Bl.a. derfor er de politiske realiteter anderledes i Danmark. Også kommunikativt.

Det kan gøre det langt sværere at forhindre tyske tilstande i Danmark, hvis retorikken ikke følger folkestemningen og realiteterne. Det her er ikke one-size-fits-all. Hvis danskerne slår sig for meget på ‘tonen’, stejler de og fortsætter med at sikre regeringsflertal, der ikke gør, hvad der er nødvendigt.

Anyway, jeg har sagt det længe: Det bliver mit parti, Socialdemokratiet, og DF, der kommer til at bære udførelsen af den her dagsorden igennem. Det er bare den politiske virkelighed.

Konservative er fortabt i socialliberalistisk, perlekædekrammende pænhed - og de liberale partier er ideologisk hæmmede ift. at svinge Den Store Statshammer, som det vil kræve at gennemføre det her.

Bottom line: Godt move af DF. Nødvendigt move.

Læs, lyt & se også …

Kreditering:

Jeg benytter mig generelt af følgende redskaber:

Walter var ikke en tilfældig civil fotograf, der havnede det forkerte sted.

Han havde været i SS og koncentrationslejrsystemet siden 1934 og gjorde tjeneste i Auschwitz fra 1941. Da deportationerne af de ungarske jøder nåede deres højdepunkt i 1944, fotograferede han og kollegaen Ernst Hofmann selve udryddelsesmaskineriet i arbejde.

Ikke mordene inde i gaskamrene. Men så godt som alt frem til dem.

Han fotograferede familierne på rampen. Selektionen. De gamle, kvinderne og børnene, der var blevet erklæret uarbejdsdygtige. Han fulgte dem på den sidste vandring mod krematorierne og fotograferede mennesker få minutter før deres død. Nogle billeder blev taget direkte fra døren til afklædningsrummet ved gaskammeret.

Menneskene foran Walters kamera vidste ikke, hvad der ventede dem. Walter gjorde.

Og billederne var ikke blot neutrale registreringer.

De skulle vise naziledere som Heinrich Himmleren effektiv og velordnet proces.

Kaos, vold og panik var ikke de motiver, fotografen søgte. Kameraet blev dermed også en del af systemets fremstilling af sit eget, velorganiserede arbejde.

Efter krigen blev Walter idømt tre års fængsel. Da han i 1964 blev afhørt under Frankfurt Auschwitz-processerne, fastholdt han sin egen moralske frifindelse:

»Jeg har ikke selv dræbt nogen.«

Og dér stiller filmen sit egentlige spørgsmål:

Hvis man frivilligt tjener et system, kender dets formål, dokumenterer dets forbrydelser og følger ofrene helt frem til døren, bag hvilken de skal myrdes ... er man så blot et vidne? En funktionær? En medløber?

Eller er man en del af forbrydelsen?

Bernhard Walter tog ingen liv.

Han tog bare billederne.

Læs, lyt & se også …

Kreditering:

Jeg benytter mig generelt af følgende redskaber:

Log Cabin Republicans, USA’s store organisation for homoseksuelle konservative, har besluttet, at den fremover ikke længere er en LGBT-organisation, men en LGB-organisation. T+’et ryger ud. Organisationen vil igen koncentrere sig om homoseksuelles og biseksuelles rettigheder og om seksuel orientering – ikke kønsidentitet.

Det skriver mange amerikanske medier om, bl.a. (og ikke overraskende) Fox News.

Beslutningen er værd at bemærke, fordi Log Cabin Republicans selv føjede T’et til organisationens mission i 2015. Nu konkluderer ledelsen, at det var en fejl.

Begrundelsen er temmelig genkendelig for os i Dansk Regnbueråd:

Kønsideologi i skolerne, medicinsk kønsskifte af mindreårige og biologiske mænd i kvindesport. Samtidig frygter organisationen, at den moderne transaktivisme er ved at erodere den folkelige opbakning til de rettigheder og den accept, homoseksuelle brugte årtier på at opnå.

Også i en dansk sammenhæng er det interessant - for måske er problemet med de »borgerlige bøsser« ikke, at de er for borgerlige. Måske er problemet snarere, at der mangler en organiseret homoseksuel stemme, som tør sige, at LGB ikke er det samme politiske projekt som T+.

Det behøver faktisk heller ikke være et ‘borgerligt’ projekt.

Dansk Regnbueråd, som jeg var med til at stifte, er tværpolitisk.

Vores udgangspunkt er ikke højre eller venstre, men almindelig fornuft, biologisk køn og klassiske homoseksuelle rettigheder. Man kan være socialdemokrat (som jeg), liberal, konservativ eller noget helt fjerde og samtidig mene, at lesbiske er kvinder, bøsser er mænd, børn ikke skal medicinsk kønsskiftes, og kvindesport skal være for kvinder.

Det er netop pointen - og det er grunden til at vi sidste år skilte T’et fra og var medstiftere af LGB International, en verdensomspændende organisation, der kæmper udelukkend for lesbiske, bøsser og biseksuelles rettigheder - og mod den ekstreme kønsideologi.

Den homoseksuelle frigørelseskamp handlede om retten til at være den mand eller kvinde, man faktisk var – og elske et menneske af samme køn. Den behøver ikke som aparte ideologisk tillægspakke indebære en forestilling om, at selve kønnet er flydende, selvdefineret eller politisk konstrueret.

Log Cabin Republicans har nu draget den konsekvens, som flere LGB-organisationer andre steder allerede har draget:

Drop T. Bevar LGB.

Ikke fordi transpersoner ikke skal have samme borgerlige rettigheder som alle andre. Selvfølgelig skal de det.

Men fordi homoseksualitet og kønsidentitet er to forskellige spørgsmål – og fordi homoseksuelle igen har brug for organisationer, der tør beskæftige sig specifikt med homoseksuelles interesser.

Måske er dét i virkeligheden, hvad de danske »borgerlige bøsser« mangler.

Ikke endnu en plads under den stadigt voksende LGBTQIA+-paraply.

Men under den paraply, der eksisterede længe før verden gik amok i kønsvanvid.

Eller hvad tænker du? 🤔

Læs, lyt & se også …

Kreditering:

Jeg benytter mig generelt af følgende redskaber:

Hvorfor? Og hvorfor nu?

Der kan være flere gode forklaringer på prins Harry og Meghan Markles overraskende beslutning om at vende tilbage til Storbritannien.

Jakob Steen Olsen peger i Berlingske på den måske mest nærliggende:

Harry har fået hjemve.

Efter seks år i Californien har han opdaget, at det land, den familie og den institution, han brugte så megen energi på at frigøre sig fra, udgør en langt større del af hans identitet, end han måske selv forstod.

»Han har savnet familien, sit gamle liv, sin identitet som britisk prins«, skriver Steen Olsen og bemærker samtidig, at Harry denne gang synes at sætte sin egen vilje igennem, mens Meghan »må tage en for holdet«.

Det er en logisk forklaring. Men Harrys hjemve er næppe det eneste interessante ved flytningen. Der er en anden omstændighed, som kan vise sig at få langt større betydning på længere sigt:

Prins Archie og prinsesse Lilibet flytter med.

Først og fremmest far

Ifølge oplysningerne i Berlingske er Archie og Lilibet indskrevet i britiske skoler fra september. Steen Olsen fremhæver selv, at børnenes alder formentlig har haft betydning for tidspunktet. Archie er syv, Lilibet fem, og parret ønsker tilsyneladende, at de skal vokse op som briter.

Jeg har altid haft det indtryk, at Harrys største personlige drøm ikke var ægteskabet.

Den var faderskabet.

Det forekommer ikke mærkeligt i betragtning af hans historie.

Harry mistede sin mor som 12-årig og voksede derefter op i en familie, hvor det private familieliv aldrig helt kunne adskilles fra institutionen, pligten og den offentlige interesse.

Ønsket om selv at skabe en familie har fyldt meget i hans voksne liv.

Meghan gav ham Archie og Lilibet. Uanset hvad man ellers måtte mene om parrets ægteskab - nederst er der links til artikler, der reflekterer min holdning til parret - er der meget lidt, der tyder på, at Harry ville kunne affinde sig med et liv, hvor han kun spillede en perifer rolle i sine børns hverdag.

Det er værd at have med, når man ser på beslutningen om at flytte dem fra Californien til England.

Californien gjorde Harry sårbar

Birgitte Borup beskriver i Berlingske Sussex-parrets amerikanske projekt som resultatet af en betydelig selvovervurdering.

De forlod den kongelige tilværelse under stor dramatik, men opdagede siden, at deres kongelige tilknytning samtidig var hovedårsagen til den interesse og markedsværdi, de nød i USA.

Hun beskriver deres nye liv som en søgen efter en identitet, de aldrig rigtig fandt. De rejste til USA i jagten på friheden fra kongehuset, men havde svært ved at skabe noget tilsvarende betydningsfuldt uden for det.

Det var efter min vurdering en katastrofal beslutning for Harry.

Han kappede forbindelsen til store dele af sin familie, forlod sit land og placerede sig selv på den anden side af kloden fra næsten hele det miljø, han var vokset op i.

Endnu vigtigere placerede han også sine børn dér.

Mens ægteskabet fungerer, er det først og fremmest et spørgsmål om, hvor familien ønsker at bo. Situationen bliver en anden, hvis ægteskabet en dag ophører.

Hvis Harry til den tid ønsker at vende permanent tilbage til Storbritannien, mens Meghan ønsker at blive i Californien, vil børnene ikke uden videre kunne følge med ham. Deres tilknytning til USA og deres sædvanlige opholdssted vil få stor betydning i en eventuel familieretlig strid.

Flytningen til Storbritannien kan med tiden vende det forhold om.

Derfor er den britiske skole vigtig

Hvis Archie og Lilibet faktisk bosætter sig i England, går i skole dér og får deres daglige tilværelse dér, kan Storbritannien efterhånden blive deres såkaldte habitual residence – deres væsentligste tilknytningsforhold

Det er et centralt begreb i international familieret.

Hvis Harry og Meghan senere blev skilt, ville det ikke automatisk betyde, at Harry fik børnene, eller at Meghan mistede nogen af sine forældrerettigheder. En engelsk domstol ville tage udgangspunkt i børnenes tarv og de konkrete forhold.

Men Meghan ville heller ikke nødvendigvis kunne beslutte, at hun efter en skilsmisse ville flytte tilbage til Californien og tage børnene med.

En permanent flytning til et andet land vil ved uenighed mellem forældre kunne kræve en domstols afgørelse. Hvis børnene på det tidspunkt har deres skolegang, venner, hverdag og etablerede liv i Storbritannien, vil det være en helt anden juridisk situation end den, Harry befinder sig i, mens deres liv er centreret i Californien.

Dermed får den britiske skolegang en betydning, der rækker ud over spørgsmålet om, hvorvidt Archie og Lilibet skal lære at spille cricket, rugby og synge God Save the King til morgensamling.

Harry er i færd med at genetablere sine børns tilknytning til sit eget land.

Kongens 300 år gamle joker

Harry og Meghans børn er imidlertid ikke helt almindelige børn i familieretlig forstand.

De er D.K.H. prins Archie og prinsesse Lilibet, og deres farfar er H.M. kong Charles III.

Det fører til en af de mere særprægede dele af britisk forfatningshistorie:

The Grand Opinion for the Prerogative Concerning the Royal Family fra 1717.

Baggrunden var en konflikt mellem kong George I og hans søn, den daværende Prince of Wales og senere George II. Spørgsmålet blev forelagt Englands dommere, og det handlede blandt andet om, hvem der havde retten til at bestemme over kongens børnebørns opdragelse, opholdssted og senere ægteskab.

Dommernes flertal anerkendte et kongeligt prærogativ, som gav monarken en særlig myndighed over sine mindreårige børnebørn – endda mens børnenes far stadig levede.

Det er svært at forestille sig en historisk regel, der passer mere på den familiekonstellation, Harry nu bringer tilbage til Storbritannien. Charles er konge. Harry er hans søn. Archie og Lilibet er kongens mindreårige børnebørn.

Selvfølgelig er det højst usikkert, hvordan et mere end 300 år gammelt royal prerogative ville blive behandlet over for Children Act 1989 og nutidens familieret.

Britiske familieretsadvokater har netop peget på, at spørgsmålet ikke er blevet prøvet på en måde, der giver et sikkert svar på, om prærogativet fortsat kan tilsidesætte de almindelige regler om parental responsibility.

Det vil være for vidtgående at skrive, at kong Charles har »forældremyndigheden« over Archie og Lilibet. Men det er heller ikke en vandrehistorie, at den britiske monark historisk har haft en ganske usædvanlig myndighed over sine børnebørn. Prærogativet blev i 1772 beskrevet som omfattende kongens børn og børnebørn samt den formodede tronfølger.

Dermed får Harrys hjemkomst, efter min mening, endnu et juridisk lag.

Hvis børnene etablerer deres sædvanlige opholdssted i England, står Harry allerede væsentligt anderledes ved en eventuel fremtidig strid om en permanent flytning til USA. Oven i den almindelige familieret findes så dette gamle og uprøvede kongelige prærogativ.

Harry skal næppe regne med, at papa Charles en dag vil stille sig i slotsporten og med henvisning til George I konfiskere børnenes pas. Men hvis Harry tænker langsigtet på sin mulighed for at beholde Archie og Lilibet i Storbritannien efter en eventuel skilsmisse, er det svært at forestille sig et juridisk udgangspunkt, der er dårligere for ham end Californien – eller et, der er mere fordelagtigt end det land, hvor børnene både kan få deres sædvanlige opholdssted og samtidig er børnebørn af kongen.

Måske har Harry omsider tænkt et træk frem

Der findes ingen dokumentation for, at Harry planlægger en skilsmisse, men Harry behøver heller ikke planlægge en skilsmisse for at tænke over, hvad der vil ske, hvis ægteskabet en dag ikke holder.

Det burde enhver forælder i hans usædvanlige situation gøre.

Harry traf efter min opfattelse nogle monumentalt dårlige beslutninger i årene efter mødet med Meghan. Selve ægteskabet viste sig hurtigt at skabe konflikter, som han håndterede ved at vælge sin nye familie frem for sin gamle. Derefter forlod han Storbritannien og gjorde siden bruddet endnu vanskeligere at reparere ved offentligt at udlevere mennesker, der havde stået ham nær.

Borup minder med rette om, hvor omfattende skaden blev. Harry beskrev blandt andet sine konflikter med William i Spare, mens han og Meghan brugte Oprah-interviewet til alvorlige anklager mod kongehuset.

En del af den skade er formentlig permanent. Harry kan ikke gøre bogen uskrevet eller få de seneste seks år til at forsvinde.

Han kan til gengæld sørge for, at hans børn får den forbindelse til Storbritannien og hans familie, som de hidtil stort set har været afskåret fra.

Børnene kan være den egentlige nøgle

Steen Olsen fortæller, at Harry selv tidligere har sagt, at han ønsker, at børnene skal kende deres fædreland. Måske bør den bemærkning tillægges større vægt.

Harry kan sagtens have savnet Storbritannien. Han kan have savnet sin far, sin bror, gamle venner og den identitet, der følger med at være britisk prins. Borup har formentlig også ret i, at det amerikanske projekt aldrig gav parret den nye identitet og position, de forestillede sig.

Alligevel forekommer børnene mig at være den stærkeste forklaring på, hvorfor en hjemvenden netop nu giver mening.

Harrys forhold til Meghan kan holde resten af deres liv. I så fald har Archie og Lilibet fået mulighed for at vokse op med begge sider af deres familie og begge sider af deres nationale identitet.

Hvis ægteskabet derimod en dag går i stykker, vil Harry stå i en langt bedre situation som far, hvis hans børn allerede har et etableret liv i Storbritannien.

Det er ikke nogen garanti for, at børnene ved en skilsmisse skulle blive boende hos ham. Men det forekommer logisk at det reducerer risikoen for den situation, der ellers må være Harrys mareridt, nemlig at ægteskabet ender, Meghan bliver i Californien med børnene, og han selv må vælge mellem endnu et eksil og et liv tusindvis af kilometer fra Archie og Lilibet.

