Situationen er den, at jeg øver mig i at uddelegere forældre-opgaver til min partner (og JA, jeg ved godt, at noget med mental load og at det at uddelegere også er en arbejdsopgave, men give a girl a break, én ting af gangen - nu skal jeg lige have selve den fysiske arbejdsopgave af min tallerken først)

Derfor sagde jeg i går aftes til min kæreste: “I morgen tidlig er det dig, der står op med Atlas og giver ham morgenmad og kommer ham i tøjet”

Ja og allerede der, vidste jeg det jo godt…
At jeg ville stå i det dilemma, jeg rigtigt nok stod i 12 timer senere…

At min kæreste ville give vores søn noget tøj på, som ville være……. noget andet end hvad jeg nok lige selv havde valgt til ham. For at sige det mildt.

Flov over at indrømme det, overvejede jeg fandme i går aftes, om jeg skulle lægge det tøj, jeg selv ville have valgt, øverst i hans skuffe for at øge chancen for, at det var det, min kæreste ville vælge.
Nudging i sin reneste form.
Men jeg holdt mig i skindet for min egen værdigheds skyld.

Situationen er nemlig OGSÅ den, at jeg er enormt dårlig til at lade min kæreste være lige så meget forælder for vores barn, som jeg er, når det kommer til at beslutte ting på vegne af ham.

Ærligt talt er det en kæmpe udfordring for mig, og det er noget, jeg VIRKELIG skal øve mig på, for det er ganske enkelt ikke fair overfor min kæreste. Jeg kommer TIT til at micromanage ham eller simpelthen bare decideret at trumfe hans beslutninger, hvis jeg mener, det ville være bedre at gøre noget andet.
Rigtig tarveligt, det ved jeg virkelig godt.

Min første tanke, da Atlas kom ud til mig i køkkenet i morgen, og jeg så, han havde fået en stribet body med shorts og t-shirtærmer inden under stribede joggingbukser og en skjorte med BÅDE (modsatrettede) striber OG prikker OG (!) butterfly på, var:

“Når min kæreste er taget på arbejde, giver jeg bare Atlas noget andet tøj på”.

Men jeg nåede heldigvis lige at tænke en efterfølgende tanke også. Hvilket signal, det ville sende, hvis jeg igen bare gjorde noget andet.

“Føler du, at jeg underkender din forældre-autoritet, hvis jeg giver ham noget andet tøj på, når du er gået?” spurgte jeg derfor min kæreste

og så kiggede han på mig med sine skuffede øjne, sukkede lidt og sagde: “... ja”
… miv

Det ville jo i sagens natur også virkelig være at underkende hans forældre-autoritet - også selvom jeg virkelig, virkelig havde lyst til at give barnet noget andet på

Udover det, ville det også være totalt spild af tid og energi, at jeg havde fået min kæreste til at klæde drengen på, hvis jeg alligevel bare ville tage det af og give ham noget andet på, så snart han kiggede væk.

Jeg blev derfor enig med mig selv om, at i dag (og alle andre dage fremover), må jeg selv give ham tøj på, hvis jeg vil være den, der bestemmer, hvad han har på.
Og ellers må jeg holde min fede kæft.

( Jeg havde dog alligevel behov for lige at lade en bemærkning til pædagogerne i hans pasning falde om, at det altså var far, der havde givet tøj på i dag 🙂 er også bare et menneske 🙂 )

(okay: vores barn. Vores søn. Vores Atlas. Min kæreste bliver altid så ked af det, hvis jeg kommer til at sige “mit barn”, og altså: fair nok. Jeg ville fandme gøre det samme. Og her et år inde begynder det faktisk at lette, det med at jeg var dén, der var den, og derfor i en snæver vending kom til at kalde barnet for “mit” (sorry). Måske fordi vi nu også laver andet end at amme.

Men nu er det ikke dét, det skal handle om)

Dermed fylder mit moderskab også et år i dag, for som bekendt fødes også en mor, når der fødes et barn.

For et år siden fødtes en ny version af mig.

Ikke nødvendigvis en bedre eller mere rigtig eller fuldendt version, for jeg er ikke af den overbevisning, at man “FøRsT fInDeR uD aF hVaD rIgTiG kÆrLiGhEd Er, NåR mAn FåR eT bArN”.

Men en anden version af mig. En version, hvor mit barn er mit først og fremmest. Hvor det altid er min familie, der er udgangspunktet for mine beslutninger.

Jeg har altid haft en følelse af, jeg nemt kunne vælte. At mine tynde, tynde trommestikker af ben nemt kunne vakle. At der ikke skulle meget mere til end en heliumballon i hånden, før jeg ville flyve væk.  Jeg har godt vidst, at jeg altid nok skulle rejse mig igen, men jeg har haft følelsen af, at jeg var nem at vælte.

Sådan har jeg ikke haft det siden jeg blev nogens mor.

Nu føles det som om mine ben står fast i jorden helt op til knæene.

Som om mine fødder er blevet af bly.

Nu føles det ikke længere som en valgmulighed at blive blæst omkuld. Heller ikke selvom det seneste år også til tider har haft vindstød af orkanstyrke. Heller ikke selvom jeg ofte har været så træt, at jeg har lignet en, stormen har slæbt med ind. Jeg er blevet tryktestet godt og grundigt, for det har ikke været vindstille det seneste år, det ville sgu være synd at sige.

(Og så takker vi af for vejr-metaforerne)

Jeg er blevet en del mere klar i spyttet siden jeg blev mor. Jeg ved ikke, hvordan jeg bedre kan forklare det, end at mine værdier sidder uden på tøjet. Jeg har dem hele tiden for øje. Handler altid efter hvilken mor, jeg ønsker, mit barn skal have.

Altid kærlighed som eneste vejviser.

Altid helikopterperspektivet.

Altid hæve sig over frygten, selvom frygten flyttede ind sammen med barnet.

Jeg trives i ansvaret. Jeg trives i at have fået hovedet ud af røven. At ego og stolthed aldrig mere er grundlaget for mine beslutninger.

Og (ikke men) jeg trives også i, her et år efter, langsomt at begynde at være andet end nogens mor. Jeg er nogens mor, og (ikke men) jeg er også selvstændig, veninde, kæreste og heldigvis stadig min egen bedste ven og største fan.

Jeg ønsker for mit barn, at han har en mor, der bruger mest mulig tid med ham, men ikke en mor, der er altopofrende. At han også har en mor, der trives fordi hun - i mit tilfælde - har brug for også at blive fyldt op af venner, professionelt, intellektuelt, af kærlighed og af omsorg fra andre.

Sådan en mor har han heldigvis. Han har i hvert fald én, der hver dag øver sig på at være det.

Et år som nogens mor har givet mig følelsen af, at der ikke er den ting, jeg ikke kan klare. Og jeg kan det endda med én arm og et barn på siden. Bring on toddler-life.

Amme: Åh at amme eller ikke at amme. Den beslutning er heldigvis op til dig og KUN dig.
Amning er fandme lidt af et kapitel for sig, og jeg er slet ikke kvalificeret til at sige ret meget om det, fordi mit ammeforløb (thank god) var rigtig nemt. Én gang har min kæreste siddet og malket mig ned i en teske i soveværelset mens vi havde gæster i stuen og én gang har jeg (oprigtigt) troet, der var gået ild i mine bryster (ca. ugen efter jeg havde født, hvor mælken begyndte at løbe rigtigt til. Det gjorde SÅ!!!!! ondt), men efter det har jeg været forskånet for alt lige fra brystbetændelse til svamp.

At amme har for mig både været det mest naturlige og det mest fucked up og alien-agtige i hele verden. Naturligt, fordi det jo går op for én, hvor meget man i virkeligheden har til fælles med alle andre pattedyr, når hele ens liv pludselig handler om, at man skal få et andet menneske til at overleve kun ved hjælp af sine bryster. Alligevel kan min hjerne stadig ikke fatte, hvordan der kan komme mælk, altså MÆLK???, ud af mine bryster. Og hvordan det mælk kan ændre temperatur, indhold, farve og sammensætning alt efter hvad din baby har brug for. Det må være noget af det tætteste vi kommer på magi.

Amme-BH: Need to have. Altså det er bare rigtig rigtig rigtig nice. Det gør det både lidt mere diskret at amme, og det fungerer altså bare. Man kan bare mærke, at her er et produkt, der er lavet af kvinder til kvinder.

Har hørt dem fra Momkind skulle være rigtig gode, men har ikke selv prøvet dem. Har også hørt, det er en god ide at vente med at købe dem til man har født, for man ved ikke, hvor store ballonerne bliver inden mælken er løbet til.

Kan også anbefale amme-toppe.

Ammepude: Min erfaring er, at man ikke død og pine behøver investere i en dyr ammepude - men dog vil jeg anbefale dig at tage det alvorligt, at man skal sidde GODT, når man ammer i starten!
Bare rolig, tiden hvor du både kan amme og jonglere på samme tid skal nok komme - men det er alfa og omega, at man sidder godt og har ro omkring sig, når man skal have gang i amningen. Altid en pude under armen, så den kan hvile. Også om natten. Også selvom din kæreste synes “I hAr AlT fOr MaNgE pUdEr i SeNgEn”

Ammestop: Well, her kan jeg ikke sige én god ting. Det er lort. Men: den tid, den sorg.

Ammehjerne: Er ikke klar over, om det er en reel fysiologisk ting, men jeg har godt nok brugt den som undskyldning mange gange. Måske er det den manglende søvn, når nu jeg lige tænker nærmere over det... Men brug den bare som undskyldning, den virker til det meste!

Ammeindlæg: Nice to have. Sgu nok også need to have, i hvert fald nogle engangs-ammeindlæg til en start. Hvis man har tendens til brystbetændelse (hvilket jeg for alt i verden ikke håber, man har) har jeg hørt, uld-ammeindlæg skulle være gode for at holde brysterne varme. Lækker du meget, kan stofbleer eller rigtige bleer være nødvendige. Forvent, at du tit kommer til at vågne op i en seng, der er helt våd af mælk. It is what it is.

Arp: Hvis nogen har lagt arm med arp, så er det mig. Fuck mit barn har haft meget arp. Hvis du ikke ved, hvad det er (endnu): good for you.
Kan anbefale at kæmme, kæmme, kæmme, børste, børste, børste. Med den gule børste man kan få på apoteket. Kan ikke anbefale at putte usaltet smør i håret på barnet (var desperat og hestenettet sagde, det virkede). Min søn lugtede af småkage i flere dage, og alle hans dyner og tæpper har fedtede smør-mærker, selvom det er flere måneder siden, jeg gjorde det.
Jeg har selv fået en creme med binyrebarkhormon ved lægen. Prøvede ALT, inden jeg tyede til den. Som i: ALT. Har ikke fundet den gyldne metode endnu, så mit barn har kun hår i nakken. Send det min vej, hvis du selv finder en mirakelkur.

Autostol: Sørg bare for guds skyld for at købe en, der vejer så lidt som muligt.

Babyalarm: Jeg prøvede virkelig at se, om jeg ikke kunne klare mig uden, for jeg nægtede at give 900 kroner for en babyalarm. Det kunne jeg ikke. Bare køb en med det samme, så får du altså mere hvile. Men du kan godt nøjes med den billige. Vil dog anbefale, at den kan vise temperatur - det er nice!

Babysam: Nu fortæller jeg dig noget, som potentielt kan redde din økonomi: Man kan blive mor uden nogensinde at behøve at sætte sin fod i hverken Babysam, Ønskebørn, Karusella eller noget i den dur. Jep, det passer. Jeg fik selv ægte angst og koldsved af at komme til at gå ind i sådan en butik og se, hvad tingene koster. Du kan få alt, du skal bruge i Børneloppen, på marketplace, på Vinted, i mødrehjælpen og sgu også bare i din almindelige, lokale genbrugsbutik eller på dine forældres loft.

Badekar: Vi brugte kun vores badekar ganske lidt i starten. Vi havde bare et baby-badekar fra genbrug med en ligge-indsats fra et andet mærke end badekaret. Det var ok, men ret hurtigt begyndte vi bare at have ham med i bad, hvor vi bare holdt ham hos os (og skruede ned for temperaturen, self). Det er først nu, hvor han er 9 måneder, og hvor han selv kan sidde og plaske, at vi er begyndt at bruge vores badekar igen. Det er nice at have nu! Skulle jeg købe et nyt, ville jeg have købt et af dem, man kan folde sammen, så det ikke fylder så meget.

Vær opmærksom på, at der nemt går mug i badekaret, hvis man ikke er god til at få det tørret af… ups..

Barnevogn: hvis du bor i byen: få en, hvor hjulene kan dreje hele vejen rundt. Man behøver ikke bruge 7000 kr. på en barnevogn, de er også rigtig gode selvom de er brugte og billigere. Jeg kan AF HJERTET anbefale min, som er en Bugaboo Buffalo. Jeg købte den inkl. klapvognsindsats for 2900 kr. i Børneloppen og jeg har vitterligt tænkt tanken “hold kæft jeg elsker min barnevogn” HVER gang, jeg har brugt den. Hos mine forældre har jeg en Odder Zip, jeg købte brugt for 600 kroner, og den er super til at mit barn kan sove lure, når vi er der, så jeg ikke behøver tage barnevognen med hver gang, men så for pokker hvor skulle jeg bare ikke have den inde i byen. Både fordi barnevognen ligner en lastbil i forhold til mig (jeg er lille af støbning) og fordi jeg ikke ville ane, hvordan jeg skulle komme op og ned af fortovene med den.

Her kommer et råd til dig, der skal klappe din barnevogn sammen: Rolig. Barnevognen er ikke din fjende. Jeg gentager: Den er IKKE din fjende. Og du skal nok vinde i sidste ende, hvis bare du er tålmodig. Den klapper ikke hurtigere sammen af at blive sparket på (taler af bitter erfaring her). Tag en youtube-video om, hvordan den skal klappes sammen, i hånden, og prøv at gør det uden at blive hidsig.

Og hvis ikke det virker: gør det til din kærestes job at folde barnevognen sammen og at få plads til den i bagagerummet. Det var det, jeg gjorde. Det var kanon. Sparede mig for utroligt meget koldsved.

Body-stocking: Køb dem med knapper i siden. Selv tak.
Dem fra genbrug er også gode. På Vinted koster de ofte kun 8 kroner. De vokser hurtigt ud af dem og skider gerne på dem, så knyt dig ikke for meget til dem. Kongens Sløjd er kun for folk, der har for mange penge.

Bleer: Ville ønske, jeg kunne skrive et eller andet om genanvendelige bleer eller at jeg lærte mit barn at gå på toilettet allerede inden han fik klippet navlestrengen, men må sande, at jeg har haft for meget andet at se til, så det blev ikke lige denne gang.
Det, jeg dog kan sige er, at man behøver ikke Libero-bleer, hvis man ikke har lyst til at bruge en halv børneopsparing på bleer. Remas bleer er super.

Bryster: Hvis dine bryster aldrig før har haft en bagside, så får de det nok nu. Thats life. Bliv ikke forskrækket, hvis det ene pludselig er dobbelt så stort som det andet, og heller ikke hvis det er omvendt en time senere. Nyd dem, mens de er store og spændstige. Alting har sin tid, og en dag vil de føles som en 2-liters plastikpose med en 5-krone i bunden. Og det er også okay.

Bøger: Bøger, jeg har læst, som jeg vil anbefale andre at læse inden de skal være forældre:

• Græd ikke over spildt mælk af Julie Langer

• Fårking gravid af Sofie Linde

• Hvad enhver far bør vide af Thomas Skov

• Alt hvad Cana Buttenschøn har skrevet!

• Mit arbejde af Olga Ravn (den må du først læse efter du har født)

Bøvser: De første måneder efter fødslen kommer meget sandsynligt til at handle rigtig meget om bøvser. Håb på, din reel-algoritme fodrer dig med tips og tricks til hvordan man fremkalder den bedste bøvs eller spørg din sundhedsplejerske. En god bøvs redder dagen!

Bæresele: Inden mit barn blev stort nok til bæresele, brugte jeg en strækvikle. Det var kanon. Først havde jeg fået en til 800 kroner, der var 16 kilometer lang, vejede et ondt år og var bedre isoleret end vores lejlighed. Den fungerede IKKE, kan du næsten regne ud. Så købte jeg en for 100 kroner på Vinted. Den var fra Moonboon og den var både pisse pæn, pisse blød og pisse god.
Af bæreseler kan jeg anbefale Artipoppes, hvis du vil se godt og rig ud, men hvis du bare gerne vil have en, der er god, som der må gylpes på, som kan vaskes og som alle kan finde ud af at tage på, så kan jeg anbefale Najells easy-bæresele. Har også hørt moova skulle være god, men har ikke prøvet den.

Allier dig med en, der har erfaring med vikler, de første gange du bruger dem. Og ellers er YouTube din ven!

Colostrum: Den første modermælk efter fødslen. Bliv ikke forskrækket, hvis det både er gult og cremet. Ved kalve siger man, hele deres immunsystem sidder i den første liter mælk. Sådan er det vidst ikke ved mennesker, men det er bare for at sige: it’s the good stuff, som kommer ud dér

Cyklus: Når man bliver mor, går det op for en, at alt er cyklisk. Din mor har været alt det igennem, du skal til nu. Hun har passet på dig, trøstet dig, skiftet din ble, tydet dine tegn, sunget for dig, vugget dig til ro.
Og hendes mor har gjort det ved hende før det.
Og hendes mor ved hende før det.

Når man bliver mor, finder man ud af, at kvinder er kvinder bedst.

Andre mødre vil stå i kø for at hjælpe dig, hvis bare du rækker ud. De vil sende dig sigende, forstående blikke, når de møder dig på gaden med en barnevogn i den ene hånd og en grædende baby i den anden, for de ved præcis hvordan du har det lige dér.

Måske er det først, når din egen baby måske engang får sin egen baby, at hun eller han vil være dig taknemmelig for det kæmpe arbejde, du lægger lige nu, lige som det nok først er nu, det går op for dig, hvor meget din egen mor har gjort for dig.

D-dråber: God fornøjelse. Jeg husker dem max hver tredje dag.
Der er nogle, der er dyre, som folk siger, er bedre for maven (de lyseblå fra apoteket), og så er der nogle, der er billige. Vi startede med de dyre. Nu kører vi med de billige.

Dyne: Hav måske lige to babydyner (som tåler vask). Der kommer altså til at være gylp og tis overalt. Og hav også lige et par babytæpper, du kan skifte mellem - især hvis du føder om sommeren.

Efterfødselskrop: Havde ikke forberedt mig på efterfødselskroppen. Ville ønske, jeg selv og alle omkring mig havde set på mig med mildere øjne i tiden efter fødslen. Hold kæft hvor gjorde det bare ondt i de nedre regioner. At stå, at tisse, at skide (ægte, det gjorde mere ondt at skide i tiden efter fødslen end selve fødslen. Jeg var ved at besvime af smerte), at gå. Alt gjorde ondt. Alt var hævet. Men ingen kunne se det.
Folk - inkl. jeg selv - regnede med, jeg snildt kunne gå flere hundrede meter kort efter fødslen. Den naivitet kommer man til at betale prisen for, når man kommer hjem.

Efterveer: Hvis du ikke ved, hvad det er, vil jeg råde dig til at google det inden du føder. Selvom det er et tegn på, at din livmoder trækker sig sammen igen, er det decideret s m e r t e f u l d t! For mig gjorde det lige så ondt som de “rigtige” veer, og jeg havde dem hver gang jeg ammede i de første mange dage efter fødslen. Det gjorde, at jeg virkelig skulle tage mig sammen for at amme, for jeg frygtede den smerte, jeg vidste, ville komme med det. Det går heldigvis over, men det gør det ikke mindre træls mens det står på.

Feber: Køb et termometer INDEN du føder, for du har ikke lyst til at stå med din brandvarme baby, når apoteket har lukket. De kommer alligevel til at spørge om temperaturen som det første, når du ringer til lægen, så du kan lige så godt kende svaret på forhånd.

Food-prepping: Gør det. Jeg mener det. Og hvis du har råd og plads: Køb en større fryser. Fyld den op. Udnyt, når du kommer i byg-rede-mode i din graviditet. Den skal have hele armen, for du får ikke tid eller overskud på den anden side. Du fortjener nærende mad.

Fortove: Hvad har det med at få et barn at gøre, tænker du måske. Det finder du ud af, når du har født, og skal ud og gå i byen for første gang. Selv ikke Århus, som ellers må være byen med flest barnevogne pr. indbygger, egner sig til barnevognene. Til sidst dropper man bare fortovene og går på vejen. Også selvom man får det ene dræberblik efter det andet af cyklisterne i Mejlgade.

(Os med barnevogne klarer os nok - men jeg har ondt i hjertet over, hvor mange steder dem, der sidder i rullestol, ikke kan komme frem)

Fødsel:

Her kommer mine bedste råd til at føde:

• Accepter, at du bare er en krop.

