Hendes stemme har gennem seks årtier løftet kunstnere som Gram Parson, Neil Young og Bob Dylan eller ligget i en perfekt sandwich mellem Dolly Parton og Linda Ronstadt på pladerne med deres fælles Trio.

Subscribe now

Fredag aften står Emmylou Harris på Tønder Festivals store åbne scene, og det er formentlig sidste gang, vi kan opleve hende i Danmark. Hun fyldte 79 i april og omtaler de aktuelle koncerter som sin afskedsturné.

Det er en af de helt store inden for country og americana, der takker af.

Hendes soloplader fra 1970’erne byggede bro mellem mainstream-country, bluegrass og westcoast-rock. Senere solgte hun millioner af plader sammen med Parton og Ronstadt, inden hun gled over i en rolle som højt respekteret legende med nysgerrige album som Wrecking Ball.

Der er masser at hylde, men jeg vil fokusere på én særlig evne: Emmylou Harris er en fabelagtig korsanger.

Tjek Bob Dylans Desire eller Neil Youngs koncertfilm Heart of Gold. Man hører Emmylou i baggrunden, og stemmen ligger så præcist, at selv om andre har hovedrollen, er der ingen tvivl om hendes betydning for lyden.

Hun blev kastet ind i country- og rockverdenen i 1973, da Gram Parsons inviterede den unge servitrice fra Washington til at synge med på pladerne GP og Grievous Angel.

“Hun har utrolig øjenkontakt, når hun synger. Og fuldkommen gehør og kender alle de hårdeste duetter i country,” fortalte Parsons dengang (citeret fra Cameron Crowes A Memoir).

Kort efter døde Gram, han blev blot 26, men de to album står stadig som højdepunkter inden for kosmisk countryrock og korsang.

Jeg havde fornøjelsen af at interviewe Emmylou Harris i 2006. Hun var aktuel med et album indspillet sammen med Mark Knopfler, hvor der var masser af duetter.

Derfor talte vi bl.a. om korsang og vokalharmonier.

Hun forklarede, at hendes opskrift på en vellykket duet ikke kun handler om teknik, men om personlige relationer.

“Tillid er det vigtigste. Man skal stole på den, man synger sammen med. Jeg forstår ikke tekniske forklaringer. Hvis nogen siger: Du tager tenoren, og jeg tager barytonen, så aner jeg ikke, hvad de mener. Jeg vil vide, hvor jeg skal ind og ud, og jeg flakker gerne mellem tenor- og barytonstemmen. Duetter har lært mig, at man kan vælge, og det skaber bedre sammenhæng mellem stemmerne,” sagde Emmylou Harris.

“Jeg forstiller mig, at korsang er lige som at surfe. Jeg prøver at fange bølgen, når jeg falder ind.”

Duetter og duetalbum er historisk set en stor ting inden for country: Fra Dolly Parton & Porter Wagoner til Nancy Sinatra & Lee Hazlewood.

Emmylou Harris nævnte nogle af sine favoritter:

“Jeg tænker på de klassiske countryduetter: George Jones & Tammy Wynette, George Jones & Melba Montgomery, Conway Twitty & Loretta Lynn. Jeg elskede de plader. Så er der selvfølgelig duoer som The Everly Brothers og The Louvin’ Brothers. Det er en ægte glæde at træde ind i den tradition.”

Jeg mødtes med Emmylou Harris og Mark Knopfler i en suite på Conrad Hotel i London. Vi fik te, og jeg var ikke den eneste i rummet, der var fascineret af den selvsikre sanger med den markante hårpragt.

Mark Knopfler brugte det meste af interviewet på at stirre på Emmylou Harris med et saligt smil, som om han ikke kunne fatte sit held. Vil hun virkelig synge sammen med mig?

Makkerparret fortalte om sangene på albummet All The Roadrunning, som på overfladen lød positive, men også indeholdt reflektioner om knuste forhold og terrorangrebet på New York 11. september 2001.

Og så talte vi selvfølgelig om country.

Emmylou Harris er blevet kaldt countrymusikkens førstedame, men indrømmede, at hun var længe om at forstå sin genre.

“Jeg reagerede ikke følelsesmæssigt på country, som jeg gjorde på Bob Dylan og blues. Jeg kunne ikke høre sjælen i George Jones’ stemme, før jeg arbejdede med Gram Parsons. Mine ører åbnede sig, da jeg kastede mig fuldkommen ind i musikken og erkendte, at det var min lyd. George Jones og The Louvin’ Brothers gav mig et ekstra gear.”

Her begyndte hun som det mest naturlige at synge de første linjer af George Jones’ ‘Just One More.’ “Put the bottle on the table / Let it stay there 'til I'm not able / To see your face in every place / That I go.”

Det virker, som om Emmylou Harris kan det meste af den amerikanske musikhistorie udenad.

Til gengæld har hun haft det svært med moderne, kommerciel countrymusik. I den sidste lange del af karrieren har hun dyrket rødderne og bevaret sin nysgerrighed.

“Der er desværre sket det, at den countrymusik, man hører i radioen i USA, for det meste ikke er country. Den er uden passion. Det er pop med en smule steel-guitar, og alle produktioner fra Nashville lyder ens,” beklagede Emmylou Harris.

Der er dog lyspunkter. Der findes verden uden for hitlisten, hvor traditionerne lever. Hvor man ikke efterligner, men forædler. Emmylou Harris pegede på outsidere som Gillian Welch & David Rawlings.

“Gillian Welch er så meget The Real Thing. Det er som at se direkte mod solen, hun blænder med sit talent. Hun kan spille hvad som helst og gøre musikken til sin egen.”

Emmylou Harris sang sammen med Gillian Welch på lydsporet til hitfilmen O’ Brother, Where Art Thou?, og hun har indspillet flere af sangskriverens sange. Mest berømt er tolkningen af ‘Orphan Girl’ på albummet Wrecking Ball fra 1995.

Et nummer, der her i sommer har været på sætlisten ved Emmylou Harris’ koncerter i USA. Måske får Tønder også fornøjelsen?

Emmylou Harris optræder på Tønder Festival fredag aften. Andre countryduftende topnavne på programmet er Ron Sexsmith, Emily Scott Robinson, Aaron Lee Tasjan og Emmylou Harris/Bob Dylan/U2-produceren Daniel Lanois.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har stærke følelser for PSB, og derfor serverer jeg i dette Nyhedsbrev fire genveje til Neil Tennant og Chris Lowe.

Subscribe now

Koncerten i Esbjerg er del af Dreamworld / Greatest Hits-turnéen, som duoen har været i gang med - on and off - siden 2022.

Jeg så showet for fire år siden på Heartland. Det var skønt og fuld af hits.

Du kan læse mine indtryk fra en kølig dag på ved Egeskov Slot på den hedengangne kollektivblog, Bloggers By Choice.

Chris i sølv på et plateau. Neil mere bevægelig. Masser af sprechgesang.
“Great to be back in Denmark. What a beautiful castle!”

Læs mere her.

Hvis du vil tjekke, hvordan det ser ud, når Pet Shop Boys spiller hits, har briterne udgivet Dreamworld-koncerten på DVD og streaming. De valgte at optage showet i Royal Arena på Amager i 2023.

Min seneste oplevelse med Pet Boys fandt sted i London i foråret.

De tog et break fra hitfesten og spillede en håndfuld koncerter UDEN HITS. Obscure Pet Shop Boys foregik på Electric Ballroom foran blot 1200 fans pr. aften.

Sætlisten bestod af b-sider, albumsange og fanfavoritter, så det var en unik chance for at høre numre som ‘The Truck Driver and his Mate’ og ‘Sexy Northerner’.

Johnny Marr dukkede op og spillede guitar på tre numre.

Du kan du læse mere om Obscure Pet Shop Boys her:

Koncerterne i London er et eksempel på fanpleje fra Pet Shop Boys’ side. Tennant & Lowe ved, at deres mest dedikerede tilhængere er friske på hvad som helst.

De er selv popfans og kender driften.

Det bliver tydeligt, når man bladrer i deres årsskrifter. Ja, Pet Shop Boys udgiver årbøger, som fungerer som dokumentation af karrieren og livet i det hele taget.

Bøgerne indeholder altid noget om deres seneste udgivelser og turnéer, men det sjoveste er, når de to veltalende herrer forholder sig til læsernes spørgsmål og taler om tidens gang, popmusikkens status og sange, de har forelsket sig i.

Her bladrer jeg i årbøgerne:

En sidste genvej til Pet Shop Boys’ verden går gennem deres samarbejder.

Det sker, at andre kunstnere henvender sig og beder om et remix eller et Maxi Mix. Resultatet ender ofte med at lyde mest som Pet Shop Boys, og det er helt normalt, at Neil Tennants stemme pludselig dukker op midt i andres sange.

Det har blandt andre David Bowie, Madonna, Blur og Yoko Ono oplevet.

Jeg har samlet en stribe af deres bedste mix i en playliste, som findes i dette Nyhedsbrev:

Bevæget i kroppen, når rytmerne fra Jamie xx’s percussion og maskinpark omdannede græsplanen i Valbyparken til en balearisk nattefest, og bevæget langt ind i sjælen, mens Romy og Oliver udvekslede vokaler og malede de blideste farver med guitar og bas.

Subscribe now

Alene Romys tilbageholdte vokal og perfekt timede “Love, love, love” i ‘Angels’ er nu indrammet og hængt op i hukommelsen.

Armene i vejret det ene øjeblik, tårer i øjenkrogen det næste. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst var til en koncert, der ramte mig på samme måde.

Morgenen efter spiller sangene igen, mens jeg samler tankerne efter tre dages opture, nedture og vandreture gennem festivalland.

Syd For Solen er en urban festival, der slår lejr i Valbyparken og rejser en midlertidig by af barer med øl, cocktails og vin, fastfood af okay kvalitet og tre scener med musik, der pejler nogle af tidens bevægelser inden for pop, rock og indie.

Programmet rummer mainstream-indslag og streamingfavoritter, men også kritiker-darlings, hypede opkomlinge og deciderede skæverter.

Jeg kan desværre ikke fortælle, hvor mange mennesker Syd For Solen tiltrækker. “Det melder de ikke ud officielt,” lyder meldingen fra presseafdelingen.

Min vurdering er, at der kom flere og flere mennesker dag for dag. Torsdag var lidt tyndt besat, fredag mere fyldt, og lørdag lignede området en tæt befolket festival.

Grøn samler 30.000 på mindre plads på samme lokation. Mit gæt er, at Syd For Solen over de tre dage svingede mellem 15.000 og 30.000. Måske færre, måske flere? Svaret kender kun arrangøren Smash!Bang!Pow!, der er en del af FKP Scorpio - et af Europas største koncertbureauer.

Allerede mens jeg ventede på The xx, føltes øjeblikket rigtigt. Pausemusikken var den ambiente perle ‘Moments In Love’ med Art Of Noise, som prikkede de rigtige steder. Da koncerten sluttede 80 minutter senere, spillede ‘Blue Monday’ med New Order og lagde op til, at festen kunne fortsætte.

The xx har ligget stille som band i otte år, og selv om de har antydet, at der er et nyt album på vej, kom sangene fra de tre eksisterende plader, krydret med indslag fra deres soloprojekter.

Romy og Oliver gør ikke meget væsen af sig, men når de blæses op i fuld størrelse på hver sin storskærm, ligner de stjerner. Generte stjerner, ja, men også glade og smilende stjerner.

Jeg så senest The xx i 2017 i Seattle, og selv om musikken var smuk og stærk, var det overordnede indtryk dengang en smule køligt. På Syd For Solen var varmen i fokus. Det var kærlig musik, og samspillet var forbedret. De er simpelthen blevet bedre og finder en emotionel kerne i sange, samplinger og minimalistiske guitarfigurer.

Fra ‘Crystalised’ og ‘Say Something’ til ‘On Hold’ og ‘VCR’ lød de underspillede melodier som klassikere. ‘Night Time’, for pokker! Og så solosangene: Romys ‘Enjoy Your Life’ i eurotakt, Olivers ‘GMT’ i remixudgave og Jamie xx’s storslåede ‘Treat Each Other Right’ og ikke mindst ‘Loud Places’, der fik trætte fødder til at finde rytmen.

Det hele pakket ind i en enkel og effektfuld scenografi domineret af sort/hvide nærbilleder og et svævende kryds, der fungerede som både baggrund og et lysende loft i det mere klubbede afdelinger.

Der var hilsner til Pride (begge sangere er homoseksuelle) og til Olivers mor.

Det var en af den slags koncerter.

På vej ud af festivalpladsen overhørte jeg en sætning, jeg kan skrive under på: “Det var lige det, jeg havde brug for.”

Så mangler vi bare album nummer fire, tak.

Forud for dette vidunderlige klimaks var gået næsten tre dage med musik og sol.

Jeg tog hele turen og har samlet en stribe af mine indtryk. De rækker fra Dijons sjælfulde eksperimenter og Turnstiles støvede hardcore til god is, krydret mad og forskellige bud på New York-rock med Sombr og Geese:

1. I betragtning af, hvor ofte jeg kan læse, at rocken er død, mødte jeg overraskende mange guitarer på festivalen. Rocken eksisterer som et miks af museum og drivhus, og nogle af årets mest omtalte indslag var ganske enkelt rockbands.

2. ”1-2-3-4. Let’s fuckin’ go!” Amyl and the Sniffers garagerocker med en trommeslager iført en dansk landsholdtrøje. Fodbold, altså. Med navnet Amyl og nr. 95 på ryggen. Tre ud af fire musikere er i shorts. Guitaristen er klædt som Richie Blackmore i sort fra top til tå.