At forlade sit land og sin familie var efter min mening noget af det værste, Harry kunne have gjort. Ægteskabet med Meghan udløste en kæde af konflikter, som kostede ham næsten hele hans gamle liv.

Men ægteskabet gav ham også de to mennesker, som meget vel kan betyde mere for ham end både kronen, Californien og konen.

Hans børn.

»Hvad rager alt det her kongerøgelse mig?« tænker du måske.

Fair nok. Men det som monarkiet og dets stratosfærisk berømte rollebesætning sommetider kan - på dets egen larger-than-life, men alligevel helt reelle måde - at bringe nogle almenvedkommende problematikker ind i vores fælles bevidsthed.

Fx den svære proces med at klinke skårene mellem to stridende brødre. Eller en fars mulighed for forældremyndighed over - og samværsret med - sine børn efter et ægteskabsforlis. Og risikoen for at de mod farens føres til et andet kontinent.

Alt det er virkelige problematikker. De findes. Disse ting sker. I Storbritannien. I USA. I Danmark. Hver dag.

Så hvis Harrys hjemkomst også handler om at sikre, at han fortsat kan være sine børns far på nært hold, uanset hvad fremtiden bringer for ægteskabet, har han truffet en beslutning, der faktisk ser fornuftig ud og giver mening.

Omsider.

Læs, lyt & se også …

Hvis du kan holde til det, så kan du her (gen)se Oprahs forfærdelige interview med hertugparret Sussex. Det viste sig, helt forståeligt, at være aldeles ødelæggende for Harrys forhold til sin famillie.

Kreditering:

Jeg benytter mig generelt af følgende redskaber:

Her er fire gode artikler i opsummeret, appetitvækkende form. En af opsummeringerne er dog fake - du gætter aldrig hvilken 🥴

DEBATTEN OM INDVANDRING ER FULD AF FØLELSER. HER ER TALLENE

Jyllands-Posten har gjort noget så gammeldags og nyttigt som at gå til de nationale statistikbureauer, Eurostat og Frontex og spørge: Hvad viser tallene egentlig om indvandringen til Europa?

Svaret er, at Europa har gennemgået en meget stor demografisk forandring – og at den fortsætter.

Lad os starte med de nyfødte - Europas fremtid.

I Frankrig havde 78 pct. af alle nyfødte i 2000 to forældre født i Frankrig. I 2024 var tallet faldet til 66 pct. Det betyder omvendt, at omkring hver tredje nyfødte nu har mindst én forælder født i udlandet.

I England og Wales gælder det 37 pct. af de nyfødte. I London er tallet 67 pct. – altså to ud af tre – og i visse dele af byen omkring fire ud af fem.

Tyskland opgør tallene anderledes og tæller kun moderens statsborgerskab. Alligevel havde 31 pct. af alle nyfødte sidste år en mor med udenlandsk statsborgerskab. I Berlin var det 43 pct. I Spanien havde 33 pct. af de nyfødte i 2024 en mor født i udlandet mod 24 pct. i 2009. I Holland er tallet 28 pct.

Og hvad med Danmark?

I 2007 havde 13 pct. af de nyfødte en mor af udenlandsk oprindelse. Nu er det 23 pct.

Men artiklens måske mest interessante pointe er, at den dramatiske debat om bådmigranter over Middelhavet faktiks kun beskriver en mindre del af det samlede billede.

De ulovlige grænsekrydsninger toppede under migrantkrisen i 2015 med næsten 2 mio. registreringer. I 2023 var tallet godt 380.000, og i 2025 var det faldet til omkring 180.000.

Den samlede indvandring er *langt* større.

Før corona lå indvandringen til EU-landene på omkring 4 mio. mennesker om året. I 2022 steg den til 7 mio., blandt andet som følge af Ruslands invasion af Ukraine. Siden har den ligget omkring 6 mio. om året – omtrent svarende til, at hele Danmarks befolkning flytter til et andet land hvert eneste år.

Ser man alene på indvandring fra lande uden for EU, kom 5,4 mio. mennesker i 2022. Siden har tallet ligget på godt 4 mio. årligt.

Konsekvensen kan ses i Europas befolkningssammensætning:

I 2015 boede der 44,3 mio. indvandrere i EU. I 2025 var tallet 64,7 mio. – altså godt 20 mio. flere på bare ti år. Andelen af EU’s befolkning, der er født i et andet land end det, de bor i, er samtidig steget fra 10 til 14 pct.

Også Danmark har ændret sig markant. 13 pct. af befolkningen er i dag indvandrere. Tæller man efterkommere med, er det 17 pct. I 1986 var det tilsvarende tal blot 3 pct. Danmark har nu passeret én million indvandrere og efterkommere.

Jyllands-Posten konkluderer ikke, om udviklingen er god eller dårlig. Det overlader avisen til læseren. Det er sjældent i Jyllands-Posten og mange andre store aviser efterhånden.

Tallene punkterer fuldstændig forestillingen om, at Europas indvandringsdebat alene handler om nogle både på Middelhavet eller en midlertidig politisk krise. Det handler om en langsigtet demografisk forandring af Europa – og den kan man naturligvis være for eller imod.

Men man kan dårligt diskutere problematikken seriøst, hvis man ikke først tør se på tallene. Og tallene ... er pænt grusomme. I hvert fald, hvis man ønsker at bevare et kultur- og værdigenkendeligt Europa.

Denne substack sponsoreres af:

NYT ÅRSTIDSDIREKTIV PÅ VEJ FRA EU-KOMMISSIONEN

Der har været MANGE spekulationer - navnlig i lyset af Store Bededags miserable endeligt - men ingen grund til panik:

Regeringen vil indtil videre afvente den færdige udforming af det nye årstidsdirektiv fra EU-kommissionen, før der tages videre stilling.

Som en af de danskere, der godt kan lide efteråret, er jeg midlertidigt beroliget over denne melding 🙏🥹♥️

SOUTHERN POVERTY LAW CENTER ANKLAGES FOR AT HAVE PUSTET TIL DET SELVSAMME HAD, DE LEVEDE AF AT BEKÆMPE

Weekendavisens USA-korrespondent Klaus Wivel formidler forbilledligt den pænt vilde historie om Southern Poverty Law Center (SPLC) – en legacy organisation, der engang opbyggede et nærmest uangribeligt ry ved at bekæmpe Ku Klux Klan og racistiske organisationer i USA.

Nu står den selv midt i en alvorlig sag, der giver mig mindelser om de sjældne sager, hvor brandmænd selv anstifter brande, for så at nyde efterfølgende heltedyrkelse og understrege vigtigheden af deres eksistens ved at have at slukket dem.

En tidligere chef i SPLC, Heidi Beirich, er ifølge Weekendavisen tiltalt af det amerikanske justitsministerium for blandt andet bedrageri, falsk forklaring og for at have dækket over hvidvaskning.

Tiltalen indgår i en større sag mod SPLC, hvor myndighederne hævder, at organisationen mellem 2014 og 2023 overførte tre millioner dollar til bevægelser som Ku Klux Klan og Aryan Nation – samtidig med at SPLC brugte netop sådanne grupper i sin fundraising.

Men det bliver vildere ednu.

Ifølge justitsministeriets anklager havde SPLC en agent blandt lederne af de nynazistiske demonstranter ved de berygtede Charlottesville-uroligheder i 2017.

Agenten skal efter SPLC's anvisninger have lavet racistiske opslag. Myndighedernes påstand er, at SPLC dermed selv var med til at anspore den ekstremisme, organisationen efterfølgende brugte til at rejse penge på. Efter Charlottesville modtog SPLC angiveligt 132 millioner dollar i støtte.

Det skal understreges, at dette er anklager. SPLC afviser lovbrud og betegner sagen som en politisk motiveret smædekampagne fra Trump-regeringen. Wivel skriver selv, at det er »yderst usikkert«, om justitsministeriet faktisk har en holdbar sag.

Men historien om SPLC begynder længe før den aktuelle retssag.

Organisationen blev oprindeligt berømt for sin kamp mod ægte racistiske ekstremister og var gennem retssager med til at ruinere Ku Klux Klan.

Men efterhånden udvidede SPLC definitionen af »hadgrupper« og begyndte også at placere almindelige konservative organisationer på lister sammen med egentlige racistiske og voldelige bevægelser. Samtidig voksede pengekassen voldsomt. I 2024 havde SPLC ifølge Weekendavisen en formue på mere end fem milliarder kroner.

Et af de mest groteske eksempler var SPLC's liste over »antimuslimske ekstremister«. Her placerede organisationen blandt andre Ayaan Hirsi Ali – den somaliskfødte islamkritiker, der selv havde levet under trusler fra islamister – og den muslimske antiekstremist Maajid Nawaz.

Nawaz sagsøgte SPLC og vandt. Organisationen måtte betale ham 3,4 millioner dollar i erstatning.

Wivel bruger historien som illustration af den konservative skribent John O'Sullivans berømte lov fra 1989: »Alle organisationer, som ikke eksplicit er højreorienterede, vil med tiden blive venstreorienterede.«

SPLC begyndte som en organisation, der bekæmpede virkelig racisme. Med tiden blev selve definitionen af »had« udvidet så voldsomt, at konservative, islamkritikere og andre politiske modstandere kunne havne i samme moralske kategori som Ku Klux Klan.

Og nu skal en domstol altså tage stilling til en endnu mere eksplosiv påstand: Om en af USA's rigeste og mest indflydelsesrige antiracistiske organisationer ikke bare bekæmpede ekstremismen – men selv var med til at holde den i live.

»EN SEKT FULD AF SVINDLERE« – HENRIK DAHL GÅR TIL ANGREB PÅ UNIVERSITETERNES IDENTITETSFAG

Weekendavisen bringer i dag et bemærkelsesværdigt interview med Henrik Dahl med udgangspunkt i den tragiske sag om Cambridge-professoren Jason Arday. Arday trak sig efter alvorlige beskyldninger om plagiat, videnskabelig uredelighed og usande fortællinger om sit eget liv. I sidste uge blev han fundet død, sandsynligvis efter selvmord.

Weekendavisen er i disse år ‘hit or miss’ i artiklerne, fordi deres skriverkollegium er så, æh ... varieret. Poul Pilgaard Johnsen er imidlertid en sikker havn. Based. Unwoke. Fair - og I hans interview med Henrik Dahl, fastslår EU-parlamentarikeren, at Arday-sagen handler om langt mere end én professor.

Dahl mener - og jeg er enig - at Cambridge og andre omkring Arday gjorde ham til redskab for en progressiv DEI- og antiracistisk fortælling og ignorerede advarslerne, fordi han passede så godt ind i den historie, universitetet ønskede at fortælle.

Og så tager Dahl ellers fløjlshandskerne af og finder den skærbækske skærebrænder frem.

Kønsforskning, migrationsforskning, kritisk raceteori, queerstudier og beslægtede dele af humaniora og samfundsvidenskab beskriver han som såkaldte »grievance studies«: fag, der efter hans opfattelse beskæftiger sig mere med skyld, offerhierarkier, systemiske krænkelser og politisk aktivisme end med objektiv sandhedssøgen.

At forskningen er peer reviewed, imponerer ham ikke. En sekt kan, siger Dahl, oprette sine egne tidsskrifter, professorater og interne kvalitetskontroller og derefter blåstemple hinanden. Hans konklusion er derfor usædvanligt kras: Disse miljøer er »sekter, som på en parasitær måde har tilkæmpet sig en plads på universiteterne«, og det, de producerer, er i værste fald en form for svindel.

Han langer også ud efter autoetnografi som videnskabelig metode og peger på problemer med reproducerbarhed: At beskrive sin egen oplevelse af verden er ikke i sig selv en metode til at etablere gyldig viden om den fælles sociale virkelighed, mener han.

Og Dahl stopper ikke ved kritikken. Han mener ligefrem, at de pågældende universitetsfag bør nedlægges. I bedste fald er forskningen ifølge ham værdiløs; i værste fald kan den være direkte skadelig, blandt andet hvis den bidrager til antisemitisme.

Det er hårde ord. Men også et interview, der stiller et spørgsmål, universiteterne ikke slipper for ved blot at kalde kritikken »anti-woke«:

Hvornår ophører forskning med at være fri, kritisk videnskab – og bliver i stedet politisk aktivisme med professorater, tidsskrifter og offentlige bevillinger?

Kreditering:

Jeg benytter mig generelt af følgende redskaber:

Hvad er Drag Queen Story Hour?

Drag Queen Story Hour – hvor kunstnere i drag læser bøger for børn på biblioteker, skoler og boghandlere – er blevet en del af den kulturelle kampplads.

Højrefløjen har fordømt disse shows som seksuelle overgreb mod børn, mens venstrefløjen har forsvaret dem som et udtryk for LGBTQ-pride. Den intellektuelle debat er endda væltet ud i konflikter i den virkelige verden:

Højreorienterede militante med tilknytning til Proud Boys og Three Percenters har arrangeret protester mod drag-arrangementer for børn, mens deres kolleger i den venstreorienterede Antifa-bevægelse har reageret med tilbud om at agere beskyttelsesstyrke for drag-queens.

Familier med børn bliver fanget i midten. Drag Queen Story Hour præsenterer sig selv som en familievenlig begivenhed med sigte på at fremme læsning, tolerance og inklusion. “I rum som dette,” står der på organisationens hjemmeside, “er børn i stand til at se mennesker, der trodser stive kønsbegrænsninger og forestiller sig en verden, hvor alle kan være deres autentiske jeg.”

Men mange forældre, selvom de tøver med at sige det offentligt, har en instinktiv mistillid til voksne mænd i kvindetøj, der danser og udforsker seksuelle temaer med deres børn.

Disse bekymringer er berettigede. Men for at skabe en effektiv opposition skal man først forstå den seksuelle politik bag glimmer, pailletter og høje hæle.

Dette kræver et praktisk kendskab til en omfattende historie, fra oprindelsen af den første “dronning af drag” i slutningen af det nittende århundrede til udviklingen af akademisk queerteori, som udgør det intellektuelle grundlag for den moderne drag-for-børn-bevægelse.

En drag-queen kan fremstå som en komisk figur, men han rummer et aldeles seriøst budskab: Dekonstruktionen af køn, genopbygningen af børns seksualitet og undergravningen af middelklassens familieliv.

Ideologien, der driver denne bevægelse, var født i San Franciscos sexmiljø og bliver nu udbredt, med officiel statsstøtte, i en række offentlige biblioteker og skoler i hele USA. Ved at afdække grundlaget for denne ideologi og gennemtrevle dens aktivistiske litteratur, kan forældre og borgere omsider forstå den nye seksualpolitik - og formulere en strategi for at modstå den.

Queer-teori, børn, køn & sexualitet

Lad os starte med såkaldt queer teori, den akademiske disciplin født i 1984 med udgivelsen af Gayle S. Rubins essay “Thinking Sex: Notes for a Radical Theory of the Politics of Sexuality.”

Fra slutningen af 1970’erne havde Rubin, en lesbisk forfatter og aktivist, fordybet sig i subkulturer som læder, bondage, orgier, fisting og sadomasochisme i San Francisco og vandret gennem et løst sammenhægende netværk af BDSM (bondage, domination, sadomasochisme)-klubber, litteraturklubber og New Age spiritistiske forsamlinger.

I “Thinking Sex” søgte Rubin at forene sine oplevelser i den seksuelle underverden med de bredere kræfter i det amerikanske samfund. Ud fra den franske teoretiker Michel Foucaults arbejde søgte Rubin at blotlægge den magtdynamik, der formede og fortrængte den menneskelige seksuelle oplevelse.

“Moderne vestlige samfund vurderer seksuelle handlinger i henhold til et hierarkisk system af seksuel værdi,” skrev Rubin. “Ægteskabelige, reproduktive heteroseksuelle er øverst i den erotiske pyramide.

Lige under findes ugifte, monogame, heteroseksuelle i par, efterfulgt af de fleste andre heteroseksuelle. Stabile, langvarige lesbiske og homoseksuelle mandlige par ligger på grænsen til respektabilitet, men ‘bar-lebber’ og promiskuøse homoseksuelle mænd svæver lige over grupperne i bunden af pyramiden.