• Vid, at det stopper igen. Det gør SÅ ondt, altså det gør det virkelig, men smerten er på en eller anden mærkelig måde naturlig.

• Drop dine stædige principper. Dejligt, at du gerne vil føde naturligt, men drop det, hvis det bare får snerten af martyr. Du SKAL ikke død og pine have det så smertefuldt som muligt.

• Husk det gode humør. Situationen er jo, som den er, så vi kan lige så godt grine af det, hvis vi skider i bukserne, i stedet for at skamme os over det.

• Husk, at jordemødrene er der for DIN skyld og de vil dig det bedste. Hvis du ikke viber med din jordemoder, er det ok at bede om en ny, og det er ok at fortælle dem, hvordan du gerne vil have det. Jeg selv sagde f.eks. til mine jordemødre, at de ikke måtte rose mig, medmindre de virkelig mente det - men hvis de lovede mig, at de virkelig var oprigtige i deres ros, “så respondererer jeg rigtig godt på ros”, sagde jeg

• Tæl, når du får en ve. Jeg vidste, at de cirka varede 60 sekunder, og så kunne jeg håndtere det på den måde. Så vidste jeg hvilket bjerg, jeg skulle bestige, i stedet for at vandre i mørke. Til gengæld gik jeg så i panik, da jeg fik en ve-storm, og jeg opgav at tælle, da jeg nåede til 180… men indtil da, virkede det virkelig godt for mig at tælle!

• Hav en veninde med. Det er nok ikke alle, der lige har lyst til det, men jeg vil aldrig nogensinde føde uden Kat, min kusine, som var med til fødslen. Hun turde at læne sig ind i min smerte og bare vide, at der ikke var noget, hun kunne gøre, andet end at guide mig igennem hver ve med min vejrtrækning. Det var guld værd. Jeg havde så meget brug for den feminine, bløde, “jeg står lige her og jeg HAR dig”-energi. Jeg havde også min kærestes bedste ven med, som tog sig af alt det praktiske med bil og parkering osv. For mig var det det perfekte hold at være 4, for så havde jeg og min kæreste overskud til at være der med hinanden - men jeg er med på, det nok er manges værste mareridt at skulle føde foran sin kærestes ven. Fair.

• Hav læst op på forhånd. Kan anbefale at se alle de videoer, der ligger på Aarhus Universitets Hospitals hjemmeside. Det var enormt rart for mig, at jeg kendte til de forskellige faser i fødslen, så jeg vidste, hvad jeg kunne forberede mig på.

• Hav en drikkedunk med sugerør med!!! Kan anbefale den grå fra Rema1000, den er super til formålet (og også den eneste drikkedunk, mit barn på 9 måneder kan drikke af i dag, så den er faktisk bare nice at have)

• Hav en bræk-balje klar, hvis du har nemt til opkast. Jeg brækkede mig gennem hele min fødsel. Og gennem hele min graviditet, for den sags skyld.

• Hav fundet det tøj frem, du gerne vil føde i. Vælg noget, du ved, du aldrig kommer til at have på igen.

• Få en til at tage billeder. Seriøst. Det vil du gerne have. Ingen behøver nogensinde at se dem, men du vil gerne have dem.

• Forbered dig på, at din baby godt kan se lidt sammenkrøllet og blå og blodig og slimet og gammel ud, når den lige er kommet ud. Bare rolig, den skal nok folde sig ud med tiden

• Forbered din fødselspartner på, hvordan man skal trykke i lænden. Og de kan GODT begynde at træne op i god tid, for de skal trykke HÅRDT

• Hav gjort dig overvejelser om hvilken slags smertestillende, du gerne vil have, inden. Kan anbefale lattergas. Kan ikke anbefale morfin, det virkede ik en fløjtende fis.

• Skriv hele dit fødselsforløb ned mens du stadig har det i erindringen. Selvom man ikke tror det, glemmer man det.

• Kan anbefale en efterfødselssamtale med en jordemoder.

Fødselsforberedelse: Jeg var til det, de tilbød på Kolding Sygehus, hvor jeg gik til jordemoder. Der var noget rebozo-undervisning og noget teori. Det var sgu fint. Er glad for, jeg ikke havde brugt flere 1000 kroner på andet, for jeg kunne nærmest ikke tænke en tanke under fødslen. Men det sagt, så lyttede jeg i starten af min graviditet til ALT, jeg kunne komme i nærheden af at fødselsforberedning. Alle bøger. Meyermetoden, smertefri fødsel, det hele. Samtlige afsnit af To the Moon, Honey. Det var jeg så taknemmelig for, jeg havde gjort, for da fødslen nærmede sig havde jeg 1) ikke tid og 2) slet ikke overskud til at forholde mig til vejrtrækningsøvelser osv.

MEN - hvis du ikke er en, der kontinuerligt har lavet vejrtrækningsøvelser, yoga eller lignende gennem dit liv, så vil jeg anbefale dig at bruge alle 9 måneder på at stifte bekendtskab med det. Finde forskellige måder at trække vejret på. Finde tillid i din vejrtrækning og finde ud af, hvordan du bedst kommer igennem smertefulde ting. Prøv f.eks. at hold en isterning i hånden og øv dig i, hvordan du bedst lukker smerten ude.
Og som sagt: kan anbefale at se videoer på nettet.

Gravidbilleder: Ja, det vil du gerne have. Ja, det er akavet at få taget. Ja, det er det værd. Ægte. Du SKAL. Og det skal være en anden, der tager dem. En, der kan se, om lyset er godt eller dårligt. En, som gerne vil have, du ser så smuk ud som overhovedet muligt. Ja, det er også de 3000 kroner, en fotograf koster, værd, hvis du ikke kender en, du gerne vil have til at tage dem. Man kan gøre det på lige den måde, man gerne vil. Det behøver ikke være iført en stor, tyrkis tyl-kappe i et opstillet fotostudie.

Graviditetstøj: Ville ønske, jeg faktisk havde købt nogle bukser, jeg kunne passe. I lang tid var det fint, jeg bare kunne bruge elastik-tricket til at forlænge omkredsen om maven, men hold kæft jeg gik tit ondt med rundt i maven, fordi jeg nægtede at bruge 300 kr. på et par rigtige graviditetsbukser. Man må godt have det rart, når man er gravid.

Kan anbefale sæt med skjorter, f.eks. fra Boii. Jeg havde 3 par af Boii’s udgave af de her bukser, som jeg gik med gennem hele graviditeten:

https://teklafabrics.com/product/poplin-pants-skagen-stripes

(tror ikke de sælger dem hos Boii mere, men det gør de helt sikkert på Vinted)

Jeg købte også 2 sæt fra VRS i Bilka. Dem gik jeg i så meget, at min veninde en dag sagde “Lærke, nu er du snart nødt til at tage noget andet tøj på”… de var bare så rare

Gylp: Måske får du en baby, der gylper meget, måske gør du ikke. Håb på det sidste. Hold kæft, det er bøvlet med det gylp. Og det har sådan en helt speciel sødlig lugt, som kun moren synes er dejlig.
Hav altid en stofble på dig. Altid. Det kan ikke understreges nok.

Gæster: Mærk efter, hvornår og hvem og hvor mange gæster, du er klar til at have i tiden efter fødslen. Jeg fortryder selv, vi holdte så meget åbent hus. Jeg elsker at have gæster, men jeg ville ønske, jeg havde været bedre til at sætte grænser for hvem der skulle komme hvornår. Hav forventningsafstemt med din partner inden, men hvis det er dig, der er den fødende, så er det dig, der trumfer.

Det kan være en god ide at sende en besked ud til de nærmeste (og/eller dem, der forventer at komme hurtigt på besøg… ikke nødvendigvis de samme mennesker), inden du går i fødsel, hvor du/I fortæller dem, hvornår I cirka regner med, I er klar til besøg. Det er helt okay at sige “de første 3 dage (eller hvor meget I nu tror, I har brug for) er vi bare os, inden vi er klar til besøg, for vi har brug for ro til at få amningen etableret”. Det er altid bedre at være lidt konservativ med forventningerne, så kan man overraske positivt.

Jeg havde selv brug for, at ingen vidste, hvornår jeg var gået i fødsel, så jeg ikke følte et pres for at skulle lukke hele verden ind i vores bobbel så hurtigt som muligt. Det købte mig også lidt tid, så vi lige kunne lande.

Lige da jeg havde født, var jeg helt høj på hormoner, og jeg havde lyst til at hele verden skulle komme ind på vores fødestue og hilse på vores nye ven. Heldigvis var min kæreste rigtig træt og sagde, det var en dårlig ide, for efter en lang første nat, hvor jeg konstant lå vågen for at tjekke, baby trak vejret, ramte muren mig med 100 km/t, og jeg blev flad som en pandekage. Dér var jeg MEGET glad for, hele svigermekanikken ikke var på vej ind ad døren.

Er du selv gæst hos en barslende: Hav mad med. Tag skraldet med ud. Spørg om du lige skal svinge støvsugeren. Og lad være med at tage parfume på, inden du kommer på besøg.

Huer: Babyer skal åbenbart nærmest altid have huer på. I didn’t know. Nu ved du det.

Hæmorider: Hvis du er kommet igennem både en graviditet, en fødsel og en efterfødsel uden at have fået selskab af minimum én hæmoride: tillykke. Medalje til dig. Du må være en form for overmenneske.
Hvis du ikke er: velkommen i klubben. Tag dem alvorligt, de kan virkelig være kradsbørstige. Man må gerne gå til lægen med dem. Også selvom det er akavet. Husk at smørre dem, også selvom du ikke føler, du har tid til det.

Indlæggelse: Alle førstegangsfødende har ret til 2 døgn på hospitalet efter fødslen. Det kan være rart at vide, for dem fra hospitalet vil ofte gerne sende dig hurtigt hjem. Det kan også være, det er det rigtige for dig at komme tidligt hjem, men det er bare rart at kende sine muligheder.

Jordemoder: Af hele mit hjerte håber jeg, du får en jordemoder, du føler dig tryg ved, når du skal føde. Hvis du gør, så vid, at der er en fair chance for, at du efterfølgende får lyst til at droppe hele din karriere for at starte forfra som jordemoder selv.

Det er kraftpræstationer, det der foregår på de fødestuer der. Min egen oplevelse var i hvert fald, at de 3 jordemødre, jeg nåede at have, var 3 engle, der var blevet sendt fra himlen for at hjælpe mig igennem skærsilden. Og også sosu-assistenten, for den sags skyld. Hendes rolle kan ikke undervurderes.

De kan godt være lidt skrappe, de jordemødre der, men det kan der også være brug for. Fortæl dem, hvordan du bedst kan lide at blive guidet. Måske kan det være en ide at have skrevet et lille brev til dem inden, hvor du fortæller lidt om, hvilken fødsel, du ønsker dig, for det kan være svært at have overskud til i situationen.

Klapvogn: Du behøver ikke stresse over klapvogn, hvis ikke du har født endnu. Barnevogn er the way to go det første halve år alligevel. Jeg købte en barnevogn, hvor der åbenbart hørte en klapvogns-indsats med og det er GENIALT!

Klude: Kan anbefale at købe de her vaskeklude fra ikea. De er sgu gode til det hele. Både til at massere hovedbunden for at forebygge arp og især til når dit barn begynder at spise mad (good luck with that, its a circus).

https://www.ikea.com/dk/da/p/krama-vaskeklud-hvid-40054538/?gclsrc=aw.ds&&utm_source=google&utm_medium=cpc&utm_campaign=Search%20-%20Shop%20-%20Catch%20all%20-%20Brand&utm_id=16443316551&gad_source=1&gad_campaignid=16443316551&gbraid=0AAAAAD9cmpZ_CwzifWv2aZhu7ujlQGr8z&gclid=Cj0KCQjw0JnRBhDJARIsALobnXbo5a6QDaw3DhPes15CZ5BempZT0IkrhSckQ02GHGLS-KuUQYaIUUwaAujxEALw_wcB

Lift: Jeg købte en brugt Najell-lift og jeg var så. fucking. glad. for den og jeg savner den hver dag. Livet var sgu bare nemmere dengang barnet bare kunne transporteres i den som var det en lille taske-hund.

Den fra Najell kan vaskes i vaskemaskinen og det er super.

Ligestilling: Nu kommer jeg til at fortælle dig noget, som mange vil blive vrede over. Inklusiv mig selv. Men ikke desto mindre må jeg sige det alligevel: Ligestilling er en illusion, når det kommer til noget så biologisk som at føde børn. Det er din forbandelse, men det er også din velsignelse. Selvom jeg klokken 3 om natten kan kigge på min kærestes uduelige mandenipples og ønske, at vi kunne bytte, så ville jeg aldrig bytte det at være kvinde ud for det at være mand. Den urkraft og de instinkter, der følger med moderskabet, er det vildeste nogensinde. Det føles som en nedarvet magi, og det er det måske også.

Det gør ikke, at man ikke kan blive provokeret over den systematiske nedprioritering af kvinders værdi. Men kære kvinde: hvis du er for træt til at tage kampen lige nu, så er det okay. Der er heldigvis andre kvinder, der har masser af energi til det. Lad dem tage kampen lige nu. Vid, at det er okay, hvis du famler i din feminisme. Det er okay, at du lige nu lever et kønsstereotypt liv. Det er også okay, hvis du nyder det, og det gør dig glad. Det er okay, hvis du ikke glæder dig til at skulle tilbage på arbejdsmarkedet. Det er også okay, hvis du gør. Og de to ting kan sagtens sameksistere.

Mellemkøds-skyller: Fuck jeg var glad for, jeg havde en. Den var guld værd efter jeg havde født og fået 10 sting i fissen. Google den selv. Min var fra Momkind, men man kan også bare lave en plastikflaske med huller i låget.

Moderkage: Yes min ven, du skal føde din moderkage. Bedst, som du har fået dit barn op på maven, og tror, at nu er alt overstået, kommer der en jordemoder hen til dig, og trykker dig så hårdt på din ømme, bløde mave, at du tror, det er løgn. It’s not. Det er fordi moderkagen skal fødes. Og så skal den vejes og beundres. Den lille grotte, hvor din baby har ligget og hygget sig. Det ligner, hvad det er: et kæmpe organ. Blodigt og slimet og meget imponerende.

Mælkepumpe:

Kan ikke anbefale: en mælkeopsamler eller sådan en her:

https://livrig.dk/vare/haakaa-brystpumpe-150-ml/?gad_source=1&gad_campaignid=23753774092&gbraid=0AAAABDBnro0euzaJI6iUcwihNUvljBI3P&gclid=CjwKCAjw2rrQBhBuEiwAarLWHT4MVqWVCoPofedKaBXRgMpNwilJ9uwlJIw6VJSGGfJ1opAdmZYpGxoCHGAQAvD_BwE

Kan godt anbefale denne elektroniske brystpumpe (som kan købes meget billigere brugt)

https://www.babysam.dk/freestyle-hands-free-brystpumpe-onesize?utm_source=google&utm_medium=cpc&utm_campaign=02%3A%20Shopping%20%7C%2010%20Barnevogne&gclsrc=aw.ds&gad_source=1&gad_campaignid=23484257468&gbraid=0AAAAAD4OXIQi9qELfsjvANOuzP6luv_Wl&gclid=CjwKCAjw2rrQBhBuEiwAarLWHads-eWaM1HsTmuS6qVBBFrVqnor1cf_TM1d_0IctNvn76l1sxVx4BoCH-AQAvD_BwE

Du kommer nok til at skulle pumpe på et eller andet tidspunkt. I hvert fald hvis du gerne vil give dig selv mulighed for en pause og/eller et glas med procenter, og så er det altså bare rart med udstyr, der virker.
Men du kan SAGTENS vente til du har født.

Mødregruppe: / det, der i dag kaldes barselsgruppe eller forældregruppe.
Mærk efter, om det giver dig noget - men for mit eget vedkommende må jeg bare sige, at det har været det bedste nogensinde. Vi har mødtes cirka en gang om ugen, og selvom jeg både har været flere måneder i udlandet og at jeg ofte har måtte melde afbud, har det været fuldstændig afgørende for mig at have dem at læne mig op ad. Det er SÅ befriende at have andre, der har en baby, der er præcis lige så gammel som sin egen - for man glemmer simpelthen hvordan det er, når man ikke selv står lige i det, så når din svigermor siger “Hans Hugo var altså kun 3 uger, da han havde fuld øjenkontakt”, så er det ikke sikkert, det er rigtigt. Faktisk er det nok højst sandsynligt løgn.

Nattefællesskab: Det er mit eget ord. Et nattefællesskab er det usynlige fællesskab, der er mellem os forældre (jeg ville skrive mødre, men har hørt rygter om at nogle fædre også står op om natten), der går rundt og vugger vores barn i armene midt om natten. Når vi sidder med en flaske eller ammende klokken 2:47 og drømmer om dengang, vi sov mere end 2 sammenhængende timer. Så tænker man på alle de andre lejligheder og huse, som også har ét vindue med et lille lys i netop nu. På de andre, der går rundt med en baby med refluks i armene. På de andre, der også sidder og internetshopper i afmagt lige nu. Køber sutter med lys i, brystpumper, slyngevugger og hvad end, de ellers drømmer om, kan hjælpe dem til mere søvn.
Og så sender man dem en kærlig tanke, og tænker “vi gør det sgu godt, gør vi”.
Dét er nattefællesskabet.

Navlestreng: Ægte, det er den klammeste lugt jeg nogensinde har lugtet. Den der lille navlestrengs-stump skal jo bare sidde og dingle til den selv falder af, og den forlader altså ikke festen ubemærket, lad mig sige det sådan. Kan stadig væmmes ved tanken. Syntes det var helt flovt, når andre skulle holde mit barn i den periode, hvor den var allermest smelly. Føjjjj hvor den lugtede!

Nest: For os fungerede det ikke at vores baby skulle sove i sin egen seng / bedside eller i najell-liften i sengen, for det var for svært at komme til ham hurtigt. Han havde brug for tryghed, og kunne ikke sove uden lige at have en hånd hos sig - men vi turde heller ikke have ham liggende frit i sengen, for vi var bange for, han ville få en dyne over sig, uden vi havde opdaget det, eller at vi ville komme til at rulle over ham.
Den gyldne vej for os var en lille nest, jeg havde købt i Børneloppen for 100 kroner. Der var børnebander på, så han lå sikkert, men de var så lave, at jeg kunne lægge en arm over ham. Og så kunne vi bare vaske dén i stedet for hele sengen alle de gange, han sked eller gylpede igennem. Ville dog ønske, jeg havde købt en, der kunne komme i vaskemaskinen, så jeg ikke var nødt til at spule den i bruseren.


Osteopat: Vi var til osteopat, da min søn var måske… 1 måned, tror jeg, men jeg kan ærligt talt ikke huske det. Han græd og græd og græd og kun ville ligge med hovedet til den ene side. Det hjalp sikkert - jeg ved det ærligt talt ikke. I hvert fald var det rigtig dyrt, og det fik mig til at føle mig som en dårlig mor. Jeg blev så opmærksom på alt det, der ikke fungerede, og jeg græd og græd hver gang jeg kørte derfra.
Hvis der bliver en næste gang, jeg har en lille baby, så vil jeg gå til folk, jeg kender, hvor jeg tør være ærlig omkring min sårbarhed og sige, at jeg har brug for at få at vide, hvad jeg gør godt i stedet for hvad jeg skal gøre om. Sgu ogs fordi at jeg efterhånden som mit barn er blevet ældre har fundet ud af, at jeg fandme gjorde det godt nok. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, og det var godt nok. Det var faktisk virkelig godt endda.
Det var ikke min skyld, mit barn kun ville kigge til den ene side, og han skal nok overleve, at hans hoved er blevet lidt skævt.
Selvfølgelig skal man træne det, så han også blive stærk i den anden side, men det er altså ikke sådan, at dit barn kun kan dreje højre om resten af livet, hvis du ikke død og pine kører land og rige rundt for at bruge 600 kr. for 10 minutters osteopat 2 gange i ugen.

Parforhold: Dit parforhold kommer til at ændre sig. Sådan er det bare. Det sidste, jeg ønsker for dig, er at du skammer dig over det eller at du føler, det er dit ansvar. Det er et fælles ansvar. Ingen ved, hvordan du kommer til at have det postpartum, men højst sandsynligt kommer du til at have det fucked i en eller anden udstrækning. Jeg håber af hele mit hjerte for dig, at du er i et parforhold, der kan rumme det (hvis du er i et parforhold).

Mental load kommer til at fylde. Man kommer til at tælle, hvem der tager flest bleer. Hvem der er mest oppe om natten. Hvem, der husker d-dråberne. Og det bliver nok dig, der læser det her, min ven.

Hvis du KAN, så læg vreden væk. I hvert fald bare i et par år. Til du lige har fået din søvn tilbage, til hormonerne lige har raset af. Hvis du ikke kan, så vid, at jeg forstår dig. At det er okay at få jeg-hader-alle-mænd-følelsen. Den går over. Og så kommer den tilbage. Men så går den også over igen.