3. ’Security’ er en kæmpe sang, og råbt garagerock er (også) god garagerock. Australierne spiller ’Big Star’, som Fred Again har lavet til rave-bangeren ’You’re A Star.’ Dog uden beats, bare med guitar. Det er næsten en powerballade.

4. Efter 30 minutter begynder energien at sive. I hvert fald min. Slås med en hveps om førsteretten til en solid 105-kroners burger med sprød kylling, ost, løgringe og coleslaw. Jeg vinder.

   

5. Scenen ‘Første Stråler’ var i år flyttet til et nyt område, hvor man kunne hænge ud og være på afstand af den flade savanne mellem de to store scener. Her var barer og nyere musik, og man kunne blive tatoveret eller få glitter i ansigtet. Mens resten af pladsen virker lidt anonym, har dette område potentiale til at få sit eget liv.

6. Argentinske Six Sex er en letpåklædt kvinde, der synger en lille smule til backingtrack. Hun er god til at hoppe til tacky electroclash. Ved siden af teltet holder P-Pille Pernille ‘Bad Bitch Musikbingo’. Hun er god til at frisere sit lange hår. Fuld plade med stærke rap “bitches.” Point for at smide Aretha og ’Respect’ midt i bingorunden. Pernille var festivalens dirty højdepunkt.

7. Bettes trommeslager er skarp på rytmeæg i et sæt domineret af neosoul, som er neo igen, igen.

8. Sombr er et af de største navne på en dansk festival i år. Han er næsten to meter høj! Og har flere sange i milliardklassen på Spotify. Den krøllede fyr er netop fyldt 21, og - overfladisk vurderet – tæller den aktive fanskare primært kvinder i 20’erne. Sombr er et af de sjældne nye mandlige popidoler, post-Harry Styles, med omkvæd og en attitude mellem rå og følsom. Ung og usleben. ”Vi er en familie her i Sombr-land!” råber han.

   En tur i bølgen og avantgarde-soul

9. I følge sceneudsmykningen bor hans musik på hjørnet af Orchard og Canal i New York. Gadeskiltene flankerer et sortklædt band, der lyder, som om de er på turné med Billy Idol. Der er glam-beat og guitar-riffs. Sombr lykkes nogenlunde med at kontrollere sin stemme. Man kan ikke kalde ham en subtil sanger.

10. Musikken er generisk radiorock, som den lød længe før, Sombr blev født. Hitsangene ’Undressed’ og ’Back To Friends’ er dog blændende. Hvis han virkelig mener sin sound med hardrock-guitarer og stramme vokalharmonier, dropper han samarbejdet med Phoebe Bridgers’ venlige producer og hooker op med Robert ’Mutt’ Lange og laver en Def Leppard-plade.

11. Der kommer et Dannebrog på scenen, som han svøber sig i. Er det egentlig mod flagreglementet? Kaster det fra sig på scenegulvet. Det er helligbrøde i flagland! Showet får en sjov slutning, da Sombr holder op med at synge, og vi ser på storskærmen, at musikerne hopper i vandet bag scenen.

    

12. Dijon er ren avantgarde efter Sombr. Der er klippede elektroniske lyde, vild bas, guitar uden grænser, og Dijon lyder selv som en plaget soulsanger. Han er klædt i Alec Empire-T-shirt med ”Bass Terror” skrevet på ryggen. Trommeslageren bærer en Steely Dan-T-shirt. De har en bred horisont i det band.

13. Som til vennen Mk.Gees koncert sidste år på Syd For Solen er alting skævt og tosset, men sounden har alligevel fundet plads i mainstream, efter Dijon og Mk.Gee har leget med Justin Bieber og Bon Iver. Deres lyd og knaldede guitarer er overalt på Biebers 2025-album Swag.

14. Mens verden er fuld af retro, skubber Dijon fremad. Hans R&B har rødder, men de forvandles gennem eksperimenter og åbenhed. Han lyder som et møde mellem Prince og Justice. Sjælfuld sang og voldsom elektronik serveret af et afslappet band, der sidder ned, lytter og reagerer. De er ikke bange for at spille blidt – og så slå til med bulder og brag.

15. Da Dijon spiller ’Baby’ og ’Yamaha’ står tiden stille, og resten af dagens middelmådighed er glemt.

    Mellemspil 1:

Jeg er kommet frem til, at jeg savner en konferencier. De talende hoveder er væk fra både Roskilde og Syd For Solen, hvor kommunikationen foregår via tekster på storskærme og apps. Det er friktionsfrit. Koncert slutter, snart begynder den næste. Som en playliste.

Men man kan ikke mærke, hvem der er er afsender af musikken eller festivalen. Vil de os overhovedet? Jeg drømmer ikke om komikere og sjove kostumer, men bare om et menneske, der siger: “Tak for, at I er her. Der er mere musik om lidt. Har I tjekket det nye område? Isen er god derovre. Vi ses til Lorde!”

17. Da det bliver fredag er madkøerne lange, mens Wilco spiller. De seks musikere ligner lærerbandet, der får lov at optræde til skolefesten. Hvad laver americana/jambandet Wilco på en festival med et ellers friskt program? Er det ironi? Er Jeff Tweedys band et hit på TikTok? Spotter et medlem af Aphaca. Det er så nok ikke ironi, men bare et indslag af Classic Rock, som skal trække voksne mænd til Valby. Denne voksne mand keder sig bravt og udvandrer.

18. Tilbage ved Første Stråler-scenen overvejer jeg at få en ‘Dijon’-tatovering, men frygter, at det vil blive opfattet som noget med sennep og ikke soul.

19. Freak Slug er fra Manchester. Behøver vi vide mere? Ringlende indie-guitar og florlet støj. Frk. Slug med guitar og briller med orange glas har gråvejrsmelodier nok til at presse en solformørkelse igennem. Bassisten har gået i Peter Hooks New Order-skole. ’Girl, Intentions’ er et topnummer.

    

20. Syd For Solen minder i glimt om Grøn Koncert, bare med bedre udskænkning. Men så ankommer Turnstile med et læs hardcore fra Baltimore og får støvet til at hvirvle op foran scenen. For første gang er der optræk til en moshpit. Turnstile skubber punken fremad og omfavner keyboards mm. Bassiten er et monster, og sangeren kan både synge og råbe.

21. En fan rækker en fastnet-telefon (!) frem mod bandet, mens de spiller ’Dull’. ”Deep in the night, I’m waiting for the call.” Også point for dedikation til den fan, der kastede sig på jorden og lavede Ormen midt i en mild circle pit.

22. Det hårdtslående band fungerer fint i de poppede omgivelser, men de havde smadret Copenhell.

23. Ved siden af mig står en håndfuld store piger og venter på Lorde. Deres hvide T-shirts er tusch-dekorerede med citater fra sange og et budskab til aftenens hovednavn: ”Lorde Save Us.”

24. Inden vi når så langt, spiller Iceage mere guitar, Elias crowdsurfer, og et par sange dufter af kopunk. De tiltaler publikum som ”Valby”, ikke ”Copenhagen”. Godt med lokalkendskab.

    Snørebånds malfunction

25. Lorde åbner med ’Royals’. Hårdt kort at spille så tidligt i en koncert, der senere godt kunne have brugt nogle hits. Showet er hendes aktuelle arenaturné. Det er mere en performance end en traditionel koncert. Koreograferet til kameraer og storskærme. Musikerne er gemt væk i højre side af scenen, hvor de drejer på knapper og laver elektroniske lyde. Det er et show ud af Robyn-skolen, bare med færre bangere.

26. Lorde er sej, og jeg er fan, men det forhindrer ikke showet i at føles distanceret. Det er sikkert anderledes i en koncertsal sammen med et dedikeret publikum. Her fungerer de lange forløb med albumcuts fra sidste års Virgin-album dårligt.

27. Den bedste kontakt til publikum opstår, da Lorde har problemer med et snørebånd, som hele tiden går op. ”Jeg var faktisk ni år gammel, før jeg kunne binde mine sko,” siger hun, mens kameraerne zoomer ind på hendes hænder, der forsøger at få snøren til at sidde bedre.

28. Så kommer ’Liability’, og den ballade er så storslået, at jeg næsten bliver revet med.

    Mellemspil 2:

Tidligere i år breakede en historie om bands, der benytter sig af markedsføring på social medier for at nå ud til flere lyttere. Det siger sig selv, er der er brug for et skub for at bryde gennem tidens larm, men det, der skabte “furore” i visse kredse, var, at det også er indiebands og andre outsidere, som hyrer bureauer som Your Culture og Chaotic Good Projects til at skabe “organisk” vækst.

Det sker bl.a. ved at betale influencere og musikfans for at uploade positive historier om album, sange og koncerter. Det udløste en lavine af kommentarer og artikler, og blandt de bands, der blev udpeget som modtagere af “kærlighed for kontanter,” var flere kunstnere, vi kunne se på Syd For Solen: Sombr, Lorde, Dijon og ikke mindst Geese.

30. Omtalen har været god for salget af T-shirts. Lørdag er der Geese-logoer overalt på festivalen. Jeg antager selvfølgelig, at folk selv har købt dem. Geese lignede årets merchandise-hit tæt fulgt af Turnstile og Sombr.

31. Da de endelig kommer på scenen, lyder Geese som alle bands, der nogensinde har spillet rock i New York. Det er ingen kritik. Det er en genre i sig selv, at kunne mikse Television og The Strokes med Rufus Wainwright. Læg dertil et element af britpop-attitude, fra trommeslagerens Stone Roses-T-shirt til sanger Cameron Winters Liam/Lennon-look med sygekassesolbriller og Adidas-top.

    

32. Jeg har de samme Lou Reed-plader som Geese.

33. Rocken jammer sig nogle gange ud på et overdrev, som ikke fungerer for mig, men når Geese er tight, er der gods i sangene. ‘Taxes’ og ‘Au Pays du Cocaine’ knejser endda som fællessange. Selv indiekids elsker powerballader.

34. Kirsebær/kokos-isen fra Isøre er virkelig fabelagtig.

35. Anna von Hausswolff er formentlig den eneste kunstner på festivalen, der er blevet anklaget for at være satanist. Konservative, franske katolikker mente at kunne høre Satan i en tekst, da hun var på turné gennem katedraler for at spille gotisk rock på kirkeorgel.

36. På Syd For Solen er goth-viben stærk, og tunge droner fra baryton-sax, guitar og bas lægger bunden under svenskerens utrolige stemme. Anna von Hausswolff har festivalens flotteste stemmekontrol: Alt er kraftfuldt og tydeligt artikuleret. Fra katedralstor til hviskende uhyggelig.

    New York møder engelske landskaber

37. Hos Blood Orange er stemmerne bevist små. Dev Hynes’ projekt rammer en chillet soultone krydret med florlet guitar. Storbyen New Yorks natteliv møder engelske landskaber.

38. Han kan sin Arthur Russell, spiller cello og prøver at forsvinde fra rollen som frontperson med hovedtelefoner og stakke af keyboards. Det klinger smukt, men bliver anonymt i længden. Hvor Dijon gik frem og ejede sine eksperimenter, ligner Blood Orange en mand, der egentlig helst vil tilbage til studiet.

39. Men det var skønt at høre ‘You’re Not Good Enough’ og ‘Vivid Light’ live og så nyde den sidste del af koncerten med en Crispy Pork Roll fra Disco Rullen. Flæskesteg i fladbrød med masser af friske krydderurter. Wauw.

40. Så var jeg klar til mere revivalrock og The xx.

    
    

    Tak fordi du læser mit nyhedsbrev. Send det gerne videre til andre, der ka’ li’ musik.

Seneste udslip fra familiefirmaet er The Womack Sisters, og deres musik rusker op i en vild musikhistorie, som rækker helt tilbage til 1960’erne, da Sam Cooke var toppen af poppen.

Inden jeg klatrer op i Womack-familiens stamtræ, vil jeg lige varsle, at du i næste uge modtager et par postkort fra festivalen Syd For Solen.

Jeg glæder mig til at høre blandt andre Dijon, Amyl & The Sniffers, Blood Orange, The xx og flere til. Og til at dele mine oplevelser.

Nyhedsbrevet er med andre ord tilbage i din indbakke efter en kort sommerferie. Tak for at læse med!

Der er udkommet overraskende mange stærke sange den seneste tid, og du finder mit Julimiks i bunden af siden.

Men først en gang frisk soulpower:

Som du måske fornemmer ved at se på og lytte til The Womack Sisters, er der et tydeligt element af retrosoul i deres look og musik. Historien spiller med, og den bliver ekstra tydelig, da de bærer et efternavn, der sætter gang i den indre jukebox.

Aktuelt handler det om BG, Zeimani og Kucha Womack. Tre kvinder fra Los Angeles, der er vokset op omgivet af musik. De har udgivet en stribe ep’er, og deres debutalbum udkommer fredag 14. august via Daptone Records.

Sådan ser nutiden ud. Nu ruller jeg baglæns gennem historien, og det kommer ikke kun til at handle om musik, men også om mord og utroskab!

Womack-familien er vild.

Vi begynder med de tre kvinders forældre: Cecil og Linda Womack. De fik i 1988 verden til at synge med på ‘Teardrops’. Før det havde ægteparret skrevet sange til andre kunstnere og lavet et par funky soulplader som Womack & Womack.

De rykkede senere i en afrikansk retning efter et besøg i Nigeria og kaldte sig for House of Zekkariyas. Duoen blev et familieorkester, hvor også Cecil og Lindas børn sang med. Linda er i dag 73, Cecil døde i 2013.