De mest foragtede seksuelle kaster omfatter i øjeblikket transseksuelle, transvestitter, fetichister, sadomasochister, sexarbejdere såsom prostituerede og pornomodeller, og de ringeste af alle, dem, hvis erotiske lyster overskrider generationsgrænser.”

Rubins projekt – og i forlængelse heraf queerteoriens projekt – var at udspørge, dekonstruere og undergrave dette seksuelle hierarki og indlede en verden uden grænser, meget som den, hun havde oplevet i San Francisco. Nøglemekanismen til at opnå denne ændring var tesen om social konstruktion.

“Den nye afhandling om seksuel adfærd har givet sex en historie og skabt et konstruktivistisk alternativ til synspunktet om, at sex er et naturligt og før-politisk fænomen, skrev Rubin. “Til grund for dette værk ligger en antagelse om, at seksualitet er konstitueret i samfundet og historien, ikke biologisk bestemt.

Dette betyder ikke, at de biologiske kapaciteter ikke er forudsætninger for menneskelig seksualitet. Det betyder, at menneskets seksualitet ikke er forståelig rent biologisk.” Med andre ord, traditionelle opfattelser af sex, at betragte det som en naturlig adfærd, der afspejler en uforanderlig orden, er ren mytologi, designet til at rationalisere og retfærdiggøre undertrykkelsessystemer.

For Rubin og senere queerteoretikere var køn og kønsidentiteter uendeligt formbare. Der var intet permanent ved menneskelig seksualitet, som jo var “politisk.” Gennem en revolution af værdier, mente de, kunne det seksuelle hierarki rives ned og genopbygges i deres billede.

Der var nogen grund til at tro, at Rubin kunne have ret. Den seksuelle revolution havde erobret territorium i to årtier: P-pillen, liberaliseringen af lovene omkring ægteskab og abort, feminismens intellektuelle bevægelser og den seksuelle frigørelse, den kultur, der var opstået omkring magasinet Playboy.

I 1984, anerkendte Rubin, havde stabile homoseksuelle par opnået en vis grad af respekt i samfundet. Men Rubin, queerteoretikere og fetichisterne fra BDSM-subkulturen ville have mere.

De mente, at de var på nippet til grundlæggende at transformere seksuelle normer. “Der [er] historiske perioder, hvor seksualitet er mere kontroversielt og mere åbenlyst politiseret,” skrev Rubin. “I sådanne perioder bliver det erotiske livs domæne reelt genforhandlet.”

Og med enhver god forhandlers praksis fremlagde de deres teori om sagen og deres ultimative krav. Som Rubin forklarede: “En radikal sexteori skal identificere, beskrive, forklare og fordømme erotisk uretfærdighed og seksuel undertrykkelse. En sådan teori har brug for raffinerede konceptuelle værktøjer, som kan gribe emnet og holde det i fokus.

Den skal skabe dybdegående beskrivelser af seksualitet, som den eksisterer i samfundet og historisk. Det kræver et overbevisende kritisk sprog, der kan formidle det barbariske ved seksuel forfølgelse.”

Først når jorden er gødet og konventionerne er afmystificeret, kan de seksuelle revolutionære udføre arbejdet med at rehabilitere figurerne nederst i hierarkiet og fordømme erotisk uretfærdighed og seksuel undertrykkelse.

Den sexuelle revolution, Foucault & drengene

Hvor ender denne proces? Ved den logiske konklusion: Afskaffelse af restriktioner for adfærd i den nederste ende af det moralske spektrum - pædofili.

Selvom hun bruger eufemismer som “boylovers” og “mænd, der elsker mindreårige unge”, fremfører Rubin sin sag klart og eftertrykkeligt. I lange passager gennem “Thinking Sex” fordømmer Rubin frygten for seksuelt misbrug af børn som “erotisk hysteri”, taler imod antibørnepornografilove og argumenterer for at legalisere og normalisere adfærden hos “dem, hvis erotik overskrider generationsgrænser.”

Disse mænd er ikke afvigere, men ofre, siger Rubin.

“Ligesom kommunister og homoseksuelle i 1950’erne er boylovere så stigmatiserede, at det er svært at finde forsvarere for deres borgerlige frihedsrettigheder, endsige for deres erotiske orientering,” forklarer hun. »Derfor er politiet frådende gået løs på dem. Lokalt politi, FBI og postvæsenet er gået sammen for at bygge et enormt apparat, hvis eneste formål er at udslette samfundet af mænd, der elsker mindreårige unge. Om tyve år eller deromkring, når noget af røgen er forsvundet, vil det være meget lettere at vise, at disse mænd har været ofre for en vild og ufortjent heksejagt.”

Rubin skrev med glæde om de primitive jægersamlerstammer i New Guinea, hvor “drengekærlighed” blev praktiseret frit.

Sådanne positioner er næppe idiosynkratiske inden for disciplinen queerteori.

Ideologiens faderfigur Foucault, som Rubin læner sig op ad i sin filosofiske forankring, var en notorisk sadomasochist, som engang sluttede sig til snesevis af andre fremtrædende intellektuelles underskriftsindsamling om at legalisere seksuelle forhold mellem voksne og børn i Frankrig.

Ligesom Rubin var Foucault en del af undergrundssexmiljøet i de vestlige hovedstæder og svælgede i grænseoverskridende seksualitet.

“Det kan være, at barnet med sin egen seksualitet kan have begæret den voksne, det kan endda have givet samtykke, han kan endda have taget de første skridt,” forklarede Foucault engang en interviewer i forbindelse med spørgsmålet om sex mellem voksne og mindreårige. “Og at antage, at et barn er ude af stand til at forklare, hvad der skete, og er ude af stand til at give sit samtykke, er to overgreb, der er utålelige, ganske uacceptable.”

Rubins amerikanske landsmænd fremsatte det samme argument endnu mere eksplicit. Mangeårig Rubin-samarbejdspartner Pat Califia, som senere skulle blive en transkønnet mand, hævdede at det amerikanske samfund havde forvandlet pædofile til “de nye kommunister, de nye niggere, de nye hekse.”

For Califia repræsenterede love om seksuel lavalder, religiøse seksuelle skikke og familier, der overvåger deres børns seksualitet, et massivt bolværk mod seksuel frihed. “Du kan ikke befri børn og unge uden at omstyrte hele hierarkiet af voksenmagt og tvang og udfordre hegemoniet af antiseksuelle fundamentalistiske religiøse værdier,” klagede hun.

Hele familien, loven, religionen, kulturen - var befordrende for undertrykkelsen, og det hele måtte væk.

Drag-kunsten fødes

Den anden forudsætning for at forstå Drag Queen Story Hour er at forstå den historiske udvikling af drag-kunstformen.

Det begynder med en frigiven slave ved navn William Dorsey Swann, der klædte sig i kunstfærdige kvindekostumer i silke og satin, kaldte sig selv “Queen of Drag” og organiserede seksuelt betonede soiréer i sit hjem i Washington, DC.

I løbet af sit liv blev Swann dømt for småtyveri - han havde stjålet bøger fra et bibliotek og spisestel fra en privat bolig - og blev derefter i 1896 anklaget for at “utugtig husførelse”, en eufemisme for at drive et bordel, og blev idømt 300 dages fængsel.

Fra et moderne seksualpolitisk synspunkt rummer historien alle elementerne i den perfekte venstreorienterede arketype: Swann var en mand, der befriede sig fra slaveri og derefter fra en undertrykkende seksuel kultur, på trods af undertrykkernes, puritanernes og politiets, bedste indsats.

Drag blev eksplicit politisk syv årtier senere, under Stonewall-optøjerne i 1969, hvor stamgæsterne på en homobar i New York City gjorde oprør mod politiet og startede en bølge af homoseksuel og lesbisk politisk aktivisme.

Som forfatter Daniel Harris forklarede i det modkulturelle tidsskrift Salmagundi, så var traditionelle drag-optrædener fra William Dorsey Swann indtil midten af 1960’erne sanselige oplevelser, “et uskyldigt, camp fordriv”, men med begyndelsen af den seksuelle revolution blev de former for modstand og revolution.

“Efter 1960’erne,” skrev Harris, “stramte ideologien sit greb om drag-æstetikken, da homoseksuelle mænd begyndte at bruge deres kostumer til at revurdere hele det normative begreb og dermed udføre en afgørende del af cross-dresserens dagsorden: Hævn.”

Drag-artister så i stigende grad deres kald som politisk og startede gadeorganisationer som Street Transvestite Action Revolutionaries for at slutte sig til den bølge af aktivisme, der voksede i deres lokalsamfund i New York, San Francisco og andre kulturelle knudepunkter.

Pludselig var drag ikke en privat forestilling, men en erklæring om offentligt oprør. Dronningerne begyndte at bruge kostume og præstationer til at håne mode, manerer og skikke i USA.

Med tiden krævede behovet for at chokere kunstnerne til at rykke grænserne. “Mænd bærer nu seksualiserede kostumer i form af balkjoler med protesebryster syet på ydersiden af kjolerne, sorte natkjoler med gigantiske strap-on dildoer og gennemsigtige vinyl-miniskirts, der afslører blondetrusser med strategiske rifter og afslørende pletter, der tyder på jomfruelig afblomstring,” bemærkede Harris. “Jo mindre drag skal virke æggende, jo mere vulgært bliver det - mænd, der åbenlyst masserer deres bryster, klemmer bulerne på deres g-strenge, stikker deres røv og tunger frem som liderlige pornostjerner.”

Målet med drag, ifølge Butler og Rubin, er at udslette opfattelser af køn gennem performativitet.”

Kønsproblemer - Judith Butler gør sin entré

Den næste kritiske udvikling skete i 1990, med udgivelsen af Gender Trouble af queer-teoretikeren Judith Butler. Gender Trouble var en bombe: Den løftede diskursen omkring queer seksualitet fra Gayle Rubins stumpe retorik til et niveau af meget abstrakt, og nogle gange uigennemtrængelig, intellektualisme.

Butlers væsentlige bidrag var dobbelt: For det første overdøsede hun queer-teorien med postmodernisme; for det andet fremlagde hun en teori om social forandring, baseret på begrebet “performativitet”, som tilbød en mere sofistikeret konceptuel bevæggrund end simpel kødelig lyst.

Gender Troubles grundlæggende argument er, at det vestlige samfund har skabt et regime af “påtvunget heteroseksualitet og phallogocentrisme”, som har forsøgt at håndhæve en kønsopfattelse, der knuser og slører den sande kompleksitet og variation af biologisk køn, kønsidentitet, seksuel orientering og menneskelig lyst.

Butler hævder, at selv ordet “kvinde”, selvom det relaterer til en biologisk virkelighed, er en social konstruktion og ikke kan defineres med nogen varig betydning eller kategorisering. Der er intet væsentligt ved “mand”, “kvinde” eller “køn”:

De er alle skabt og genskabt gennem historisk betinget menneskelig kultur; eller, som Butler udtrykker det, de er alle defineret gennem deres præstationer, som kan ændre sig, skifte og tilpasse sig på tværs af tid og rum.

Butlers teori om social forandring er, at når først præmissen er etableret, at køn er formbart og brugt som et magtinstrument, i øjeblikket til fordel for “heteroseksuel normativitet”, så kan arbejdet med social genopbygning begynde. Og drag-queens inkarnerer Butlers teori om kønsdekonstruktion.

“Drag-optræden spiller på sondringen mellem udøverens anatomi og det køn, der fremføres. Men vi eksisterer faktisk gennem tilstedeværelsen af tre betingede dimensioner af væsentlig kropslighed: Anatomisk køn, kønsidentitet og kønspræstation,” skriver Butler.

Når sådanne kategorier kommer på tale, bliver kønnets virkelighed også bragt i krise: Det bliver uklart, hvordan man kan skelne det virkelige fra det uvirkelige. Og dette er tidspunktet, hvor vi kommer til at forstå, at det, vi tager for at være ‘rigtigt’, det, vi påberåber os som den naturbaserede viden om køn, i virkeligheden er en foranderlig og reviderbar virkelighed. Kald det subversivt eller kald det noget andet.

Selvom denne indsigt ikke i sig selv udgør en politisk revolution, er ingen politisk revolution mulig uden et radikalt skift i ens forestilling om det mulige og det virkelige.”

I 2000’erne havde drag-kulturen absorberet alle disse elementer - historien om social retfærdighed, om William Dorsey Swann, Gayle Rubins kødelige kataklysme, Judith Butlers æteriske postmodernisme - og fusioneret dem på scenen.

Queerteoretikeren Sarah Hankins, som udførte omfattende feltforskning på drag-barer i det nordøstlige USA, formidlede ånden i denne subkultur og dens ideologi i en undersøgelse for det akademiske tidsskrift Signs.

Med udgangspunkt i Rubin og Butlers arbejde beskriver Hankins tre genrer af drag – straight-ahead, burlesque og genderfuck, der spænder fra striptease og lapdance til simuleringer af nekrofili, bestialitet og racefetichisme.

Hankins beskriver drag-verdenen som en “socioseksuel økonomi”, hvor medlemmerne af “queerdom” kan ophidse, tilfredsstille og belønne hinanden med drikkepenge og andre økonomiske transaktioner. “Som publikum har jeg altid oplevet drikkepengene som betaling for seksuel tilfredsstillelse,” skriver Hankins. “Og jeg er klar over, at ved at holde dollarsedler op, kan jeg tilfredsstille min ophidselse, i det mindste delvist: Jeg kan bringe kunstnernes kroppe tæt på min og få dem til at røre ved mig eller lade mig røre ved dem.”

Eller, som et af hendes forskningsemner, drag-queen Katya Zamolodchikova, udtrykker det: “Jeg er der bogstavelig talt for at sælge min fisse for dollarsedler.”

Målet med drag, ifølge Butler og Rubins teorier, er at udslette stabile opfattelser af køn gennem performativitet og at rehabilitere bunden af det seksuelle hierarki gennem ophøjelse af marginalen.

“At betale en dominerende/dominerende kvinde, en mandlig supplikant, en ulykkelig lønslave eller en dreng giver publikum mulighed for midlertidigt at legemliggøre en eller flere af en række ‘dårlige/unaturlige’ sociale positioner, for eksempel den pædofile, den skabsbundne homoseksuelle bangebuks, den grådige, kvindelige cougar, sugar daddy eller momma, selv den seksualiserede unge/barn,” skriver Hankins.

Og disciplinen “genderfuck” tager et skridt videre end voksen-børne-sex. Hankins beskriver at denne stilart “fremhæver troper af primitivisme og degeneration som redskaber til protest og befrielse” og søger at undergrave tabuer som “pædofili, nekrofili, erotisk fetichisme og dyresex.”

Disse forestillinger udgør endestationen: Kulminationen på mere end et århundredes arbejde, fra silke-og-satin drag-fester til dekonstruktionens hyper-cerebrale politik til udslettelse af traditionelle forestillinger om sex.

Drag bliver mainstream

Den sidste rejse i historien om drag er på nogle måder den mest overraskende. Da den mørke side af drag skubbede til overskridelse af grænserne, begyndte en anden fraktion at bevæge sig fra ekstremerne til mainstream.

Nogle drag-queens – mest bemærkelsesværdigt, drag-performeren RuPaul – nedtonede rutinerne, skubbede ideologien dybt i baggrunden og præsenterede drag som god gammeldags, glamourøs amerikansk underholdning. TV-producenter solgte denne nye form for drag som reality-TV, blødgjorde drag-begrebet og assimilerede genren i massemedier og forbrugerkultur.

Dette skabte en mulighed. Da queer-teoretikernes intellektuelle fortrop mødte muren på grund af incest- og dyresexfantasier, anvendte de mest initiativrige blandt dem et andet greb:

At bruge kommercialiseringen af drag og den goodwill, der er forbundet med homo-og lesbiske rettighedsbevægelser, som et middel til at transformere drag-forestillinger til “familievenlige” begivenheder, der kunne formidle en forenklet version af queer-teori til børn.