Podcast med video: HVEM i hele verden bruger dog sin tid på at SE en podcast, altså at SE den time-lange optagelse af værterne, der sidder i studiet. Sådan har jeg tit tænkt. Nu ved jeg det. Det er de ammende. Dem, der er lænket fast til sofaen, og som endnu engang har glemt at gøre et glas vand klar.

Produkter: Af produkter kan jeg anbefale:

• Jojoba og/eller mandelolie til hele kroppen

• Mommy & me creme fra Rudolph care

• Weleda stretch mark body butter

• zinksalve til rød numse

• Olivy til bleskift!!!

Pusle: Åh jeg havde så mange gode intentioner om, at jeg aldrig ville bruge vådservietter men kun økologiske vatrondeller og olivenolie. Men så blev jeg for træt til at have principper, så vådservietter it is. Olivy er dog noget, jeg oprigtigt kan anbefale. Og vatrondellerne fra coop365, der er firkantede og cirka dobbelt så store som de almindelige.

Pusleråd, hvis du får en dreng: Bøj tissemanden ned ad, når du giver ham ble på. Ellers tisser han igennem samtlige bleer. Selv tak.

Pusletaske: Vi fik en i gave af min kusine, som så rigtigt sagde “jeg ved, det er sådan en ting, I aldrig selv ville bruge penge på”. Og hun havde så ret. Men hver eneste dag har jeg sendt hende en taknemmelig tanke, for shit den har bare været så nice at have. Det er så nice, at den kan hænge på barnevognen, og at den har alle de rum. Til vores pusletaske hørte et pusleunderlag med, og hvis der er én ting, jeg vil anbefale folk at købe, så er det sådan en lille puslemåtte til farten! FUUUUUCK der er mange steder, der ikke har puslefaciliteter, og så fedt er det bare heller ikke at lægge sin baby på gulvet på et rasteplads-toilet.

Det er dette sæt, vi har:

https://www.neye.dk/grow-pusletaskesaet-id-16546600000/

Quality time: … Kommer der alligevel ikke til at være tid til, så det dropper jeg at skrive noget til

spøg til side, men jeg kunne ikke finde på et ord med Q eller noget at skrive til “quiz”.

Refluks: Hvis du får et barn med refluks, kommer du til at finde ud af, hvad det er. Og her er vi tilbage ved bøvserne igen.

Jeg ønsker dig held og lykke og jeg lover dig, at det går over igen. Det gør det ikke sjovere at være i, men det gør det måske lidt nemmere (nok ikke, det er bare pisse hårdt at se sit barn have ondt, og selvom jeg ville ønske, jeg havde, har jeg ingen mirakelkur)

Slyngevugge: Nej, den er ikke de 5000 kroner, den koster fra ny, værd. Ja, den er de 1000 kroner, den koster brugt, værd. Ej okay, den er måske fandme også de 5000 værd. I hvert fald hvis man har en baby med kolik og/eller refluks. Fuck jeg savner min hver dag. Køb dig en med motor og lad vær med at læs på Forbrugerrådet Tænk…. Ej, læs det måske, men det er noget med, at hvis bare man får en med afstiver, så går det nok.
Find en, som har plads til at baby kan ligge i sin lift i den. Min var fra Nature Sway men med motor og stativ fra Moonboon. Stor ros herfra.

Sutteflasker: Man kan virkelig blive nervøs for at fucke sit barns ammeteknik op, hvis man læser for meget om suttehoveder på nettet. Jeg har haft to forskellige flasker - den ene har været god (for mit barn), den anden ikke. Den gode er fra Lanisoh og den dårlige fra MAM. Det er helt sikkert noget andet for dit barn. Prøv dig frem.

Set i bakspejlet ville jeg ønske, vi havde givet mere sutteflaske, for nu nægter mit barn det, og jeg havde haft godt af lidt mere frihed, lad mig sige det sådan. Bare lige et par aftener, hvor min kæreste også kunne putte.

Hvis du bruger meget sutteflaske, kan jeg anbefale denne renser, som jeg selv brugte, så jeg slap for at stå ved gryderne og koge det halve af min dag væk. Køb den med tørrefunktion også! De er heldigvis også helt okay (og væsentligt billigere) selvom man køber dem brugt.

https://www.philips.dk/c-p/SCF293_00/sterilisator?clickref=1100lCmeL4KA&origin=2_se_se___1101l69362_____kiesproduct-shoparize_____Comparison+Shopping+Services+%28CSS%29___pz&utm_source=1101l69362&utm_medium=affiliate&utm_campaign=partnerize&utm_content=Comparison+Shopping+Services+%28CSS%29&utm_term=kiesproduct-shoparize

Sut: Bed til Gud om, at dit barn vil tage en sut. Det glemte jeg. Ville ønske, jeg ikke havde læst på nettet, at dEt KaN øDdElÆgGe AmNiNgEn, HvIs MaN gIvEr BaRnEt En SuT… Jeg blev alt for nervøs af at læse på nettet. Hver dag drømmer jeg om, at mit barn vil tage en sut, for pt. spiller jeg selv rollen som levende sut og dét er til at få lange patter af, skulle jeg hilse at sige

Stofbleer: Hvis ikke du har 25 stofbleer, så stop alt, du laver, og køb dem lige nu. Eller ønsk dig dem. Nogen, du kender, har helt sikker nogle liggende, du kan arve. Men du er nødt til at have dem. De virker til alt. Alt! Og man bruger dem i flæng. Især i starten. Det her er ikke en overdrivelse, men vi brugte 10+ stofbleer OM DAGEN den første måned. Til alle de væsker, der fossede ud fra alle tænkelige huller på både mig og barn.

Stofbleer kan bruges til:

• At tørre væske op (alle former for væske)

• At lave skygge

• Som dyne

• Som tæppe

• Som håndklæde, hvis du også lige har glemt at få vasket

• Som ble i en snæver vending

• Skifteunderlag

• Nusseklud

• Hagesmæk

• Savlesmæk

• Støvklud

• Indpakningspapir

Svøb: Det var det eneste, der kunne få vores baby til at falde i søvn i starten. Det var vores jordemoder, der viste os, hvordan man gjorde. Thank God hun gjorde det. YouTube står helt sikkert klar med udførlig assistance.
Man kan bare bruge et tæppe eller en babydyne, man behøver ikke noget fancy pancy.

Tænder: Man begynder virkelig at overveje, om vi som mennesker virkelig behøver så mange tænder, som vi har, når ens baby begynder at få tænder, for det trækker sgu tænder ud.

Rød numse og tandfrembrud hænger åbenbart sammen. Det samme gør feber, diarre, gråd, søvnløshed og alt verdens dårligdom også. Så håb på, det går hurtigt, og find en god savlesmæk frem.

Tør hud: Din baby skal vænne sig til at være i luft, for nu har den ligget i vand i 9 måneder. Bliv ikke forskrækket, hvis den skifter ham.

Udvidelsesfase: Det værste nogensinde. Jeg ønsker dig alt held og lykke.

Og til din partner, der skal med til fødslen: Bare tag imod. Om det er skæld ud, opkast, spyt, hvad end det er. Bare tag imod. Du er helt sikkert ikke den, der har det værst lige nu.

Vasketøj: Tror fandme jeg vaskede tøj nærmest hver dag i begyndelsen. Fuck der var bare gylp og savl og tis og lort og mælk og andre uidentificerbare væsker OVERALT.

Vand: Hvis du ammer, så lyt til mig, når jeg fortæller dig: DU. MÅ. HAVE. VAND! Der er en grund til, at det er lovgivning, at køer skal have adgang til vand, når de bliver malket.

Når man ammer (især i starten, indtil du også bliver én af dem, der bare slynger patten ud midt i buffeten og fodrer dit afkom) foregår det sådan her:

Din baby græder - den er sulten. I stress gør du dig klar: sætter dig godt tilrette, helst i sofaen, fjernbetjeningen inden for rækkevidde, din telefon er opladt og du har sat Genstart på (som om du bekymrer dig for, hvad der sker i verden lige nu, men man har vel lov at lade som om). Du lægger baby til brystet, og med det samme mærker du den: tørsten. Men du har glemt dit vand, og nu sidder du fanget her på ubestemt tid, mens en lille burgermund suger al væske ud af din krop.

Du havde glemt, at man bliver instant sahara i munden i det øjeblik, burgern kobler sig på. Aldrig havde du troet, du skulle føle dig som en udtørstet kamel, der helt desperat fylder sine to pukler, der er væltet ned til siden, fordi de ikke har set skyggen af vand i flere uger, men det er præcis det billede, du får i hovedet, når du langt om længe har fået den person, der er nærmest, og som slet ikke forstår, hvor akut situationen er, til at komme med vand til dig.

Her kommer en lille hemmelighed til dig, der har været for meget på Instagram: Man BEHØVER ikke købe den der GIGANTISKE Stanley-kop. Helt almindelige glas, som du allerede har i skabet, virker også ganske fint til formålet!

Veninder: Søde søde dig, som snart skal være mor. Dig, som oprigtigt tror, at dine veninder er lige så opslugte og betagede af din graviditet, som du selv er, og at de kommer til at stå i kø for at gå tur med dit barn. Sådan bliver det desværre ikke.

Man må gerne være skuffet over sine veninder. Man må også gerne italesætte det, men det er ikke sikkert, de kan ændre på det. For det er dit barn, det er ikke deres.

Nogle veninder vokser man måske bare fra, når den ene får et barn. Og det er okay. Ens tid bliver knap, når man bliver mor, og den skal prioriteres. Så selvom du plejer at være til fødselsdag ved alle, du har været veninder med siden børnehaven, kan det altså godt være, du skal springe et par af dem over i år.

Men den dårlige samvittighed over, at det ikke lige er dig, der får ringet til dem eller fulgt op på, om de har været til eksamen, den kan du godt pakke sammen. Du har ammehjerne (det er lige meget om du ammer eller ej), du har ikke sovet i et halvt år, og du har nok at gøre med at holde et menneske i live.

Vrede: Den kan føles voldsom, overvældende og det kan være svært at vide, hvad man skal stille op med den. Især hvis man ikke tidligere har haft vrede i sit følelseskatalog. Med mit moderskab fulgte en vrede så stor, at jeg stadig er ved at lære at håndtere den. Måske er det noget hormonelt. Det håber jeg på en måde.
Jeg er selv ved at lære den at kende og at finde ud af, hvad jeg skal bruge den til (og hvad jeg IKKE skal bruge den til), så jeg har ikke så meget at sige andet end at du ikke må blive hverken flov, ked af det eller føle dig forkert, hvis den kommer stormende.

Vådservietter: Ja det er sgu bare det nemmeste, så er det sagt. Og de virker til det hele. (Men noget med, at der er konserveringsmiddel (?) i dem, og det er ikke så godt for hverken moder jord eller barnlille)

Ængstelighed: Den kommer til at være der, og du må finde en måde at håndtere den. Søg hjælp, hvis den bliver for voldsom, for den er ikke altid hverken rationel eller til din eller dit barns fordel.

Åbenbaring: Moderskabet er på mange måder en portal til åbenbaringer - men du kan ikke vide hvilke. Det er en portal til at se sine prioriteringer meget klart. Det kan være skræmmende, for måske er de ikke, som du havde forestillet dig, men det er også helt fantastisk.

Især af musik. Engang troede jeg, alle kærlighedssangene handlede om kærester. Nu hører jeg, at mange af dem handler om familie og om børn, og så vælter tårerne bare ud af øjnene på mig.

Helt galt var det lige da jeg havde født. Da jeg sad alene på min sofa og følte mig så alene men også så forbundet. Den vildeste tid nogensinde, en tid i et vakuum. En tid, der stod stille, men alligevel fløj forbi. Hold kæft man jeg græd meget der. The famous barselsblues. Men også noget med det største hormon-drop et menneske kan opleve, så fair nok. Og også hvis det ikke havde noget med det at gøre, så var det også fair nok.

Nå, det var slet ikke det, jeg ville sige, men jeg har bare så meget brug for at fortælle om den tid. Måske du kender. Det, jeg egentlig ville sige, var, at hvis du også har barselsblues eller du også kan tage dig selv i at kigge på din baby og bryde spontant ud i gråd, så er her en liste til dig, du kan sætte på, hvis du alligevel har besluttet dig for at tømme depoterne og den bare skal have gas. God fornøjelse.

URO - Mørkeræd

Bendik Brænne, Emilie Nicolas - White Highway

Apacha - En som dig

Steffen Brandt og DR’s pigekor - Fald, min engel

Kalaset - Grib mig hvis jeg falder

Thomas Helmig - Vindstød af stormstyrke

Emilie Nicolas - Oh Love

James Arthur - Heartbeat

James Bay - Us

Lord Huron - The night we met

Sanne Salomonsen - Hjem

Aurofi - Åbne favne

Dorthe Gerlac - Alt i Alt

Ellie Goulding - How long will I love you

Ed Sheeran, Yebba - Best part of me

Calum Scott - You are the reason

Miley Cyrus - When I look at you

Sia - Helium

Teddy Swims - God went crazy

Freya Ridings - Lost without you

Ruben - Lay by me

Anne-Marie - Her

Ellie Goulding - Vincent

Blaue Blume - Falder himlen nu

Blaue Blume - Det husker jeg

Pil - Rullefald

Søren Huss - Undertiden

Pip Millett - Ava

Leonard Cohen - Come healing

Låpsley - Painter (Valentine)

Sam Smith - Love is a stillness

Jimmy Jørgensen - Englen våger over verden

Solvej - Slå hjerte slå

August Høyen - Min mor

Hør listen her:

Jeg føler, jeg skal forklare og retfærdiggøre, at jeg aLtSå IkKe BaRe HaR SlApPeT aF pÅ mIn BaRsEl. For det har jeg virkelig ikke. Jeg drøner fandme frem og tilbage i det øjeblik, min baby sover. Og også når han ikke sover, skulle jeg hilse at sige. Ordner vasketøj, støvsuger, vasker gulv, render i kælderen med ting, vi ikke længere skal bruge, sorterer skrald, laver mos, læser op på hvad der kan kvæle babyer og hvad man skal gøre, hvis de får en vindrue galt i halsen - alle sådan nogle ting, der engang bare var noget, jeg lige gjorde, når jeg havde tid og overskud, er blevet noget, jeg føler, jeg SKAL gøre, før jeg må slappe af.

Det er sjældent, jeg når at sidde i min sofa før klokken bliver 19. Så når min kæreste med et glimt i øjet, modig som han er, siger “så meget er der jo heller ikke i at sidde og se lidt flimmer med en baby ved siden af”, så får jeg lyst til at kastrere ham på stedet. For jeg ved ikke med jer, men det er altså mere tids- og energikrævende at passe sådan en baby, end jeg nok lige havde forestillet mig. De ser stille og rolige ud, men skindet bedrager.

Jeg prøver virkelig at ændre det, at tillade mig selv noget hvile, så jeg ikke ender med at blive udbrændt. Et af mine nyeste tiltag er at tillade mig selv faktisk at tisse, når jeg kan mærke, jeg skal tisse. Jeg er nemlig rigtig slem til at overhøre samtlige af mine egne behov. I mit hoved er der konstant en stemme, der opremser to-do lister og prøver at effektivisere dem, så intet minut spildes. “Hvis jeg lader vandet løbe nu, mens jeg sætter smør og leverpostej på bordet, så bliver det koldt nok til at hælde op, og så kan jeg lige børste mine tænder, mens jeg rydder Atlas’ legetøj op, for det kan jeg godt bare gøre med én hånd, og så kan jeg lige gå ned med skraldet, når han skal ud i barnevognen, og så kan jeg lige få svaret min bank, mens jeg går med barnevognen, og jeg skal lige huske …”

Jeg er så bange for at miste min værdi, hvis ikke jeg er effektiv nok. Nyttig nok. Bange for at komme til at slappe af uden at jeg har fortjent det, Gud forbyde det.

Min kæreste er langt bedre til det. Han kan sagtens overse alt rodet. Eller, jeg tror måske faktisk ikke engang, han overser det. Han ser det bare slet ikke.
Jeg ville ønske, det var mig, der ikke skulle bruge 20% af min energi på at overse rod, når jeg forsøgte at slappe af, for så meget slapper man altså bare heller ikke af, når man FØLER MAN SKAL !!! SLAPPE AF !!! NU !!! FOR JEG HAR KUN 20 MINUTTER INDEN BARNET VÅGNER OG SKAL HAVE MAD OG REN BLE OG SÅ DET HELE FORFRA EN GANG TIL

I’m not gonna lie, det provokerer mig FUCKING meget, når min kæreste kommer hjem fra arbejde kl. 19-20-21 stykker og lægger sig på sofaen og slapper af. Men jeg VED, at det er fordi, jeg selv ville ønske, jeg kunne gøre det samme. Og det kan jeg jo, men det kan jeg ikke. Forstår du, hvad jeg mener? Jeg anerkender virkelig, at han har haft en lang dag på sit arbejde, så når han kommer hjem, har han fortjent at holde fri. Men af en eller anden grund anerkender jeg ikke, at jeg også selv har haft en lang dag, og også fortjener hvile.

In this economy kan jeg ikke “bare” slappe af, som jeg ellers tit bliver rådet til af… mænd, lets be honest. Jeg er nødt til først at aflære RIGTIG mange ting, har lyst til at sige 2000 års mental load, før jeg ville kunne gøre det. Og det ved jeg simpelthen ikke, hvordan jeg skal aflære.

For som det er lige nu, så ved jeg godt, hvem det er, der bliver vurderet på, om vores barn har fået tørret leverpostejen af, eller om det stadig sidder omme i nakken på ham (iykyk), om der er støvsuget og om vores håndklæder er uge-gamle og så fyldt med fugt, at de aldrig rigtigt tørrer. Og det er ikke min mandlige kæreste, lad mig sige det sådan.

Aldrig har jeg hørt nogle spørge ham, “hvad han egentlig gør for at slippe af med alt den arp, Atlas har?”. Aldrig har han fået at vide, at “du altså skal huske at klippe Atlas’ negle”, og han er ikke den, der er på spanden, hvis Atlas ikke har mere rent tøj eller flere bleer.

Så det føles som ris til egen røv at sætte sig ned i trodsig tilstand og tvinge sig selv til at “slappe af”, for altså - så skal jeg jo bare støvsuge i morgen i stedet.

Men som sagt: jeg øver mig. Jeg forsøger virkelig at sætte mine forventninger til mig selv helt ned. Støvsuger først, når det er så klamt, at jeg faktisk oprigtigt ikke kan holde det ud. Og har også accepteret, at jeg ikke har 20 minutter hver 2. dag til at klippe mit barns negle, så jeg satser på naturligt slid.

Jeg mærker virkelig på egen krop, hvordan det i samfundet bliver talt op, at have travlt. Det bliver sgu bare anerkendt mere at arbejde end at hjemmepasse. As if det ikke er et arbejde. Og jeg ville ØNSKE, det var omvendt. Eller i hvert fald bare lige. Men så længe økonomien ikke følger med, tror jeg simpelthen ikke, omsorgsarbejdet nogensinde kommer til at få den anerkendelse, det burde.

At det slet ikke bliver anerkendt, er dog en løgn. Jeg mærker klart, at der blandt os kvinder er en stiltiende anerkendelse og dyb respekt for hinanden. Det lille blik, vi giver hinanden, når vi møder hinanden på gaden med hver vores grædende baby i barnevognen. Det lille ekstra synk vi laver, når vi hører en mand sige “hold da op hva, det er godt nok utaknemmeligt at være nogens forældre, man får bare aldrig et tak for alle de bleer, man skifter”, og man tænker “åh kære mand, du som ikke har ofret din krop, du som ikke har båret et barn og enten ammet eller ikke ammet, jeg tror ikke det ene er hårdere end det andet, du som ikke har dit nervesystem koblet sammen med en andens, du som ikke har fået 10 sting i underlivet, du som ikke skal slås mod din egen biologi for at få den til at passe ind i samfundets forventninger. Åh, hvor skulle du bare vide, hvad det vil sige, aldrig at få et tak”.

Der er en anerkendelse mellem os kvinder, for vi ved godt, vores skuldre løfter det tungeste læs, selvom de ofte er mindst, men vi tager skulderpuder på og lader som om, vi både er kvinder og mænd på samme tid. For vi ved også godt, at hvis vi vil ændre det, ændre hele samfundets syn på nytte, så er vi nødt til først at være rigtig vrede. Og vi er også rigtig vrede, men på et tidspunkt er vi nødt til bare at acceptere, for det er for hårdt at være vred så længe, og vi vil ikke være martyr-mødre.

Og så var det bare sådan en skam, at det var mændene, der havde bestemt, hvad det var, der skulle anerkendes med penge i samfundet, og ikke kvinderne…

Jeg gruer for, når jeg skal tilbage på arbejde, for mit omsorgsarbejde herhjemme bliver ikke mindre bare af den grund. Jeg får bare færre timer i døgnet at udføre det i. Jeg havde jo egentlig aldrig troet, at jeg skulle finde mig selv i så klassiske kønsroller, som jeg gør, og jeg er i konstant konflikt med mig selv om, hvordan jeg har det med det.
Men hvis der er én ting, jeg har lært i mit moderskab, så er det, at

man har et standpunkt, til man bliver for træt.