Det var ikke nyt for Cecil Womack at spille i et band sammen med sine nærmeste.

Da han brød igennem i begyndelsen af 1960’erne, var de fem Womack-brødre samlet i en gruppe. De kom fra gospel og havde sunget i deres fars kirke i Cleveland, Ohio, men inspireret af soulmanden Sam Cooke drømte de om at lave et crossover og blive pop- og rockstjerner.

Sam Cooke så potentialet og skrev kontrakt med Womack x 5, som forlod gospelverdenen og skiftede navn til The Valentinos.

De lavede en stribe stærke sange et sted mellem R&B og rock’n’roll. Deres store nummer var ‘It’s All Over Now’, som The Rolling Stones scorede og gjorde til et hit i 1964.

Den insisterende stemme på ‘It’s All Over Now’ tilhørte Cecils lillebror, Bobby Womack, så nu hopper vi til næste gren på stamtræet.

Du kender måske Bobby Womack, som bl.a. optrådte sammen med Gorillaz og efterlod en gigantisk arv af swingende soul, da han døde i 2014. Det var ham, der sang ‘Across The 110th Street’, ‘If You Think You’re Lonely Now’ og mange flere.

Bobby var onkel til The Womack Sisters.

Han var også involveret i en dramatisk affære, som involverede både søstrenes mor og mormor!

Kort fortalt blev Womack-brødrenes mentor, Sam Cooke, skudt i december 1964 i Los Angeles. Han var succesrig som sanger og forretningsmand og havde opbygget sit eget pladeselskab.

Efter en bytur endte han på et motel, hvor der opstod tumult, og motelchefen skød ham. Var det selvforsvar? Hvem var kvinden, han var taget på motel med? Var hun der frivilligt? Var det hele en konspiration mod en populær sort mand?

Fans spekulerede, og detaljerne har altid været flossede.

Hvad har Sam Cookes død med Womack-familien at gøre?

Womack-brødrene mistede den nat deres største fan og pladeselskabsmand, men der skete også det, at kort efter Sam Cookes død, flyttede Bobby Womack ind hos Sams enke, Barbara.

Det fortælles, at han gik i Sams tøj og tog pladsen som familiens patriark. De blev gift i 1965.

Sam og Barbara havde tre børn. Den ældste, datteren Linda, var 11, da faren døde. Da hun var 17, opdagede hende mor, at Bobby og Linda havde en affære.

Barbara blev rasende. Hun skød og sårede Bobby, og familien brød sammen.

Linda fulgte med Bobby, og sammen skrev de bl.a. ‘Woman’s Gotta Have It’, der var et R&B-hit i 1972.

Forholdet mellem Linda og Bobby holdt nogle år, og efter de gik fra hinanden, giftede hun sig med hans bror, Cecil Womack, og de fik syv børn. Tre af dem laver nu musik som The Womack Sisters.

Sam Cooke var altså søstrenes morfar.

Det er en vigtig, men også tung arv at bære på. Musikerbørn har til alle tider kæmpet for at slippe ud af forældrenes skygge. Her taler vi om flere generationer af legender og en stor familie, som ankommer sammen med The Womack Sisters.

Hvis man altså interesserer sig for den slags. Man kan selvfølgelig også bare høre musikken.

Jeg ved ikke, om der blev talt om mord, utroskab og sex med mindreårige steddøtre ved middagsbordet Chez Womack, men musik har garanteret fyldt meget.

BG, Zeimani og Kucha Womack er bevidste om fortiden. De ved, at rødderne kan være en byrde, når de skal stå på egne ben. Men efternavnet kan også være en fordel.

“Vi holder sammen som familie, og den lange historie er med til at fokusere os, selv om vi har været meget igennem,” siger Zaimani Womack til Refinery29.

“Det er årsagen til, at vi kalder os The Womack Sisters. Det er for at ære vores onkler og vores far.”

Arven fra Womack-klanen bliver ikke mindre af, at søstrene efter at have flirtet med moderne R&B er slået ind på retrovejen med en soullyd, der klinger af fortid.

Debutalbummet udkommer via Daptone Records, som er specialister i den slags.

Daptone har givet verden Sharon Jones, Thee Sacred Souls, Jalen Ngonda og en lang række andre kunstnere, som alle er mere end almindeligt klar over, at musikhistorien altid/ofte er en vigtig medspiller.

Juli er blevet til august, og jeg har igen samlet en stribe af de sange, jeg har dyrket den seneste måned.

Helt i top finder du Leon Bridges, der har et nyt album på vej. Soulmanden fra Texas har slået sig sammen med engelske Jungle, og det kan høres.

Der er også ny musik med festivalfavoritterne Getdown Services og Nia Archives plus de obligatoriske countrynumre. Tjek ikke mindst, hvordan det lyder, når Brendan Flowers fra The Killers forsøger sig med en slags Springsteen-duftende americana!

Og tak for at dele Nyhedsbrevet!

Jeg tager en slapper de næste uger, men er tilbage med flere ord om musik til august. Syd For Solen og andet godt venter i horisonten.

Subscribe now

Jeg sender dig ud i sommeren med lidt mere ny musik og et par podcast-tips.

Du finder junimikset i bunden af siden. Det består af nogle af mine favoritsange fra den seneste måned og lægger sig i halen på de andre månedsmiks fra 2026.

Denne gang er der bl.a. skæverter fra synth-legenden Vince Clarke, årstidsklange med Desire og Ibibio Sound Machine og friske sager fra nyere favoritter som Ibeyi, This Is Lorelei og Honey Dijon.

Roskilde-opturene, Joshua Idehen og Jalen Ngonda, får også plads i mikset.

Jeg har seneste uger været optaget af to podcasts om et par markante pladeselskaber.

Hit That Perfect Beat - The London Records Story er fortællingen om pladeselskabet, der i 1980’erne gav os Bronski Beat, The Communards, Fine Young Cannibals, Blancmange m.fl. og præsenterede Bananarama som et sublimt hitband.

Senere kom All Saints, East 17 og Shakespears Sister til, samtidig med at Pete Tong gjorde selskabet til en magtfaktor inden for klubmusik.

Podcasten er solidt besat med musikere, som nogenlunde kan huske, hvad der skete dengang. De husker i hvert fald, at ambitionerne var store. Der skulle skabes hits hos London Records, og at der var plads til at feste.

Selskabet var et semi-selvstændigt label under PolyGram, og podcasten beskriver, hvordan musikselskaber i 80’erne og 90’erne var toppen af poppen. Penge og narko flød, og man jagtede hits med alle midler.

De tre bananaramaer er virkelig godt selskab, Richard Coles fra Communards er toppen, og flere chefer og medarbejdere fra London Records medvirker med både stolthed og selvkritik. I en perfekt birolle optræder forfatteren John Niven, der i 90’erne arbejdede for London og brugte erfaringerne til nøgleromanen Kill Your Friends.

Hit That Perfect Beat er lidt løs i redigeringen, men de mange gæster og genhøret med en smuk hitparade gør podcasten til helt i orden sommerlytning.

Find den, hvor du lytter til podcast og på Youtube.

Fania Records var hovedkvarteret for salsa, da forskelige strenge af latinamerikansk musik mødtes i Nueva York og fusionerede med ungdom, frihedstrang og bevægelser i samfundet.

Podcasten Our Thing ruller historien ud med masser af stolthed i stemmen hos fortælleren Rosie Perez, der har den helt rigtige nuyorican dialekt til at guide gennem en fortælling om gangstere, purunge musikere, gigantiske ambitioner og lokal stolthed.

Den betød bl.a., at et allstar-band fra Fania Records i 1973 kunne spille for 40.000 mennesker på Yankee Stadium i Bronx.

Fania tog salsa til masserne og formulerede latinmusik for en ny generation. Salsa betyder sovs og blev et samlende begreb. Stilen er en paraply og rummer elementer af mambo, cha-cha-cha, bolero, merengue mm.

Det var nemmere at sælge musikken med ét friskt navn. Den blev gjort ny og newyorksk i stedet for at være forældregenerationens musik fra Puerto Rico, Cuba eller Den Dominikanske Republik. Det tiltalte byens unge i 1960’erne og 1970’erne.

Podcasten forklarer, hvordan Fania blev mødestedet for kunstnere med både musikalske og politisk ambitioner.

Johnny Pacheco, Ray Barretto, Willie Colon, Héctor Lavoe og mange flere. Legender som Célia Cruz og Tito Puento blev også samlet op af den nye generation.

Mange af de gamle stjerner er for længst døde, og folkene bag Our Thing har været på jagt i arkiverne efter interviews, som skuespilleren Rosie Perez kæder elegant sammen.

Som corny bonus er der oplæste reklamer for fx hårprodukter, men det er prisen, hvis man vil have gratis adgang til stærke sange, heftige rytmer og en unik musikhistorie.

Læs mere om Our Thing - The Birth of Salsa in Nueva York hos producenten Futuro Studios, der også har lyttelink.

Det har været David Byrnes metode gennem det meste af karrieren, hvor hans koncerter bliver til teaterstykker, og kaotiske slagsange rejser sig fra tankens regneark.

Subscribe now

Jeg skriver i dag blandt andet om David Byrne og selve det at optræde.

En Roskilde Festival giver nærkontakt med mange forskellige musikere og koncert-ideologier, og fredag så jeg både stramme seler og kaospiloter, som rykkede på hver deres facon, men havde samme mål; at få musikken til at lette og blive frie på scenen.

Tak fordi du læser med.

David Byrne stod for en af de store veteranbilletter på årets Roskilde. Han gæstede festivalen første gang i 1979 sammen med Talking Heads og har været tilbage som solist flere gange. Det kunne ses i timerne op til fredagskoncerten på Arena, der samlede generationer af fans.

Både dem/os, der købte Speaking In Tongues i nutid, og alle dem, der med tiden har opdaget, at Talking Heads-pladerne er et grundstof, som lever videre i andre bands. Bare spørg LCD Soundsystem eller Robyn.

David Byrne, 74, holder fast i historien, men han er løbende i gang med at omskrive præsentationen af de gamle sange. Man kan mene, at deres legende lethed og tunge funky grooves kalder på frie fortolkninger, men Byrne går den modsatte vej.

Han kører et stramt skib, og hans koncerter har gennem mange år været fuldt koreograferede og afvikles som en slags musicaler.

Det er sådan, David Byrne finder friheden. Den hviler på et sikkert fundament, og mens andre musikere ville dø af kedsomhed mellem gentagelserne og de indøvede bevægelser, er de faste strukturer hans vej til at holde det hele ud.

I den nyeste Talking Heads-biografi, Jonathan Goulds Burning Down the House fra 2025, fremgår det tydeligt, at Byrne ikke anede, hvad han skulle stille op med sig selv på scenen, da Talking Heads begyndte at spille i slutningen af 1970’erne.

De kom ind med punk-toget, men var ikke punkede i andet end sind. Han var en akavet frontmand, og bandet endte med at stå som naglet til scenen.

David Byrne er glad for eksperimenter, men er ikke god til improvisationer. Og hvad skal man dog sige til folk?

På Arena var det tydeligt, at alle indslag af snak var memoreret og planlagt.

Hovedpersonen kom til at begynde en monolog på et forkert tidspunkt, men stoppede op, spolede hjernen et andet sted hen og forsatte med en ny planlagt sangintroduktion.

Biografien bruger en del energi på at afsøge Byrnes plads på diagnosespektret. Han har selv i interviews nævnt Aspergers Syndrom og beskrevet sig som “højtfungerende autist.”

I det univers er struktur ofte en vigtig assistent, og David Byrne har gjort sine udfordringer til en styrke. Fans kender udtrykket fra koncertfilmen Stop Making Sense fra 1984, hvor alt var planlagt og iscenesat, og Talking Heads brugte det sikre fundament til at få taget til at lette.

Som solist har Byrne recirkuleret den idé, og konceptet fandt sit foreløbige klimaks på turnéen, der ramte Roskilde i 2018 og senere blev til teaterstykket og filmen American Utopia.

Her løste David Byrne musikerne fra deres fast pladser. Der var ingen synlige kabler eller forstærkere, og alle bevægede sig (stort set) frit omkring på scenen med deres instrumenter.

Orkestret kom til at minde om et brasiliansk karnevalsband, der kommer ned ad din gade og sætter gang i festen.

Årets show fulgte samme tangent med få justeringer. Jakkesættene var blå i stedet for grå, og der var lidt flere film og fotos i baggrunden.

Men meningen var den samme - fra den blide åbning med ‘Heaven’ fra Fear of Music til det obligatoriske klimaks med ‘Once in a Lifetime’ og ‘Burning Down The House’.

Det så flot ud, og den traditionelle koncertform blev udfordret, men jeg oplevede, at musikken i perioder led under, at opsætningen var lige lovlig teateragtig.

Jeg har ikke brug for musical-diktion og ekstra store armbevægelser, når jeg hører ’This Must Be the Place’, og selv om publikums maniske skrig i ‘Psycho Killer’ var en fest, fik jeg undervejs nogle grumme Dr. Dante-flashbacks.

Teaterkoncert er et skræmmende ord.

Mutantfunk lyder til gengæld fedt, og alt var godt, da ‘ Slippery People’ funkede scenen op, ‘Life During Wartime’ dansede på kanten af dommedag, og en nyere sang som ‘Everybody Laughs’ løftede humøret.

Tidligere på dagen oplevede jeg Getdown Services arbejde med et modsat udtryk, men jagte det samme som organiserede David: Frihed og glæde.