Nøglefiguren i denne overgang var en “genderqueer” universitetsprofessor og drag queen ved navn Harris Kornstein - kunstnernavn Lil Miss Hot Mess - som var vært for nogle af de første oplæsninger på offentlige biblioteker og skrev børnebogen The Hips on the Drag Queen Go Swish , Swish, Swish.

Kornstein sidder i bestyrelsen for Drag Queen Story Hour, 40 lokalafdelinger der har organiseret hundredvis af forestillinger over hele USA.

Kornstein offentliggjorde også manifestet for bevægelsen, “Drag Pedagogy: The Playful Practice of Queer Imagination in Early Childhood,” sammen med medforfatter Harper Keenan, en FTM (kvinde-til-mand) transkønnet queer-teoretiker ved University of British Columbia.

Med citater fra Foucault og Butler begynder essayet med at anvende queerteoriens grundlæggende præmis om socialkonstruktivisme og heteronormativitet på uddannelsessystemet.

”Pædagogernes professionelle vision er ofte formet til at gengive statens normative vision om det ideelle borgerskab. I virkeligheden fungerer skolegang som en måde at rette barnet ind i en slags fangenskab mhp. at pådutte barnet de aktuelle parametre for den vision,” skriver Kornstein og Keenan. “For at sige det klart, inden for den historiske kontekst af USA og Vesteuropa, er den institutionelle styring af køn blevet brugt som en måde at opretholde racistiske og kapitalistiske former for (re)produktion på.”

For at opløse denne dynamik foreslår forfatterne en ny undervisningsmetode, “drag-pædagogik”, som en måde at stimulere “queer fantasien”, lære børn “hvordan man lever queerly“ og “give dem queer måder at være på i uddannelsen af små børn.”

Som Kornstein og Keenan forklarer, er dette et intellektuelt og politisk projekt, der kræver, at drag-queens og aktivister arbejder hen imod at underminere traditionelle forestillinger om seksualitet, erstatte den biologiske familie med den ideologiske familie og vække grænseoverskridende seksuelle lyster hos små børn.

“Bygget delvist på queerteori og transstudier, søger queer- og transpædagogik aktivt at destabilisere den normative funktion af skolegang gennem transformativ uddannelse,” skriver de.

For drag-pædagogerne er den traditionelle livsbane – at vokse op, blive gift, arbejde 40 timer om ugen og stifte familie – en undertrykkende borgerlig norm, der skal dekonstrueres og undergraves.

Kornstein og Keenan hævder, at drag-queens indtager scenen i deres seksuelt suggestive kostumer, med den opgave at rokke ved det “binære mellem kvindelighed og manddom”, udbrede “kønsoverskridende temaer” og bryde den “reproduktive fremtid” af “kernefamilie” og det “seksuelt monogame ægteskab” - som alle betragtes som mekanismer for heteroseksuel, kapitalistisk undertrykkelse.

Bøgerne udvalgt i mange Drag Queen Story Hour-forestillinger – Cinderelliot, If You’re a Drag Queen and You Know It, The Gender Wheel, Bye Bye, Binary og They, She, He, Easy as ABC – fremmer denne grundlæggende fortælling.

Selvom Drag Queen Story Hour-begivenheder ofte deklareres som “familievenlige”, forklarer Kornstein og Keenan, at dette er en form for kode:

“Det kan være, at DQSH er ‘familievenlig’ i den forstand, at den er tilgængelig og indbydende til familier med børn, men snarere end renfærdigt, er det en forberedende introduktion til alternative former for slægtskab.

Her skal DQSH-betegnelsen ‘familievenlig’ forstås på samme måde som en gammeldags queer-kode til at identificere og hooke-up med andre queers på gaden.”

Efter at normerne for køn, seksualitet, ægteskab og familie er blevet bragt i tvivl, kan drag-queens begynde at erstatte dette værdisystem med “queer måder at vide og være på.” Kornstein og Keenan understreger:

Formålet med det, de kalder drag-pædagogik, eller “lystens pædagogik”, handler om at omformulere børns forhold til sex, seksualitet og erotik. De beskriver drag som et “sted for queer nydelse”, der lover at “vende afvisning til begær” og “[forvandle] besværet ved at præstere til glæden ved at deltage”, og DQSH som tilbyder en “queer relationalitet” mellem voksen og barn.

De overdøser deres manifest med seksualiseret sprog og dobbeltbetydninger og udvisker grænserne mellem voksenseksualitet og barndoms uskyld. Faktisk som queer-pædagogen Hannah Dyer har skrevet, queer-pædagogik og i forlængelse heraf drag-pædagogik søger at afsløre selve begrebet “barndommens uskyld” som en undertrykkende heteropatriarkalsk illusion.

“At anvende queer-analysemetoder til studier af barndom kan hjælpe med at queergøre uskyldsretorikken, som begrænser alle børn, og hjælpe med at stoppe forsøg på at lave facit på barnets fremtid, før det har mulighed for at udforske begær,” skriver Dyer.

Formålet er altså at undergrave det heteronormative system, som omfatter barndommens uskyld, og genskabe barndommens seksualitet fra bunden. Og drag-forestillinger giver en visuel, symbolsk og erotisk metode til at opnå dette. Kornstein og Keenans sprog i disciplinen - “fornøjelse”, “begær”, “kroppe”, “piger”, “drenge”, “glitter”, “pailletter”, “parykker” og “hæle” - er sigende.

Queer-teoriens største bedrift …

Selvfølgelig forstår arrangørerne af Drag Queen Story Hour, at de skal pleje deres offentlige image for fortsat at nyde adgangen til offentlige biblioteker og offentlige skoler. De har lært at tale i kode til ngo’er og skrinlægge forældrenes bekymringer, mens de på subtil vis promoverer queerteoriens ideologi til børn.

Mens mange af Drag Queen Story Hours forsvarere hævder, at disse programmer er designet til at fremme LGBTQ-”accept” og “inklusion”, afviser Kornstein og Keenan eksplicit disse mål som blot “markedsføringssprog”, der giver dækning for deres virkelige dagsorden.

“Selvom DQSH offentligt erklærer at målsætningen er at ‘hjælpe børn med at udvikle empati, lære om kønsdiversitet og forskelle og udnytte deres egen kreativitet’, argumenterer vi for, at organisationens bidrag kan stikke dybere end moralske forbilleder og rollemodeller,” skriver de. “Som organisation kan DQSH se fordele ved at til at tilpasse sig standarder inden for didaktik og social-emotionel læring for at være kompatibel med det offentlige uddannelsessystem og filantropiske institutioner.

Drag-organisatorerne tager i sidste ende ikke disse utilitaristiske mål særlig seriøst (men er gode til at gøre det, når det er nødvendigt). Med andre ord, som bevægelse har Drag Queen Story Hour lært at begå sig ved at drive en velfunderet, aktivistisk organisation, vinde offentlige udbud og sikre adgang til et publikum, samtidig med at det giver et plausibelt retorisk forsvar mod forældre, der måske sætter spørgsmålstegn ved det betimelige i at voksne mænd ser på omgangen med deres børn som “et sted for queer nydelse”.

Denne mission har været bemærkelsesværdig vellykket.

Drag Queen Story Hour begyndte med frivillige programmer på folkebiblioteker, som ved lov er forpligtet til at give lige adgang til organisationer uanset politisk tilhørsforhold eller ideologi. Men inden for få år er arrangementerne blevet til statsstøttede drag-forestillinger for børn.

New York City Council og New York Public Library har givet skatteyderpenge direkte til Drag Queen Story Hours non-profitorganisation, hvilket blev starten på en tendens, hvor drag-oplæsninger, danse og forestillinger over hele landet nu modtager statsstøtte. Dernæst New York City Public Schools, med mere end 200.000 dollars i finansiering fra kommunen, begyndte at være vært for snesevis af dragforestillinger i folkeskoler, mellemskoler og gymnasier i alle fem bydele.

Andre politikere ser ud til at ville gå endnu længere. Statsadvokaten i Michigan efterlyste en “drag queen for hver skole.” Senator Scott Wiener i Californien har foreslået i et tweet at han vil arbejde for lovgivning mhp. at tilbyde “Drag Queen 101 som en del af K-12-pensumet” og gøre det obligatorisk for eleverne at deltage i Drag Queen Story Hour som en måde at “opfylde kravet på.”

Begge kunne have sagt dette i sjov - men under alle omstændigheder har disse ting en tendens til at gå fra joke til virkelighed med lysets hastighed.

Når masken falder

Selvom spredningen af seksuelt ladede drag-forestillinger har en aura af uundgåelighed, bør man huske på, at grænseoverskridende ideologier altid indeholder kimen til deres egen ødelæggelse.

Efterhånden som bevægelsen bag dragshows for børn er blevet kendt og udvidet sin rækkevidde, har nogle dragartister ladet masken falde: I Minneapolis spredte en drag-queen i hæle og en pink miniskørt benene foran børn; i Portland tillod en stor, mandlig transvestit små børn at klatre oven på ham, gribe fat i hans falske bryster og presse sig mod hans krop; og i England underviste en drag-queen en gruppe børnehaveklassebørn i, hvordan man danser på en seksuelt suggestiv måde.

Scener fra drag-begivenheder, der afholdes over hele USA i barer, klubber og udendørs festivaler, har været endnu mere chokerende og foruroligende:

I Miami tog en mand med enorme falske bryster og dollarsedler proppet ind i sin G-streng fat i hånden af en pige i børnehavealderen og fremviser hende foran mængden; i Washington, DC, underviste en drag-queen iført læder og kæder et lille barn hvordan man danser for penge; i Dallas, stripper mænd med udtværet ansigtsmakeup ned til undertøj, simulerer en kvindelig orgasme og udfører lapdances på medlemmer af et brølende publikum af voksne og børn.

Avisoverskrifter har også berettet om overgreb:

• “Tucson High School Counselor Behind Teen Drag Show Arrested for Relationship with Minor”

• “Houston Public Library Admits Registered Child Sex Offender Read to Kids in Drag Queen Storytime”

• “Drag Queen Charged with 25 Counts of Felony Child Sexual Abuse Material Possession”

• “Second ‘Drag Queen Story Hour’ Reader in Houston Exposed as Convicted Child Sex Offender”

• “Drag Queen Story Hour Activist Arrested for Child Porn, Still Living with His Adopted Kids.”

Fortalere for Drag Queen Story Hour vil måske svare, at disse er ekstreme tilfælde, og at mange af de børneorienterede begivenheder byder på drag queens, der læser bøger og taler om køn, og ikke optræder med seksualiserede forestillinger.

Men ånden bag drag er baseret på det grænseoverskridende seksuelle element og queerteoriens ideologi, som ikke bare kan slettes ved at skifte kontekst og blødgøre retorikken.

Queerteoriens filosofiske og politiske projekt har altid været at detronisere traditionel heteroseksuel kultur og hæve det, Rubin kaldte den “seksuelle kaste” i bunden af hierarkiet: Den transseksuelle, transvestitten, fetichisten, sadomasochisten, den prostituerede, pornostjernen - og den pædofile.

Drag Queen Story Hour kan forsøge at rense ud i rutinerne og kræve børneattester af sine kunstnere - men når forældre, vælgere og politiske ledere engang erkender den sande natur bag Drag Queen Story Hour og den ideologi, der driver den, vil de hurtigt forsøge at genoprette de grænser, der er blevet midlertidigt – og hensynsløst – forladt.

De vil kræve og sætte en tydelig grænse mellem voksen-seksualitet og barndoms uskyld og sende perversioner som “genderfuck”, “primitivisme” og “degeneration” tilbage til det seksuelle overdrev, hvor de hører hjemme.

www.christopherrufo.com

Læs, lyt & se også …

Det var absurd teater, at se Joachim B. Olsen sidde i Presselogen og blive belært om journalistisk dyd af en kreds af journalister, der tilsyneladende ikke opdager, at hele diskussionen demonstrerer præcis det problem, Baronen af Øresund er blevet et symptom på.

At J.B.O. ikke eksploderer i en paddehattesky af excessiv ansigtsbehåring, endeløs skulderbredde og kuglestødende politisk biceps undervejs, er lidt af et mirakel. Jeg var selv ved at sympati-detonere på hans vegne.

For prøv lige at se, hvad der faktisk er sket.

En anonym borger sætter sig ned og gennemgår offentligt tilgængelige oplysninger om anvendelsen af danske bistandsmidler. Han finder en række konkrete projekter, som han mener er absurde eksempler på anvendelsen af skatteborgernes penge. B.T. efterprøver oplysningerne. De kan kontrolleres af enhver. Og Joachim B. Olsen inviterer derfor manden ind for at fortælle om det arbejde, han har lavet.

Det siger Olsen faktisk meget præcist i Presselogen:

»Der var ikke nogen, der havde gjort det, det var HAM, der havde gjort det.«

Og han understreger igen og igen, at det afgørende netop er, at oplysningerne kan efterprøves.

Men i stedet for at interessere sig nævneværdigt for hvorfor en anonym borgerjournalist tilsyneladende har fundet historier om anvendelsen af 23 milliarder bistandskroner, som de professionelle journalister ikke selv havde prioriteret, bliver Baronen pludselig selv problemet.

Hvorfor er han anonym? Hvorfor stillede Joachim ikke kritiske spørgsmål? Hvorfor fik han lov at tale så længe? Hvorfor ved vi ikke, hvem han er? Og – naturligvis – hvad mener han egentlig om muslimsk indvandring?

Den sidste manøvre er næsten for smuk.

Værten fremhæver ligefrem, at Baronen i nogles øjne er »kontroversiel«, blandt andet på grund af hans holdninger til muslimsk indvandring og hans hårde angreb på politiske modstandere. Derfor burde han måske både vise navn og ansigt og udsættes for kritiske modspørgsmål.

Men hvad i hede hule helleflynder har det med sagen at gøre??

Enten er oplysningerne om bistandsprojekterne korrekte, eller også er de ikke.

Enten er pengene blevet anvendt til de projekter, Baronen beskriver, eller også er de ikke.

Hvis B.T. har efterprøvet de faktuelle oplysninger – hvilket Olsen gentagne gange siger, at man har – bliver Baronens identitet, udseende og syn på indvandring ikke mere relevante, end hans holdning til topskat eller ananas på pizza ville være.

Det er den mest afslørende del af diskussionen.

For Amalie Kestler fra Politiken kalder interviewet »noget sjask« og anklager Olsen for at være fascineret af sin gæst og for ikke at stille tilstrækkeligt kritiske spørgsmål.

Olsen svarer det indlysende: Det var ikke et kritisk interview. Programmet havde en erklæret præmis:

»Her er nogle konkrete eksempler på, hvad danske skattekroner bliver brugt til.«

Herefter bliver belæringen fra netop Politikens Amalie Kestler decideret grinagtig.

For forestillingen om, at publicistiske medier normalt møder alle politiske aktører, organisationer og historier med samme kølige, skeptiske distance, er simpelthen en journalistisk selvmyte. Den kan fx jeg som medstifter af Dansk Regnbueråd punktere herfra og til den publicistiske evighed.

Redaktioner prioriterer. De vælger historier. De vælger kilder. De vælger vinkler. De afgør, hvilke fænomener der fortjener kritisk granskning, og hvilke der primært får lov at forklare sig selv.

Denne substack er sponsoreret af:

Politiken er naturligvis i sin gode ret til at være et værdibåret, fugtdrivende venstreorienteret dagblad. Men så bliver det også temmelig kosteligt, når en journalist derfra optræder, som om Joachim B. Olsen har opfundet holdningsjournalistikken, fordi han laver et program, hvor præmissen åbent er, at han finder nogle offentlige udgifter tåbelige.

Forskellen er næsten snarere, at Olsen gennem sin gæst, Baronen af Øresund, siger det højt.

Han siger direkte:

»Hvorfor skulle jeg kritisere, når jeg var helt enig i, at det her var nogle pjattede projekter. Det var spild af skatteborgernes penge.«

Og tilføjer:

»Det er præmissen, vi laver holdningsstof.«

Vare deklareret. Både før, under og nu efter udsendelsen.