Jeg tænker hver dag “når jeg lige får 10 minutters ro, så sætter jeg mig lige med min computer, og får skrevet lidt”. Men… jeg får aldrig 10 minutters ro. Vitterligt. Jeg kunne sagtens tage mig 10 minutters ro, for mit barn sover jo faktisk lur engang i mellem, men jeg får det ikke gjort. Jeg suser rundt og ordner vasketøj og opvasker og vasker gulv (?? har jeg ALDRIG før gjort i mit liv, og pludselig har jeg vasket mit gulv i hele lejligheden 2 gange på en måned?? Hvorfor egentlig??). Prøv selv og gæt, om jeg bøvler lidt med, at alt det omsorgsarbejde, jeg laver i løbet af dagen, er usynligt arbejde…
Tanken om, at jeg “ikke har lavet noget i dag”, fordi jeg “bare har været hjemme” gør mig SÅ utilpas, at jeg i DeT mInDsTe Må LaVe NoGlE PrAkTiSkE OpGaVeR. Ved simpelthen ikke hvem det er, jeg prøver at bevise noget overfor. Men jeg kæmper en kamp med følelsen af ikke at udrette noget - velvidende at jeg udretter det største og vigtigste overhovedet, nemlig at passe mit barn og give ham kærlighed og omsorg og mos (og til jer, der også er startet op på mad: hold da op, hva. Sikke et show. Måske derfor, jeg pludselig er begyndt at vaske mit gulv. Dét, og så fordi mit barn også er begyndt at kravle, og det gør pludselig én meget bevidst om hygiejne-situationen på gulvet, for når jeg så løfter ham op igen, er han én stor nullermand. Han kravler ind steder, jeg ikke engang vidste fandtes, og som jeg aldrig har så meget som overvejet at støvsuge)

Nå - tilbage til dette kaos af et skriv. Jeg har lavet mig selv en kop kaffe, og så har jeg kraftedme gjort noget helt revolutionistisk: jeg har ladet opvasken stå. Jeg har en utrolig trang til at rydde op, når jeg ser rod, men så kommer jeg fandme ingen vegne i det her liv, så nu har jeg bestemt, at jeg ikke må kigge til venstre, hvor opvasken står, og så skal jeg sidde her ved min computer og skrive, indtil mit barn vågner fra sin lur. Så hvis jeg stopper midt i en sætning, ved I, hvad klokken har slået.

Nu fik jeg jo lige spoilet, at jeg faktisk allerede har fundet ud af, hvad der skal ske, når min barsel udløber. Jeg har hele tiden haft stor tillid til, at jeg nok skulle finde ud af det i rette tid, og - surprise - så faldt det hele sgu bare ned i min turban på min fødselsdag. Jeg tror meget på, at de ting, der skal ske, nok skal ske, og jeg har meget stor tillid til, at universet vil mig det godt og giver mig de muligheder, jeg skal have, når jeg er klar til at få dem. Så det var jo bare dejligt, at det også blev sådan denne gang.

Jeg blev tilbudt, at mit gamle arbejde kunne gå fra at være en fuldtidsstilling til kun at være 7 timer i ugen, så jeg kan få det til at gå op at bo i Århus, men arbejde i Gram i Sønderjylland. Det er jeg ualmindeligt glad for! Jeg har savnet mit arbejde, og jeg har savnet at være en del af min families virksomhed. Dét sagt har jeg ikke lige fået logistikken til at gå op endnu… Men det får jeg - for det skal jeg jo, kan man sige.

Derudover har jeg simpelthen fået mulighed for at købe mig ind i et lille rejseselskab sammen med min kæreste og hans to bedste veninder. Et rigtigt godt selskab at komme i, må jeg bare sige. Altså personerne. Nok også virksomheden, men den skal vi selv lige bakse op først. Den har en lille omsætning allerede, og vores plan er så at tilpasse det vores værdier og de steder, vi selv har erfaring med at rejse, så vi forhåbentligt kan tilbyde nogle rigtig rigtig nice og autentiske rejser til folk, der gerne vil andet end at ligge ved en pool, når de er på ferie. Det er godt nok groft skitseret, men sådan må det lige være for nu.

Jeg ved endnu ikke, hvor mange timer, der er er i det, men der kommer i hvert fald til at gå noget tid, før der er en løn at hente hjem, så det næste års tid må vi leve på en sten, og det er også okay, selvom det kan give mig en del økonomi-stress, som er den ærgerligste form for stress, jeg kender.

Sideløbende med det, pønser min nabo og jeg stadig på at starte et kvindenetværk op her i Århus. Et professionelt og holistisk netværk for kvinder mellem 25 og 40 år, der arbejder med kommunikation, community og/eller formidling i alle dens former. Vi gad godt rykke på det hurtigere, end vi gør, men igen - der er lige det med tiden, når man har to små babyer, den ene er ved at sætte et hus i stand og midt i en flytning og den anden er ved at starte to jobs op samtidig. Slow and steady wins the race, ikke, og vi skal nok komme i mål.

Så det lyder jo alt sammen meget godt - og det er det også. Men virkeligheden ramte mig også med 100 kilometer i timen lige durch i ansigtet, da det gik op for mig, at jeg kommer til at få i omegnen af 2.900 kroner udbetalt hver måned, når nu mine barselsdagpenge udløber her d. 20. april. Dét sker så samtidig med at har brugt vitterligt alle mine penge (+ rigtigt mange af bankens penge) på at købe mig ind i rejseselskabet og på at købe vores nabos lejlighed, så vi forhåbentligt på sigt kan slå vores sammen med den, så Atlas kan få sit eget værelse. Jeg kan ikke forklare, hvad der sker i min krop, når jeg skal forholde mig til min egen økonomi. Den bliver bare ét stort blåt mærke, jeg krøller mig sammen som et lille pindsvin i sofaen, og selvom jeg ikke har lyst til at græde, så strømmer tårerne bare helt af sig selv ned af mine kinder. Jeg vil helst kun være i kontakt med min bank på skrift, så jeg har tid til at formulere mig ordentligt, for jeg går simpelthen i panik, hvis de ringer til mig. Jeg hørte mig selv sige til min kæreste “kan vi ikke bare aftale, at du står for alt med økonomi, og så tager jeg alt vasketøj og ordner alt i huset og jeg LOVER AT JEG ALDRIG NOGENSINDE VIL BROKKE MIG ELLER KLAGE OVER DET” og faktisk mene det. Men det var også i et svagt øjeblik. Det er bare for at sige: Jeg HADER at forholde mig til min økonomi. Jeg vil helst bare have en følelse af, at det nok skal gå det hele, og jeg vil gerne flotte mig, når det handler om at købe øl til mine venner, men jeg behøver ikke købe noget nyt tøj til mig selv. Men den følelse kan man jo kun have, hvis der kommer penge ind på kontoen… Og det bliver ikke mange, der kommer ind på min, det næste lange stykke tid

Alt det her betyder jo, som du måske kan regne ud, at Atlas er nødt til at være et andet sted i de timer, jeg er på arbejde. Det bliver nok 15-20 timer i ugen ish, og så kan jeg arbejde om aftenen, når han forhåbentligt sover, hvis der er noget udover det.
Og nu begynder jeg at græde igen. Og det gør jeg hver gang, jeg tænker på, at han skal være et andet sted end sammen med mig. Nu vågner han så også, kan jeg høre. Det er måske meget fint, for så slipper jeg for at skulle deale med de følelser nu. Vi skrives ved

Lad mig lige sætte dig ind i omstændighederne: Min beslutning om at læse statskundskab var på mange måder præget af min feminisme. I løbet af mine teenage- og første år i tyverne har jeg været alle feminismebølgerne igennem i min egen personlige udvikling: Jeg har kæmpet for min ret til at arbejde på lige fod med mine mandlige kollegaer, da jeg i mit sabbatår havde fuldtidsjob på en kvæggård. I 2.G klippede jeg mit hår helt kort, da min (nu eks)kæreste sagde til mig, at jeg ikke skulle gøre det. Jeg har været ultrafeminin med fake tan og falske øjenvipper og insisteret på ikke at blive seksualiseret, men jeg har også været androgyn i udtrykket og prøvet at overbevise mig selv om, at alt ville blive bedre, hvis bare jeg blev lesbisk og kunne leve et liv uden mænd. Nu læste jeg statskundskab med to formål: Det ene formål var, at jeg ville forske i ligestilling og the mental load. Jeg kunne jo godt se, hvordan dem, der bidrog til den debat, blev (og stadig bliver…) høvlet ned for at basere deres argumenter på personlige oplevelser og følelser og ikke at have data og statistikker på det, de siger. Den statistik ville jeg gerne levere. Det andet formål var at have råd til at køre i min egen Porche Cayenne, så ingen nogensinde kunne slå tvivl om, at jeg kunne klare mig uden en mand.

Men hvad end, jeg gjorde, oplevede jeg, at jeg stadig stod et utilfredsstillende (og til tider meget vredt) sted. Selvom jeg havde prøvet at sætte mig selv fri gennem flere forskellige feministiske vinkler, var der ikke nogen af dem, der egentlig havde givet mig den frihed, jeg havde håbet på.

Nu gik jeg her på Peter Sabros Gade og overvejede at droppe ud. Ikke på grund af min kæreste - og så alligevel. Min kæreste lever af at sejle og har brugt de seneste 5 år på at sejle jorden rundt i sin sejlbåd. Efter 5 år i udlandet var han i Danmark for at få fornyet sit pas, og her mødte vi hinanden.

Da jeg første gang fik øjenkontakt med ham og sendte ham et smil, sad han i baren på Cafe Vesterlauget i Århus. I det sekund vores øjne mødtes, vidste jeg med hele min krop, at her var den mand, jeg ville forelske mig stormende, men trygt, i. Den mand, jeg skal have familie med, og den mand, der kommer til at blive mit livsvidne. Det var en intuitiv følelse, men jeg har aldrig vidst noget mere klart. Min krop og mit sind tog en af mit livs største beslutninger uden min hjerne overhovedet nåede at lave en cost-benefit-analyse eller at overveje, om det ville være det mest rationelle og nyttemaksimerende valg. Det var et valg taget udelukkende ud fra en intuitiv viden, der ikke har nogen formel, og derfor ikke bliver regnet som valid information.

Det viste sig dog, at det, jeg troede var mit feministiske rationale, flere gange skulle være ved at spænde ben for, at vores forhold overhovedet kom i stand.

Jeg kunne godt mærke, hvor det bar hen, allerede på første date, så jeg fortalte ham, at hvis han ville noget med mig, skulle han altså vide, det ville hedde barsel 50/50. Jeg skulle ikke være en del af den statistik, jeg havde mareridt om om natten: Det koster danske kvinder 30% i tabt løn at få ét barn, mens mænds løn forbliver upåvirket efter de har fået børn. Et løngab kvinderne aldrig når at indhente igen. Jeg så kun barsel som et spørgsmål om økonomi, og jeg ville i hvert fald ikke tillade mig selv at gå i samme fælde som kvinderne i statistikken.

Senere på aftenen, da jeg fandt ud af, at han i en alder af 25 allerede havde stablet sin egen virksomhed med en stabil indtægt og 30 ansatte rundt omkring i hele verden på benene, var jeg igen ved at fortælle ham, at det nok ikke kunne blive ham og jeg. Hvor tosset det end lyder, var jeg ved at dumpe ham udelukkende fordi jeg fandt ud af, at jeg aldrig ville komme til at tjene flere penge end ham. Alene af den grund at jeg pludselig så mig selv i en Porche Cayenne som han ikke nødvendigvis havde betalt, men hvor alle ville tro, han havde betalt den.

I dag er jeg flov over, jeg havde sådan en smålig tankegang, men på det tidspunkt kunne jeg ikke se udover mine egne æresprægede, ”feministiske” principper.

Min kærestes sejlbåd befandt sig i Maldiverne, og han manglede at sejle den sidste halvdel af jorden rundt for at have gennemført sin jordomsejling. Som den strong and independent woman jeg var (og er) kunne det selvfølgelig ikke komme på tale, at jeg skulle med: jeg havde min uddannelse, jeg skulle gøre færdig, så jeg kunne tjene mine egne penge. Det var nu heller ikke ham, der foreslog mig at droppe ud for at rejse med ham. Modsat havde han været meget omhyggelig med at fortælle mig, at jeg i hvert fald aldrig skulle droppe ud på grund af ham.

Det var først efter lang tid, jeg tillod mig selv at mærke efter, om jeg egentlig havde lyst til at færdiggøre min uddannelse, eller om jeg i virkeligheden hellere ville sejle sammen med ham. Da jeg endelig tog stilling til hvad jeg ville, og ikke hvad jeg troede, jeg burde, opdagede jeg et klart ønske om at tage af sted.

Og her gik jeg så, ned langs Peter Sabros Gade, og fik en åbenbaring: Den feminisme, jeg lever efter, har ikke reelt sat mig fri. Den holder mig fanget i nogle stædige principper, og den får mig til at konkurrere i en konkurrence, jeg ikke selv har meldt mig til. Den lader mig ikke tage af sted på jordomsejling fordi den gør mig for stolt til at gribe de muligheder, der opstår. Det slog mig, at den reelle frihed er, når jeg ser bort fra de principper. Tør stole på og følge min intuition. Tør lade mig blive taget af, sørget for, taget med og blive draget omsorg for. Også økonomisk. Når jeg mærker efter hvordan jeg selv definerer succes, og ikke bare læner mig op af samfundets økonomiske vurdering.

Midt i et lyskryds på Trøjborg gik det op for mig, at jeg - sammen med andre unge kvinder - lever i et paradoks. Feminismen har unægtelig sat os fri. Fri til selv at bestemme, hvad vi vil med vores liv. Eller hvad? Har den i virkeligheden kun sat os fri til at få succes på det, jeg kalder maskuline principper? Økonomisk vækst og succes, materielle goder, lange uddannelser, lederstillinger og hyppigt besøgte linked-in profiler. Er vi i virkeligheden begrænset i at leve et frit og meningsfyldt liv, der er i overensstemmelse med og rummer de feminine værdier? Kommer vi med de første bølger af feminismen i virkeligheden til at købe ind på, at omsorgsarbejde, arbejde i hjemmet og generelt at leve efter følelser, intuition og sanselighed er undertrykkende og nedværdigende? Jeg kan i hvert fald ikke se mig selv fri fra at tænke, det er mere succesfuldt og anerkendelsesværdigt (og dermed mere ’værd’), hvis jeg tager en lang, ”god” universitetsuddannelse, der sikrer mig en god startløn, end hvis jeg bruger min tid og mine slut 20’ere på at skabe en tryg og sund familie.

Der er en dobbelthed i, at jeg på den ene side frygter, at jeg mister værdi i både mine venners og samfundets (og.. ja.. jeg skammer mig over at måtte indrømme det, men også i mine egne) øjne, hvis jeg ikke skaber mig en stor karriere - som jeg vel at mærke selv har bygget op, og ikke ”bare kommer ind” i min kærestes allerede etablerede virksomhed. Den frygt ser jeg som reelt frihedsindskrænkende. Så er mit valg jo i virkeligheden ikke frit. Så kan jeg kun vælge den lange universitetsuddannelse.

Men på den anden side har de garvede feminister jo også ret: der er også en unægtelig frihedsindskrænkelse i, at hvis min kæreste en dag går fra mig, er jeg reelt fucked, hvis jeg har viet mit liv til at gå hjemme og skabe en tryg base for ham og vores børn. Og måske har jeg endda ikke engang mulighed for selv at vælge at gå fra ham, hvis jeg en dag ikke længere har lyst til at være sammen med ham. Jeg har i hvert fald ingen pensionsopsparing, der kan redde mig.

Har vi opnået ligestilling, ligeværd, frihed, kald det hvad du vil, når vi ikke har lyst til at uddanne os som pædagoger, sygeplejersker og SOSU-assistenter, fordi det bliver set som værende mindre værd end at være økonom, statskundskaber eller ingeniør?

”Det er din egen subjektive analyse, at det er mindre værd”, tænker du måske. Men det er det jo ikke - sygeplejersker, pædagoger, SOSU-medhjælpere og hjemmegående er nogle af dem, der tjener mindst.

Det kom som et chok for mig, da jeg pludselig mærkede en gennemgribende og kropslig såvel som sjælelig lyst til at blive mor. En lyst til at prioritere en sund familie. En lyst til at min dags vigtigste opgave kan være at stable et sundt, solidt måltid på benene for hele min familie og hvem end de måtte have lyst til at invitere ind i vores fælles hjem. En lyst til (måske for nogle år, måske for resten af mit liv) at sætte mine økonomiske mål til side for at lave det benarbejde på hjemmefronten, der sørger for, at min kæreste har alle forudsætninger for at udleve de drømme og projekter, han nu engang må have. Drømme, der er blevet fælles drømme, men som det er ham, der er primus motor på.

Parallelt med det mærker jeg en enorm usikkerhed og frygt for at vælge den vej. Der er en feministisk stemme i mit baghoved, der fortæller mig, det ikke er ”nok”. At jeg skal vise verden, jeg sagtens kan konkurrere på det maskuline arbejdsmarked. En stemme, jeg har lyttet til, uden at stoppe op og mærke efter, om det overhovedet er en banehalvdel, jeg har lyst til at spille på.

Jeg er kommet til at tro på diskursen om, at kvinder ”stiller sig i baggrunden”, når de vælger arbejdsmarkedet fra. Men det er her, jeg falder i fælden. For jeg stiller mig ikke i baggrunden, hvis det er det, jeg vælger. Jeg stiller mig op på siden af min mand. At danne fundament, grobund, sikkerhed og tryghed for hans, vores, min egen fremtid er præcis lige så meget værd. Måske ikke i kroner og øre. Og dog er det måske alligevel på den lange bane, hvis man gør det hele op.
At drage omsorg for andre mennesker er værdifuldt. Også selvom samfundet, finansministeriets regnemaskiner og min forelæser i makroøkonomi ikke anerkender det.

Det endte med, jeg tog afsted på jordomsejling. Mens jeg skriver dette, sidder jeg midt på Det Indiske Ocean. Ironisk nok har jeg, siden jeg tog afsted, fundet mig selv både selvstændig og handlekraftig som aldrig før. I dag kan jeg se, hvordan mit mål om ”at klare mig uden en mand” udelukkende var et økonomisk mål. I den sætning udelukker jeg alt det andet, det også giver mig at være i et parforhold og som det giver mig at respektere og leve efter mine feminine værdier.

Stabilitet, kærlighed, selvværd, en følelse af at være elsket, tryghed, mod og evnen til at drage omsorg for mine medmennesker.

Jeg vil afslutte med at gentage, hvad feminister har prøvet at slå fast med syvtommersøm gennem flere generationer: Det er ikke mændene, der er fjenden. Det er mit, dit, samfundets internaliserede syn på de feminine værdier som noget, der er mindre værd, skal lønnes mindre og anerkendes mindre, end de maskuline.

// Tak fordi du læste med

Hvis du har lyst, kan du lytte til en podcast udgivet af JyllandsPosten, hvor jeg fortæller om samme emne

LYT HER

_________________________________

D. 6. januar 2025

Atlanterhavet

Har kastet meget op. Har det så dårligt. Har ondt i maven af at kaste så meget op. Har ingen energi, men har allerede ondt i kroppen af at sove så meget. Solen skinner og det gør mig i dårligt humør, for jeg kan ikke overskue at have det varmt.

Jeg føler mig så dum over at være taget afsted igen. Det er kun fordi jeg er stædig. Og nu ligger jeg her og græder og kaster op. Jeg skulle nok have lyttet til min krop og være blevet hjemme.

D. 10. januar 2025

Atlanterhavet

I går var rigtig svær. Kaster stadig meget op og har det dårligt, men i går gik det også i humøret. Jeg føler mig som ingenting. Identitetsløs. Ved ikke, hvorfor fanden jeg gør det her. Jeg har jo ikke noget at byde på på en båd.

Folk, der siger “folk har fået børn i 10.000 år, i hungersnød og i krig, der sker ikke noget ved, at man kaster op” skal lukke deres fede fucking røv. Altså de har jo ret, men det får mig til at føle mig meget mindre sej, og jeg har virkelig brug for at føle mig bare lidt sej over, at jeg kommer igennem det her. Over Atlanten som gravid. Også selvom jeg bliver slæbt over.

D. 11. januar 2025

Atlanterhavet

Øv. Har kastet blod op. Min hals gør så ondt af at kaste så meget op.

D. 11. januar 2025

Ascension

Vi er fremme på Ascension om en time. Efter 7 dage. En meget stille og rolig sejltur. Har ikke haft vagter eller lavet en skid. Har haft det skidt, fysisk men især også mentalt.