Duoen fra Bristol slog et slag for den utrænede mandekrop i bare maver og sportsshorts. De lignede to englændere på ferie i Magaluf, hvor de har erobret Soundboksen og plager alle ved poolen ved at råbe ind over numre med Sleaford Mods eller (igen) LCD Soundsystem.

Bare tilsat absurd humor og voldsom energi.

Klokken var 16, da de skruede op til max på deres backingbånd, spillede lidt AC/DC-guitar, dansede, svedte og satte gang i hoppelege med publikum.

Getdown Services slap tøjlerne og skød glæde ind i stor flok under teltdugen på Lagune.

Der var sange om franske kartofler (‘Crisps’), hundesavl (‘Dog Dribble’) og om at banke hovedet ind i radiatoren (‘Radiator’).

Et vist element af ironi er også på spil, når en i store træk elektronisk duo vælger at gå på scenen til Status Quos boogierock-klassiker ‘Whatever You Want’ og slutter festen med at danse inderligt til lyden af Daft Punks ‘One More Time’.

Jeg så kun tre hele koncerter i løbet af fredagen, men de gjorde alle et stærkt indtryk.

David Byrne med strukturen, idéerne og klassikerne.

Getdown Services med energien og anarkiet.

Og så var der Sierra Ferrell, der lagede sig et sted midt i mellem med en af de bedste countrykoncerter, jeg har set i lang tid.

Hendes velklædte band var i hvid cowboystil med passende hatte og spillede ubesværet og swingede et sted mellem fortid og nutid. Der var jordnær honkytonk og nærmest rockagtige ballader serveret med mandolin, banjo, violin og pedal steel.

Som jeg har for nylig skrevet om countrymusikkens aktuelle optur.

Sierra Ferrell har med sin lyse Dolly/Emmylou-klingende stemme og skønne påklædning opnået en lun position som tjekket kultfavorit, der fortjent finder et stadig større publikum.

Hendes band tager i hvert fald min pris som festivalens flotteste.

Opstillingen var snorlige og i sange som ‘In Dreams’ og ‘American Dreaming’, ruskede Sierra Ferrell op i traditionerne og fandt sin egen vej til frihed.

Du kan læse mit første postkort fra årets Roskilde Festival her:

Men i virkeligheden er der mange. Vi har hver især vores egen festival og oplever en kombination af bands og mad, venner og fest, som ingen andre ser.

Jeg har været i Roskilde de seneste dage, og NYHEDSBREVET består af glimt fra min festival. Det er ikke hele sandheden om årgang 2026, for den findes ikke. Det er snapskud og opture, jeg har haft.

Du kan læse om blandt andre Tarrak, Smertegrænsens Toldere, Ethel Cain, regnvejrs-soul, en flamenco-fornyer og Malk De Koijn.

Vi begynder med begyndelsen. Den første kunstner, jeg så i år, er stadig mit højdepunkt: Mød Joshua Idehen.

Joshua Idehen åbnede Gloria med en puls, der lød af både klub og kirke.

“Jeg healer min smerte på steder som dette,” sagde han og kom med en erklæring, som jeg og formentlig mange andre forstår: “Det her er min kirke.”

Joshua Idehen var kommet for at feste med et miks af spoken word og house.

“Rytmen er mit våben,” messede han i ‘Illegal Hit’ og forvandlede en staldbygning på dyrskuepladsen til en klub med ham selv som indpisker, danser, fortæller og en slags præst.

“Klubber og koncerter er de eneste steder, jeg har været tæt på en højere magt,” erklærede poeten, der voksede op som katolik, men har forladt kirken.

Ånden sidder dog i ham, og han lånte et element fra gudstjenesten og bad alle de tilstedeværende om at vende sig mod en fremmed og siger: “Du er god.”

Joshua Idehen var selv mere end god - fantastisk, faktisk - og på den måde begyndte Roskildes store musikdage helt på toppen.

Når jeg bevæger mig omkring på pladsen, er det tydeligt, at festivalen er en samling af menigheder.

Et sted opstår et fællesskab omkring en rapper, samtidig et andet sted mødes folk om en elektronisk rytme og fra det fjerne rammer lyden af et growlende grindcore-band, og jeg ved bare, at hvis jeg vil møde battleveste, er det der, jeg skal gå hen.

Festivalen er et kludetæppe af unge goths, der står som saltstøtter mellem fans, der danser til poppede Pil (desværre var det ikke P.I.L.).

Det næste kirkerum, jeg dumpede ind i, var importeret fra Mississippi. Annie & The Caldwells sang deres bedste nummer, ‘Wrong’, og de fire kvinder og deres hyggelige band spredte gode vibrationer. Damerne lignede TLC's mostre. Det var church ladies i store football-trøjer og vilde solbriller.

De sang Gap Bands ‘You Dropped a Bomb On Me’, og kirken blev nærværende i en opløftet udgave af ‘I Believe to My Soul’, som Ray Charles skrev og indspillede i 1961.

Det er vildt at tænke på, at Broder Ray faktisk har spillet Roskilde. Og Al Green!

Annie & The Caldwells var slet ikke i samme klasse, men man mærkede jetstrømmen fra Helligåndens indflydelse på musikhistorien.

I løbet af de første musikdage landede jeg igen og igen i den slags mikrokosmosser.

Nogle er midlertidige og opstår omkring en kunstner. Andre er nærmest permanente.

Det gælder ikke mindst Gutter-folket, som er en rockelskende stamme, der holder til i Fauna-området. De har tidligere haft base ved scener som Pavilion og Gaia, hvor man kunne støde ind i et garagerockband og Johan Olsen fra Magtens Korridorer.

Nu er stammen flyttet til Fauna, som er en af årets nye scener. Gutter Island-festivalen driver baren, der er langborde i lysningen og en endda bagerbod fra Flere Fugle. Har man brug for mere?

Hvis jeg en dag holder på med at høre my musik, skal jeg bare sidde her og fortælle røverhistorier, mens jeg kigger på kids i Dead Kennedys-T-shirts, voksne mænd i Bikini Kill og tatoverede typer af alle køn.

I første omgang nøjedes jeg med at høre Smertegrænsens Toldere, der har et af de bedste navne i dansk støjrock/metal. Aarhus-bandet spillede mindst 27 numre i løbet af 32 minutter (magasinet Devilutions grundige anmelder talte med!)

Koncerten åbnede friskt med en kollage af Peter AG-citater, der handlede om, at det er mærkeligt, at Gnags ikke må spille på Orange.

Jeg vil nu hellere høre Smertegrænsens Toldere, der fandt et hårdt sted mellem hardcore og bøllepunk. Hurtige, korte sange. Ekstremt tight og velråbt.

Torsdag faldt regnen, og folk søgte ind i de store telte for mere end musik.

Det mærkede Dean Johnson, som sang sin milde americana sammen med to danske musikere, han kun havde øvet med en enkelt gang. Det fungerede fint. Dean er fra Seattle og lød som et møde mellem Hank Williams’ country og Fleet Foxes’ vokaler.

“De fleste sange handler om heartbreak, men der er også nogle om jalousi.”

En rar koncert.

Der bor 56.000 mennesker i Grønland. Det er ca. en halv Roskilde Festival. De har bare lidt mere plads at boltre sig på. Tarrak er en af Grønlands mest markante yngre musikere, og rapperen kom til festivalen med mere end musik.

Vi er vant til at høre nordirske rappere kritisere englænderne, få sorte amerikaneres historier om det hvide samfund, men hvordan reagerer vi som danskere, når der bliver sat spot på vores egen rolle i Grønlands virkelighed?

Tarrak talte om grønlandske vinkler frem for danske. Han fik publikum til at hyle som slædehunde.

“Er lyden god? Vi har en grønlandsk lydmand,” understregede han, før han rappede i dobbelttempo, fik hjælp af trommeslageren Ihan Haydar (som ikke er grønlænder) og oversatte undervejs teksterne til dansk.

Tarrak havde gang i et ambitiøst projekt, som var ved at drukne i snak, men hævede sig, da musikken fik ordet, og der blev plads til et kampråb mod en fælles fjende: “Fuck Donald Trump.”

I den danske virkelighed tog regnen til, og det gik ud over soulsangeren Jalen Ngonda på den nådesløse, åbne EOS-scene.

Jeg havde ondt af ham, men der var mange dansende regnjakker, der holdt ud og dyrkede hans elegante lyse stemme.

Malk De Koijn mødte samme udfordring på Orange, hvor dj-pulten måtte pakkes ind i gennemsigtig plastik. De tre bananer er begavet med et loyalt publikum, og den store klub kan ikke holdes nede af tunge byger.

Jeg har set Malk en del gange i nyere tid, før og efter jeg skrev bogen om Sneglzilla (køb den her!), og det lyder måske underligt, men de svære vilkår bragte noget godt frem i Blæs Bukki, Geolo G og Tue Track. De var sammenbidte og kunne ikke være andet end fokuserede.

Folk kan teksterne udenad og omkring mig, rullede ordene til ‘Kosmisk Kaos’, ‘Pige, Girl’ og alle de andre ud af fans i alle aldre. Musikken og de skarpe beats lød bragende godt i de gigantiske højttalere. Wuf!

Senere så jeg den engelske rapper Little Simz have fuld kontrol over Orange og Ethel Cain bringe tårerne frem hos sine dedikerede fans på Arena.

Ethel Cains tekster kigger under Bibelbæltet efter inspiration til goth-agtige sange med tung synth i et drømmende tempo.

Hendes mest poppede nummer, ‘American Teenager’, var første indslag, og derfra trak hun showet over i et mere mystisk, halvkultisk univers. Storskærmen viste fans på forreste række med kors om halsen og i ørerne. De stirrede intenst på den gummistøvleklædte sanger.

Men det, der for alvor kronede min torsdag var Yerai Cortés.

Flamenco-guitaristen er i sig selv et fascinerende fænomen. 31 år gammel er han en af genrens vigtigste fornyere, men det, der gjorde showet på Fauna til noget særligt, var iscenesættelsen.

Cortés var omgivet af seks kvinder. De sang, de stampede og de klappede.

Deres unisone stemmer var et magtfuldt instrument, og hver sang havde sin egen scenografi. Kvinderne flyttede mikrofonstativer og bevægede sig langsomt omkring guitaristen, som sad og stod med instrumentet i skiftende positioner.

Det var hypnotiserende og en gave at få lov til at komme tæt på en kunstner, som i Sydeuropa er hastigt på vej mod stjernestatus.

Flamenco er en urkraft, guitarspillet er delikat, men det var det intense udtryk, som fastholdt opmærksomheden.

Du kan høre lyden på 2026-albummet ‘Popular’, men det visuelle element må du tænke sig til.

Der er på papiret langt Joshua Idehens snak og house til Yerai Cortés guitar, men kunstnerne deler en passion og en virtuositet, man ikke møder til dag.

De minder mig om, hvorfor Roskilde bliver ved med at være min ‘kirke’.

Begge spillede små steder, og de fleste andre festivaldeltagere kom ikke i nærheden af disse oplevelser.

De var ude og dyrke deres egne menigheder.

Derfor har du brug for nogle tip til oplevelser og kunstnere, som kan gøre turen til Midtsjælland lidt sjovere.

Hvis du ikke er festivaltypen, kan Nyhedsbrevet tilbyde idéer til friske musikalske oplevelser, som også holder på plade eller stream.

Du har registeret, at The Cure og Lily Allen spiller, og der er heller ingen grund til, at jeg minder dig om, at Aphaca er populære.

Så kom i stedet med på en tur gennem 10 kunstnere, som står med mindre bogstaver på plakaten, men de rummer alle muligheden for at blive festivalstjerner.

Nu handler det om opvarmning: Der er en playliste i bunden af siden.

PS - Jeg tager til Roskilde i denne uge og sender ekstra nyhedsbreve i løbet af festivalen. Vi ses til højre for scenen! (Bortset fra dér, vi altid står til venstre.)

1. Luisa Almaguer, fredag.

Vi var mange, der spærrede øjne og ører op, da Luisa Almaguer begyndte at synge på Orange Scene sidste år. Hun var i Roskilde som del af Africa Express og formentlig ukendt for de fleste, men sikken stemme!

Hendes optræden gjorde så stort indtryk, at hun er booket igen.

Luisa Almaguer bevæger sig som solist mellem genrer og kan mere end bare sprede en mexicansk fest. Hun er transkvinde og synlig aktivist på den front i hjemlandet.

2. Annie & The Caldwells, onsdag.

Funky gospel fra Mississippi er også Roskilde i 2026. Annie Caldwell og hendes søstre havde engang en vokalgruppe, men kom væk fra musikken. Annie har i stedet drevet en tøjbutik i den lille by, hvor familien voksede op.

Nu har nørderne, der fandt Staples Jr. Singers, opsnappet talentet og fået Annie & The Caldwell på plade og turné. Halleluja og tak for det. ‘Wrong’ findes btw i en række remixudgaver, der viser, at gospel, disco og house deler mange følelser.

3. Sierra Ferrell, fredag.

Jeg så Sierra Ferrell to gange på Tønder Festival i 2023. Den første aften var rowdy og honkytonk-agtig i et telt. Den næste omgang var delikat og rodbevidst på den store scene, og begge gange lyste sangerinden fra West Virginia som en stjerne.

Sierra Ferrell har samlet på musikpriser de seneste år, hvor hendes oldtime country og livlige americana er nået langt uden for genrens faste tilhængere.

4. Getdown Services, fredag.

De er fra Bristol og snakker i stedet for at synge. Deres numre har et godt beat og masser af humor. Getdown Services er som skabt til at blive festivalfavoritter.