Man kan da sagtens kritisere B.T. på det snævre presseetiske punkt. Berlingske Medias egne retningslinjer siger ifølge udsendelsen, at anonyme kilder kun bør anvendes, når en sag ellers ikke kan udredes, og her kunne historien åbenlyst fortælles uden Baronens medvirken.

Det er logens stærkeste presbold, og Joachim slipper ikke helt elegant ud af det. Men det er en diskussion om en intern presseetisk regel. Det er ikke det samme som, at interviewet journalistisk er illegitimt.

Og Knud Brix’ foreslåede løsning gør faktisk paradokset endnu tydeligere:

B.T. kunne bare have citeret Baronen uden at have ham med.

Vi må med andre ord forstå dette:

• Baronens arbejde må gerne bruges.

• Hans oplysninger må gerne bruges.

• Hans borgerjournalistiske fund må gerne bruges.

• Men manden selv … må helst ikke få lov til at forklare dem.

Det er en ganske sær definition på journalistisk hæderlighed, der vist kun er gangbar mønt på panelets mediematrikler.

Den interessante historie her burde derfor være en anden:

Hvorfor opstår mennesker som Baronen af Øresund overhovedet?

Olsen er faktisk inde på det vigtigste spørgsmål i hele segmentet, da han peger på den nye medievirkelighed:

Selvfølgelig ikke.

Baronen er interessant, fordi der eksisterer et hul i journalistikken, som mennesker som ham kan udfylde.

Når store redaktioner igen og igen bruger enorme journalistiske ressourcer på de historier og konflikter, der interesserer deres eget kulturelle og politiske miljø, skal de ikke være voldsomt overraskede, når borgere andre steder i det politiske landskab begynder at lave researchen selv.

Og hvis en anonym mand på X kan sidde hjemme ved spisebordet og finde dokumenterbare historier om brugen af milliarder af skattekroner, som landets store redaktioner ikke selv har fundet interessante nok til at grave frem, så er det måske ikke først og fremmest hans anonymitet, der burde udløse en medieetisk krisesamtale.

Måske burde undringsspørgsmålet slet og ret bare være:

Hvorfor fanden skulle der en Baron af Øresund til?

Hm?

Anyway, hvor anonym er Baronen af Øresund i øvrigt lige, når han har været i Billed-Bladet? (Sorry, fake news 😅)

Amalie Kestler et forarget al. kan bare gå til frisøren, hvis de vil blive klogere på den adelige, kortbeskovlede borgerjournalists hjemmeliv og habitus.

Tsk, pffstt & hmpff 🙄

Kreditering:

Læs, lyt & se også…

Da jeg i Weekendavisen så Jacob Hedegaard efterlyse en »stille og rolig« borgerlig stemme i den homoseksuelle debat, gik mine tanker uvægerligt tilbage til foråret 2022, hvor vi var i gang med at stifte Dansk Regnbueråd. Min socialdemokratiske barnetro på, at man – stille og roligt med fornuft – kunne flytte regnbuesagen tilbage mod en rimelig midte, var den samme som Hedegaards.

Men jeg var naiv. For regnbuesagen – den, hvor det faktisk handlede om bøsser, lesbiske og biseksuelle – er blevet kapret af en ekstrem kønsideologi.

Hedegaard beskriver Dansk Regnbueråd som den modsatte yderfløj i forhold til LGBT+ Danmark. Som en organisation, der udelukkende næres af kulturkamp og konflikt. Men han overser noget afgørende: Vi har ikke selv valgt konflikten. Konflikten blev valgt for os.

For når LGBT+ Danmark i dag gør biologisk køn til en subjektiv følelse, medicinske kønsskifter af mindreårige til en progressiv mærkesag og kvinders kønsopdelte rum og sportsgrene til forhandlingsspørgsmål, er resultatet ikke større accept. Tværtimod.

Den brede folkelige opbakning til den samlede lgbt-sag er blevet svækket, fordi alt dette vanvid nu opleves som én og samme pakke.

Der er med andre ord ikke længere noget neutralt midterfelt at trække sig tilbage til. Enten siger man fra over for LGBT+ Danmarks venstreorienterede ideologi, eller også accepterer man udviklingen. Der findes ikke en tredje vej.

Hedegaard rejser problemet med islamisk homofobi og kritiserer her Dansk Regnbueråd for vores årelange fokus på problemstillingen. Jeg har svært ved at forstå, hvordan man kan efterlyse mere fokus på homoseksuelles tryghed og samtidig kritisere den eneste organisation, der gennem flere år konsekvent har peget på, at den største konkrete voldstrussel mod homoseksuelle i nattelivet kommer fra unge mænd med muslimsk baggrund. Det har vi sagt, længe før det blev acceptabelt at sige højt.

JACOB HEDEGAARD skriver på X, at transideologien – som vi i Dansk Regnbueråd er modstandere af – ikke er noget, der fylder i hans hverdag. Den fylder imidlertid i mange kvinders hverdag. Mange lesbiske kvinders – l’et i den lgb-sag, som Hedegaard ønsker at omkalfatre med »stille og rolig borgerlighed«. Rundtom i verden bliver kvinder således hevet gennem retssystemet og fængslet, hvis de nægter at anvende kvindelige pronominer om mænd, der hævder at være kvinder. Også i Danmark.

Og så er der de søgende og sårbare børn og unge, som overbevises om, at de ikke er tiltrukket af det samme køn – men at de selv er det modsatte køn. Dansk Regnbueråd har været medvirkende til at samle de borgerlige partier i fælles modstand mod medicinsk og juridisk børnekønsskifte.

At det er endt som en udelukkende borgerlig mærkesag, er ulykkeligt, for det medicinske børnekønsskifte vil, efter vores mening, ende som den største sundhedsskandale i nyere tid.

At byde ind i regnbuedebatten er fint. Hedegaard gør det imidlertid som kollegaen, der er utilfreds med alle andres arbejde, men ikke selv har nogen konkrete forslag til, hvordan tingene i stedet skal gøres.

Den pæne borgerlighed, som Jacob Hedegaard plæderer for, fungerer muligvis, når alle i sagen accepterer de samme spilleregler – men det er ikke tilfældet længere. I stedet er der brug for folk, der tør smide handskerne og tage de grimme kampe, som andre ville ønske ikke fandtes.

Derfor findes Dansk Regnbueråd. Og Jacob Hedegaard skal være så velkommen på vores side af slagmarken.

Jesper W. Rasmussen, bestyrelsesmedlem i Dansk Regnbueråd

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning.

LGBT+ Danmark svarer også på kritikken: Vi er ikke venstreorienterede – og vi taler skam også om islamisk homofobi

Kort fortalt er Uffe Paulsens replik - med den passende titel »En umulig opgave« et forsvar for, at LGBT+ Danmark skam hverken er særligt venstreorienteret eller berøringsangst over for islamisk homofobi.

Organisationen har ganske vist haft et kraftigt ryk til venstre, medgiver han, men den blev »afradikaliseret« allerede i 1980’erne og har siden arbejdet partineutralt. Som dokumentation fremhæver han blandt andet trivsel for LGBT+-elever, hadforbrydelser og ensomhed blandt ældre – mens de lidt mere kontroversielle mærkesager om køn, børn, kvindesport og kønsopdelte rum påfaldende nok ikke kommer med i varedeklarationen.

Og islamisk homofobi? Den taler LGBT+ Danmark bestemt om, siger Paulsen: Oslo, SEXUS, Berlin og et podcastinterview fremføres som eksempler. At offentligheden alligevel har fået et andet indtryk, skyldes til dels pressen, som åbenbart er bedre til at fortælle, når LGBT+ Danmark »træder ved siden af«, end når organisationen rammer rigtigt.

Konklusionen er sympatisk rummelig: Borgerlige og venstreorienterede må kunne være i samme organisation. Og hvis borgerlige homoseksuelle ikke føler sig repræsenteret, er løsningen tilsyneladende ikke, at LGBT+ Danmark ændrer kurs – men at de borgerlige melder sig ind og hjælper til.

Det er med andre ord lidt: Vi repræsenterer selvfølgelig ikke alle. Vi er heller ikke venstreorienterede. Og hvis I synes, vi er det, må I jo melde jer ind og gøre noget ved det.

…

Læs, lyt & se også …

»Hør nu her, lille dame …«

I den seneste udgave af podcasten B.T. Valgkamp var der et moment, som måske ikke så mange andre end mig bed mærke i.

Det rummede ikke nogen dramatisk politisk afsløring, men det sagde noget signifikant om både Christiansborg - og om den måde, politiske journalister efter mange år omkring Slotsholmen risikerer at lære at betragte stedets funktion på:

Med en usund accept af status quo.

Og den vil jeg indledningsvis bore lidt i nu.

B.T.s unge dygtige politiske redaktør Emilie Jäger forholdt sig i podcasten til historien om regeringens model for fødevaremoms, der er i pris er endt med at eksplodere fra godt 6 milliarder til godt 17 milliarder kroner.

Den konkrete udformning synes imidlertid ikke alene bestemt af spørgsmålet om, hvordan man mest effektivt hjælper danskere, der er ramt af høje fødevarepriser.

Konstruktionen skal også imødekomme Enhedslisten, lukke en politisk flanke til Dansk Folkeparti og få regeringens samlede økonomiske politik til at se fordelingspolitisk rigtig ud.

Jäger hæfter sig ved, hvor besynderligt dét egentlig er.

Hvis staten står til at anvende 17,4 milliarder kroner - som er mere, end de fleste tjener på en måned - burde det oplagte spørgsmål vel være, hvordan pengene gør mest gavn. Men i det forløb, podcasten beskriver, kommer hensynet til den politiske konstruktion til at fylde mindst lige så meget som spørgsmålet om pengenes konkrete virkning.

Det er en mere end rimelig observation - men det interessante for mig, var ikke observationen, men reaktionen i studiet.

Henrik Qvortrup annoncerer i podcasten selv, at han nu risikerer at være »den gamle boomer«, der »mansplainer big-time«, hvorefter han så, som varslet - og ibrugtagende alt hvad han kan opdrive af XY-forklaringskromosomer - foreholder Jäger, at sådan er politik faktisk.

At politik et langt stykke hen ad vejen er noget, politikerne leger.

At det ikke altid handler om at vælge den objektivt bedste løsning, men om at lukke flanker og forhindre modstanderne i at få et angrebspunkt.

Må Jäger forstå.

Joachim B. Olsen formulerer forskellen lidt venligere. Jägers synspunkt er sympatisk, siger han:

Politik burde handle mere om konsekvenserne af lovgivningen, men virkeligheden er ofte, at den handler om intentionerne.

Eller rettere: Om mest effektivt at kommunikere disse intentioner til vælgerne.

Jeg vil gerne holde lidt fast i Jägers reaktion.

Acceptens svøbe

Qvortrup tager jo ikke fejl i sin beskrivelse af Christiansborg. Han har dækket dansk politik længere end de fleste og ved bedre end de fleste, hvordan det politiske maskinrum fungerer.

Problemet opstår imidlertid, hvis den professionelle forståelse af systemet langsomt glider over i en indforstået - og her eksplicit - accept af det.

Jeg kender Emilie Jäger udmærket. Jeg lavede mange historier sammen med hende, da hun bestyrede Blåt Bælte på det nu nedlagte Radio24syv sammen med den lige så skarpe Astrid Høgh, som i dag skærer skarpt på Kristeligt Dagblad. Og adskillige historier i B.T. siden hun blev ansat dér.

Derfor ved jeg også, at forklaringen ikke er, at Emilie er naiv eller politisk ubefaren. Hun er knivskarp, journalistisk frygtløs, meget direkte og typen, der går den ekstra mil, når en historie skal graves frem.

Qvortrup har på sin måde gjort præcis det samme gennem et langt journalistliv. Han er en af de absolut mindst synshandicappede analytikere af dansk politik.

Forskellen mellem dem i denne diskussion er derfor først og fremmest, at Emilie er ung. Hun har endnu ikke tilbragt så mange år i det politisk-mediale firmament, at det demokratisk usunde automatisk bliver almindeligt og accepteret.

Den egenskab skal hun passe godt på og forsøge at bevare.

Selvfølgelig skal en politisk journalist kunne forklare, hvorfor en regering forsøger at lukke en flanke. Men det bør efterfølges af spørgsmålet om, hvad det koster.

Vi skal selvsagt forstå, hvorfor et parti fremsætter et forslag, som har stor kommunikativ værdi, men vi bør også spørge, om partiet selv mener, at det kan gennemføres, og om det vil virke.

Spin er en vigtig del af politik og derfor også af politisk journalistik. Det bliver først et problem, når evnen til at analysere spin kommer til at erstatte interessen for resultatet.

Den forskel fik vi nærmest en skolebogsdemonstration af få dage senere, da Folketinget holdt hasteforespørgsel om situationen omkring Ceuta.

Blå Bloks Store Chance-nonchalance

Udlændingepolitikken er igen rykket helt op blandt de emner, der optager vælgerne - bl.a. mig - mest. Af mange forskellige årsager.

I den måling, som gennemgås i B.T.-podcasten, angiver 16 procent udlændingepolitikken som det vigtigste politiske emne. Samtidig har Morten Messerschmidt gjort noget, som Venstre, Konservative og Liberal Alliance i øjeblikket har forbavsende svært ved:

Han har optrådt som opposition med slag i.

Eller … det begyndte i hvert fald sådan forleden.

Messerschmidt har været til stede, sat dagsordener og angrebet regeringen, og vælgerne har bemærket det. Blandt blå vælgere er Messerschmidt i den omtalte måling ligefrem mere populær som statsminister end Troels Lund Poulsen, der trods alt er den officielle blå statsministerkandidat.

Det er en triumf for Dansk Folkeparti - men ikke nødvendigvis for Blå Blok.

Qvortrup peger på det indlysende paradoks:

Messerschmidt kan blive stærk nok til at dominere den borgerlige opposition uden at blive bredt accepteret nok til at samle den.

Dermed får mit parti, Socialdemokratiet, en modstander, som både kan koste socialdemokratiske stemmer og samtidig gøre det lettere at fastholde fortællingen til de mere moderate vælgere om, at alternativet til Socialdemokratiet er usikkert.

Netop derfor burde hasteforespørgslen have været vigtig for Blå Blok.

Her var chancen for at vise, at oppositionen ikke blot kunne fremkalde uro omkring regeringen, men faktisk kunne organisere sig omkring en sag, som den selv betragter som helt central.

Det gik, øh, mildt sagt ikke sådan.

Jeg hører jævnligt fra borgerlige venner og online-sympaticos, at de ikke forstår, hvorfor jeg ikke bare stemmer borgerligt.

Der er en række grunde, som jeg med jævne mellemrum redegør for, men begivenhederne omkring Ceuta demonstrerede én af dem ganske godt:

Det, der udspillede sig i Folkektingssalen, var skandaløst amatøragtigt, ja, men det værste var næsten, hvor useriøst det fremstod - og at det fandt sted på netop det politiske område, som Blå Blok mener skal være en af hovedårsagerne til, at danskerne ved førstkommende valg-lejlighed sætter Mette Frederiksen og Socialdemokratiet fra bestillingen.

Dansk Folkeparti havde taget initiativ til hasteforespørgslen, og de øvrige blå partier var gået med. Planen var at blotlægge uenigheden mellem Socialdemokratiet og de partier, som Mette Frederiksen er parlamentarisk afhængig af på udlændingepolitikken.

I stedet viste debatten, hvor dårligt den borgerlige opposition selv hænger sammen.

I denne uges Borgen Uden Filter beskriver Henrik Qvortrup og makkeren Lars Trier Mogensen sønderlemmende kritisk, hvordan regeringens parlamentariske grundlag holdt disciplinen, mens Mette Frederiksen kunne gå rundt i Folketingssalen med en udstråling af, at hun ejede stedet.

Fordi hun ejer stedet.

Mette Frederiksen lignede med andre ord ikke en statsminister, som oppositionen havde fået trængt op i en krog. Eller trængt nogen som helst andre steder hen.