Jeg er bange for at falde ned i et hul. Jeg har ikke lyst til at stå op i dag. Jeg har ikke engang lyst til at nå frem til Ascension, for forventes det så, at jeg er fuld af energi igen?

Jeg er blevet en anden efter jeg er blevet gravid

Jeg synes det er så svært, at jeg ikke kan spise, hvad jeg har lyst til. Jeg har lyst til rugbrød og fibre og en lur på sofaen. Ikke at jeg kaster op så snart jeg rejser mig og at det er rarere at kaste op end at skulle spise mere dåsemad. Og jeg har ikke lyst til at sove ét sekund mere inde i den dumme kahyt.

Vi har aftalt, at jeg ikke sejler med fra Brasilien til Caribien. Jeg har det simpelthen for skidt. Så den næste sejltur bliver min sidste på Nordlyset for denne omgang. Jeg er ked af, jeg ikke skal være med på båden, når Jannick fuldfører sin jordomsejling. Men jeg står klar på havnen.

Jeg er bare så ked af det hele tiden, men jeg ved ikke hvorfor. Det hele er bare svært. Jeg kan ikke overskue noget som helst. Prøvede at snakke med Jannick om det, men han er ikke så god til, når der ikke findes en konkret løsning. Meget mandet.

Jeg er så bange for at jeg er på vej et dybt sted hen. Jeg kan så småt mærke, at det er ved at ske. Jeg trænger til at mærke noget identitet. Jeg er bange for at lukke helt ned. Bange for, at barnet kan mærke det. Frygter, jeg får en fødselsreaktion.

Nu er vi fremme. Vi holder tillægger. De andre drikker øl, hører høj musik og synger tillæggersange. Jeg er gået ned på værelset. Lod som om, jeg skulle kaste op, men det er fordi jeg konstant begynder at græde. Jeg føler mig så fortabt.
I morges snakkede de andre om politik, og jeg sagde ingenting. Politik, som ellers plejede at være min interesse og en stor del af min identitet. Sad bare og tænkte “det du siger der er den her teori”, “det du siger der kan man modargumentere på den her måde”, men jeg sagde intet højt. Lige nu savner jeg virkelig den Lærke, der læste statskundskab, som altid diskuterede politik og samfund og som ikke havde det så dårligt, at hun var ligeglad. Jeg savner den Lærke, der går til foredrag og i teateret hver uge. Jeg savner at føle mig som mig. Jeg føler mig som en parantes. Som ingenting.

Når jeg går rundt, føler jeg hele tiden, at jeg er 1 atom energi fra at besvime. Jeg har ikke mere energi i mig. Jeg kan ikke fokusere med mine øjne. Jeg går bare i en tåge. Jeg er hele tiden ved at vælte. De andre ser det ikke. De kan kun forholde sig til, om jeg kaster op eller ej. For dem er det en succes så snart jeg ikke kaster op. Jeg ved, at jeg kun kaster op, når der er noget at kaste op af. Det er næsten værre, når jeg ikke kaster op.

Jeg er bange for at blive kategoriseret som sårbar gravid, når jeg kommer hjem. Men jeg er en sårbar gravid. Jeg er sårbar og så er jeg oven i købet gravid.

Jeg tror ikke, Jannick kan overskue mere fra mig. Han har brug for, jeg er positiv og glad. Det har jeg også brug for, jeg er. Men det er jeg ikke. Jeg tror, han tager det personligt og på sig, når jeg siger, jeg er ked af det og at jeg har hjemve. Men det er jo ikke båden eller ham, der er noget galt med. Jeg har været så glad for, at vi tog afsted. Har nydt det så meget, har lært så meget. Jeg ville aldrig nogensinde være det foruden. Men der er sket noget efter jeg blev gravid. Jeg føler ikke længere, jeg hører til her. Blandt dem, der har sabbatår og vil feste. Og jeg føler mig som en dementor for dem og at jeg ødelægger deres tur, som de har sparet op til og glædet sig til, når jeg er i dårligt humør.

Vi taler meget sjældent om, at jeg er gravid. Det får mig til at føle mig meget alene.

20. januar 2025

Atlanterhavet

Verdens dårligste dag. I går var ellers en god dag. Jeg havde energi og kastede slet ikke op. I morges vågnede jeg klokken 8 fordi jeg fik en hel balje med meget varmt og parfumeret sæbevand lige i hovedet. Heldigvis var det ikke kogende, men det troede jeg, lige da jeg fik det i hovedet, for det var SÅ varmt. Det viste sig, at det endda var brugt trussevand. En af vores gaster havde lagt alle sine brugte trusser i blød i baljen og sat den i cockpittet. Så kom der en bølge, der væltede spanden - lige ned i vores vindue, som jeg lå under. I et kort sekund troede jeg, hele mit ansigt var blevet svitset. Så kastede jeg op fordi det stank sådan af parfume. Nu er min seng helt våd. Fuck fuck fuck en lortemåde at starte dagen på.

26. januar 2025

Brasilien

Har hermed krydset Atlanterhavet. Det håber jeg aldrig aldrig, jeg skal gøre igen. Så skal det i hvert fald være med børn uden for maven. Jeg er meget meget lettet.

________

Tak fordi I har læst med <3

(Og til jer, der læser med, og samtidig selv kæmper med invaliderende graviditetskvalme: This too shall pass. Jeg LOVER. I mellemtiden må du gerne komme hjem på min sofa og græde ud. Og det mener jeg. Det kan være så dødsens hårdt, at man ikke fatter det, medmindre man selv har stået i det. Der er intet godt at sige om det, man må bare igennem det, og det kommer man somehow. At have det SÅ dårligt SÅ lang tid i streg fik mig helt ned og skrabe alger af bunden med mine bløde, flossede negle, og jeg begynder stadig at græde, når jeg tænker på, hvor hård en tid, det var. Det ville jeg ønske for mig selv, jeg ikke skulle have været igennem, og jeg ønsker for dig, at du er blidere mod dig selv end jeg var, da jeg stod i det <3)

Så var dagen ligesom i gang. Der skete heldigvis ikke noget, og jeg var langt mere ked af det end ham. As always.

Men nu er der simpelthen gået et halvt år, hvor jeg har været nogens mor. Det er på en måde ikke en identitet, jeg har taget helt på mig endnu, selvom jeg heller ikke kan svare dig på hvad andet end mit moderskab, der identificerer mig. Jeg har, for at det ikke skal være løgn, også en smule identitetskrise over ikke længere at være én af dem med et spædbarn. Tænk, hvis jeg nu er en af dem, de andre kigger på, og tænker “hun har nok styr på det”.
Gud forbyde det.
Der var faktisk et andet par med et lille barn, der kom hen til Jannick og jeg i lufthavnen forleden, og sagde “wow, you guys just look like your cruising through”

Jeg måtte le.

For hvis der er én ting, der kan få mig til at svede på overlæben og vrisse af Jannick (den stakkels mand, der bærer både Atlas, alle tasker OG den barnevogn, jeg har INSISTERET på, skulle med til Indonesien, selvom vi vitterligt kun har brugt den én gang), så er det altså at skulle igennem en lufthavn med en baby.
Men åbenbart kiggede de på os i de to minutter, hvor Atlas sov, og vi havde formået at overbevise lufthavnspersonalet om, at vi altså sagtens kunne have barnevognen med som håndbagage

Det var et sidespor.

Det, jeg egentlig ville sige, var, at det sidste halve år har været…

mange ting.

Især har det været præget af dualiteter.

Jeg har aldrig haft så let til smil og grin, men samtidig aldrig været så ur-rasende, som jeg har været, siden jeg blev mor.
På en måde tror jeg nærmest aldrig, jeg havde været ægte vred, før jeg blev mor. Nu er jeg eddermame ofte vred. Hold kæft man, hvor er jeg bare vred hele tiden. Haha.

Jeg har aldrig følt mig så uretfærdigt behandlet og haft så ondt af mig selv over, at jeg er en kvinde og at min kæreste er en mand - men samtidig har jeg heller aldrig været så taknemmelig over, at det ligepræcis var mig, der var en kvinde

Jeg har aldrig sovet så lidt og alligevel har mit nervesystem aldrig været mere i ro. Som om min krop godt ved, at mit barns ro afhænger af min.

Har aldrig rejst så meget og samtidig følt mig så hjemme, fordi nu rejser min familie med mig, og vores base er hinanden


Konklusionen må være, at moderskabet sgu bare stadig er en helt fucked up størrelse her efter et halvt år. I can’t even begin to explain. Jeg kører stadig bare på ren instinkt, og jeg bliver stadig både ramt af en “åh nej gør jeg det mon helt forkert” men også en “fuck hvor er jeg glad for, det ikke er den måde vi gør det på”, når jeg læser om de andre mødres lur/mad/mos-grød-blw/putte-skemaer i min terminsgruppe på Facebook.

Min barsel udløber snart, og det har jeg det ÆGTE “åh nej” over, for som sagt har jeg stadig ikke fundet min mor-identitet. Er jeg en karriere-mor? Eller en hjemmegående-mor? Er jeg nogen udover at være nogens mor? Er jeg martyr-moren, der “oFrEr AlT fOr MiNe BøRn Og MiN mAnD” (for tbh: den rolle kunne jeg godt have tilbøjelighed til at falde i). Eller er jeg moren, der får min lille baby passet af to indonesere mens jeg får massage i rummet ved siden af?
Jeg VED DET IKKE !!! Kan bare sige, at jeg i hvert fald ikke nød min massage, jeg har ikke lyst til at aflevere mit barn i en institution om 2 måneder men jeg har måske endnu mindre lyst til, at der ikke skal tikke et fast beløb, som er mine egne penge, ind på min konto hver måned.

Jeg prøver mig frem og prøver ting af, og så forsøger jeg at lytte, når min mavefornemmelse siger mig, at noget er forkert.

Begynder at føle, jeg har lidt travlt med at få prøvet af, men på den anden side har jeg også en fornemmelse af, at det er noget jeg skal ‘til the day I die fordi der fulgte altså ikke hverken en manual eller en skabelon med, da vi tog hjem fra sygehuset (selvom jeg OPRIGTIGT havde troet det)

Håber for min og min kærestes skyld, at min vrede lægger sig lidt i løbet af det næste halve år. Det ville nok være godt nok.

Nu må jeg løbe, jeg skal synge Mariehønen Evigglad for 1239268426432942. gang

Men det er ikke det, det her skal handle om.

Det skal i stedet handle om, at kroppen, åh den lille krop, som er så afgørende for, hvordan verden møder én, ændrer sig, når man går igennem sådan en vanvittig proces. Og min krop har sgu ændret sig. Hurtigere end mit hoved har kunnet følge med til. Og nu skal jeg lære at navigere med min nye krop og især med mine nye bryster.

For jeg har nemlig altid, selvom jeg hadede det, været meget lille. Skind og ben. Stankelben. Trommestikker-som-ben-tynd. Og heller ikke ret høj.
Så lille, at jeg var oprigtigt i tvivl, om jeg var for lille til at blive nogens mor. Så når jeg gik forbi andre mødre, der var mindre end mig, tænkte jeg, “okay hvis de kan, kan jeg nok også”, og det kunne jeg sørme - men det begynder da så småt at se fjollet ud, når jeg holder Atlas, det er jeg da ikke bleg for at indrømme (selvom han kun er et halvt år, vejer han alligevel ⅕ del af, hvad jeg vejer, og ikke for at fatshame nogen overhovedet, men han er altså ikke decideret tynd… Han tager godt fra i mælkebaren, lad mig sige det sådan)

Mens jeg var gravid blev jeg stor, og jeg kunne simpelthen få et decideret chok, når jeg så mig i spejlet eller kom til at kigge på mig selv i et butiksvindue. Det er altså syret at tro, man ser ud på en bestemt måde, og så ser man et billede af én eller et strejf af ens spejlbillede, og så vejer man i virkeligheden 20 kg mere end man troede, ens arme er blevet ovale og det ville nok liiiige være at presse citronen at beskrive sig selv som “en nips”, som man ellers godt kunne have tendens til at gøre

Men nu er jeg faktisk lille igen. Alt er almost back to normal (så godt som det nu bliver, ik, og hvis jeg altså opgiver håbet om nogensinde at få et bare nogenlunde smertefrit røvhul igen), MEN én ting har ændret sig for good: Mine små søde gajoler af bryster er ikke længere små og uskyldige, og DÉT er nærmest helt identitets-ændrende??

Jeg er gået fra at være en BMV (bræt med vorter (og nej, den kan jeg desværre ikke selv tage æren for at have fundet på, det var sgu drengene i min folkeskoleklasse, thank you very much, det tog mig også kun 15 år at komme over dén kommentar)), til nu at være en størrelse… jeg ved det ikke engang? Har seriøst aldrig haft en rigtig bh med rigtig størrelse, men i hvert fald kan jeg sige, at den bløde bh i str. xs, jeg forleden købte i h&m uden så meget som at overveje i ét sekund, om den ville være for lille, dén kan jeg i hvert fald IKKE passe. Jeg kan nærmest ikke engang komme ned i den.

Jeg skal godt nok lige lære at være én, der ikke har små-små bryster længere. Det er først nu, det er gået op for mig, hvor meget mere tøj, man kan tillade sig at gå i, når man har små bryster. I did not know hvilken frihed, jeg havde. Selvom min største drøm altid har været store bryster, må jeg bare sige: savner.

Jeg havde egentlig forventet, at jeg ville synes, det var meget grænseoverskridende at amme i offentligheden og blandt venner og familie. Jeg synes da ikke, det er det fedeste i verden, og jeg tænker over det hver gang, jeg lige hiver patten frem, for selvom det er naturligt osv osv., så bliver det altså aldrig ikke-mærkeligt, at jeg sidder med bare kasser (eller i hvert fald én bar kasse), mens jeg snakker om boliglån med min svigerfar.

Atlas, min søn, giver lige akkurat 0 fucks for, at hans mor er en smule nøgenforskrækket. Han synes, det er det absolut fedeste i verden at trække stofbleen væk, hvis jeg forsøger at skjule mig lidt med den, og især er han vild med at suge sig helt fast til brystet for derefter at trække hovedet så langt tilbage som muligt, så min nipple bliver cirka en kilometer lang og er til frit skue for alle, der skulle finde på at kigge noget i nærheden af i min retning

Men jeg ammer alligevel offentligt, for mine nye, store (okay ikke STORE, men større) bryster, føles på en måde ikke som mine. Det føles som om de kun er til låns. Og derfor er jeg også blevet væsentligt mere ligeglad med at folk ser dem, end jeg havde forventet, jeg ville blive. Det var sgu også lidt af en ilddåb, jeg fik mig på sygehuset, da jeg lige havde født og skulle lære at amme. Den ene efter den anden sundhedsfaglige person kom hen og tog fat i mit yver som var jeg en malkeko og puttede mit bryst durch ned i Atlas’ lille sultne mund - og så kunne vi introducere os selv til hinanden bagefter. Det var bare et “jeg tager lige fat her” og så ellers bare ind i nærmeste babymund. Så fandt man ligesom meget hurtigt ud af, at fra nu af var man reduceret til en krop. Det var måske også fint nok.

På en måde er de jo faktisk kun til låns, mine nye bryster, for der kommer ikke til at være mælk i dem forevigt (u wish, atlas) og pt er de alligevel meget mere Atlas’ end de er mine. Suk.

Det har været sjovt at have store låne-bryster, men nu er jeg også ved at være klar til at få mine egne bryster tilbage igen. De passede bedre til mig. Og jeg kan ikke overskue at skulle til at finde ud af, hvilket tøj man må gå i, når man har store bryster (okay stadig ikke STORE vel, men u get the point)

Nå - men nu vi er ved bryster: HOW kan de seriøst ændre sig SÅ meget fra time til time?? De kan gå fra at være to 2-liters poser med en flad 5-krone i hver til at ville FREM i livet og at være hårde som STEN ?? De lever fuldstændig deres eget liv og jeg er begyndt at spørge brysterne til råds i stedet for min mavefornemmelse og/eller logik. Hvis jeg er i tvivl om, om Atlas er sulten, så spørger jeg bare brysterne. Løber de over, er det et klart ja. Krummer de sig helt sammen som rosiner og som om de tænker “VI ER HER IKKE!!! VI STREJKER!!!”, så er det et “nej og her kan du lige få en sut i stedet, atlas, og så over til din far.”

Så fik vi vidst også rundet det med brysterne.
Tak fordi du læste med

Her kommer 3. del af mine dagbogsnotater fra 1. trimester.

Kort recap: Jeg havde opdaget, jeg var gravid, da vi var i Sydafrika, et par uger inden vi skulle krydse Atlanterhavet i min kærestes sejlbåd, Nordlyset, sammen med 8 gaster. Afsted kom vi, men jeg havde så voldsom kvalme og kastede så meget op, at jeg var nødt til at tage et fly hjem fra Sankt Helena, en lille ø midt i Atlanterhavet, og få en pause fra at sejle.

1. trimester var en svær tid for mig bl.a. fordi graviditeten på mange måder kun var virkelig for mig. Jeg var den eneste, der kunne mærke det, og det var usynligt for alle andre. Men jeg mærkede det til gengæld meget voldsomt på min egen krop - både fysisk og mentalt. Det føltes nærmest som om den var blevet besat af en lille alienfisk, der sugede alt den energi, jeg overhovedet kunne samle, til sig.

Det var svært for mig at have det så dårligt. Jeg havde enormt dårlig samvittighed over ikke at kunne være aktiv på båden og ikke at kunne løfte det ansvar, jeg havde lovet at tage. Heldigvis kan Jannick sejle båden om han så havde lukkede øjne og hænderne bundet på ryggen, men det fyldte meget for mig, at jeg følte, jeg skuffede. Derudover blev jeg bange for at abortere fordi jeg kastede så meget op, og jeg gik rundt i en konstant frygt for at miste mit barn. Jeg drømte om det om natten og jeg prøvede at forestille mig hvordan det ville være at få nyheden om at mit barn (som på det tidspunkt var et barn for mig, selvom andre ville kalde det et foster) var dødt, så jeg kunne forberede en reaktion

Det føltes grænseoverskridende at skulle dele, hvordan jeg havde det, med nogen. Det ville komme alt for tæt på, hvis jeg fortalte mine forældre det, og jeg følte også lidt, at jeg var nødt til at være 100% glad, når nu vi havde valgt at få et barn “så unge” og på trods af, at jeg var droppet ud af min uddannelse. Jeg havde ikke lyst til at dele det med veninder, for jeg vidste, at ligegyldigt hvor meget, de forsøgte, ville de aldrig kunne relatere - for de har aldrig selv prøvet det på egen krop. Jeg ville ikke bekymre min kæreste, så derfor var min dagbog, den eneste, jeg delte mine tanker med.

Nu deler jeg bidder af det her også - både for min egen skyld, men også fordi jeg selv kunne have brugt at læse lignende dengang jeg selv stod helt rå og skrællet af som en gulerod 🧡

D. 19. december

Atlanterhavet

Jeg føler, mig og Jannick er rigtig langt fra hinanden. At hans projekt er at sejle over Atlanten og mit er at producere en baby.

I går var svær. Jeg havde sejlvagt fra 4-8 om morgenen og havde slet ikke sovet inden. Der kom pludselig uvejr ved 6 tiden, og jeg skulle styre og hive i sejl og det var meget kaotisk. Da jeg satte mig igen fik jeg VIRKELIG ondt i maven. Jeg fik Anna til at tage resten af min vagt og gik ned på værelset og græd meget. Jeg havde meget ondt og var meget bange. Jeg lå sammenkrøllet og græd og sagde til lille Klys, (note fra fremtiden: jeg kaldte Atlas for Klys inden jeg vidste, han var en Atlas) at hvis den ikke kunne mere, så var det okay. Hvis det var fordi, der var noget galt, og den ikke havde flere kræfter, så var det okay, at den gav slip. Men hvis den havde bare det mindste i sig, så skulle den holde fast. For min skyld. Mig og Klys har hinanden. Vi skal holde sammen. Jeg vil give alt jeg har i mig for Klys. mit barn.

D. 20. december

Havde vagt igen 00 - 04. Nåede kun at sove 15 minutter inden. Lige efter jeg havde brækket mig, blæste det op meget hurtigt, og vi mistede kontrollen med rattet. Pludselig kom vinden ind bagfra storsejlet og pressede båden til at bakke. Den ene rorkæde knækkede. Jeg hentede Jannick, men mens jeg stod i døren til kahytten, smækkede den, og jeg fik fire af mine fingre i klemme. Det gjorde SÅ ondt og det blødte. Ved ikke, om de er brækkede, men jeg tror det ikke. Fuckfuckfuck de gør bare O N D T

Alle kom op og hjalp og der var kaos. Jeg var så bange for at abortere og havde så ondt i min hånd og i min mave, men jeg kunne ikke gøre noget. Jeg prøvede at hjælpe så meget jeg kunne med kæden og med sejlene, men jeg har ingen kræfter til at kunne hive i reb, jeg bruger alt jeg har i mig på overhovedet at stå op, og min krop var i chok over at jeg havde fået så ondt i maven, så det var svært overhovedet at fokusere. Måske var jeg i virkeligheden mere i vejen end jeg hjalp. Det er den værste følelse, jeg kender. Det tog cirka en halv time at få det hele på plads igen og få fikset rorkæden.