Jeg har tidligere skrevet om tendensen med taleplader, og Getdown Services er en stærk eksponent for snakkebølgen.

5. Mark William Lewis, fredag.

Jeg er glad for, at Mark William Lewis er placeret indendørs i Gloria-bygningen. Det ville være ubærligt, hvis hans fint vævede guitarfigurer og milde melodier, skulle blive ramt af et uvejr.

Da jeg hørte ‘Petals’ første gang, kom jeg til at tænke på The Durutti Column eller måske guitaren hos Orange Juice. Det var som at få et postkort fra en glemt ven.

Den engelske musiker har for nylig optaget en minikoncert for Brodie Sessions i København.

6. Joshua Idehen, onsdag.

Joshua Idehen er poet og sanger med rødder i Nigeria. Senest har han boet i England og Sverige, hvor han stødte på en producer, han hedder Ludvig, som nu udgør den anden halvdel af en duo.

Stilen er poetisk og frisk, og der er masser af gode ord til både reflektion og dans.

Desuden har Joshua Idehens debutalbum en dejligt lang titel: I Know You’re Hurting, Everyone Is Hurting, Everyone Is Trying, You Have Got To Try!

7. Yerai Cortés, torsdag.

Flamenco er endnu en af de historiske regionale genrer, som med mellemrum bliver genopdaget og fornyet. I Spanien har særligt Rosalía sparket til den bold, men også Yerai Cortés har sat gang i en ny fest for håndklap, intens sang, kastagnetter og fingerspil på akustisk guitar.

Han er noget af et fænomen, som aktuelt også kan ses i biografen i en dokumentarfilm. Flamenco-fornyeren og hans hold kommer tilbage til Danmark til november og giver to koncerter i Alice.

8. Sherelle, onsdag.

Hardcore og jungle får en tur mere i manegen, når engelske Sherelle stiller sig ved dj-pulten. Beatet er hurtigt, pulsen kommer op, og hendes gig på Roskilde sent onsdag kan blive en af den slags fester, der maser den sidste energi ud af deltagerne. For den dag.

Sherelle er ved siden af karrieren som klub-dj og musiker også en værdsæt radiovært på BBC 6 Music.

9. Khana Bierbood, torsdag.

Psykedelisk rock fra Thailand har haft optur de seneste sæsoner. Bare tænk på dele af Khruangbins musik og danske Ki!, som har et godt øje til surf-inspireret, flippet rock med et touch af Sydøstasien.

Khana Bierbood er navnet, du skal huske, når dine venner spørger, om du har et bud på en overraskelse på Roskilde. Tjek deres album som Monolam. Det er super fedt - og ret sjovt.

10. Jalen Ngonda, torsdag.

I 2025 var det Thee Sacred Souls, der holdt retrosoul-flammen i live og bedømt på interessen for deres musik i Arena-teltet, bør der i år være stor opbakning til Jalen Ngonda.

Han er knyttet til Daptone Records, som er specialister i at gøre den gamle soullyd frisk igen. Jeg så Jalen i Lille Vega for to år siden, og det var skønt. Han er endnu bedre live end på plade.

Jeg har tidligere skrevet om retrosoul-bølgen, som altid er stærk.

Roskilde-programmet er enormt, og jeg tror ikke, at jeg får undersøgt alle bands, før det hele er slut. Men det er en del af sporten.

God fornøjelse - ude eller hjemme - her er en playliste med flere tip og muligheder.

Inkl. verdens korteste grindcore-nummer!

Anden gang kravler hun op på de forreste fans og synger videre fra en plads på toppen af menneskehavet. Sangeren er klædt i en lang hvid T-shirt med Chers ansigt på forsiden, og hendes smukke røde cowboystøvler antyder, at hun er fra Texas.

Men det her er ikke country, det er punket rock med et touch af riot girrrl-attitude. Og så er det lige det sted, hvor metalfestivalen Copenhell møder popstjernen Olivia Rodrigo.

Der er mange mænd på Copenhell. Sådan har det altid været i metaluniverset, hvor herrerne dominerer på scenen og blandt publikum.

Det har i årevis været et kritikpunkt, at der ikke blev booket flere kvinder. Jeg husker, at Dennis Lyxzén fra svenske Refused lige frem talte om det fra scenen og skosede festivalens blinde vinkel.

Subscribe now

Der er gradvist kommet flere andre personer ind i mikset, og man fornemmer, at arrangørerne arbejder med kønsbalancen. Lige som man gør det på en del andre festivaler.

Men for nogle kunstnere går udviklingen ikke hurtigt nok. Senest har Olivia Rodrigo annonceret sin egen festival, som kun har kvinder på plakaten. Det er ikke metal, men pointen er til at få øje på: Fuld fokus på kvinder, der rocker - fra legender som Stevie Nicks til rapperen Doechii, hitmageren Chappell Roan og så videre.

Festivalen Daisy Chain foregår i det sydlige Los Angeles til august, og Die Spitz skal være med.

At dømme efter deres show på Copenhell torsdag eftermiddag, kan kvartetten fra Austin give popfesten et skud guitar og bygge bro mellem 1990’erne og i dag. De har hørt Hole, Bikini Kill og måske L7 og trækker deres forvrængede guitarriff op i nutiden.

De var livlige på Gehenna-scenen, hvor bassisten Kate Halter stod på hænder, og sangpræsentationerne var korte:

“Den her handler om tis.”

“Den næste handler om porno.”

“Free Palestine!”

Olivia Rodrigo skjuler ikke sin begejstring for poppunk og har allerede haft The Breeders med på turné. Det er en fin gestus at vise sine forbilleder frem og lade nye generationer opdage sange som ‘Cannonball’.

Hun har også optrådt og indspillet sammen med Robert Smith fra The Cure, men det er en anden historie med samme budskab.

Die Spitz præsenterede sig som et livligt band med en fleksibel opstilling, hvor trommeslageren Chloe de St. Aubin og guitaristen Ava Schrobilgen byttede plads undervejs i koncerten. Chloe blev forsanger på et par numre og rykkede sounden tættere på garagerock i ‘Voir Die’ og ‘Groping Dogs Gushing Blood’. (Die Spitz udkommer på Jack Whites Third Man Records).

Ellers stod den mest på tyngde og melodier, man kunne råbe med på.

Idéen om at lave en festival kun med kvindelige kunstnere og bands er ikke ny.

Den mest succesfulde var Lilith Fair i slutningen af 1990’erne, der udsprang af den frustration, som den canadiske musiker Sarah McLachlan oplevede. Hun blev igen og igen konfronteret med radiokanaler og festivaler, der gik uden om kvindelige kunstnere.

Lilith Fair samlede en større karavane af musikere på turné gennem Nordamerika og blev en kommerciel og kunstnerisk succes.

Olivia Rodrigo kender den historie og har booket Sarah McLachlan som særlig gæst til sin festival.

Den kvindelige del af Copenhell tæller i år alt fra de nonneklædte Dogma og støjrockerne Faetooth, som jeg skrev om i går.

Der er japanske Babymetal, danske Konvent, indonesiske Voice of Baseprot plus en lang række kvinder i markante roller som sangere og musikere i blandede bands.

Det gendannede Mor (MØ og Josefine Struckmann) spillede torsdag efter min sengetid.

Die Spitz gjorde mere end at styrke kvindekvoten og krydse boksen af, hvor der står ‘flere kvinder på scenen’.

De lød som skiftevis en langefinger og en knytnæve, og sang ‘Pop Punk Anthem (Sorry For The Delay)’, så det var nemt at forstå, hvad såvel popstjerner som metalfestivaler falder for.

39.000 maste sig ud ad den smalle vej til Refshaleøen, hvor asfalten foran den skulende ulv var som en stegepande, og mængden af vittigheder om kombinationen af varme og Helvede var uendelig.

Jeg var på stængerne fra Dogma åbnede i nonnekostumer til selveste Jernjomfruen, Iron Maiden, gentog sig selv. Du kan læse mine noter og indfald nedenfor.

Det store kick kom igen i år ude i hjørnerne af festivalen. Det kan virkelig betale sig at læse de navne, der står med småt på plakaten.

I den ånd sender jeg dig en guide til Roskilde Festival på mandag.

Men først en tur gennem støv og støj, sirener og slagord:

Onsdagen på Copenhell ‘26.

”Her kræves der visdom! Den, der har forstand, må regne på dyrets tal, for det er et mennesketal. Dets tal er 666.”

(Johannes’ Åbenbaring, kapitel 13)

Kort efter portene åbner, er mængden af Iron Maiden-T-shirts pr. kvadratmeter allerede ude af skalaen.

Dogma er første band på scenen. Dogmesøstrene er klædt ud som nonner med hvidkalkede ansigter. De beskrives af konferencieren som “ren eksorcisme”. Der er nærmere tale om et exploitation-produkt udtænkt af mandlige producere i Uruguay.

I minutterne før koncerten råber en fyr igen og igen: “Pjerrot, Pjerrot kom nu frem, ellers går vi aldrig hjem.”

Gruppen er for nylig splintret i to fraktioner, men hvem bemærker forskellen, når alle fem kvinder på scenen er sminkede, udklædte og spiller Kiss-agtig popmetal.

Jeg indleder jagten på en is.

Det danske hardcore band Split har gang i årets første circle pit på Gehenna-scenen. De taler om fællesskab og takker deres familier: “Forældre, husk at støtte jeres børn!”

“Den næste sang hedder ‘Broken’.”

Noget af det bedste ved hardcore er, at sangene er tunge, hurtige og korte. Det bliver jeg mindet om, da jeg skifter Split ud med Mammoth.

Chef-mammutten er Wolfgang Van Halen. Ja, the Son of Eddie (fra Van Halen, ikke Iron Maidens maskot). Wolfgang blev som ung bassist i Van Halen og spillede med gruppen indtil Eddies død i 2020. Nu er han sanger og guitarist i et band, der har let til lir og tapping af den slags, som ville være ren blasfemi, hvis det ikke blev leveret af en fra familien. Store omkvæd. Lange soloer.

Det var den is, vi kom fra.

Iron Maiden har 10 forskellige T-shirts plus det løse til salg i merch-boden. 400 kr. stykket. Køen er lang hele dagen.

Is-skiltet er minimalt i Naturli’-baren, men deres plantebaserede Double Trouble chokolade-is er fremragende. Falder på et varmt sted. 35 kr.

Søger ind i skyggen i Copenhell Con-hallen, hvor der er aircondition. Her kan man tage en pause fra musikken, sy stofmærker på battlevesten, game, se på tegneserier og få en Airbrush-tatovering og supplere weekendvesten med et midlertidigt look.

Con byder også på talks, og jeg fanger en god snak mellem komikeren Natasha Brock og korlederen Claus Christensen. De taler om at vokse op som henholdsvis mormon og i Pinsekirken. Begge har brudt med kirkerne.

“Jeg har altid frygtet Helvede, men havde jeg vidst, at det var så hyggeligt, var jeg kommet på Copenhell noget før,” siger Natasha Brock.

Hvad laver en snak om tro og tvivl og tvang på en metalfestival? Dude, metal skylder kristendommen en omgang. Djævlen er en figur i Biblen, hvor historierne leverer skyts til sange af mange slags. En fyr, der hænges op på et kors og bagefter vender tilbage fra de døde? Det bliver ikke mere metal.

Ellers tænk på bandnavne som Testament, Lamb of God, Exodus, Avenged Sevenfold og så videre. Black Sabbath! Forbindelsen er stærk, og så er det sådan set lige meget, hvilken vej korset vender.

Passerer Helviti-scenen, mens Tom Morello råber “Fuck fascisme!”

Guitaristen med en fortid i Rage Against The Machine, Audioslave og Prophets of Rage medbringer en hilsen fra sin mor på 102. Det er en stor forældredag på Copenhell.

Jeg kunne blive hængende og vente på et Rage-nummer, men vælger nutiden.

På Gehenna skruer Twenty One Children op. Det er tre hoppende unge mænd fra Soweto. De rapper, growler og skriger, og pulsen stiger i den stegende hede.

Deres Puma Suede-sko er støvede, og sangeren fortæller om engang, han havde været ude og skate og blev standset af politiet på vej hjem.

“Soweto cops are bastards. ACAP!”’

De spiller en sang på bare 24 sekunder, men den er så god, at de spiller den en gang mere. Det minder mig om, at Napalm Death er på Roskilde-plakaten. De har et nummer på et (!) sekund.

Bag mig står en kvinde med en Mötley Crüe-T-shirt. Hun kan ikke have overværet deres skandaløse show i 2023.

Programmet rammer sidst på eftermiddagen en rolig fase. Der er folk overalt. Festivalen trækker 39.000 pr. dag fra onsdag til lørdag og har været udsolgt i lang tid.

Alle subkulturerne er mødt op: Goths, dem i klanternede nederdele, manga-typerne, de piercede, hanekammene, de ligmalede, midaldrende mænd i frisk merchandise osv.

Mængden af West Ham-trøjer stiger. Både de rigtige fra Premier League-nedrykkerne, og dem, som Østlondons Iron Maiden har lavet i klubfarverne ‘claret and blue.’

Køerne til madboderne er lange. Der tankes op før aftenens hovednavne. Hells Dells er gode igen i år.

Spotter David Nielsen i RIP-området. Fodboldtræneren har klædt sig praktisk i bar dunk og solbriller (og jeans). Er han Iron Maiden-mand? Jeg har ham mere som en Suicidal Tendencies-type.