Forklaringen var ikke kun Mette Frederiksens politiske håndelag, som er uforligneligt, om man kan lide hende eller ej. Nej, forklaringen var at flere af de mennesker, der skulle have presset hende, ganske enkelt ikke var til stede i salen (!)

Troels Lund Poulsen deltog ikke.

Mona Juul deltog ikke.

Alex Vanopslagh deltog ikke.

Morten Messerschmidt stod derfor med hovedparten af kampen, mens Inger Støjberg blev den anden fremtrædende blå partileder.

Lars Trier Mogensen føjer i Borgen Uden Filter en vigtig pointe til historien.

Fraværet skyldtes ikke nødvendigvis kun dovenskab eller mangel på kampvilje. Når det kom til den konkrete Schengen-politik, stod Venstre, Konservative og Liberal Alliance på flere punkter tættere på Mette Frederiksen end på Messerschmidt.

Det gør deres valg om at være medindkaldere så meget desto mærkeligere.

Hvis man ikke er enig i den politiske linje, man vil bruge til at angribe regeringen med, skal man måske ikke indkalde til den store konfrontation og derefter blive væk, når den finder sted.

Det er omtrent også Qvortrups konklusion: Man kan ikke både stille sig bag hasteforespørgslen og efterfølgende unddrage sig selve kampen.

Det blev yderligere understreget dagen efter.

Efter en forespørgselsdebat stemmer Folketinget altid om de fremsatte vedtagelsestekster. Her fik Blå Blok faktisk en uventet mulighed for at redde lidt af fjæset, fordi Enhedslisten og Alternativet havde fremsat deres egen tekst og derfor ikke stod bag regeringens.

Oppositionen kunne med andre ord have påført regeringen et parlamentarisk nederlag. Det krævede blot, at dens medlemmer … mødte op - og stemte.

Dansk Folkeparti havde imidlertid misforstået clearing-reglerne. Blandt de fraværende var Morten Messerschmidt selv, og regeringens tekst blev derfor vedtaget, selv om der havde været en reel mulighed for at stemme den ned.

Qvortrup kalder det »forfærdelig amatøragtigt«, mens Lars Trier Mogensen betegner forløbet som en ydmygende uge for Blå Blok.

Det er vanskeligt at formulere det mildere.

Og jeg ser ingen grund til at forsøge.

Mette Frederiksens styrke er også Blå Bloks svaghed

Der tegner sig dermed et mærkværdigt billede af dansk politik lige nu.

Mette Frederiksen står ikke nødvendigvis stærkt, fordi Socialdemokratiet står usædvanligt stærkt. Det gør vi ikke.

En væsentlig del af Statsministerens styrke kommer imidlertid i stedet af, at der ovre på den anden side af midtergangen mangler en opposition, som både kan samle sig, formulere et troværdigt regeringsalternativ - og gennemføre selv en relativt enkel parlamentarisk manøvre.

B.T.-panelet gør selv opmærksom på, at Mette Frederiksens personlige Statsminister-opbakning på 22 procent ikke er overvældende. Qvortrups vurdering er, at billedet ville se helt anderledes ud, hvis hun stod over for en kompetent og bredt forankret blå modstander.

Den modstander har hun bare … ikke.

Troels Lund Poulsen har ‘de jure’ titlen som oppositionsleder, men han fylder meget lidt i den politiske offentlighed.

Messerschmidt har energien og dagsordenerne, men mangler opbakningen blandt de øvrige borgerlige partier til at være et oplagt samlingspunkt.

Mona Juul og Alex Vanopslagh befinder sig i den mærkelige situation, at de gerne vil være alternativer til Mette Frederiksen, men ikke nødvendigvis ønsker at følge den mand, som i øjeblikket sætter tempoet i oppositionen.

Borgen Uden Filter stiller derfor et relevant spørgsmål:

Vil Venstre, Konservative og Liberal Alliance overhovedet være opposition?

Hvis de ikke træffer det valg, vil Messerschmidt fortsætte med at tegne den.

Lars Trier Mogensen går endnu længere og rejser tvivl om, hvorvidt Troels Lund Poulsen har evnen til at sætte dagsordenen og læse det politiske spil godt nok til at udfordre Socialdemokratiet.

Av.

Samtidig har Mette Frederiksen gjort den klassiske danske blokpolitik vanskeligere ved at flytte sig langt på udlændingepolitikken.

Lars Trier Mogensen fremhæver i den forbindelse hendes offentlige samspil med italiens premierminister Giorgia Meloni som et eksempel på, hvordan den danske strammerdiskussion nu også føres på europæisk niveau.

Frederiksen kan fremstille sig som en del af en europæisk bevægelse mod en strammere kurs frem for som socialdemokratisk modpol til den.

Mette laver power-move efter power-move, og det gør Dansk Folkepartis politiske opgave vanskelig.

Det gør imdlertid Venstres, Konservatives og Liberal Alliances endnu vanskeligere, fordi de både skal konkurrere med Messerschmidt om at være opposition og med Mette Frederiksen om at være regeringsduelige.

Men det fritager dem jo lissom ikke for opgaven. Kan man sige.

Journalistikken må ikke blive en del af spillet

Her til slut vender jeg tilbage, hvor vi startede. Til Emilie Jäger.

For de to podcasts handler i mine ører om det samme grundproblem.

I B.T. Valgkamp beskrives et Christiansborg, hvor milliarder kan indgå i en politisk konstruktion, der i høj grad handler om at tilfredsstille partier og lukke flanker.

I Borgen Uden Filter fortælles historien om en opposition, der bruger kræfter på at arrangere en stor konfrontation med regeringen uden at have afklaret, om den egentlig er enig med sig selv, hvorefter den ikke engang formår at udnytte den parlamentariske mulighed, der opstår bagefter.

Det er selvfølgelig politik. Qvortrup har ret så langt.

Men den politiske journalistiks svar på den erkendelse bør ikke være et jaded »så’n er det jo bare«-skuldertræk.

Når et politisk forslag koster 17 milliarder kroner, må spørgsmålet om, hvad danskerne konkret får for pengene, sgu være mindst lige så interessant som spørgsmålet om, hvilken flanke regeringen får lukket.

Når en opposition indkalder til en hasteforespørgsel, bør den for pokker da ikke kun vurderes på, hvem der vandt de gode tv-billeder. Den bør indlysende også vurderes på om den havde et politisk alternativ og evnede at føre det ud i livet.

Der er kommet meget sportsjournalistik ind i den politiske journalistik:

Hvem vandt dagen, hvem tabte den, hvem satte dagsordenen, hvem fik lukket en flanke, hvem leverede et power move, og hvem blev fanget på bagbenene?

Alt sammen relevante spørgsmål, men de kan ikke stå alene. Folketinget er trods alt ikke et sports-tvstudie, og lovgivning er ikke bare content.

Når Emilie Jäger derfor hører beskrivelsen af et milliarddyrt politisk kompromis og reagerer med en forarget irritation over, at det hele lyder som noget, politikerne leger, synes jeg ikke, at de gamle drenge først og fremmest skal forklare hende, at hun endnu ikke har forstået, hvordan verden hænger sammen.

Hun har forstået det ganske udmærket.

Hun synes bare stadig, at det er for ringe. At det er slapt.

At det er at nøjes.

Den forskel er værd at holde fast i.

Der er vi i alt for høj grad allerede endt - og det går i alt for stor udstrækning journalistisk upåtalt hen.

Fordi journalistikken lader sig nøjes med at dække spillet.

Og til mine borgerlige venner, der bliver ved med at spørge, hvorfor jeg ikke bare stemmer blåt, er Ceuta-forløbet derfor også en del af svaret.

Jeg forstår et oppositionelt ønske om at sætte Mette Frederiksen fra bestillingen.

På flere områder deler jeg det. Jeg er ikke fan af min partiformand - men jeg respekterer hendes evne til at udfolde det politiske håndværk som få kan.

Så hvis Blå Blok vil overbevise mig og andre vælgere i midten om, at dén skal have ansvaret for Danmark, må den begynde med at opføre sig som en opposition, der er i stand til at overtage det.

Det kræver mere end at vide, hvem man vil vælte. Man er dælme også nødt til at have styr på, hvad man vil gøre bagefter - og hvordan man vi gøre det.

Det ‘styr’ ser jeg ikke i øjeblikket.

Jeg ser en bekymrende mængde politisk ratslør.

Kreditering:

Læs, lyt & se også …

Sidste gang var her:

Dette opslag er imidlertid centreret ligeså meget om min værtsirritation som om emnet, der er ulve i Danmark.

Ny vært på News & Co. (jeg har i hvert fald ikke set hende før) Josephine Alstrup Kofod er tydeligvis knaldforelsket i ideen om en voksende ulvebestand i Jylland - tænker dog, hun selv bor på Østerbro - og kyler verdens mest ukløgtige modargument i fjæset på The Wolf Slayer of Weekendavisen, Anna Libak:

»Hvad med golden retrievere, der bider børn??!«

Bidskheden med hvilken Kofod gør det, får den ellers debatgarvede Libak til lige at blinke en gang, men hun bevarer sit kølige naturoverblik, og argumenterer rationelt tilbage - og inkluderer ovenikøbet en opsigtsvækkende Rødhætte-parabel.

Det samme gør Poul Madsen (dog uden brug af Grimm-brødrene), som også er klar til at fatte controlleren til militærdronen og udrydde den invasive rovdyrart.

Anyway, det endelige argument mod ulven i Danmark kræver faktisk bare ét spørgsmål:

Hvad får vi til gengæld?

Josephine Kofods »jamen golden retrievere bider børn« er et logisk blindspor. Ja. Hunde bider mennesker. Biler dræber mennesker. Cykler sender mennesker på skadestuen.

Men vi accepterer disse risici, fordi aktiviteterne og dyrene har en funktion, mennesker aktivt efterspørger.

Golden retrieveren har en ejer. Den kan holdes i snor, hegnes inde og aflives, hvis den bliver farlig. Familien har selv anskaffet den og påtaget sig ansvaret.

Ulven har ingen ejer. Ingen jyde har bedt om at få den ind i sit lokalområde.

Derfor er spørgsmålet ikke, om sandsynligheden for at blive angrebet af en ulv er mindre end sandsynligheden for at blive bidt af en hund. Det er den næsten helt sikkert.

Spørgsmålet er, hvorfor mennesker overhovedet skal pålægges den ekstra risiko og utryghed.

Hvis ulven havde en nødvendig funktion i Danmark, måtte vi afveje fordel mod ulempe. Men hvis gevinsten hovedsageligt består i, at mennesker langt fra ulveområderne synes, at det er vidunderligt og autentisk med et stort rovdyr i “den vilde natur”, bliver regnestykket whacked:

Andre mennesker lever med konsekvenserne, så vi kan glæde os over princippet.

Derfor er mit argument ganske enkelt:

Man behøver ikke vente på det første alvorligt tilskadekomne menneske for bagefter at konstatere, at risikoen faktisk eksisterede.

Det kaldes risikostyring.

Anyway, de fleste pro-lupus typer forekommer mig at være de samme, der også går ind for mere islamisk indvandring og løbskløben multi-kulti. Så længe det ikke rammer Kartoffelrækkerne.

Før eller siden vil en af vores nye pelsklædte indvandrer-venner imidlertid æde en baby fra en barnevogn i en jysk villahave - og først da kan der træffes en velovervejet, velfunderet politisk beslutning samt gives en finger til EUs habitatregler.

Javist, moren til den ulveædte baby må da tage én for holdet, men sådan fungerer det jo her i Danmark:

FAFO Lupus. FAFO … everything.

Danskerne lærer altid kun på den aller hårdeste måde 🥴

Addendum 14.08.26: “Ulv er blevet skudt i Vestjylland efter flere dages jagt”

Berlingske skriver, at Naturstyrelsen har torsdag aften skudt den såkaldte problemulv ved Nørre Nebel i Vestjylland. Ulven var blevet klassificeret som problemulv, fordi den gentagne gange havde opsøgt mennesker og bevæget sig ind i private haver. Myndighederne havde jagtet den siden 6. august med termiske droner og bevæbnede medarbejdere.

Ulven – en yngre han – blev skudt kort før kl. 22 i et skovområde ved Blåbjerg Plantage, kun omkring ti meter fra skytten. Der bliver ikke foretaget DNA-identifikation, men myndighederne mener ud fra pelsens kendetegn og dens manglende skyhed, at de med stor sikkerhed har nedlagt den rigtige ulv.

Interessant nok var den sammen med en anden ulv, da den blev skudt. Problemulven gik ud på vejen, mens den anden ulv flygtede ind i skoven. Den særlige reguleringszone omkring Nørre Nebel ophører nu.

Naturminister Christian Rabjerg Madsen (S) siger, at han er »yderst tilfreds« med udfaldet og takker Naturstyrelsens ansatte, som ifølge ham har arbejdet dag og nat på at få ulven skudt.

Læs også …

I weekenden blev de første legater uddelt fra den nystiftede Regnbuefonden, der ifølge TV 2s Godmorgen Danmark, skal »styrke og synliggøre dansk LGBTQ+-kultur hele året rundt«.

Fondens stifter, Henrik Christensen, har lagt en million kroner af egne midler i projektet, fordi LGBTQ+-miljøet efter hans opfattelse mangler penge til kulturprojekter og initiativer. Fonden skal indtil videre uddele penge to gange årligt.

Blandt prismodtagerne er drag-artisterne Kim André og Magnus Lykke Johansen – Didi Cantarella og Diana Diamond – som blev landskendte efter deres omdiskuterede dragshow for børn på Frederiksberg Bibliotek i 2023. Prisen gives netop som anerkendelse af deres vedholdenhed efter den efterfølgende konflikt.

Lad os slå én ting fast: Dødstrusler og personlige pædofilianklager mod konkrete mennesker hører ingen steder hjemme. Man kan være dybt kritisk over for et politisk eller kulturelt projekt uden at dæmonisere de mennesker, der medvirker i det.

Men den anden grøft er lige så problematisk: at lade som om enhver principiel kritik af dragshows målrettet børn dermed er illegitim.

I interviewet beskriver Kim André det, de laver, som »bare kunst og kultur og børneunderholdning«. Magnus Lykke Johansen beskriver deres familie-dragshows som en »eventyrlig verden«, hvor børn ser »prinsesser« på scenen.

Men er det virkelig hele historien om Drag Queen Story Hour?

Det spørgsmål har Dansk Regnbueråd stillet siden 2023.

Vi har intet problem med homoseksuelle forbilleder eller med, at børn møder alderssvarende fortællinger om eksempelvis familier med to fædre eller to mødre.

Vi har derimod et alvorligt problem med, når LGBT-sagen bliver transportmiddel for queerteori og kønsideologi rettet mod børn. Det var også vores pointe under debatten om de danske børnebiblioteker i 2023.

For historien bag Drag Queen Story Hour er - som forælder - temmelig vigtig at kende.

Vi har tidligere offentliggjort en omfattende gennemgang af bevægelsens ideologiske rødder, hvori graverjournalisten Chris Rufo bl.a. dokumenterer, hvordan en af de centrale personer i den amerikanske Drag Queen Story Hour-bevægelse, Harris Kornstein – alias Lil Miss Hot Mess – sammen med Harper Keenan skrev den akademiske artikel Drag Pedagogy: The Playful Practice of Queer Imagination in Early Childhood.

Her forbindes drag for børn direkte med queerteori og en pædagogik, der skal udfordre traditionelle forestillinger om køn. Det leder over i en mørkere del af den idéhistorie, Rufo afdækker. Han forbinder ikke drag queens som sådan med pædofili, men påviser, at flere af de queerteoretikere, hvis tænkning han ser som en del af Drag Queen Story Hours ideologiske stamtræ, også udfordrede selve grænsen mellem voksnes og børns seksualitet.

Rufo fremhæver bl.a. Gayle Rubin, Michel Foucault og Pat Califia og deres historiske argumenter imod eller problematisering af seksuelle aldersgrænser og traditionelle voksennormer omkring børns seksualitet. Det er en væsentlig – og, for de fleste, meget ukomfirtabel – del af baggrunden, fordi den senere »drag-pædagogik«, som det dokumenteres, voksede ud af en queerteoretisk tradition, hvor også barndommens uskyld og voksnes ret til at sætte seksuelle grænser for børn blev gjort til genstand for ideologisk dekonstruktion.