Ellen spurgte i nat, om jeg var sikker på, jeg skulle med resten af vejen over Atlanten. Jeg svarede ja men tænkte nej. Hun sagde, at hun virkelig synes, jeg skal tænke over, om det er det værd.

Vi er på Sankt Helena om 25 timer. Jeg glæder mig så meget. Håber, Jannick og jeg kan få lidt tid sammen bare os to, inden jeg flyver hjem. Er nervøs for om jeg kaster lige så meget op på land. Glæder mig til at få noget at spise. Jeg skal bare spise spise spise. For 2. 2+.

Jeg kan ikke overskue at ligge ned mere. Har så ondt i min krop at at ligge ned. Men kan heller ikke stå oprejst, for så vælter jeg, fordi jeg ingen kræfter har.

D. 21. december

Sankt Helena

Så sidder jeg i lufthavnen. Alt hvad jeg har drømt om og glædet mig til i 16 dage. Men jeg er ked af det. Igen. Også her er jeg ked af det. Jeg kommer til at savne Jannick så meget. Jeg føler, jeg lader ham i stikken. Jeg tror begge to, vi føler os lidt for gamle til båden lige nu, fordi vi lige pludselig står et helt andet sted i livet end vores gaster. Han har virkelig været nedtrykt i dag. Over at jeg rejser. Mit hjerte kan slet ikke bære det. Nu græder jeg igen.

Tænk at vide, at ham og mig skal være sammen gennem livet. Det er så dejligt.

Vi havde en virkelig dejlig aften i går. Eller faktisk var det kun en time, men det er det længste tid vi har haft sammen i meget lang tid, hvor vi faktisk har hygget os og jeg ikke bare har ligget i fosterstilling. Vi spillede backgammon og udvekslede julegaver. Det gør mig ked af det, at han ikke skal være med til at fortælle nyheden til vores familier.

Men det bliver også godt for mig at komme lidt væk fra båden. Håber, jeg får det bedre.

D. 22. december

Antal gange jeg har kastet op indtil videre:

89

D. 23. december

Danmark

I dag er jeg meget taknemmelig. Tænk, at jeg skal dele mit liv med den mand, jeg nogensinde har mødt, jeg synes er pænest. At jeg skal dele mit liv med en, jeg har så stor respekt for. En, der får mig til at føle mig klog og modig, afslappet, spændende og selvsikker. Det elsker jeg ham for. Sammen med Jannick kan jeg grine helt nede fra maven og jeg føler mig sjov. Det er jeg meget taknemmelig for.

Da vi opdagede, jeg var gravid, gik Jannick lidt i panik. Han tog (som altid…) sin blok frem og begyndte at skrive en liste over fordele og ulemper for lige at danne sig et overblik over situationen. Det gjorde mig lidt ked af det, for jeg har selv en helt anden måde at mærke efter på, men det blev okay igen da jeg så hans liste. På hans liste over fordele skrev han:

1. jeg ved, det er Lærke jeg skal være sammen med

2. Jeg ved, det er Lærke jeg skal have børn med

3. jeg ved, mig og lærke kan klare alt

og så betød de praktiske ting som “vi har travlt” og “vi er ikke færdige med at rejse endnu” på ulempe-siden ikke så meget

D. 24. december

Danmark

I dag skal jeg ned og fortælle Jannicks bedstefar, at han skal være oldefar. Jeg har skrevet det her digt og printet det ud til ham:

D. 8. august sejlede Jannick fra Kolding Havn

På kort visit i Århus landede Lærke i hans favn

Nu er hans jordomsejling snart ved vejs ende

Så vi hellere hjemad mod Danmark må vende

Nordlyset har med tiden oplevet lidt af hvert

Noget godt, noget spændende, noget sært

Der er dog en, hun endnu ikke har haft ombord

En, som med tiden vil bruge mange timer bag hendes ror

Jannick elsker at lægge planer

Men i livet sker der ting, man ikke aner

Vi er begge forvirrede og lidt bange

Men heldigvis er vi elsket og støttet af mange

Lærke kan have mange urolige tanker

Men Jannick er hendes evige anker

Ingen af os havde set den komme

En stor ting sker inden sommeren er omme

Over Atlanterhavet er det gået

En stor bedrift allerede at have nået

Med Jannick er man lovet mange eventyr

Mon det fremover bliver med stort påstyr?

D. 8. august bliver igen noget særligt

Når der på sygehuset skal ske noget herligt

Det gør os stolte, at du en del af livet skal være

At gøre dig til oldefar er os en ære

D. 1. januar 2025

Danmark

Jeg tror, den er død derinde. Jeg vågnede klokken 7 og har ligget hele morgenen og prøvet at forberede mig på hvordan jeg skal reagere, når de til scanningen d. 3. fortæller mig, at den er død. At den stadig er 4+5 som i Sydafrika selvom den burde være 10+2
Hvis den er død kan jeg ikke overskue at fortælle det til nogen. Så vil jeg være alene. Få en abort alene og ligge alene i et mørkt rum.

Jeg har stadig rigtig meget kvalme, men jeg kaster ikke op. Måske har min krop bare kvalme fordi den ved, der bor et dødt menneske indeni den.

Jeg frygter at skulle tilbage på båden. Jeg vil gerne til Caribien og jeg savner Jannick, men jeg får kvalme og tårer i øjnene og bliver bange når jeg tænker på, hvor længe vi skal sejle endnu. Ikke fordi jeg er bange for, at noget med sejladsen går galt. Men fordi jeg ved, jeg skal være alene igen. Ligge alene krummet sammen i fosterstilling i vores seng i vores kahyt hvor der lugter af diesel og motor, og hvor der ikke kommer frisk luft ind. I tøj, jeg har haft på og haft koldsved i i 14 dage. Med dårlig samvittighed over at være en dårlig kæreste, en kedelig ven og verdens mest dovne skipper.

Jeg prøvede at snakke med Jannick om det. Han sagde “du kan jo sagtens bare lade være med at lave noget, jeg skal nok lave det hele”. Men det gør ingenting bedre. Tænk hvis han blev tvunget til at lade være med at lave noget. Han ville hade det. Det giver mig SÅ dårlig samvittighed, at jeg har det så dårligt. Jeg føler mig i vejen og til besvær.

Skal direkte fra scanning til lufthavnen. Får sådan lyst til at græde, når jeg tænker på, jeg skal have det så dårligt igen.

D. 2. januar 2025

Danmark

Om natten drømmer jeg, at jeg går op af et kirkegulv med den mindste lille kiste i hænderne. Jeg sætter kisten forrest i kirken og jeg vælter sammen i et ur-skrig. Der er fyldt op i kirken, men menneskene er utydelige og kigger mere på mig end på kisten. De føler sig tvunget til at være der og føler, det er spild af tid, for det var jo ikke et rigtigt barn endnu. Det var kun for mig, det var et barn. Mit barn.

Jeg tænker på mødrene i Gaza. Og så må jeg stoppe med at tænke på det, for jeg bliver så bange og jeg får ondt i min krop og i et glimt kan jeg føle deres smerte og deres sorg. Men for mig kan jeg tænke smerten væk med rationale. Det kan de ikke.

D. 3. januar 2025

Danmark

Har været til scanning. Alt godt. Nu flyver jeg tilbage til båden.

Leave a comment

D. 17. december. Atlanterhavet

Atlanterhavet dag 17493022

Har kastet MEGET op igen i dag. Har ikke rigtigt drukket noget vand (overhovedet), så det er nærmest hele æbler, jeg kaster op. Bliver næsten kvalt undervejs fordi det er så tykt. Det lander bare i baljen som en klump. Dunk siger det bare, når det rammer.

Jeg. glæder. mig. så. meget. til. at. komme. hjem. Jeg skal bare være. Ikke se TV. Lade min telefon ligge. Lægge mig på gulvet med vores hund, Freja. Gå min tur rundt om søen. Tage i Rema og købe alt, hvad jeg gerne vil have. Give mine forældre lange kram. Fortælle alle, at jeg er gravid. Hvor bliver det spændende. Jeg håber, Klys stadig lever. Jeg har lyst til at fortælle folk det, så de ved det, hvis ikke Klys lever længere. Så de også bliver kede af det sammen med mig og jeg ikke skal være ked af det alene.

Jannick er bange for, jeg ikke har lyst til at komme tilbage til båden. Det er jeg også, men det siger jeg ikke til ham. For selvfølgelig kommer jeg tilbage. Det har jeg lovet ham og jeg har lovet mig selv, at jeg gennemfører Atlanten. Men jeg er stadig i tvivl om strækket fra Brasilien til Caribien. Det kommer nok an på, hvor meget jeg kaster op til den tid.

Jeg har det for dårligt til at kigge på min telefon eller noget som helst andet. Hører lydbog, men nu kan jeg snart heller ikke høre mere Harry Potter. Burde nok have downloadet noget mere, men på den anden side så har jeg det alligevel alt for dårligt til høje lixtal.
Det, jeg prøver at sige, er bare: jeg har rigtig meget tid til at tænke. Jeg tænker på, om det er et dumt tidspunkt at få et barn, eftersom jeg lige er droppet ud af universitetet og ikke just har en karriereplan i baghånden. Prøver at mærke efter, hvad det er, jeg gerne vil.

Jeg har det meget med at se mine drømme i billeder. De billeder, jeg ser, er mig, der laver mad til min familie, mens der er stearinlys tændt i køkkenet og Eva Cassidy på anlægget. Det er børn, der spiller krocket i haven. Det er hele familien, der tager afsted på rideture sammen og det er et hus med masser af lys, som man har lyst til at besøge. Et, hvor man føler sig velkommen og rummet, og man går derfra og føler sig stærk og opladet og anerkendt. De billeder, jeg ser, har ikke ret meget med hverken penge eller lange uddannelser at gøre. Men måske er penge og lange uddannelser en forudsætning for det? Idk

Jeg er meget taknemmelig for Jannick og for det liv, han giver mig. Jeg er taknemmelig for, at han giver mig mulighed for at værne om vores familie og at forfølge mine egne drømme i mit eget tempo. Jeg er taknemmelig for, at han stoler på mine kvaliteter og ser mit talent, selvom det er et helt andet end hans eget, og selvom mine ambitioner og min proces er anderledes end hans og økonomisk væsentligt mindre.

Jeg har en stor tillid til, at jeg nok skal nå alt det, jeg skal nå. Jannick giver mig meget mod til at turde drømme stort og faktisk gribe ud efter drømmene. Også selvom jeg ikke fortæller ham om noget af det, jeg brygger på, før det er færdigt. Jeg arbejder nok bedst i det tavse, og så skal jeg nok stikke hovedet frem, når det er færdigbrygget. Jeg kan alligevel ikke lade være med at stikke hovedet frem og sige min mening, men jeg har en meget anden arbejdsmetode end ham. Jeg går stille med dørene, indtil jeg er helt sikker på, at det jeg har sat i gang, vil lykkes. Jeg havde f.eks. ikke fortalt ham eller nogen anden om min kronik, før jeg havde sendt den til Politiken og de havde sagt, at de ville bringe den. Måske er det også derfor, jeg har haft lidt svært ved at fortælle folk, at jeg er gravid. Fordi jeg er bange for, at det alligevel ikke skal gå godt.

Jeg glæder mig til at jeg skal gå med barnevogn, til at jeg skal lave god og nærende mad til os. Til at vi skal have mange venner på besøg til aftensmad eller en overnatning eller bare en kop kaffe eller en øl. Til at jeg skal stille to glas rødvin frem til mig og Jannick efter han har haft en lang dag på kontoret, så vi kan sidde om aftenen efter maden, når vores børn er gået fra bordet, og få en god snak. Jeg glæder mig til, at vi skal komplimentere hinanden, fordi vi er gode til forskellige ting. Jeg glæder mig til at jeg nok først vil provokere ham, men forhåbentligt også gøre ham klogere, fordi min måde at se verden på er komplet modsat hans - og til at jeg også selv bliver klogere fordi han også udfordrer og provokerer mig, selvom årrrh det er irriterende nogle gange.
Og bagefter skal vi spille et spil backgammon, som jeg nok taber, men det har jeg forhåbentligt vænnet mig til til den tid.

Vi skal ikke have travlt. Vi skal have ro og god tid. Vi skal nok nå alt det, vi skal. Også hans økonomiske mål, selvom de ikke siger mig så meget og det ikke er dét, jeg prioriterer. Men jeg ved, han (vi?) nok skal nå dem, for jeg kender ham.

Jeg bliver helt rørt og får tårer i øjnene, når jeg tænker på, hvor meget jeg elsker ham. Jeg vil altid støtte ham og jeg ved, han altid vil støtte mig.

Men det er svært for os begge to, at jeg er gravid. Det er som om naturen viser kræfter, jeg ikke vidste fandtes, og det kommer imellem os. Desværre. Det kommer imellem os, at jeg har det så dårligt. At min lugtesans er blevet så intens. At jeg kaster sådan op, for det gør ham bekymret, og det gør også mig rigtig bange.

Men det bliver godt på den anden side. Når vi skal sidde med vores lille baby. Når den skal sove mellem os i smørhullet. Når vi skal på cykelferie. Når han tager den med ud i de store bølger ved Vesterhavet og jeg sidder og holder hænderne for ansigtet på stranden. Når vi skal lære at være forældre. Når vi skal fælde juletræer i skoven, kælke og på skiferie.

Også når vi skal sejle, men det er en tanke, der er svær for mig lige nu, fordi jeg ikke kan forbinde det at sejle med andet end at have det dårligt lige nu. Jeg glæder mig til blåt vand og til at skulle se verden med min familie, men jeg skal ikke sejle igen inden for de næste 10 år håber jeg.

Leave a comment

… Fortsættes

Note fra fremtiden:

Det er nok meget godt for mig lidt at læse noget af alt det, jeg drømte om dengang. Det er sgu egentlig det samme, jeg stadig drømmer om, men især det med ikke at have travlt, er jeg rigtig dårlig til at opfylde. Min barsel er snart slut, og det gør mig lidt ked af det, at jeg føler, jeg har haft travlt hver eneste dag under hele min barsel. For hvis ikke jeg skulle stå ved kødgryderne i et hjemmesyet forklæde under min barsel, hvornår så?

På den ene side har jeg lyst til at have god tid, så jeg kan lave nærende mad fra bunden, så jeg måske kan sy og strikke mit eget tøj??, male nogle akvareller og være hende, der altid har hjemmelavede fødselsdagskort med til folk

men på den anden side har jeg ikke lyst til at skære noget af alt det, der fylder vores liv lige nu, fra. Og har det ogs lidt sådan: HOW og HVOR FILAN skulle jeg dog få alt den tid fra

Måske jeg bare aldrig kan blive tilfreds og altid skal have noget at brokke mig over? Den kroniske dårlige samvittighed skal jo også have noget at leve af ik

Og nå ja - så var jeg i gang med at krydse det sydlige Atlanterhav sammen med min kæreste og 8 gaster. Vi havde brugt det sidste halve år på at gøre hans jordomsejling færdig og var sejlet fra Maldiverne over Seychellerne, forbi Madagaskar og ned omkring Sydafrikas kyst. En uge inden vi skulle krydse Atlanterhavet, opdagede vi, at jeg var gravid - og allerede dér stod vi overfor at skulle definere, hvordan vi gerne vil være forældre og hvilket familieliv, vi drømmer om.

For der var ingen, overhovedet ingen, der anbefalede os at krydse Atlanterhavet, mens jeg var gravid. Især ikke min danske læge. Hun var nervøs for, hvad der kunne ske, hvis jeg skulle gå hen og abortere der midt på Atlanten. Og med god grund. For når først man er sejlet afsted, kan man ikke bare lige blive hentet hjem. Som i: man kan ikke blive hentet hjem. Så hvis der skulle ske noget, ville vi kun have os selv og hinanden til at håndtere situationen.

Men vi traf en beslutning om, at vi ikke vil leve vores liv - og heller ikke vores familieliv - i frygt for det værst tænkelige scenarie. Derfor tog jeg med over Atlanten. Det havde været en drøm og et mål for både min kæreste og jeg under hele turen, og jeg havde virkelig glædet mig til de utrolige stjernenætter, til roen, til de uendelige bølger og til følelsen af, at tiden går i stå. Det blev dog ikke sådan - desværre. Jo, det føltes helt klart som om tiden var gået i stå, men kun fordi jeg havde det så pissehamrende elendigt, at jeg bundærligt frygtede, den var gået i stå

Derfor måtte vi også sadle om undervejs og gøre stop - først på Sankt Helena, en ø midt i Atlanterhavet, så jeg kunne nå ugens eneste fly og tage 14 dage hjem til Danmark. Jeg havde brug for en pause og for at komme til lægen. Vi tog også et stop på Ascension, så jeg også lige kunne få et par dages afbræk på land dér.

Lesson learned: vi kan i langt de fleste tilfælde godt leve vores liv, som vi plejer - men der er kommet en ny passager med ombord, som har vetoret. Og hvis han dikterer ændringer i planen, så må det være sådan, det er.

Jeg havde egentlig altid glædet mig til at blive gravid. Til at skulle fortælle alle, at vi skulle have et barn og til at skulle græde af glæde, når vi vendte graviditetstesten om og så de to streger. Sådan blev det ikke. At blive gravid var for mig ensomt og angstfyldt. Jeg har aldrig haft det så dårligt så lang tid i streg. Jeg ved ikke, om jeg havde haft det så skidt, hvis ikke jeg også havde sejlet (for jeg havde i forvejen tendens til søsyge, kan man vidst roligt sige). Det finder jeg nok aldrig ud af, for jeg håber aldrig aldrig aldrig, at jeg får det så dårligt igen.

Jeg havde ingen at spejle mig i, men det kunne jeg godt have brugt. Virkelig godt. Da jeg opdagede, jeg var gravid, d. 22. november, var jeg med ét lille tis på en pind et helt andet sted i mit liv end alle, jeg kendte. Mine veninder derhjemme var et helt andet sted i deres liv og gasterne på båden havde alle sabbatår og var et helt helt andet sted. Den eneste, jeg fortalte, hvordan jeg egentligt havde det, var min dagbog. Både fordi jeg ikke ville bekymre dem derhjemme, og fordi jeg ikke ville ødelægge stemningen på båden.

Men nu er jeg klar til at dele lidt ud af mit første trimester - for måske der sidder én, der kunne bruge den spejling en dag.

Det kom faktisk bag på mig, da jeg læste min dagbog igen, at jeg var så presset mentalt. Jeg husker det mest som om jeg bare havde intens og invaliderende kvalme, men jeg husker faktisk ikke, at det påvirkede mit sind så meget. Jeg kan sagtens huske, at jeg følte mig identitetsløs og som den mindste lille orm, for jeg havde ikke ét atom overskud i min krop.
Jeg vil egentlig almindeligvis beskrive mig som en glad person, men i den her periode var jeg ikke andet end bræk og tårer, og jeg følte, hele verden havde vendt sig mod mig. Tør slet ikke tænke på hvordan det må være at være kronisk syg. Jeg var så bange for at miste mit barn, jeg var bange for at miste mig selv og jeg var bange for at miste min kæreste, fordi jeg på en eller anden måde fundamentalt ændrede mig i det øjeblik, jeg opdagede, jeg var gravid. Det var svært at navigere i. Og det kan det stadig være.

Når jeg læser i min dagbog nu, får jeg ondt i maven over, at dét var starten på min graviditet. Jeg ville ønske for mig selv, at jeg havde haft det bedre. Ville ønske, graviditeten havde været mere lykkelig. Det var den ikke. Det var tvivl og frustration og uvished. Det var også øjeblikke af glæde og begejstring, men mest af alt var det ensomt og tungt.