I RIP er en kvinde ved at blive hængt op med reb i en indviklet bondage-stilling. Folk går forbi, som om det er helt almindeligt.

Alice Cooper har rejst sig fra kisten og lyder som den koncert, jeg overværede på festivalen i 2016. Det kan du læse om her.

Går mod nutiden og Gehenna.

Her spiller Faetooth fra Los Angeles et mix af shoegaze og doom. En slags indierock møder metal. Det går langsomt, vokalerne fra de to syngende kvinder på bas og guitar er begravet dybt i mixet.

Trioen favner en pæn flok på skovscenen. Nogle kan være dukket op for at nyde skyggen under træerne. Sangstemmerne klinger et sted mellem growl og urovækkende skrig. Musikken er tung og fuzzy, og et nummer hedder meget passende ‘White Noise’. Godt band.

Jeg giver 78 kr. for kold dåseøl som svalende supplement til vandet fra vandposterne.

Folk er begyndt at falde. Hedeslaget på Refshaleøen er i gang.

Faetooth spiller et kort sæt, så jeg er tilbage ved Helviti til Alice Coopers slutscener.

Han er trukket i den blodige spændetrøje og synger ‘Only Women Bleed’ fra 1975 - What a song! Jeg vil gerne bestille en Copenhell-koncert kun med alle metallens største powerballader.

Og så ryger hovedet af i guillotinen. Og så kommer ‘School’s Out’. Alice følger planen, og folk skråler højt.

Rykker over til Hades-scenen og står i et hav af trekvartlange shorts, da Suicidal Tendencies gå i gang.

Jeg skal lige tjekke den aktuelle bassist. L.A.-bandet har tidligere været en kuvøse for basstjerner: Rob Trujillo kom videre til Metallica, og Thundercat er i dag en funky outsider, der laver spændstige soloplader og leger med Kendrick Lamar og Michael McDonald.

Bassisten er for tiden den 21-årige Tye Trujillo. Det er Robs dreng, som har arvet sin fars position. Han ligner en skoledreng ved siden af S.T.’s sanger og udråber, Mike Muir, 63.

Der er mere Los Angeles på Pandæmonium.

Slay Squard har indspillet med såvel Tom Morello som rapperen ASAP Rocky, og de åbner med en dansende dj, der forsøger at pumpe stemningen op med en stribe rapnunre.

Der sker intet, før bandet ankommer og straks lægger op til en Wall of Death. Publikum er med på spøgen og mosler ind i hinanden.

Slay Squad er et kludetæppe af idéer og referencer. Det sort metal. Kaotisk som et rapkollektiv à la Odd Future. Skærende hårdt. En sammenbidt udgave af NERD.

De omtaler selv musikken som ‘ghetto-metal’, hvilket svinger godt sammen med den ‘township-metal’ fra Soweto, jeg hørte tidligere. Flere af musikerne er maskerede.

Det er gruppens første besøg i Europa, og de finder mange nye venner, mens en circle pit rejser skyer af støv.

Når man kaster et blik på Copenhell-programmet, kan det se en smule bedaget ud.

1970’ernes og 1980’ernes arbejdsmænd fylder stadig en del, mens 1990’ernes ustabile stjerner dukker op, når de bliver gendannet.

Men nutiden findes, og den har det godt. På sidste års festival fik jeg et kick af en stribe nye danske bands. 2026-udgaven bliver rocket af kvinder og sorte musikere, som udfordrer Copenhells (og metalgenrens) stereotyper.

Som en sidste gerning ser jeg den første halve time af Iron Maidens show. Bandet trækker mange fans til festivalen og eksisterer i sin egen tidslomme.

“Vi er på en 50-års jubilæumsturné,” forklarer sangeren Bruce Dickinson.

“I har hørt alle sangene før, men ikke i denne rækkefølge.”

Så går scenetæppet til side, og ‘Phantom of the Opera’ understreger, at Iron Maiden måske nok begyndte som en del af The New Wave of British Heavy Metal, men på mange måder er det bare et progrock-band, der spiller hurtigt.

Jeg lister hjemad til lyden af ‘The Number of the Beast’, som serveres med introen taget direkte ud af Biblen og Johannes’ Åbenbaring.

Dette ’dyrets tal’, 666, er et symbol på Guds ærkemodstander og findes i folkeeventyr såvel som metaltekster:

”The ritual has begun, Satan’s work is done. Six six six, the number of the beast.
Sacrifice is going on tonight,” synger Iron Maiden.

End ikke medlemmer af kristne sekter behøver dog være nervøse. Ritualet på Copenhell er helt og aldeles fredeligt.

Copenhell forsætter til og med lørdag 27. juni med bands som Bring Me Horizon, Queensryche, A Perfect Circle, Anthrax, P.O.D., Volbeat, Babymetal og de gendannede Mor.

Jeg tog til den nye countryfestival i Tivoli i København for at tjekke genrens nutid og kom hjem med ‘Jolene’, ‘Keep Your Hands To Yourself’ og ‘Take Me Home, Country Roads’ i baghovedet.

Brad Paisley havde gang i en virkelig god koncert, da han trak ‘John Denver’-kortet og slog lejrbålsakkorderne til ‘Country Roads’ an. Fra samme sekund begyndte publikum på Plænen at synge med, og fællessangen rejste sig mod den smukke sommerhimmel og supplerede hvinene fra Det Gyldne Tårn.

Den venlige entertainer havde flere gange fortalt, hvor vild han er med København, og det ville ikke have overrasket, hvis han havde sunget 1971-klassikeren med dansk tekst.

Sangen om West Virginia blev dengang oversat til jukebox-favoritten ‘Jeg vil bo på Vesterbro’, og Tivoli er ret beset en indgang til den bydel.

Men ingen Teddy, Chano, Jan & John, til gengæld masser af rocket country og intense ballader fra Brad Paisley og hans band af afslappede proffer.

Tivolis tredages countryfestival er et af mange eksempler på, at genren lige nu har optur i Danmark. Zach Bryan samlede for nylig næsten 30.000 i Parken, og der er countryindslag på festivalerne fra Heartland og Tinderbox til Roskilde og Tønder.

Streaming har skaffet lettere adgang til musikken, og det har åbnet genre-døren for et større og yngre publikum. Dén tendens har Tivoli opsnappet.

Det er nyt med en hel countryfestival i forlystelsesparken, men det er ikke nyt med country på det sted. Jeg husker en Johnny Cash-koncert på Plænen i 1980’erne. Det var før, The Man In Black fik sit comeback, og han ankom med familien og alle de gamle travere om tog og mord og ringe af ild.

Willie Nelson har spillet i koncertsalen, og jeg har set en meget lækker plakat for en Country Music Caravan, der ramte Tivoli i 1970 anført af Buck Owens & His Buckaroos, Billie Jo Spears og Wanda Jackson!

Countrybølger har før været stærke og skabt dønninger fra Nashville til Dansktoppen.

Der er et element af cosplay i den danske countrybevægelse, og folk var taget i Tivoli for at lufte hatte, støvler og frynser.

Det var muligt at købe mere grej, mens man lyttede til fx svenske Maja Francis, der sang sine charmerende ballader om PMS og skilsmisser med kækt Dolly-knæk i stemmen. Hvis du vil vide mere om Maja og hele den svenske countryhistorie, er dokuserien Countrylandet Sverige et must i sommerferien.

Ester Brohus forsvarede fredag de danske interesser og var hyggelig på den lille scene ved Orangeriet. Hun var country før de fleste herhjemme, og selv om hendes musik i dag er langt fra genrens mainstream og minder mere om en slags folkemusik med ekstra twang, holder hun fast i nogle af de værdier, som altid har været del af countryverdenen:

Hun spiller i fængsler, synger om længsler og har sin datter med på kor.

Brohus rundede sit sæt af med friske udgaver af Lyle Lovetts ‘If I Had A Boat’, Roy Orbison/Linda Ronstadt-hittet ‘Blue Bayou’ og Dolly Partons ‘Jolene’, som fik gang i klap og sang.

“Det er rigtig country, det dér,” udbrød en herre bag mig.

Det er svært at sige, hvad der er ‘rigtig’ country for tiden, men man kan konstatere, at genren har en større bredde end længe. Fra hits med 808-beats lånt fra hiphop til sejlivede traditionalister.

Det kan alt sammen være under den samme hat, hvis bare historierne er gode og sender en tåre ned i øllen eller får den forbandende truck til at starte.

Lørdag åbnede Midland det musikalsk univers i retning af 1970’ernes softrock med et strejf af soul i stemmerne. Trioen fra Austin i Texas blev bakket op af en Stetson-bærende kvartet med pedal steel og violin.

Publikum var markant mindre end til Brad Paisley aftenen før, men musikalsk var der flere nuancer i den livlige honkytonk-tradition, som Midland er trådt ind i. Det er country med et fodvippende drive, og foran mig kastede en flok modne kvinder sig ud i en spontan gang linedance, der blev anerkendt af bandet.

Midlands egne sange holder høj kvalitet, men de har spillet i nok tivolier til at vide, at en velvalgt coverversion kan give stemningen et vrid opad. Valget faldt på den boogierockede ‘Keep Your Hands To Yourself’ af The Georgia Satellites og en frisk udgave af ‘Boot Scootin’ Boogie’ lånt fra Brooks & Dunn.

Det hele styret af den tårnhøje, modelflotte sanger, Mark Wystrach, som var generøs med kvikke bemærkninger og smuk stemme. ‘Dark Whiskey’ og ‘Marlboro Man’ (ikke D-A-D-nummeret) greb ud efter countryklichéerne, inden han satte trumfen ind til sidst med bandets gennembrudssang, ‘Drinkin’ Problem’.

Hvis Midland rykkede mest musikalsk, var det fredagsshowet med Brad Paisley, der gav Tivolis countryfestival legitimitet som et arrangement med muskler.

Paisley er en gylden sanger med passende glimt i øjet og guitarspil, som tilfører musikken southern rock. Han vekslede på Plænen sømlæst mellem kærlige ballader som ‘She’s Everything’ og guitarbredsiden ‘Old Alabama’.

Der kom et enkelt glimt af politik, da han introducerede ‘Same Here’ og talte om, at rejser ud i verden har åbnet hans øjne for, at vi mennesker har meget til fælles. Brad Paisley udgav sangen i 2023 med medvirken af den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj!

Og så var det, at ‘Take Me Home, Country Roads’ satte ild til de københavnske stemmer. Brad Paisley voksede op i West Virginia, hvor sangen er en slags nationalmelodi, men den har spredt sig og er blevet et bredt kulturelt fænomen.

Fx synges den til sportsbegivenheder, og stort set samtidig med, at folk i Tivoli sang om at længes hjem til bjergene, skrålede amerikanske fodboldfans i Seattle den samme tekst til deres VM-hold efter sejren over Australien.

Countrybølger og countrystjerner kommer og går, men de store sange består.

Stuart Murdoch fra Belle & Sebastian så Scott McTominays smukke saksespark og det lange lob over Kasper Schmeichel, der i november 2025 sendte kiltklædt skotter i ekstase og danske mænd videre mod flere nederlag.

Oplevelsen var så stærk, at Stuart skrev en sang på baggrund af den afgørende 4-2-kamp, og hans følelser er blevet til en vidunderlig slagsang.

Jeg vil sikre mig, at du har ‘It Only Takes One Lion’ i baghovedet, når VM-slutrunden begynder, for det er vinderen af VM i slagsang 2026.

Belle & Sebastian synger som fodboldfans på en meget skotsk facon. Her er ikke kun jubel og ingen jovial roliganisme. Her er først og fremmest glæde og en bevidsthed om, at det går galt til sidst, men indtil da er '“vi” på toppen, og opturen fra kampen mod Danmark sidder stadig i kroppen:

“There are days that seem dark and long / Where the job is getting you down / So you shut your eyes and you think back to the game.”

Teksten indeholder også en stikpille til naboen mod syd, som jo skal bruge ‘Three Lions’ til (måske) at vinde fodboldkampe. Skotter kan nøjes med en enkelt løve.

‘It Only Takes One Lion’ har et omkvæd, som både er ekstatisk og melankolsk, præcis som det skal være i en slagsang fra en nation, som kun kan overpræstere. De skotske fans, The Tartan Army, ved, hvad der venter, og selv om det ender med røvtur, skal det nok blive sjovt.

“This is Scotland / Where you can join an army that's for peace.”

Hvis du kun kender Belle & Sebastian som bly indie-violer, er det måske overraskende, at de springer ud som fodboldtosser. Men bolden ruller i blodet.

Stuart Murdoch er livslang fan af klubben Ayr United, og gruppen har før sunget om fodbold i fx ‘Another Sunny Day’.

Sangskriveren forklarer til The Guardian, at slagsangen ikke var planlagt, men dagen efter Danmarks-kampen, som han knapt turde se af bare nervøsitet, var der ingen tvivl: “Det var vores magiske øjeblik.”

Det er sjældent, at Belle & Sebastian skriver sange, der er så livlige som ‘It Only Takes One Lion’. Energien skyldes, at gruppen lod sig inspirere af rytmen i Baccaras 1977-hit ‘Yes Sir, I Can Boogie’, som er blevet en del af det skotske herrelandsholds slagsangs-repertoire.

Nu drømmer Stuart Murdoch om, at Belle & Sebastian-sangen bliver spillet til en landskamp.

Det er svært at forestille sig, at det ikke sker.

Jeg er stor fan af netop denne slags slagsange; de rørende, selvudleverende hymner lavet til hold og nationer, som er klar over, at det - trods drømmene - altid ender galt.