Det bliver yderligere svært at affeje Drag Queen Story Hour som »bare prinsesser« og uskyldig børneunderholdning, når Rubin, Foucault og Califi selv beskriver »drag-pædagogik« som en metode til at stimulere børns »queer imagination«, lære dem »how to live queerly« og destabilisere skolens normative funktion gennem »transformative education«.

Vi kan naturligvis ikke vide, hvad Kim André og Magnus Lykke Johansen personligt har læst af queerteori, eller hvor meget de kender til Drag Queen Story Hours ideologiske historie. Måske er de ganske enkelt naive omkring den bevægelse, deres børneshows er blevet en del af. Måske mener de oprigtigt, at det hele bare handler om glimmer, eventyr og om at fortælle børn, at mennesker er forskellige.

Det håber vi faktisk.

Alternativet er, at de to drag-kunstnere kender den ideologiske bagage, men vælger ikke at fortælle om den, når man sidder i morgen-tv og præsenterer projektet som harmløs »kunst og kultur og børneunderholdning«.

Vi vil helst tro på den første forklaring – eller en blanding, hvor man simpelthen ikke har forholdt sig kritisk nok til det projekt, man medvirker i.

Men problemet forsvinder ikke af den grund.

For nu har Danmark fået en privat LGBTQ+-fond, der skal være en økonomisk »vandkande«, så flere LGBTQ+-kulturelle initiativer kan spire frem. Og noget af det første, vandkanden symbolsk hælder vand på, er netop dragshows - for børn.

Dansk Regnbueråd ønsker ikke færre homoseksuelle forbilleder. Tværtimod.

Vi ønsker bare ikke, at homoseksuelles historie og rettighedskamp bruges som moralsk adgangskort til at queer-missionere over for børn på biblioteker, i skoler og andre offentlige institutioner.

Børn behøver ikke en queer-pædagogisk mission.

De behøver voksne, der kan kende forskel på accept af homoseksuelle og ideologisk opdragelse i bestemte teorier om køn, identitet og seksualitet.

Den forskel bliver vigtigere – ikke mindre vigtig – når der nu kommer flere private penge bag projektet.

DJØF Story Hour

Hvorfor er der så få homoseksuelle i tweedjakker, der læser Ole Lund-Kirkegaard højt for børn på landets folkebiblioteker?

Hvorfor skal det være mænd i karrikeret, woman-face kvindegestalt? Diskriminerer folkebibliotekerne overfor DJØF Story hour? 🥴

Læs, lyt & se også …

Ikke at kunne se historien for bare begreber

Michael Bjerres analyse i Jyllands-Posten bygger på en pointe, som isoleret set er rigtig: Donald Trump bruger ordet »kommunist« så bredt, at det ofte bliver mere politisk slagord end præcis beskrivelse.

Zohran Mamdani er ikke marxist-leninist. Alexandria Ocasio-Cortez er ikke medlem af et kommunistisk parti. Og det er selvfølgelig analytisk utilstrækkeligt bare at stemple enhver demokrat til venstre for midten som kommunist.

Problemet er, at Jyllands-Posten gør denne semantisk-terminologiske pointe til forklaring på hele fænomenet.

Allerede i underrubrikken slår Michael Bjerre fast, at Trumps fortælling om en kommunistisk trussel er »falsk«, selv om venstrefløjen samtidig »rider på en bølge«. Dermed bliver analysens hovedspørgsmål ikke, hvad der faktisk er ved at ske på den amerikanske venstrefløj, men hvorfor Trump vælger at tale om det.

Og det forskyder opmærksomheden fra den politiske udvikling til Trumps retorik - en klassisk dansk analyse-fælde i mainstreammedierne.

En alt for snæver definition af socialisme

Bjerres vigtigste argument er, at de såkaldte demokratiske socialister ikke ønsker privat ejendomsret afskaffet eller en central planøkonomi indført. Derfor sammenligner han dem med danske socialdemokrater eller SF’ere.

Det er efter min vurdering analysens absolut svageste led.

Man kan naturligvis have ret i, at moderne amerikanske demokratiske socialister ikke ønsker at genindføre Sovjetunionens økonomiske system, uden dermed at have bevist, at de politisk blot svarer til danske centrum-venstrepartier.

Det er et meget, øh, generøst og afvæbnende hop at lave, som får mig til at spekulere på hvilket analytisk-politisk ærinde Jyllands-Posten egentlig er ude i her?

Bjerre væælger nemlig at bruge en definition af kommunisme og socialisme, der næsten udelukkende handler om ejendomsret og statslig planøkonomi, og dermed bliver den langt bredere ideologisk-kulturelle anvendelse nærmest usynlig.

Den moderne amerikanske venstrefløj handler nemlig ikke kun om skatteniveau og sundhedsforsikring. Den handler også om forestillinger om magt, klasse, race, køn, identitet, privilegier, kolonialisme og strukturel undertrykkelse.

Disse ideer er ikke identiske med klassisk marxisme, og man bør være varsom med bare at kalde dem alle »nymarxistiske«. Men de er en kulturel marxisme, der ikke reduceres til almindelig skandinavisk socialdemokratisme.

Selv om også mit parti er skredet i sømmen og har lukket en del af denne politisk kødædende bakterie ind.

Primærvalgene er ikke et biprodukt – de er selve udviklingen

Det særligt bemærkelsesværdige er, at Bjerre selv beskriver den politiske udvikling, som burde have været centrum for analysen.

Han nævner, at Mamdani har vundet borgmesterposten i New York, at andre demokratiske socialister har vundet nomineringer, og at Abdul El-Sayed har vundet Demokraternes senatsprimærvalg i Michigan. Han bemærker også, at AOC diskuteres som potentiel præsidentkandidat i 2028.

Det er ikke småting.

I et amerikansk topartisystem foregår ideologiske magtkampe i vidt omfang inden i partierne. En organiseret socialistisk bevægelse behøver derfor ikke etablere et selvstændigt landsdækkende parti for at flytte magt. Den kan arbejde gennem Demokraternes primærvalg, opbygge lokale organisationer, vinde nomineringer og gradvist flytte partiets tyngdepunkt.

Og det er det, vi ser udspille sig i realtid.

Det betyder ikke, at DSA har »overtaget Demokraterne«. Det ville være en overdrivelse. Partiet er fortsat en meget bred koalition med moderate senatorer, guvernører, establishment-politikere, fagforeningsfolk og klassiske liberale.

Men den relevante analyse er ikke kun, hvem der kontrollerer partiet i dag. Den bør også handle om, hvilken retning de ideologiske bevægelser går i, hvilke kandidater der vinder blandt yngre aktivister og primærvalgsvælgere, og hvilke ideer der bliver normaliseret.

Væsentligt af alt, så er det relevant at se på, hvem det er, der styrer fortællingen om Demokraterne lige nu - og det er den yderste venstrefløj i partiet. Det er dem, alle de andre kandidater er nødt til at tage deres stikord efter.

DEMOKRATERNES VENSTREFLØJ VANDT – MEN KAN TABE KRIGEN MOD TRUMP

USA-korrespondent Jacob Heinel Jensen leverede forleden i Berlingske en overraskende nøgtern og fair analyse af Demokraternes situation efter nattens primærvalg i Michigan.

Eller måske er det bare, fordi jeg er enig i den 😎

Den progressive kandidat Abdul El-Sayed vandt ganske vist, men kun med den smallest tænkelige margin. Sejren er derfor ikke nødvendigvis et tegn på styrke – den kan tværtimod afsløre partiets største svaghed, som jeg har skrevet en del om allerede.

Analysen peger på, at den progressive fløj fortsat har svært ved at appellere til de hvide, lavtuddannede vælgere i Midtvesten – den vælgergruppe, som i stigende grad har forladt Demokraterne til fordel for Republikanerne, og som ofte afgør nationale valg.

Hvis Demokraterne bevæger sig for langt mod venstre, risikerer de at gøre Trumps opgave lettere.

Samtidig konstaterer Heinel Jensen, at partiets etablerede fløj heller ikke bare kan købe sig til sejre med store donorbidrag. De progressive har reel fremgang og voksende energi, men det er ikke nok til alene at skabe en vindende koalition.

Jo, også hos Republikanerne er der interne spændinger. Dem har jeg skrevet ligeså meget om, men de kampe handler først og fremmest om kurs og taktik. Demokraterne kæmper om deres identitet. Derfor er opbruddet på venstrefløjen langt dybere – og langt mere afgørende for partiets muligheder for at vinde nationale valg.

Demokraterne bliver nødt til at finde et fælles ståsted mellem den progressive og den moderate fløj, hvis de vil kunne udfordre Republikanerne ved midtvejsvalget.

Ellers kan de ende med at tabe et valg, som de på papiret burde have gode muligheder for at vinde. Og min hånd på valgkogepladen er ... at det gør de. Taber til november.

Som i: At Republikanerne bevarer flertal i begge kamre - så aldeles rædsomme er Demokraternes ‘progressive’ kandidater 🥴

Mamdani er vigtigere end hans titel

Zohran Mamdani er derfor ikke interessant, fordi Trump kalder ham kommunist, men fordi hans politiske succes demonstrerer, at en erklæret demokratisk socialist kan vinde inden for Demokraternes eget valgsystem og omsætte en aktivistisk bevægelse til faktisk politisk magt. Og sætte tonen fra landets næstmest spektakulære talerstol:

Borgmesterposten i New York City.

Bjerres danske sammenligning er ekstremt misvisende her. I Danmark ville en mere radikal socialistisk bevægelse typisk have sit eget parti. I USA er incitamentet et andet.

Det amerikanske valgsystem gør de to store partiers primærvalg til arenaer for ideologiske overtagelsesforsøg og generationsskifter. MAGA gjorde jo netop noget lignende på højrefløjen ved at forandre Republikanerne indefra. Der er ingen grund til at tro, at venstrefløjen ikke forsøger sin egen version af samme proces hos Demokraterne.

Det er derfor for let blot at sige, at Mamdani og AOC »egentlig bare« svarer til danske SF’ere. Man bliver nødt til at se på den politiske bevægelse, de indgår i, dens selvforståelse, dens aktivistiske infrastruktur og dens langsigtede strategiske betydning.

Den kulturelle venstredrejning mangler næsten helt

Den største blinde vinkel i Jyllands-Postens analyse er imidlertid, at den politiske udvikling næsten behandles løsrevet fra den kulturelle og institutionelle udvikling, der har været i gang i USA i årtier.

Den amerikanske venstrefløjs nuværende sprog og verdensbillede er lissom ikke opstået i sommeren 2026.

Ideer om intersektionalitet, strukturel racisme, kønsidentitet, queer-teori, dekolonisering og forskellige former for magtanalyse har gennem længere tid udviklet sig i akademiske miljøer og siden bevæget sig ud i NGO’er, uddannelsessystemet, medier, virksomheder og offentlig administration.

Man kan diskutere, hvor omfattende denne udvikling har været, og hvilke idéhistoriske rødder den præcist har. Det ville være forkert at påstå, at alt sammen ganske enkelt er klassisk marxisme i forklædning. Men det er lige så utilstrækkeligt at analysere den nuværende amerikanske venstrefløj uden at interessere sig for denne langsigtede kulturelle transformation.

Bjerres analyse kommer derfor til at gøre spørgsmålet meget mindre, end det er. Den spørger i praksis bare:

Er Mamdani kommunist efter en klassisk økonomisk definition?

Et langt mere interessant spørgsmål ville være:

Hvilken ideologisk udvikling har gjort det muligt, at erklærede socialister og radikale progressive positioner i dag kan vinde betydelige primærvalg og opnå en kulturel legitimitet, som ville have været langt vanskeligere for en generation siden?

Men ikke et ord om det i Jyllands-Posten. Det er en indlysende mangel.

Artiklen leverer selv sit stærkeste modargument

Det mest påfaldende kommer imidlertid mod slutningen af artiklen. Bjerre citerer målinger, der viser, at socialisme er blevet mindre skræmmende for amerikanerne, og at 38 pct. af amerikanere under 30 har et positivt syn på kommunisme, mens 45 pct. har et positivt syn på kapitalisme.

Det burde udløse et helt andet analytisk spørgsmål.

• Hvordan er USA kommet fra et samfund, hvor kommunisme gennem det meste af det 20. århundrede var politisk radioaktivt, til et samfund, hvor næsten fire ud af ti unge vurderer begrebet positivt?

• Hvilke kulturelle og institutionelle forandringer ligger bag?

• Hvorfor har ord som »socialist« mistet så meget af deres tidligere giftighed?

• Og hvilken betydning får det for Det Demokratiske Parti, når denne generation bliver ældre og får større vægt i både primærvalg og institutioner?

Det er næsten paradoksalt, at Bjerre bruger disse tal som argument for, at Trumps antikommunisme måske ikke længere virker, i stedet for at undersøge, hvad tallene fortæller om den ideologiske udvikling i USA.

Bjerre og hans udlandsredaktør må jo ikke kunne se problemet?

Trump kan overdrive og stadig pege på den rigtige skurk

Det er den falske enten-eller-konstruktion, der svækker analysen - og lignende analyser i danske medier - mest.

Enten er Mamdani og AOC kommunister i streng forstand, eller også er Trumps fortælling bare en skræmmekampagne skabt af en præsident, der »er løbet tør for stærke kort«.

Men begge dele kan være sande samtidig:

Trump kan bruge »kommunist« upræcist og polemisk, og USA kan samtidig opleve en reel og historisk bemærkelsesværdig venstredrejning, hvor demokratiske socialister vinder politisk terræn, socialistiske begreber normaliseres blandt unge, og idéer med rødder i radikal venstreorienteret magtkritik har fået stor institutionel gennemslagskraft.

Jyllands-Postens analyse er desværre endnu engang kun vandpytsdyb. Den fact-checker Trumps ordvalg, men undersøger næsten ikke det fænomen, hans ordvalg peger på.

Det mere interessante korrektiv til Michaels Bjerres artikel er derfor ikke at hævde, at enhver demokrat er kommunist.

Det er at sige, at han ser så koncentreret på, om Trump anvender den rigtige etikettering, den korrekte begrebsdannelse, at han overser den langt større historie: at socialismen og den radikale venstrefløj faktisk har bevæget sig markant længere ind i amerikansk politisk og kulturelt mainstream, og at denne udvikling foregår gennem netop de primærvalg og institutioner, som artiklen selv beskriver.

Det er den udvikling, der fortjener analysen. Ikke kun hvad Donald Trump vælger at kalde den - for i Trumps reduktive terminologi ligger netop præsidentens særlige evne.

Det er en evne til med enkel, akademisk forsimplet, invektiv begrebsanvendelse at nå ud med sit budskab til vælgere, som derigennem får mulighed for at skære igennem og sige:

“I ain’t voting for no Democrat. They’re Communists.”

Og det er dét, Trump satser på, at mange vælgere vil tænke og sige.

Mit bud er, at præsident Trump både har identificeret en reel fjende, og at han har fundet en klar, enkel måde at italesætte truslen fra denne fjende på.

Kan det gøre en afgørende forskel til november?

Kan du huske dem her:

“Build the wall”, “Promises Made, Promises Kept”, “No men in women’s sports” - og “Make America Great Again”.

Never bet against Trump. Så meget har jeg da lært.

... har Jyllandsposten?

Denne substack blev sponsoreret af:

Kreditering:

Når de voksne skæn- … når én voksen skændes

Jeg skrev forleden om den helt ude af proportioner reaktion på, at TV 2’s tidligere USA-korrespondent Sofie Rud har sagt ja til et job som politisk rådgiver på Den Amerikanske Ambassade i København.

Jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at jeg skulle bruge mere tid på sagen.

Men så kom jeg - for lige dele underholdende og beskæmmende - skade at høre gårsdagens Borgerlig Tabloid.

Her havde Joachim B. Olsen inviteret den konservative kommentator Jarl Cordua og Weekendavisens udlandsredaktør Anna Libak i studiet for at diskutere sagen, og resultatet blev et regulært storskænderi. Men et interessant et af slagsen.