For at det ikke skal blive verdens længste long read, så deler jeg det op i flere posts - men her kommer første del. Jeg ønsker dig god læselyst og at du vil læse med milde øjne <3

Mandag d. 2. december 2024. Cape Town, Sydafrika

Ligger i kahytten og STORTUDER (med lyd på! så ved man, den er gal) fordi jeg ikke føler mig tilpas og jeg føler mig ikke hjemme noget sted. Jeg har ikke noget sted at slappe af og jeg græder bare fordi jeg er KED AF DET !! og fordi jeg savner Jannick. Tænk at man kan savne hinanden, selvom man bor på en båd på 25 kvm sammen. Men jeg savner ham altså for vi har så travlt med at gøre klar til Atlanterhavskrydset at vi aldrig får snakket ordentligt sammen

Jeg græder fordi vi har 10.000 arbejdsdage på båden for tiden og jeg burde være den, der arbejder mest, men jeg er træt helt ind i cellerne og jeg kan ikke tage en lur på båden fordi hvilket signal ville det ikke lige sende, så jeg sniger mig op på toilettet på havnens restaurant og lægger mig på gulvet og tager små lure der. Det er klamt, men det er bedre end at være vågen

og så græder jeg fordi jeg spiser verdens klammeste pizza. Hvorfor er det kun i Danmark og Italien, man kan finde ud af at lave god pizza? Suk

Og jeg græder fordi gasterne hører Ude af Kontrol og fucking ADHD (come on) og suspekt LATTERLIGT højt på anlægget og jeg vil bare høre Norah Jones eller Tina Dicow

Og jeg græder fordi alle går rundt og hygger med øl og sundowners og i morgen har vi julefrokost og jeg kan ikke drikke. Jeg har aldrig haft så meget LYST til øl og vin og nu må jeg ikke få det. Har faktisk nærmest aldrig haft sådan lyst-lyst til alkohol, men det har jeg nu

Alle de andre sprang ud fra et fly i dag, og det skulle jeg også have gjort, men det må man åbenbart ikke, når man er gravid. Sur røv. Fuck jeg var også en sur røv ude på den landingsbane. Sorry.

Mandag d. 9. december 2024. Atlanterhavet

Atlanterhavet dag 2.

Det er røvsygt at krydse Atlanterhavet mens man er gravid og der er kun gået 2 dage. Jeg havde glædet mig så meget til det. En milepæl. Vi skulle fiske, sole på dækket, lave god mad, spille spil, have dybe snakke under stjernehimmelen.
I stedet kaster jeg op. 9 gange indtil videre, men hvem tæller. Jeg kan ikke engang passe mine sejlvagter.
Jeg kaster op hver gang jeg har fået noget ned. Og så bliver jeg bange for, om lille Klys (note fra fremtiden: Inden vi vidste, Atlas var en Atlas, kaldte vi ham / den ‘Klys’) tager skade. Om jeg er en dårlig mor. Det eneste, man ikke må, er at tabe sig. Og jeg er jo i forvejen ikke den største kammerat i byen.

Onsdag d 11 december. Atlanterhavet

Atlanterhavet dag 3.

Jeg sover og kaster op. Og græder lidt. Det er alt, jeg laver. Mit største ønske er at vi når fremtil Sankt Helena så jeg kan komme hjem til jul. Jeg vil til læge og se om alt er ok. Er bange for at tabe mig. At kaste så meget op, at min krop ikke tror, jeg kan holde på barnet. Prøver at fortælle min krop, at det bare er midlertidigt, at jeg har det så dårligt. Bare 11 dage endnu. I nat var jeg bange fordi jeg havde ondt i maven. Jeg lå bare og tænkte “lev, Klys. Lev, lev, lev”

Mine bryster gør ikke ondt mere. Jeg er bange for, barnet er dødt.

Torsdag d 12 december. Atlanterhavet

Jeg græder meget. Jeg kommer til at tænke på, hvis en af mine nærmeste dør, og så tænker jeg hvad fanden jeg egentlig laver her. Hvorfor er jeg ikke hjemme med dem, jeg elsker. Men det er også Jannick, jeg elsker, og Jannick er her. Og nu er han min familie.

Jeg har stadig kvalme, men ikke kastet op i noget tid. Men jeg har ingen kræfter eller overskud. Mit største ønske er at komme hjem til jul. Det er det eneste, jeg tænker på.

Lørdag d. 14 december. Atlanterhavet

Jeg har en baby i min mave??????? What is life

Jeg aner ikke, om den lever. Det håber jeg, den gør. Det føles som om min mave hele tiden fryser indvendigt.

Ellen, min gast og min skytsengel på den her tur, sagde til mig i dag: “Det er så synd for dig, at du bare er helt alene om at være gravid blandt alle os, der ikke kan relatere”. Hun sagde det på en god måde, og jeg begyndte at græde, da hun gik. Det var bare så rart at føle mig set og anerkendt i at de ikke forstår mig og ikke kan sætte sig ind i min situation.

Jeg er ikke sikker på, jeg når hjem til jul, for der er ikke ret meget vind, så vi sejler ikke så hurtigt, som vi havde forventet. Jeg tror, min verden bryder sammen så. Det er så vigtigt for mig at komme hjem. Jeg har virkelig, virkelig brug for det. Ellers er jeg ikke sikker på, jeg kan gennemføre at sejle med helt til Caribien.
Jeg overvejer, om jeg skal flyve de sidste 2000 sømil fra Brasilien til Caribien. Det ville gøre Jannick så ked af det, men jeg tror måske, det er nødvendigt. Det her er meget svært for mig at holde til. Jeg er ved at besvime hver gang, jeg rejser mig op.

Mandag d. 16. december. Atlanterhavet

Atlanterhavet dag ????
Har kastet rigtig rigtig meget op i dag. Jeg kan snart ikke mere. 700 sømil endnu. fuck.

Tirsdag d. 17. december kl. 02:03. Atlanterhavet

Vågnede fordi Jannick skulle på sejlvagt. Kastede op. Kun væske, andet havde jeg ikke i mig. Det smagte af gift.
Jeg er så skrøbelig. Som den mindste lille orm. Jeg føler mig minus sej. Slet ikke sej nok til at blive nogens mor. Jannick trækker 100% af læsset lige nu og har gjort det i lang tid. Han er så sej.

Han synes, jeg er blevet kærlighedsløs. Jeg forstår ham godt, for det er jeg. Jeg har ikke været i bad i over 11 dage og alligevel er det mig, der nægter at kysse ham, fordi jeg synes, han lugter. Men min lugtesans er så intensiveret, at jeg slet ikke kan holde ud at ligge tæt med ham. Det føles som om jeg kan lugte hans celler, hvert et hudstykke, hans ånde føles som et dementorkys selvom han lige har børstet tænder. Det er så synd for ham, at han skal trækkes med mig. Det her var nok ikke, hvad han troede, han gik ind til

----

Fortsættes

“Lur”.

Med løg på.

Vi vågner først igen kl 16.

Det er alligevel alt for varmt for Atlas at være udenfor før klokken 16-17, så selvom nætterne kan være lange, klager jeg ikke over, at vi kan sove det meste af dagen væk, når nu vi alligevel er fanget indenfor under airconens faner

Faktisk, så klager jeg overhovedet ikke (okay - løgn. Det er fucking frustrerende, at jeg ikke kan sove, MEN!) Jeg har sådan længtes efter at have dage uden planer, hvor Atlas og jeg bare har skulle dangdere den, for det har jeg endnu ikke haft på noget tidspunkt i min barsel. Siden marts, faktisk.

Jeg knuselsker at bo i Århus, men det er gået op for mig, at jeg faktisk har lidt svært ved at administrere at bo i en by med så mange muligheder og med så mange af mine gode venner tæt på (jep, jeg får også lyst til at sige luk røven Lærke, there’s people that are dying, men altså så må man gå på dr nyheder, hvis man vil have større katastrofer end mine 1st world problems (og det skal jeg ellers lige love for, at man får dér, thank you very much mr president))

Jeg har i lang tid haft den der følelse af, at om lidt går det galt, fordi jeg godt ved, at jeg simpelthen har haft alt for travlt. Jeg er jo på barselsorlov, men jeg har nok lagt mere tryk på orlov end på barsel.

Egentlig har vi bare har levet vores liv, som vi gjorde før, vi fik børn (da vi sejlede, inden jeg fik fuldtidsarbejde, og hver dag alligevel føltes som at have “fri”, selvom der var mange praktiske opgaver, der skulle ordnes, og selvom Jannick også dengang arbejdede rundt regnet konstant). Nu gør vi lidt det samme - bare med et barn på armen.
Selvom Jannick nu sidder på et kontor, hvor han, mens vi sejlede, bare sad i kahytten eller på en café på land og ordnede alt fra sin telefon, har vi stadig haft (taget os?) en enorm frihedsgrad og gjort, hvad vi ville, når vi ville det. Vi har i hvert fald ikke sat tempoet ned, bare fordi vi er blevet en spiller mere på banen, det ville være løgn at påstå.

Jeg er både enormt lettet over, glad for og faktisk også lidt stolt af, at vi har gjort os så lidt begrænsede af at have fået et barn. Det gør mig virkelig glad, når vores venner siger, at de er blevet mindre skræmte af tanken om at få børn, efter de har set, at livet ikke nødvendigvis går i stå.
Men jeg havde nu også glædet mig til at skulle sænke farten, når jeg skulle på barsel. Og når nu jeg alligevel ligger søvnløs og tankerne flyver, kan jeg godt bekymre mig for, om det går ud over Atlas, at vi altid har så mange planer. Hånden på hjertet er det ikke mit indtryk - men jeg synes, det er enormt sårbart at have ansvaret for et andet menneske, og jeg bliver meget påvirket af, hvad andre tænker.
Når jeg hører, at et par, der har fået børn cirka samtidig som os, efter 4 måneder stadig ikke har besøgt barnets bedsteforældre for ikke at bryde barnets rutiner, tænker jeg

“... rutiner?”

😳

og så får jeg ondt i maven over, om vores rutineløse livsstil går ud over Atlas.

Jeg putter ham, når jeg kan se, han er træt. Og det er han så tilfældigvis på cirka samme tidspunkt hver dag. Og hvis han en dag ikke er træt dér, så putter jeg ham bare, når han bliver det. Er det en rutine? idk.

Jeg ammer ham, når han er sulten. Og pt er det cirka hele tiden, så det tror mere man kan betegne som kronisk end som en rutine

Jeg har heldigvis fået en sundhedsplejerske, der tog armene over hovedet, jublede og spurgte “MÅ JEG KOMME MED?!” da jeg fortalte hende om vores meget… rejsende (læs: og til tider lidt kaotiske) livsstil. Dét lettede mig meget, for jeg er meget autoritetstro, så hvis sundhedsplejersken havde virket skeptisk, ville jeg nok…

… være taget afsted alligevel …
men med meget dårlig samvittighed og først efter Jannick VIRKELIG havde overtalt mig

Jeg ville have haft ondt i maven hvert minut og været bange for hver en myg (okay stadig ret nervøs for de myg der, men you get the point).

Jeg vil så gerne være en af sundhedsplejerskens mønsterelever, så at gøre noget andet end det, hun har anbefalet mig, ville føles decideret ulovligt. Jeg har altid været lidt bange for ☠️ kommunen ☠️ (mest fordi jeg synes ordet er lidt uhyggeligt), og hun er jo kommunen!

(Har på en måde brug for at disclaime, at jeg altså ikke er bange for, at kommunen tager mit barn - det er mere sådan: jeg vil gerne leve op til alle kommunens og myndighedernes forventninger til mig, jeg vil gerne have at sundhedsplejersken går tilbage til de andre sundhedsplejersker og siger “hende her, hold da op, hun er fed!”

Jannick ser det bestemt ikke på samme måde som en eksamen, når sundhedsplejersken er på besøg, som jeg gør. “Jeg ved, vi er gode forældre, og jeg kan jo se, Atlas har det mega godt”, var nok noget, han ville kunne finde på at sige. For mig er det ikke helt nok, at han siger det. Jeg har lige brug for noget officiel validering også - og hvis hun havde et hæfte med stjerneklistermærker, man lige kunne få, når hun alligevel var på besøg, så sagde jeg da ikke nej tak

Nå… og hvad ville jeg så sige med alt det her, der godt nok ikke er mit bedste værk, hva

Det ved jeg sgu ikke

Bare at jeg ikke kan sove (the urge to fortælle alt og alle om, hvor lidt man sover, efter man er blevet forældre am i right), at jeg er glad for endelig at være kommet ned i tempo og at jeg kan have mange bange tanker om, om vi er gode nok forældre. Især klokken halv fire om natten.

Nu blev klokken 5, moskeen kalder til bøn og hanen er begyndt at gale. Så er jeg i det mindste ikke den eneste, der er vågen

mit 2025 i billeder

Januar

Startede året hjemme i Danmark fordi jeg havde taget et stop på vores atlanterhavskryds og var fløjet hjem over julen for dels at fortælle min familie, at jeg var gravid, og dels at få en pause fra at kaste op konstant, fordi jeg var døds-søsyg på båden. Følte stadig, jeg prankede alle, når jeg fortalte, jeg var gravid. Fik en hurtig scanning hos en privat jordemoder (i Kolding Storcenter??) for at tjekke, at Atlas (som dengang gik under navnet Klys) var OK. Det var han. Fløj tilbage til Sankt Helena for at fortsætte vores atlanterhavskryds. Fortsatte med at kaste op. Fortalte flere venner, at vi skulle have et barn. Fangede fisk i Atlanterhavet. Kastede lidt mere op. Kastede lidt blod op. Mit humør var helt i bund, og jeg følte mig ensom og alene (mere om det en anden gang).

Ankom til Ascension - en lille millitærø, som man kun kan komme til som turist, hvis man sejler dertil. Og det er der ikke mange, der gør, skulle jeg hilse at sige. Flere steder på øen måtte vi ikke have telefoner med, fordi der foregår 🤫 tophemmelige 🤫 ting.

Sejlede videre og ankom til Brasilien. Opdagede, at maven var begyndt at vokse. Røg i vandet fra båden med både telefon og computer. Sur røv at miste stort set alle billeder fra 10 måneders rejse. Aftalte med mig selv og med Jannick, at jeg ikke skulle sejle med videre fra Brasilien til Caribien fordi jeg havde det for dårligt og havde tabt mig for meget.

Februar

Først i Brasilien. Fejrede, at vi havde krydset et ocean. Motorproblemer. Meget at se til. En lille ferie på fastlandet med nogle af de gaster, der var afmønstret båden. Fløj til Martinique i Caribien. Sejlede med Vesterlauget, en anden af Jannicks både, i et par uger. Flere motorproblemer. Kastede mere op. Havde mange plukkeveer. Alt for mange og alt for tidligt. Min krop var stresset og jeg kom til lægen. Februar var en måned med ondt i maven, (endnu mere) opkast, hjemve og en ur-frygt for at miste mit barn i maven. Om natten drømte jeg om, at jeg skulle gå op af et kirkegulv med den mindste lille kiste i hænderne og at jeg ville ligge ved kisten og skrige af sorg.

Også den måned, hvor Jannick fuldendte sin jordomsejling. En kontrastfyldt måned, tror jeg roligt man kan sige.

Sejlede til Sankt Lucia og derefter til Trinidad og Tobago, hvor vi mødtes med Nordlyset, som var sejlet fra Brasilien. Var så fuld af stolthed og beundring og kærlighed (og hormoner), da Jannick kom i land efter at have sejlet hele jorden rundt på Nordlyset, at jeg smug-græd i flere dage.

Har skrevet lidt om det her

Var i uge 18 og vi afslørede graviditeten på Instagram (og det kan du se her)

Havde ondt i maven over tanken om, hvor mange fra min gamle folkeskole og fra mit gymnasium, der ville sende screenshots til hinanden og skrive “er de ikke nærmest lige blevet kærester?”


Vi holdte fest for Jannick på stranden på Tobago, jeg var lidt på sygehuset fordi jeg (surprise) stadig havde det rigtig ringe, og så fik vi den første rigtige scanning, hvor man kunne se, om Klys var sund og rask. Det var han. Vi fandt også ud af, at han var en han. Og så besluttede vi, at han skulle hedde Atlas. Efternavnet var vi ikke enige om endnu (er vi stadig ikke, men jeg må se mig slået. Mere om det i september)

Marts

Karneval på Trinidad. Jeg sagde farvel til Jannick og Nordlyset efter 10 måneder og mange tusind sømil. Fløj hjem til Danmark på min 25 års fødselsdag. Havde for første gang i næsten 4 måneder en hel dag, hvor jeg ikke kastede op. Blev overrasket af venner og familie, som var kommet til Gram for at fejre mig. Følte mig elsket og holdt om.

Marts var en blød måned. Jeg hvilede mig, lavede nærende mad, malede malerier, flyttede til Gram.

Marts var også en måned, hvor jeg havde meget på hjerte og tid til at formulere det. Det blev til et debatindlæg i Politiken og et langt portrætinterview og en podcast i JyllandsPosten. Havde ondt i maven over, hvordan det mon ville blive modtaget, men den slags ondt i maven, der hører med til at gå i den rigtige retning, selvom det ikke nødvendigvis er den vej, alle de andre går.

Var til min første jordemoderkonsultation. Det havde jeg trængt til, og det burde jeg have været noget før. Alle mine følelser fra 5 måneders graviditet flød ud af mine øjne, og for første gang i min graviditet følte jeg mig set, grebet, forstået og anerkendt. I et af mine fremtidige liv vil jeg være jordemoder.
Kom i gruppen for sårbare gravide. Men jeg var også sårbar - og gravid.

Var også indlagt, fordi de var bange for, jeg havde zika-virus. Det havde jeg heldigvis ikke. Vi havde set nogen, der havde haft zika-virus, da vi var på Tobago, og deres hoveder var bittesmå, så det var en stor bekymring for mig

April

Startede måneden ud med at være lidt ked af, at mit interview i JP og den kronik, jeg havde i Politiken i november året inden, i overskrifterne blev vinklet stik modsat af, hvad der var mit egentlige budskab. Det vil jeg gerne skrive noget mere om en dag.

Var i Go’ Aften Live og blev interviewet af Abdel Aziz Mahmoud. Havde et lille peak-moment.

Jannick kom hjem fra jordomsejling. Han gik i land, om man vil. Jeg nød at være tilbage på land, han savnede vandet. Det er noget af det, vi slår os på ved hinanden.

Husker april som en meget rolig måned omend vi boede lidt forskellige steder. Jeg arbejdede fuld tid og blev mere og mere gravid. Hjalp min familie med at sætte en kro i stand. Den stod færdig kl 2 om natten og skulle bruges næste morgen kl. 08. Erfarede bittert, at jeg var blevet for gravid til at arbejde 10+ timer om dagen og til sent om natten.

Forsøgte uden held at finde et sted at bo i Århus. Skrev til ALLE, der lagde noget op på boligportalen, men ud af de få, der overhovedet svarede, fik vi intet tilbudt. Shit det var stressende ikke at vide, hvor man skulle bo eller føde.

Maj

Vi flyttede til Kolding og boede i min svigerfars lejlighed med udsigt til Koldinghus fra vores kæmpe badekar. Kommer nok ikke til at bo så lækkert igen lige foreløbig. Vi prøvede Kolding af og fandt ud af, det ikke var der, vi skulle bo, men det var godt, vi fik det prøvet. Så begyndte at vi overveje, hvad vi skulle gøre, hvis ikke vi kunne finde et sted at bo i Århus inden termin.

Var på kroophold med Jannick på Hvalpsund Færgekro. Meget familien Danmark. Det var ikke lige os.

Følte mig smuk noget af tiden og andre gange ikke. Overhovedet.

Var til scanning og fik at vide, Atlas ikke voksede nok. Det slog mig helt ud. Det var nok første gang, jeg for alvor mærkede, at Atlas’ ve og vel = mit ve og vel. Han indhentede heldigvis det tabte igen.

Juni

Vi kunne ikke finde noget at leje i Århus, så vi var begyndt at overveje at købe (og med “vi” mener jeg Jannick, for da jeg kom hjem fra vores rejse havde jeg hvad der ligner 3000 kr. tilbage som i: det var alt, jeg ejede). Vi havde forelsket os i en lejlighed, som vi lagde et bud på.

Jeg talte dagene ned til min barsel, for jeg var ved at være tung og træt.

Det var en måned, hvor alt kom op til overvejelse. På mange måder en lortemåned men også en meget smuk og rørende måned, hvor jeg sgu bare var helt sprød.

Mine forældre havde bryllupsdag. Jeg ser meget op til deres kærlighed og den måde, min far anerkender min mor på. Hvis Jannick og jeg kan være bare halvt så forelskede som de er i hinanden, når vi har været sammen i 25 år, så kan jeg ikke bede om mere.

Blev overrasket af mine fantastiske venner og veninder til en mother blessing. Det var den mest hjertevarme dag i haven hos mine forældre. Vi lavede living yolates på græsset, spiste morgenmad sammen, og alle havde en perle med, som de satte sammen til en kæde til mig. Jeg havde kæden med på hospitalet, da jeg fødte. Der blev sagt mange smukke og store ord den dag. Det er en dag, jeg vil bære med mig i hjertet forevigt.

Kørte også til København for at være med i en podcast med Emil Thorup, men det har jeg aldrig fortalt nogen om, for jeg syntes, resultatet blev dårligt.

Juli

fucking loco måned

vi overtog lejligheden i Århus 20. juli, 14 dage inden min termin, og fik et chok over, hvor meget, der skulle gøres. Det blev mit projekt, for Jannick var i gang med at total-istandsætte en restaurant, han havde købt en måned inden, som skulle bygges om til kontor for hans rejseselskab.

Vi spartlede og malede og pendlede til og fra Kolding og vi gjorde rent og slæbte og så det hele forfra en gang til

Husker måneden som én lang plukkeve og 100 ture til IKEA og Jysk og Ilva og Silvan og Bauhaus og Jem&Fix og jeg skal komme efter dig

thank god for gode venner og hjælpsomme familier

August

fødte min søn.

d. 4. august kl. 15:32.