Skotland har tidligere serveret den slags med både patos og charme.

Belle & Sebastian skriver sig ind i en kanon, hvor klassikeren er ‘Don’t Come Home Too Soon’, som Del Amitri gav holdet med til VM i 1998.

Det er tæt på at være den perfekte slagsang og et skulderklap med både opmuntring og en formaning. Det er okay, bare I gør det bedste, I kan, men lad være med at komme for tidligt hjem.

Og det kan jo ske, at det pludselig går godt! “Even long shots make it,” som Del Amitri synger.

Det er en realistisk måde at betragte fodbold og turneringer.

Fodbold er et spil, hvor der altid er flere tabere end vindere.

Den typiske slagsang går ellers ud på at piske en stemning op og fortælle verden, at her kommer vi (indsæt selv et land), og nu skal vi hente titlen!

Den metode har Skotland også prøvet. Rod Stewart valgte den retning i 1978, da skotterne skulle til VM i Argentina. Rod lavede en single med brasiliansk samba-rytme (!), og en tekst om at NU skal vi synge og danse og bringe pokalen hjem over Atlanten.

Rod var tæt på at ramme bolden lige i røven.

Skotland slog faktisk de senere finalister fra Holland med 3-2, men røg ud på dårligere målscore efter de indledende runder.

I år skal skotterne op mod Brasilien, Marokko og Haiti, og de har Belle & Sebastian-sangen med som 12. mand. Det bliver en fest.

Danmark deltager ikke i VM-slutrunden, og derfor skal vi desværre ikke diskutere kvaliteten af årets danske slagsang.

Så jeg trækker en klassiker ud af arkivet. Rangeringen holder stadig:

Vil du tættere på Belle & Sebastian, skrev jeg tidligere i år om gruppens usædvanlige skabelseshistorie i forbindelse med to albumkoncerter i København:

Sådan lyder et af de spørgsmål, som Marianne Faithfull får i den nye dokumentarfilm Broken English. Med hendes vilde liv i baghovedet, kunne det være fristende at tro, at hun ville svare, at den rå og hudløse kunst spejler misbruget, nedturene, de kvindefjendske medier og svære sygdomme, hun har kæmpe mod.

Men den rapkæftede sanger og sangskriver siger: “Fuck, no!”

Marianne Faithfull døde i januar 2025, mens arbejdet med Broken English stadig var i gang. Hun blev 78, og filmen viser hende både i nutid og som flimrende billeder fra rockhistorien.

Det er en smukt iscenesat dokumentarfilm, og den får hovedrollen i Nyhedsbrevet denne gang sammen med en playliste med nogle af mine favoritsange fra maj. Listen finder du i bunden af siden.

Men først i biografen - jeg har virkelig glædet mig til at se Broken English.

Ikke kun fordi Marianne Faithfull er et fascinerende emne, og jeg aldrig bliver træt af 1979-albummet, der giver filmen sin titel, men også fordi dokuen er instrueret og udtænkt af Ian Forsyth & Jane Pollard.

Duoen stod bag den overraskende og velfortalte 20.000 Days on Earth om Nick Cave, som blandede klassisk dokumentar med skuespil. Forsyth & Pollard etablerede en fortælling, hvor Nick Cave spillede hovedrollen i sit eget liv (på film), og venner og musikere dukkede naturligt op i forløbet.

Mine forventninger blev opfyldt. Broken English er endnu et tydeligt brud med den efterhånden forudsigelige skabelon, som mange musikdokumentarer følger.

Det er næsten altid noget med talende hoveder, som i korte bidder udlægger hovedpersonen kombineret med klip fra koncerter og måske hjemmevideoer. Der bliver lavet solide dokuer på den måde, men det kræver virkelig en god historie, hvis den form skal virke frisk.

Forsyth & Pollard går anderledes til værks i Broken English.

Handlingen er struktureret omkring Ministeriet Mod Glemsel. Her styrer skuespilleren Tilda Swindon slagets gang som fortæller. Hun sidder ved et skrivebord med en diktafon og læser op af håndskrevne noter om Marianne Faithfulls liv. Opsætningen dufter af Twin Peaks og 1984.

Via overvågningskameraer følger hun med i filmens andre elementer: I et studie indspiller musikere nye udgaver af Faithfull-sange, et par ‘detektiver’ forsøger i et andet rum at holde styr på kronologien, mens en rundbordsdiskussion et tredje sted belyser kvinders rolle i musikbranchen og samfundet.

Det hele ville være fyld og staffage, hvis ikke Marianne Faithfull selv tonede frem i et ‘afhøringslokale’, hvor hun over for skuespilleren George MacKay kommenterer sit liv.

Han viser hende klip fra karrieren og stiller spørgsmål. Målet er at supplere kendt fakta med oplevelser, fornemmelser, holdninger og følelser. “Der er forskel på blive husket og ikke at blive glemt,” siger de i Ministeriet.

Filmens pointe er, at Marianne Faithfull især huskes for at have været kæreste med Mick Jagger, mange år som narkoman og for at have været den nøgne kvinde, som svøbt i et tæppe blev anholdt ved en narkorazzia hjemme hos Keith Richards.

Det er jo ikke et liv eller en karriere. Det er overskrifter på forsiden af en tabloidavis. Der er mere at komme efter, meget mere.

“Marianne er blev røvrendt af historien,” som Tilda Swindon udtrykker det.

Optagelserne af Marianne Faithfull viser hende fysisk svækket. Interviewene blev til i perioden efter, at hun var ved at dø af Covid-19, og hun får ilt i næsen gennem en gennemsigtig slange.

Men hun er skarp og klar til at konfrontere myterne om sig selv og dem, der skabte dem.

Fordi hun nu er død, ender filmen med at minde om en avanceret udgave af Det Sidste Ord. Det kunne have været en slipseklædt Mikael Bertelsen, hun forklarede, at hun ikke fortryder ret meget, og at det har været et helvede at skulle forsvare sig selv som kunstner særligt over for den britiske presse.

Klip fra gamle interviews viser spørgere, som ikke lytter til kvinden foran dem, men hænger fast i gamle myter. Myter om kvinder i musik, kvinder i samfundet, narkomaner.

Broken English er en ambitiøs film, som måske ender med at have et lag for meget i sin metafortælling. Men det er en fascinerende opsætning, Forsyth & Pollard ruller frem.

Jeg er vild med, at Marianne Faithfull er så meget med i billedet. De ældre klip fra tv og film er rent guld, og musikken holder et højt niveau.

Både når man genser hovedpersonen synge ‘Broken English’ eller ‘Pirate Jenny’.

Og mens fans som Courtney Love fortolker ‘Times Square’, Suki Waterhouse synger ‘Sister Morphine’, og Beth Orton viser, at ordene til ‘As Tears Go By’ nok blev sunget af en ung kvinde i 1964, men i dag kan høres som en sang om livets gang og måske døden.

Instruktørerne vidste, at de arbejdede på lånt tid. De fik tre dage til interviews med den svagelige hovedperson, og måske derfor ender den sidste del af Marianne Faithfulls karriere med at være underbelyst i filmen.

Hun udgav efter 2000 en lang række stærke album, hvor yngre fans leverede sange og sparring.

Nick Cave og Warren Ellis var en del af fanklubben. De kender også livets mørke sider, og det er et rørende øjeblik, når de sammen med Marianne synger og spiller ‘Misunderstanding’ fra 2018-albummet Negative Capability.

Filmoptagelsen blev Faithfulls sidste optræden.

Broken England har premiere torsdag 4. juni.

Jeg holder gang i en stribe playlister med stærke sange, jeg falder over og vender tilbage til.

De viser, at måned for måned får 2026 en lyd, og den er ikke entydig.

Maj bød for mig på opture fra blandt andre skotske Arab Strap, som gør det, de er bedst til; krydrer en elektronisk puls med misantropiske ord. Ordene fylder mindre hos Olof Dreijer, som engang var halvdelen af The Knife og nu endelig er blevet solist med en slags tropisk dansemusik på et forunderligt album.

Månedens countrysang er Miranda Lamberts ‘Crisco’, der er en smørbagt kombination af country og disco med historiske referencer. Hvis du vil læse mere om den voksende interesse for country i Danmark, har jeg netop skrevet en forklarende artikel i Børsen.

På playlisten møder ny funky jazz med Ezra Collective, og du får en enkelt Eurovision-sang, italienske ‘Per Sempre Sì’, som lyder af sommer og 1979, og er det eneste indslag fra showet, jeg har lyst til at høre igen.

Anderledes rolig er et cut fra et nyt livealbum med en af mine svenske favorit singer-songwritere, Tomas Andersson Wij. Han synger, at “sørgelige sange, gør mig glad.”

God fornøjelse!

To jazzgiganter fra samme revolutionerende generation, som på trompet og saxofon rykkede musikken fremad og skubbede jazzen videre.

Miles Davis døde i 1991, mens Sonny Rollins spillede videre, indtil karrieren stoppede af helbredsårsager i 2014.

Rollins var en af de sidste af jazzens ældre giganter. Et symbol på musikkens udvikling, først i en boppet retning i 1950’erne og siden mod friere former. Men nu er han også væk, og det strømmer ind med mindeord og hyldester til hans musik og gerninger.

Det er naturligvis ord og holdninger skrevet ud fra alt det, vi ved i dag. Alle de plader, vi har hørt og måske koncerter, vi har overværet.

Men hvordan blev Sonny Rollins’ musik egentlig modtaget, da den var ny?

Hvordan reagerede fx danske jazzfans på hans nyskabende idéer, personlige tone og improvisationer?

Det finder vi ud af ved at slå op i Jazzbladet fra maj 1958. Det var dengang et nyt magasin startet af de aarhusianske jazzentusiaster Helge Sindal og Jørgen Leth. Ja, dén Jørgen Leth, som var en ung hipster med hang til jazz. Helge var min kones far, og derfor har vi en stak af deres jazzblade.

I maj 1958 anmelder Jørgen Leth en af de helt store Sonny Rollins-plader, Saxophone Colossus, der i eftertiden er blevet kanoniseret som et hovedværk.

Det er utaknemmeligt at måle en anmelder, som skriver i nuet, op i mod evigheden, men jeg har selvfølgelig hentet den gamle tekst frem fra skuffen, fordi Jørgen kunne fornemme, hvad der var gang i.

Saxophone Colossus blev indspillet i 1956 i New York med Tommy Flanagan, piano, Doug Watkins, bas og Max Roach på trommer. Sonny Rollins tog fronten med tenorsaxofonen, og albummet udkom i USA i 1957.

Lyden af storhed kunne høres helt til Aarhus.

Jørgen Leth skriver:

“Denne ep er efter mit skøn det hidtil mest helstøbte og autoritative af en fremragende tenorists arbejder, vi herhjemme har haft adgang til, men sandsynligvis endnu ikke kronen på en udvikling, der efterhånden har taget særdeles rummelige og løfterige dimensioner.”

Han kan med andre ord gode lide det, han hører, men fornemmer i 1958, at der kan være mere godt på vej fra Sonny Rollins.

“Her er holdning, smag og bristefærdig fantasi, en i sjælden grad udviklet fornemmelse for time, en udsøgt delikat og nuanceret intonation, bag den næsten klassisk beherskede overflade, der er så typisk for det Rollinske temperament, formelig bobler det af virilitet og drive.”

Det er værd at bemærke, at Jørgen Leth var 20, da han anmeldte Sonny Rollins i Jazzbladet! Som andre musiknørder, der er optændt af en hellig ild, skriver han allerede som en verdensmand, der har hørt alt.

Anmeldelsen slutter med nedslag i et par af albummet markante numre:

“‘Love’ er en virkelig ædel balladetolkning, udstrålende varme og dyb ro, ‘St. Thomas’, en fornøjelig calypsopræget ting, bestemt den bedste Rollins-original, jeg endnu har hørt.”

Godt hørt, Jørgen.

‘St. Thomas’ udviklede sig med tiden til et af jazzens største hits og blev en slagsang for Sonny Rollins.

Nu er musikeren væk, og anmelderen tog vi afsked med sidste år.

Ordene lever videre i en gammel gulnet jazzpamflet, og Sonny Rollins’ musik stopper aldrig.

Sonny Rollins. Født 7. september 1930 i New York, død 25. maj 2026 i Woodstock, New York.

Jeg har tidligere skrevet om Tillers ofte oversete forbindelse til musik, og i anledning af den nye roman har jeg opdateret min tekst fra november 2024.

Jeg oplevede dengang Carl Frode Tiller på BogForum og samlede bagefter trådene til en historie om rock, romaner og norske mænd. Fra Knausgård til Nesbø, Tiller osv.

Jeg fik mange tilbagemeldinger om endnu flere rockende forfattere, og de er nu skrevet ind i NYHEDSBREVET.

God fornøjelse.

Da Carl Frode Tiller trådte ind på scenen ved årets BogForum i Bella Center, var min første tanke, at forfatteren lignede en rockmusiker eller rockfan.

Hans halvlange hår, fuldskægget, den ternede skjorte, de slidte jeans og de enkle Adidas-sko var som taget ud af de koncertsale, hvor norske rockbands rocker.

Tiller-manden har ikke kun looket, han har faktisk taget musikken med sig ind i forfatterskabet, og derfor handler NYHEDSBREVET denne gang om velskrivende nordMÆND, der rocker.

Norske forfattere har optur for tiden, og de mest populære er blevet verdensstjerner i klasse med 1980’ernes A-ha. En hel stribe af dem har musik i blodet. De har spillet selv, og når de får chancen, skifter de tastaturet ud med strenge og mikrofon.