Det blev nemlig samtidig noget nær et laboratorieforsøg med kommentator-rotter i Trump Derangement Syndrome.

På den ene side sad Jarl Cordua, der efterhånden talte sig selv op i en blodåre-pumpende-i-tindingen-tilstand, hvor en dansk journalists ansættelse på vores vigtigste allieredes ambassade nærmest blev behandlet som det første vaklende skridt mod landsforræderiet.

På den anden side sad Anna Libak og insisterede på noget så gammeldags som proportioner, realiteter, almindelig sund fornuft og, ja, ordentlighed.

Det var for denne lytter ikke svært at vælge side.

“Hun står på planken”

Lad mig begynde med Corduas mest forbløffende formulering.

Diskussionen kommer ind på spørgsmålet om landsforræderi. Cordua understreger ganske vist, at han ikke selv vil kalde Sofie Rud landsforræder. Ikke endnu.

For, som han siger:

“Hun står på planken og er klar til at tage hoppet.”

Det er en, øh, bemærkelsesværdig formulering.

Sofie Rud er ikke blevet afsløret i at udlevere statshemmeligheder. Hun har ikke hjulpet en fjendtlig efterretningstjeneste. Hun har ikke agiteret for en amerikansk invasion af Grønland.

Hun har fået et job på USA’s ambassade.

Alligevel har hun ifølge Cordua placeret sig på “planken”, hvorfra det næste skridt kan være landsforræderiet. Han siger samtidig, at det først bliver dét, hvis hun kommer til at arbejde “for amerikanske interesser mod sit eget fædreland”.

Brug lige to sekunder på præmissen.

USA er ikke længere bare en allieret, som Danmark aktuelt har en alvorlig konflikt med om Grønland. I Corduas argumentation glider USA næsten umærkeligt over i rollen som en fjendtlig magt, hvis interesser per definition står i modsætning til danske.

Og dermed bliver en dansk medarbejder på ambassaden moralsk mistænkelig alene ved sin ansættelse.

Det er en virkelig ekstrem position i mine ører.

Konspirationsspekulationer på uhørt niveau

Men det bliver værre. For Cordua nøjes ikke med at kritisere selve beslutningen. Han begynder også at spekulere over, hvorfor Sofie Rud har taget jobbet.

Måske skyldes det hendes bror, foreslår han, fordi broderen ejer et stort lobbyfirma. Måske handler det om økonomiske interesser. Og så kommer denne:

“Jeg tror, hun får en meget, meget, meget stor hyre. Jeg tror, hun er blevet tilskyndet af bl.a. sin bror.”

Hvorefter Cordua selv tilføjer:

“Det har jeg ikke noget belæg for at sige.”

Nej.

Netop.

Det har du ikke.

Men han doubler-down med den her komiske retfærdiggørelse:

“Nu spekulerer jeg her for åben mikrofon. Men kære ven, det her foregår i det offentlige rum. Vi har lov til at spekulere.”

Jo. Man må spekulere.

Man må også lade være.

Og hvis man er professionel politisk kommentator og går løs på en navngiven persons motiver, familieforbindelser og formodede økonomiske incitamenter, kunne man måske stille det beskedne krav, at man havde andet end sin egen TDS-inficerede fantasi at bygge det på. Cordua erkender selv direkte, at han intet belæg har for spekulationen.

Anna Libak smider herefter handskerne, knytter næverne og kalder det, hvad det er:

Et personangreb bygget på formodninger.

Hun siger til Cordua, at han “aner det ikke”, når han spekulerer i Sofie Ruds motiver, og konstaterer:

“Det bygger på løse påstande, Jarl. Og det skal du holde dig for god til.”

Bum. Bam. Bingo.

USA - ven eller fjende?

Anna Libaks vigtigste argument er imidlertid et andet - for hvis Corduas moralske præmis skal hænge sammen, må USA i praksis betragtes som en fjendtlig magt.

For selvfølgelig arbejder en amerikansk ambassade for amerikanske interesser. Ligesom den danske ambassade i Washington arbejder for danske interesser.

Det er vel lissom konceptet.

Men diplomati eksisterer netop, fordi forskellige landes interesser ikke altid konvergerer. Ambassader forsøger at forstå, påvirke og samarbejde med værtslandet. Derfor ansætter de lokale medarbejdere med kendskab til landets politik, medier og samfund.

Det gør Danmark jo også.

Libak vender derfor spørgsmålet om: Hvis USA virkelig er blevet en magt, som danskere moralsk ikke bør arbejde for, hvorfor er det så Sofie Rud, der skal stå model til Corduas forargelse?

Danmark har netop indgået en baseaftale med amerikanerne. Vi køber F-35-fly. Vi køber amerikanske våbensystemer. Vores sikkerhed er dybt afhængig af amerikanske efterretninger, satellitter, teknologi og militær kapacitet.

Hvis Cordua virkelig mener, at samarbejde med USA under Trump er moralsk kompromitterende, findes der derfor nogle noget større fisk at stege.

Start eventuelt med Mette Frederiksen.

Libaks pointe er uomgængelig i sin based enkelhed: Danmark boykotter ikke USA. Folketinget boykotter ikke USA. Forsvaret boykotter ikke USA. Udenrigsministeriet boykotter ikke USA.

Hvorfor i alverden skal Sofie Rud så gøre det?

Som Libak siger:

“Vi har da al interesse i at påvirke amerikanerne og have et tæt samarbejde med dem. Vi boykotter dem ikke. Den danske stat gør ikke. At forlange, at Sofie Rud som enkeltperson skulle gøre det, er helt ude i hampen.”

Det er efter min mening debattens vigtigste sentens.

Den amerikanske ambassade er IKKE en besættelsesmagt

Det mærkelige ved hele debatten er, hvor hurtigt nogle ellers fornuftige mennesker er begyndt at tale, som om Danmark befinder sig i 1941.

USA er en demokratisk republik.

USA er medlem af NATO.

USA er Danmarks vigtigste militære allierede.

Danmark og USA har en meget alvorlig politisk konflikt om Grønland, og Donald Trumps retorik om Grønland har været både aggressiv, unødvendig og efter min mening mere skadelig end gavnlig.

Trumps retorik har imidlertid også bibragt danskerne en følelse, der er utrolig gavnlig: Vi har mærket, hvordan en trussel mod os som land føles. Det er ikke noget, de fleste nulevende danskere nogensinden har fået lov at føle i eget sind.

Også selv om den trussel, i min forståelse - og i Anna Libaks - ikke er reel.

Alt det kan være sandt samtidig.

Det, der ikke følger deraf, er, at Den Amerikanske Ambassade i København pludselig skal behandles som en filial af en besættelsesmagt.

Og det er præcis den logiske kortslutning, som TDS igen og igen producerer: Trump virker så ekstraordinært frastødende på en enorm del af danskerne, kommentariatet inklusive, at alle de normale kategorier ophæves.

Allieret bliver til fjende.

Diplomati bliver til kollaboration.

Ansættelse bliver til potentiel illoyalitet.

Og en journalist, der tager et job på en ambassade, står pludselig “på planken”.

Nuts.

“Det aner du jo ikke et klap om!”

Libak leverer også debattens måske bedste konkrete korrektionsafklapsning, da Cordua igen og igen hævder at vide, hvad Sofie Rud skal bruges til.

Hun skal naturligvis arbejde med Grønland, mener han. Hun skal finde “sprækker” blandt danske politikere og meningsdannere. Måske invitere de rigtige mennesker på kaffe eller rejser og gøre dem mere modtagelige for amerikanske synspunkter.

Cordua beskriver ligefrem, hvordan han selv ville udføre jobbet, og bruger derefter sin forestilling om jobbet som bevis for, hvad Rud sandsynligvis skal gøre.

Libaks svar burde næsten stå alene:

“Det aner du ikke et klap om.”

Præcis.

Det er det gennemgående problem.

Cordua ved ikke, hvad Sofie Rud konkret bliver bedt om.

Han ved ikke, hvilke interne diskussioner hun kommer til at deltage i.

Han ved ikke, hvilke råd hun kommer til at give.

Han ved ikke, hvordan hun vil reagere, hvis hun en dag bliver bedt om noget, hun mener strider mod danske interesser eller hendes egen samvittighed.

Men han har allerede konstrueret hele den moralske retssag.

Den anden mulighed

Det er Joachim B. Olsen, der når frem til et spørgsmål, som næsten fuldstændig er forsvundet i hysteriet i studiet:

Hvad nu hvis det er nyttigt, at amerikanerne har en medarbejder, der forstår dansk politik, danske medier og dansk mentalitet?

Hvad nu hvis en person, der tidligere har været stærkt kritisk over for Trump, faktisk kan forklare amerikanske diplomater, hvorfor bestemte budskaber eller initiativer vil blive katastrofalt modtaget i Danmark?

Olsen bruger Mike Pence som et kontroversielt eksempel:

At arbejde inden for en administration er ikke ensbetydende med at være enig i alt, administrationen foretager sig. Tværtimod kan mennesker inde i systemet undertiden være dem, der siger fra, når det virkelig gælder.

Man skulle tro, at en politisk kommentator ville kunne forstå den sondring.

TDS’ mest absurde paradoks

Det mest absurde ved hele sagen er, at de samme miljøer, som normalt hylder diplomati, dialog, internationale institutioner og nødvendigheden af at “holde kommunikationskanalerne åbne”, er blevet så oprørte over Donald Trump, at selve kontakten med hans USA begynder at ligne en slags moralsk besmittelse.

Men diplomati er jo ikke kun noget, man bedriver med lande, man allerede er enige med. Diplomati er vel vigtigst, når forholdet er vanskeligt?

Hvis Danmark og USA virkelig befinder sig i den alvorligste diplomatiske krise i nyere tid, er argumentet for mennesker, der kan forstå begge lande og kommunikere mellem dem, vel ikke blevet svagere.

Det er blevet stærkere.

Man behøver ikke stole på Trump.

Man behøver ikke kunne lide Trump.

Man behøver ikke tro, at alle amerikanske interesser er danske interesser.

Man skal bare kunne formå at holde to tanker i hovedet samtidig:

Danmark skal sætte en hård og utvetydig grænse omkring Grønland og bevare det tættest mulige fungerende forhold til USA på alle de områder, hvor vores interesser fortsat er fælles.

Det er udenrigspolitik ført fra personalestuen - og ikke af ungerne i børnehaven.

Bottom line

For Joachim B. Olsen selv begyndte debatten tættere på Corduas position. Hans første reaktion havde været, at han heller ikke forstod Sofie Ruds beslutning.

Men efter at have hørt diskussionen mellem Cordua og Libak siger han noget, der er lidt interessant:

“Hvis man tager følelserne ud af det.”

Og så begynder han at afslutningsræsonnere.

Danmark er afhængigt af USA. Der findes langt mere i forholdet end Grønland. Trump sidder ikke i Det Hvide Hus for evigt. På et tidspunkt skal forholdet normaliseres. Og måske er det faktisk en fordel at have danskere på ambassaden, der kan bidrage til det.

Til sidst konstaterer han:

“Der er sgu nogle nuancer her.”

Ja.

Det er der.

Og måske er det den bedste lille demonstration af forskellen mellem analyse og Trump Derangement Syndrome i hele udsendelsen.

Olsen begynder med en følelsesmæssig reaktion, lytter til argumenterne og flytter sig.

Anna Libak forholder sig hele vejen til magtforhold, institutioner, alliancer, interesser og sandsynligheder.

Jarl Cordua bliver stående på planken og råber invektiver om Sofie Rud.

Så kan hun lære det

Som jeg skrev sidst, har jeg i øvrigt ikke voldsomt travlt med at gøre Sofie Rud til martyr.

Hun har været en del af TV 2’s amerikanske politiske journalistik i en periode, hvor danske medier selv har ydet et ganske betydeligt bidrag til at skabe det Trump Derangement Syndrome-monster, som nu har vendt sig om og taget en ordentlig luns af hende.

Der er en vis ironi i det.

Måske endda en lille smule poetisk retfærdighed.

À la “så kan hun lære det.”

Men min manglende medlidenhed med Sofie Rud ændrer ikke på princippet.

Det er uværdigt at insinuere, at en navngiven dansker befinder sig på kanten af landsforræderi, fordi hun har taget et diplomatisk job hos Danmarks vigtigste allierede.

Og det bliver ikke mere hæderligt af, at man bagefter spekulerer offentligt over hendes løn, hendes bror og hendes skjulte motiver – og i samme åndedrag erkender, at man ikke har belæg for spekulationerne.

Anna Libak siger på et tidspunkt, at hun egentlig havde besluttet sig for ikke at blande sig, men gjorde det, fordi hun så kommentatorer “smadre løs” på én person:

“Nu må du simpelthen holde op og vælge dig nogle mere værdige modstandere.”

Det er svært at sige det klarere.

Og hun slutter i realiteten med den enkleste opfordring af dem alle:

Lad Sofie Rud være i fred.

Det synes jeg faktisk, Jarl Cordua skulle prøve.

Læs, lyt & se også …

Scoll ned i denne artikel og se Anna Libak lave god Trump-analyse i Deadline.

Jason Arday har sagt op – men Cambridge står tilbage med et langt større problem

Så skete det, ja, uundgåelige. Jason Arday har sagt sin stilling som professor ved University of Cambridge op med øjeblikkelig virkning. Det skete kort efter, at universitetet onsdag meddelte, at det nu ville undersøge ham efter den voksende sag om blandt andet plagiatanklager.

Poul Høi har i Berlingske skrevet en fremragende analyse af den seneste udvikling af sagen, hvor han med referencer til bl.a. et UnHeard-essay af en af mine heltinder, lesbisk cancellée académique célébrée Kathleen Stock, og dermed noget, der er større end spørgsmålet om, hvorvidt én professor har plagieret.

Stocks og subsidiært Høis pointe er, at Arday blev gjort til en akademisk superstjerne i et universitetssystem, hvor hans identitetsmarkører – sort, fattig opvækst, immigrantbaggrund, autisme og indlæringsvanskeligheder – ikke blot var dele af hans biografi, men blev en væsentlig del af fortællingen om hans akademiske betydning.

Cambridge fremhævede selv, at man havde fået en ung, sort og neurodivergent professor, mens Arday blev fejret af BBC, rådgav regeringer og sundhedsvæsen og blev en offentlig berømthed.

Samtidig voksede spørgsmålene. Eksponentielt.

Kritikere har blandt andet hævdet, at 188 sætninger i hans ph.d.-afhandling var kopieret fra en anden forsker. Arday har selv henvist til sin autisme og sine indlæringsvanskeligheder i sit forsvar mod kritikken.

Filosoffen Kathleen Stock, som Høi citerer, mener, at netop intersektionel tænkning kan få universiteter til at suspendere den normale kritiske bedømmelse af mennesker, der betragtes som særligt udsatte.

Arday fortalte The Guardian, at racister havde sendt et afhugget grisehoved til hans forældre, og at politiet havde gennemført en omfattende efterforskning. Avisen kontrollerede historien hos både lokale slagtere og politiet og kunne ifølge Høis gengivelse ikke få den bekræftet.

Why, indeed? 😬 …

Måske fordi problemet ikke er diversitet i sig selv, men at det opstår, når gode intentioner og ønsket om ‘repræsentation’ bliver så stærke, at institutioner risikerer at stille forskellige krav til forskellige mennesker.

Høis analyse er, at Ardays fald kan blive et tidsskel (nyt ord for mig. Tak. Sker sjældent), fordi det øvrige samfund til sidst insisterede på noget ganske banalt:

Hvis universitetet vil bevare sin autoritet, må hudfarve, køn, seksualitet og diagnoser være irrelevante for det spørgsmål, der burde stå over alle andre:

Er det sandt – og kan det dokumenteres?

Efter min bedste vurdering er dommen over Jason Arday, at intet af det, han påstod, kunne dokumenteres.

At han løj.

Slet og ret.

God, woke-fri weekend 🤓

Denne substack blev sponsoreret af:

Læs, lyt & se også …