Meget at sige om den oplevelse, og så alligevel ikke. Var heldigvis omringet af engle hele dagen, så jeg vidste hele vejen igennem, at jeg var i gode hænder. Havde taget mine egne engle med og så var der heldigvis også en del af dem på sygehuset forklædt som jordemødre og sosu-assistenter

Det gjorde ikke så ondt at føde, som jeg havde forestillet mig. Det gør mere ondt at skide med en hæmoride. Han sad fast og blev trukket ud af en jordemoder. På den måde er kroppen ikke lavet til at nogen stikker 2 hænder ind i én mens et helt menneske er på vej den anden vej. Dét gjorde ondt. Min sjæl svævede lige 2 meter ud fra min krop og min eneste tanke var

“jeg er en kvie”

Men så kom han ud, jeg fik 10 sting, Jannick sagde “hold kæft jeg glæder mig til at drikke en fadøl med ham her engang”, jeg var lidt rundt på gulvet, fremmede mennesker hev i mine bryster og proppede dem ind i munden på en lille dreng, jeg slet ikke kendte, og så tog vi hjem

kontoret åbnede 10 dage senere.

Jannick havde barsel i 1.5 dag

Det var for lidt

vi havde meget besøg i starten.

Alligevel følte jeg mig meget alene.

Ingen havde fortalt mig om at hele efter en fødsel

Blev lidt overvældet af frygten for at miste

Følte folk forventede for meget af mig

Skulle lige lære at sætte grænser. Det skal jeg stadig.

Har stadig ikke rigtigt ord for den tid. Det var intenst. Ved ikke om jeg vil gøre noget anderledes næste gang. Ved ikke om jeg kan.

September

Mine mennesker mødte mit menneske. Havde ikke fået ordene tilbage endnu. Skulle lige lande.

Var i København. Kørte alene gennem hele København, ind forbi Rådhuspladsen og hele svineriet, i bil med min 4 uger gamle baby på bagsædet. Besluttede mig for, at hvis jeg kunne dét uden at græde, så kan jeg alt.

Nød sommeren i Århus

Jannick og jeg holdte vores første foredrag sammen

Atlas blev syg og blev indlagt men vi kom heldigvis hurtigt hjem igen

Jannick og jeg kastede med en terning. Dén, der slog højest, måtte bestemme Atlas’ efternavn. Ved ikke, hvad jeg havde tænkt, for selvfølgelig kunne Jannick ikke slå andet end en 6’er. Sådan er det med ham. Så nu hedder vores søn Atlas Brodersen Siebert. Og det lyder pisse dumt, men it is what it is.
Heldigt, Jannick ikke vil giftes, så jeg selv i det mindste kan beholde Brodersen som det sidste.

Vi filmede seancen. Den fik 1,1 millioner visninger på Instagram. Min veninde overhørte nogle tale om den i en bus. Skulle lige vænne mig til tanken om, at det svarede til, at hver eneste borger i Århus har set videoen 3 gange.

Fik 1000 nye følgere og en del, der spurgte, om jeg ville reklamere for dem. Har ikke besluttet mig endnu om jeg vil være én, der reklamerer. Prøver mig lidt frem.
Engang tænkte jeg “hvis jeg får 2000 følgere, så kan jeg være ligeglad med, hvad folk tænker, og bare poste alt det, jeg har lyst til”. Så fik jeg 2000 følgere, og tænkte “hvis bare jeg får 3000 følgere, så kan jeg poste alt det, jeg har lyst til”. Det har jeg nu, og alligevel poster jeg kun halvdelen af, hvad jeg har lyst til. Men det handler nok i virkeligheden ikke om de 3000, men om de 100 fra folkeskolen, gymnasiet, arbejde osv., som jeg bekymrer mig om, hvad tænker.

Oktober

Endnu en måned primært i stikordsform.

Et træ faldt ned i vores bil og ødelagde den.

Min farmor døde. Jeg savner hende meget.
Atlas og jeg boede hos mine forældre i 3 uger mens Jannick var i Kroatien for at sætte 2 både i stand. Jeg arbejdede meget med noget some. Det blev lige lidt for meget på min tallerken på én gang.

Så tog Atlas og jeg også til Kroatien og boede 14 dage på bådene, mens de blev sat i stand

Halvt rigtig dejligt at være afsted, halvt rigtig presset at bo på en båd med en baby på 3 måneder, når der kommer mekanikere og sender en ud af kahytten hver morgen kl 08

Ikke så meget mere at sige om det

November

Måske I kan fornemme, at det var sjovere at klippe de første 10 billeder sammen, og nu vil jeg godt bare snart være færdig

November startede i Kroatien
Jannick fyldte 28

Sune blev døbt fordi han skulle stå fadder til Atlas
I den anledning havde jeg også besøg af en præst i mit hjem for at tale om, hvad vi sagde ja til, når Atlas skulle døbes
Det var der, det gik op for mig, at når nogen spørger “nåmen hvad laver I så?” til mig og Jannick, så svarer vi

“jamen Jannick har et rejsebureau”

…

og ikke mere

ikke noget med, hvad jeg så laver

og hvis de så spørger hvad med mig, ja så siger jeg ja hvad med mig… jeg er på barsel… det er alt, jeg har at sige. “jeg følger med”, tænker jeg, men det føles sgu kastrerende at sige højt

Det var det besøg af den præst, der gav mig lysten til at skrive - og det gør jeg så her

December

Atlas blev døbt. Behøver ikke holde stor komsammen igen lige foreløbig. Det var en rigtig dejlig dag, men også sådan en dag, hvor ens sjæl lige svæver en halv meter uden for ens krop fordi man er så overstimuleret

Vi tog til Tromsø med venner. Det var verdens bedste tur. Vi så pukkelhvaler og spækhuggere og nordlys i lange baner. Hvis ikke jeg skulle bo i Danmark, skulle jeg bo i Norge. Det er en skam, Jannick elsker varmen og jeg elsker kulden. Men mon ikke vi finder en vej omkring dét.

Jeg begyndte sammen med min verdens bedste nabo at brainstorme på noget, jeg håber, kommer til at spille en stor rolle i mit 2026. Et kvindenetværk med professionel og personlig sparring. Det er sådan et projekt, der giver os begge kuldegysninger og tårer i øjnene fordi vi mærker det så meget. Det føles så powerfuldt at sidde med hver sin baby på armen og være ved at skabe fodfæstet for noget, vi selv mangler, og ved, vil kunne give så mange kvinder en følelse af, at kvinder er kvinder bedst og at vi løfter hinanden op. Mere om det senere måske.

Vi holdte jul i Gram, men det ved I jo allerede. Nytåret fejrede vi i København og 1. januar rejste vi til Indonesien.

2025, man. What a ride. Farede sgu vild et par gange undervejs og er ikke helt fundet hjem endnu. Måske fordi hjemmet er flyttet.

Amning har givet mig ufrivilligt pandehår og mine bryster en bagside

Det er ikke mit udseende, jeg har gjort mig umage med det sidste halve år i hvert fald. Amning har givet mig ufrivilligt pandehår og mine bryster en bagside. Jeg er træt af at se træt ud. Så nu har jeg fået lavet falske øjenvipper igen. Ved ikke, om en mor kan have falske øjenvipper. Men nu har jeg det. Og jeg er altså nogens mor. Prøver det lige af. Kan ikke helt blive enig med mig selv om, om jeg skulle have efterladt øjenvipperne i gymnasiet eller om det er meget godt til mig at have taget dem på igen

Generelt skal jeg lige finde balancen med min nye mor-identitet. Kan en mor gå i croptop? Kan man poste et billede i bikini, når man er nogens mor? Eller er man forevigt forvist til badedragten? Skal jeg død og pine konvertere til en af de der rædselsfulde badedragter, der ubarmhjertigt skærer røven tværs over, så det ligner, man får 4 baller? Sådan en som alle mødre nogensinde har på.

Er ikke sikker. Men er lige ved at finde ud af det.

Så blev det atter jul - omend mit kalenderlys stadig påstår, det er d. 5. december. Men min kalender-kalender siger, at vi rejser til Indonesien om præcis en uge, så vi må nok hellere få gang i andestegen

Normalt er jeg ellers en af julemandens mest trofaste nisser. En af dem, der ser julekalender allerede i november for at varme op til ✨ december ✨
Jeg KNUSelsker julen. Hører helst julemusik allerede fra september, køber julekugler med hjem fra vores rejser, og jeg lyver, når jeg siger, at jeg “da godt ved, der ikke findes nisser” (så er det sagt)

Derfor kom det sgu også som lidt af et chok, da jeg opdagede, at min kæreste er vokset op i en familie, hvor de ikke holder jul.
Det vidste jeg ikke engang, man kunne.

For hans familie er altså dansk-dansk (ja det ved jeg ikke lige hvordan jeg skal få formuleret uden at man kunne tro, at jeg mener, det ikke er dansk at være muslim. Det gør jeg. Men jeg mener: dansk på den måde, hvor de elsker flæskesteg og brun sovs og kartofler, dansk på den måde hvor de kiggede panisk på hinanden og sagde “det får vi hurtigt lavet om på”, da jeg præsenterede mig som vegetar).

Da han var barn, fik han og hans søskende valget om at holde jul eller at tage på en lang ferie til Thailand i december. De fremlægger det altid som om, at det eneste logiske valg selvfølgelig var at tage til Thailand, men jeg tror oprigtigt, jeg havde valgt julen i stedet.

Jeg føler, jeg svigter julen,

når jeg i år ikke har talt ned til d. 24. december med samme forventningsglæde, som jeg plejer. Jeg må være ærlig at indrømme, at jeg i stedet har stresset over, at dagene er gået lidt for hurtigt.

Jeg håber, at den julemagi, jeg kan huske fra da jeg var barn, kommer igen, når Atlas, min søn, bliver større. Jeg glæder mig til, at DR og TV2’s julekalendere igen bliver obligatorisk aftenunderholdning og jeg glæder mig til, at jeg skal lege nisse og bruge flere måneder på at finde på ting, der skal i hans sok (det kommer jeg helt sikkert til bittert at fortryde, jeg har skrevet)

Jul på slottet

Jeg har aldrig før holdt jul uden min familie og jeg har virkelig virkelig ikke lyst til et år uden jul på slottet. Det er den bedste og mest julede jul, jeg kan komme i tanke om.
Jannick og jeg kommer uden tvivl fra 2 ekstremer: Vi holder virkelig meget jul, og de holder slet ikke jul (… okay for at være fair vil de selv sige, at de faktisk holder jul, det er bare mig, der dømmer den ude, fordi den jul er på en strand i et varmt land og uden gaver. Det tæller altså ikke, så er jul jo bare noget, vi leger)

I Gram går vi i kirke, hele huset dufter af and allerede dagen i forvejen, køkkenet er fyldt fordi den ene laver sovs, den anden fylder franske kartofler i fade, den tredje hælder rødvin op og resten står omkring i køkkenet og catcher up med fætre og kusiner, vi ikke har set i alt for lang tid.

Sidste år var det lige ved at ske, at jeg ikke skulle holde jul i Gram - for første gang siden vi flyttede dertil i 2007. Jannick og jeg var på langturssejlads og krydsede Atlanterhavet i december, så det gav ligesom sig selv, at jeg ikke skulle hjem til jul.

Men så gik det hverken værre eller bedre end at jeg var blevet gravid et par uger inden vi sejlede afsted over Atlanten, og jeg havde et absolut mareridt af et 1. trimester. Jeg kastede op 15+ gange om dagen, drak intet vand (eller andet væske for den sags skyld), havde det ganske enkelt helt forfærdeligt, kunne ikke passe mine sejlvagter og var på grænsen til at besvime hver gang, jeg rejste mig op. Ikke just sådan jeg havde forestillet mig mit første oceankryds.

Derfor gjorde vi et stop på den lillebitte ø Sankt Helena, der ligger midt i Atlanterhavet, og jeg kunne tage ugens eneste fly derfra og komme til Danmark. Hjem til jul. Aldrig har jeg talt SÅ meget ned til julen som jeg gjorde sidste år. Det var den vildeste julegave at overraske alle ved at komme hjem og så at overraske dem igen ved at fortælle, jeg var gravid.

At holde jul med sin partner frem for sin familie må være på top 1 over mest voksne ting at gøre

Noget af det mest voksne, jeg kan komme i tanke om, er ikke at flytte sammen med sin kæreste, ikke at optage et lån sammen, ikke at blive gift, ikke at få et barn - men at skulle vælge at holde jul med hinanden frem for med sin egen familie. Gisp.

Jeg har nemlig i over 15 år frygtet for den dag, jeg skulle holde jul et andet sted end i min egen familie.
Har frygtet den dag, man blev gammel nok til at skulle tage snakken med sin partner. Jule-snakken. Om man kunne tillade sig at sige “jeg vil altså hellere holde jul med min familie end med din”

Men modsætninger mødes, og derfor tænkte jeg også “det er perfekt, I ikke holder jul i jeres familie, for så kan vi være hos min familie hvert år” 😁😁

MEN

Manden vil ud og rejse

fandme

hvert 2. år.

krise.

Han synes, december og vinter er koldt og gråt og tungt og træls

“men… at holde jul hos sine (læs: mine) forældre er vel en menneskeret?”, tænker jeg for mig selv

måske det kunne blive det. Jeg stemmer for

Manden mener simpelthen, at for ham er det jul at tage ud og rejse. Jeg kalder bullshit. Kunne ikke selv komme i tanke om noget mindre julet end en palmestrand.

Han holder på, at hvert 2. år må det være ham, der bestemmer, hvad vi skal til jul. Kunne måske have sagt mig selv det i og med jeg valgte at forelske mig i the grinch…

Men… noget med at man må gå på kompromis og at vi er voksne mennesker, der har et barn sammen, og at begge parter skal føle sig hørt og anerkendt i et forhold… gab. Så nu suger jeg julen i Gram ekstra meget til mig i år, for måske jeg sidder og græder salte juletårer på en palmestrand næste år

… eller måske jeg også kan lære at finde glæden i at holde jul et andet sted, men det må I aldrig sige til ham, at jeg har sagt

Hej med … dig? Jer? Måske ingen i verden læser det her. Most likely.
Måske det også er fint nok. Kan være, det giver mig en større frihed, hvis jeg går til det, som om ingen læser med. Nu må vi se.

Uh det er et spændende sted at stå, at skrive det her og at trykke del. Det kribler i kroppen på samme måde som når man står og holder ved den der metalstang i toppen af en rigtig vild vandrutsjebane og venter på, lampen går fra rød til grøn, så man kan skynde sig at komme fuld fart ned ad rutsjebanen, inden en af de store drenge, som ikke venter på den grønne lampe, kommer efter én og rammer én lige i ryggen.

Jeg ved, jeg gerne vil, når først jeg har gjort det, men lige nu føles det som en dårlig ide at stå her.

Men jeg er nødt til at gøre det. Da jeg tog ud og sejle, selvom jeg var bange for vand og ikke kunne svømme, tog jeg en beslutning om, at jeg hver dag skal være modig i 10 minutter. Ikke mere eller mindre, bare 10 minutter. Jeg kalder det “mit 10-minutters modig-princip”, og jeg bruger det, når jeg skal gøre noget, der føles skræmmende, men som jeg ved, jeg bliver glad for på den anden side af de 10 minutter. Tidligere har jeg brugt mine 10 minutter på at svømme med hajer og i sidste uge brugte jeg mine 10 minutter på netop at tage en ret vild vandrutsjebane, jeg egentligt ikke troede, jeg turde tage (har også et princip om aldrig at blive for voksen til at lege)

I dag bruger jeg mine 10 minutters modig på at trykke “del” på det her.

Det føles som at stå på et bjerg og skrige ud i intetheden. Angstprovokerende og med risiko for at være utroligt pinligt, men hvis ikke dét, så enormt forløsende.

Så nu siger jeg det højt. Eller jeg skriver det, og så sender jeg det ud i the world wide web:
Jeg starter en blog.
Kan næsten sige det uden at grine.
Jeg starter en blog. Her på Substack. Som er lidt et blog-medie, hvis jeg har forstået det rigtigt. Kender det ikke engang rigtigt selv, men spurgte chatten, hvor det ville være godt at skrive, og den svarede Substack, så here I am

Jeg starter en blog. As if vi stadig levede i 2010 og jeg kunne finde ud af at være kreativ eller havde været med i et realityprogram.

Ingen af delene gør sig gældende, men jeg har meget på hjerte. I hvert fald noget. Og en livskrise lige om hjørnet.

Jeg har længe ledt efter et sted, der kan rumme større refleksioner og flere nuancer end Instagram kan. Jeg kender ingen, der er på dette mystiske medie, så jeg regner ikke med samme respons som på min Instagram, hvor jeg engang i mellem er så heldig at modtage beskeder fra andre unge kvinder eller andre mødre, der kan spejle sig i det, jeg skriver om. Men måske der alligevel sidder et par sjæle, som også har forvildet sig herover, og som kan genkende det, jeg skriver om.

Jeg har været tom for ord længe, men vidst, at de var på vej. Har en fornemmelse af, det er det, moderskabet kan gøre ved en. Man bliver lige tavs et sekund (for mig 5 måneder), for man skal lige… se an… suge ind… skifte en ble… mærke… putte… acceptere… være vred og ked af det og lykkelig og føle sig alene og føle sig forbundet og alt der imellem og så det hele forfra en gang til.
Men nu er jeg ved at være der. For nu. Og så kan det være, at jeg fra i morgen af ikke sover i 17 dage og så tier jeg lidt igen - det må I tage med.

Kort opsummeret: Jeg læste statskundskab på universitetet og troede, jeg skulle forske i mental load og/eller arbejde i et ministerium.

I stedet mødte jeg en mand (åh så trivielt), droppede ud efter 2 år på uni, tog med på hans jordomsejling i et års tid, blev gravid i Sydafrika ugen inden vi krydsede Atlanterhavet, kom hjem til Danmark, arbejdede fuld tid med marketing hos Gram Slot (som er mine forældres virksomhed, mit barndomshjem og min 3. største kærlighed næst efter mit barn og min kæreste), flyttede til Århus 14 dage inden jeg fødte, fødte et barn - og nu er jeg så på barsel. Min barsel slutter til april og

jeg.

er.

blank.

når folk spørger,

“hvad jeg så skal efter min barsel”

(hvilket de gør dagligt)

For jeg aner det ikke. Der er mange ting, jeg gerne vil, men lige så mange ting, der ikke kan lade sig gøre, hvis jeg også gerne vil være en nærværende mor og kæreste.

Mere om det senere.

Én ting er at være 19 år, have sabbatår efter gymnasiet og ikke vide, hvad man skal svare, når tante oda siger “hVaD sKaL dU Så, NåR dU eR fÆrDiG mEd At FjUmRe RuNdT?”

Vi er efterhånden ved at have afdækket, at det kan være frustrerende ikke at vide det, men at det er okay at starte på forskellige uddannelser og at tage mere end ét sabbatår. Der er samtalerum og samfundsaccept for at være 19-20-21 år uden at have en plan. Der er ting, man kan gøre: man kan tage på højskole, man kan tage ud og rejse, man kan prøve forskellige arbejdstyper og uddannelser af.

Men hvad så når man HAR gået på højskole, når man HAR læst på universitetet, når man HAR haft et fuldtidsjob, når man HAR rejst, når man HAR et barn - men man stadig ikke ved, hvad det lige er, man skal og vil og kan?

For det er det, jeg ikke ved - men som jeg er nødt til at finde ud af, for et eller andet skal jeg jo lave, og også noget med, at der jo skal mad på bordet.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke selv lapper andre folks livskriser i mig - og jeg er sgu ikke for fin til at dele ud af min egen. Så here comes:

Velkommen til mine skriverier om at navigere i moderskab, kvindeliv og en truende livskrise - alt sammen i et spændingsfelt mellem frihed og forpligtelse og med et strejf af panik, gerne sendt afsted fra den anden side af verden

Måske vi er flere, der står et sted, hvor vi ikke lige havde et lige så klart svar, som vi havde regnet med, da vi skrev os ind på en uddannelse efter gymnasiet. Det tror (og håber) jeg. Hvis vi er, så velkommen her - du er ikke alene. Hvis du vil følge med, kan du gøre det her:

Subscribe now

Lad mig gerne vide, hvad du tænker <3 Jeg er interesseret i samtale, feedback, input, perspektiver og hele pivtøjet

(og også lige en servicemeddelelse: Som jeg har forstået det, så får man en mail??? som et nyhedsbrev? hver gang én, man følger herinde, poster noget - men det kan man altså slå fra. Det har jeg i hvert fald gjort, og please gør det ved mig, jeg ville have det rigtig anstrengt og akavet over at skulle poppe op i random menneskers mail-indbakke med news om brystbetændelser og pensionsopsparinger hehe)