Så følg med ned i et norsk kaninhul, hvor bøgerne er tykke, sproget swinger, og de personlige fortællinger dominerer.

Interviewet med Carl Frode Tiller på BogForum fokuserede på hans nyeste roman Arbejderhjerte 1. Mod slutningen åbnede han selv døren til musikken på klem, da han sammenlignede strukturen i sit fragmentariske storværk, Indkredsning 1-3, med Beatles-pladen, vi kender som The White Album.

Intervieweren greb bolden: “Hvad med den nye bog, hvilken Beatles-plade svarer den så til?”

”Den er nok også The White Album,” svarede nordmanden med et skævt smil.

Hans romaner væver fortid og nutid sammen, og han arbejder gerne på flere planer. Lidt lige som Beatles-albummet, der lyder som en stribe solosange skrevet af vidt forskellige personligheder.

Jeg ankom uforberedt til samtalen med Tiller. Jeg havde på det tidspunkt ikke åbnet en Tiller-bog, men havde hørt så meget positivt om ham, at jeg ville se giraffen.

Samtalen var god, men jeg kunne ikke lade være med at tænke over, hvor mange af hans type, jeg gennem tiden har mødt til koncerter. Både på scenen og som publikum i salen.

Senere på dagen stødte jeg ind i musikeren Kenneth Thordal, som er fan, og forelagde ham min teori. Han svarede med et spørgsmål: ”Du ved godt, at han har været musiker, ik?”

Hvis jeg havde lavet min research inden BogForum, ville jeg have opdaget, at Carl Frode Tiller faktisk spillede i et band, før han blev forfatter omkring årtusindeskiftet.

Han var guitarist i Trondheim-gruppen Kong Ler, som udgav to album.

Men spørgsmålet er, hvor mange af hans læsere, der egentlig har hørt de sange, han var med til at skrive, før han blev forfatter?

Det andet af de to album findes på Spotify, og hvis man tager streamingtjenestens tal for gode varer, så er det de færreste, der hopper fra romaner som Flugt til at lytte til albummet Sauter – et bakterievorspiel bak beingrinda.

Gruppen har i skrivende stund seks månedlige lyttere. 6!

Her er det vist okay at bruge et slidt udtryk; den musik er kult.

Kong Ler indspillede album i 1997 og 2000. Carl Frode Tiller debuterede som forfatter i 2001.

Han har forklaret Adresseavisen, at musikken fyldte mere for ham tidligere, nu fokuserer han på at få kreativiteten ud på en anden facon. Men Kong Ler kommer måske til at spille igen en dag, antyder han. Gruppen er “bare lagt på is.”

”Når man spiller musik, er man sammen med andre mennesker. Det er noget andet end at sidde mutters alene og arbejde med prosa.”

Debutromanen Skråninga fra 2001 er flere gange sat op som teater, og i 2008 blev der endda lavet en udgave tilsat Kong Lers musik. Sangene fra Sauter – et bakterievorspiel bak beingrinda var en del af handlingen i stykket, da det spillede på Nord-Trøndelag Teater. Det lader dog ikke til at have øget interessen for bagkataloget.

Musikken på albummet er folky og flippet og noget mere fjollet end den stemning, der præger romanerne.

Jeg er efter Carl Frode Tillers optræden på BogForum gået i gang med forfatterskabet og fornemmer, at han har en bred musiksmag. Jazz, Svensktop og rock bliver nævnt, og det samme gør forskellige instrumenter. Flugt er skrevet i stil med en fuga af Bach.

Og jeg kan konstatere, at han ved at have guitar i bagagen er på linje med flere andre af øjeblikkets store norske litterære stjerner.

• Karl Ove Knausgård spillede i 1990’erne trommer i grupperne Kafkatrakterne og Lemen. Musik optræder jævnligt i hans bøger, hvor man kan læse, at han snitter trommestikker og diskuterer Deep Purple. Han er ofte blevet kaldt ”en litterær rockstjerne.”

• For nogle år siden gjorde Min Kamp-manden noget af det mest midaldrende, man kan forestille sig: Han samlede sit gamle band, Lemen, og satte sig bag trommerne ved en koncert under en litteraturfestival i New York.

• På nettet findes ældre klip fra dengang, trommeslager Knausgård spillede grindcore.

Hvor Knausgård har musik som hobby, og Tiller brugte musikken som en vej mod litteraturen, er den største norske stjerne i dette kulturelle mødested faktisk succesfuld i BEGGE lejre.

• Jo Nesbø er ikke kun krimikonge og sælger store mængder af bøger over hele verden. Han har udgivet stribevis af populære album som sanger og guitarist i bandet Di Derre.

• Forfatteren Nesbø er især kendt for serien om Harry Hole. Bøgerne foregår mest i Oslo, og Jo Nesbø også glad for at synge om Oslo.

Di Derre blev dannet i 1990 og er et af mange overraskende indslag på Jo Nesbøs CV.

Han har arbejdet som journalist, investeringsrådgiver, tv-vært og har spillet professionel fodbold for Molde FK.

Fun fact: Di Derre-sangen ’Jenter’ findes som en duet mellem Jo Nesbø og Poul Krebs, og han har sammen med Krebs indspillet en norsk udgave af ’Sådan nogen som os’.

Tre norske forfattere, der også har noget med musik. De er mænd alle tre.

Jeg ved ikke nok om norsk litteratur til at kende kvinder, der deler deres interesse. Men har du viden om den slags, så sig endelig til.

Her får du foreløbig seks ekstra af de skrivende nordMÆND, som har musik i sig.

Tak til jer, der er kommet med flere forslag:

1. Nobelprisvinderen Jon Fosse har sin helt egen sproglige rytme. Som ung spillede Fosse guitar og var del af et band. Til DR har han udtalt: ”Jeg ser mig selv som en slags spillemand og poet i livet. Som spillemand og poet drejer min musik sig om de ting, vi mennesker har til fælles.”

2. Erik Fosnes Hansen har bl.a. indspillet et album sammen med musikeren Finn Kalvik. Pladen vandt Spellemannprisen, den fineste norske musikpris.

3. Jørn H. Sværen spiller bas i Ulver og skriver poesi og kortprosa og har været forlægger.

4. Cornelius Jakhelln er både prisbelønnet forfatter og sanger i black metal-bandet Solefald.

5. Poeten Håvard Rem har lavet sangtekster til alle mulige, inkl. Morten Harket.

6. Lars Saabye Christensen har skrevet bøger som Beatles om at vokse op med musik. Han har også udgivet flere album sammen med bluesbandet Norsk Utflukt.

Jeg har siden sidst fået læst Carl Frode Tillers trilogi Indkredsning. Jeg deler den udbredte begejstring for sproget og Tillers evne til at beskrive situationer.

Musikken spiller faktisk med som en skygge gennem historien om en mand, der mister hukommelsen. Hans gamle venner opfordres til at skrive deres minder ned og sende dem til ham. Måske kan deres fortællinger få tankerne på gled igen?

En af vennerne er bassist og er ikke kommet længere end til at være med i nogle halv-ambitiøse rockgrupper på Trondheim-egnen. Første bind begynder med, at han forlader endnu et band midt i en turné.

Måske har han – lige som forfatteren - noget andet, han skal?

Sange som ‘Man I Need’ og albummet The Art Loving lyder selvsikre. Hun får gennembruddet til at lyde naturligt og uundgåeligt. Kigger man nærmere på Olivia Deans udvikling, står det klart, at karrieren blev sat på skinner længe før hits og priser.

Opturen begyndte, da hun som teenager kom ind på en helt særlig skole.

Jeg er fascineret af denne succesfulde talentskole, som jeg tildeler den ene hovedrolle i ugens NYHEDSBREV.

Olivia Dean er den anden hovedperson, lige som hun er det i Royal Arena på Amager torsdag aften.

Koncerten er for længst udsolgt, og det skyldes ikke prisregnen i februar. Billetterne forsvandt allerede sidste sommer! Sangeren har med bare to studiealbum i bagagen opbygget en stor dedikeret fanskare, som er faldet for hendes utvungne soulsange og elegante pop.

Klip fra koncerter og tv-shows viser desuden, at hun er god til at optræde, og det gælder altså ikke alle nyere popfænomener.

Noget er selvfølgelig talent og stemme, men der er også gået mange øvetimer og undervisning til for at finde frem til, hvordan musikken skal lyde og præsenteres.

Hvor har hun lært det?

Olivia Dean har gået på BRIT School i London. Det er en skole med et stærkt ry som et sted, der kan lave stjerner. Listen med et lille udvalg af tidligere elever, som er blevet til noget stort, er imponerende:

Raye, FKA Twigs, Adele, Amy Winehouse, Jessie J, Leona Lewis, Katie Melua, Kate Nash, Loyle Garner, Rex Orange County og Lola Young.

På BRIT kan man lære om musik, teknologi og performance, og det lyder lidt som en skole i stil med filmen og tv-serien Fame.

Da jeg interviewede Adele i forbindelse med hendes første album, havde hun stadig BRIT-årene i frisk erindring og forklarede grinende, hvordan hun og andre elever var besatte af musik og så op til de stjerner, som gik gennem skolen før dem.

”Jeg plejede at stå på en stol og synge Amy Winehouses ’Fuck Me Pumps’ i spisefrikvarteret.”

Hvis koncertplanerne havde holdt, skulle vi faktisk have haft dobbelt-op på BRIT School i Danmark i denne uge, men Lola Young-koncerten i KB-hallen blev aflyst efter hendes sammenbrud sidste år. Young er begyndt at optræde igen, men bare ikke hos os.

Hun var også elev på skolen i Croydon i det sydlige London og blev som Olivia Dean tidligt bidt af musik.

“Skolen gav mig et fundament,” har hun udtalt.

Lola Young skrev kontrakt med Island/Universal, da hun forlod BRIT som 18-årig. Oliva Dean mødte sin manager i forbindelse med sin afgangskoncert.

Man kunne få den tanke, at BRIT primært “producerer” kvindelige sangere med soul i stemmen og stærk attitude, men andre typer af musikere vælger også skolen.

Det gælder skæverter som Geordie Greep og rockbandet Black Midi, poeten Kae Tempest, den grovkornede sanger King Krule, elektroniske Imogen Heep og radioværten Jamz Supernova. Selv Spiderman aka skuespilleren Tom Holland er oplært på BRIT School.

Skolen og undervisningen kan tydeligvis noget, og det tiltrækker talenter.

Den har desuden en ekstra attraktionen, for i modsætning til lignende uddannelser er undervisningen gratis.

BRIT School er ingen almindelig offentlig uddannelse. Skolens navn er en forkortelse for British Record Industry Trust, og det er simpelthen musikbranchen, som står bag.

Fonden bag skolen fik sit første økonomiske tilskud efter en koncert i 1990. 120.000 mennesker mødte op ved Knebworth House og så blandt andre Pink Floyd, Phil Collins og Tears For Fears spille for sagen. Koncertens overskud var BRIT Schools fundament, da den åbnede i 1991.

I dag finansierer staten ca. 70 pct. af udgifterne, mens branchen betaler resten.

Idéen var fra begyndelsen, at undervisningen skal være gratis (med optagelsesprøve), og at de studerende får indsigt i, hvordan musikbranchen fungerer. Mange elever finder senere arbejde bag kulisserne i underholdningsverdenen.

Olivia Dean fortæller, at hun som otteårig besluttede at blive sanger og var med i et gospelkor, før hun kom til BRIT School.

“Jeg var pigen, der altid medvirkede i teaterstykker og sang til samling i folkeskolen. Jeg var desperat for at komme ind på BRIT! Da jeg blev optaget, opdagede jeg, at alle de andre også var dem, der altid stillede sig op og sang. BRIT var en virkelig god ting for mig,” siger hun til The Line of Best Fit.

I et New York Times-portræt fra sidste år forklarer en af Olivia Deans lærere, Conor Doherty, at BRIT-skolens undervisning bl.a. går ud på at forklare, at “man skal arbejde ufatteligt hårdt for at blive til noget inden for musik.”

Olivia Dean begyndte på teaterlinjen som 15-årig, men skiftede til musik. Hendes evne til at stå på scenen og kommunikere med publikum var tydelig allerede dengang, siger hendes tidligere lærer.

Når man hører historier om unikke talenter som Olivia Dean, Lola Young eller Geordie Greep, er det oplagt at tænke, at vi måske også burde have sådan en skole i Danmark. Et sted, hvor unge drømmere får styr på musik og performance og teknik. Og som er gratis at være en del af.

Det har vi på en måde allerede.

En del af tanken fra BRIT School lever på Rytmisk Musikkonservatorium, og mens jeg i Danmark er fascineret af den engelske skole, har musikfolk ude i verden opdaget, at RytmeKons har haft fat i en hel del talenter, som er begyndt at rejse ud med musikken og historien om uddannelsen på Holmen i København.

Avisen The Guardian bragte en større artikel om RytmeKons i 2025 og fremhævede kunstnere som Erika De Cassier, Smerz, Clarissa Connelly, Astrid Sonne og ML Buch.

Men der er forskel på et konservatorium og en popskole.

Alene antallet af studerende siger noget om størrelsen på nøglehullet. BRIT School har ca. 1400 studerende i alderen 14 til 19.

Der går omkring 200 på RytmeKons, og de er ældre og længere i deres udvikling, når de bliver optaget. Det samme gælder de ambitiøse musikere, som vælger musicallinjen i Fredericia, der er en del af Den Danske Scenekunstskole, eller tager via Jysk eller Det Syddanske Musikkonservatorium.

Så der findes danske veje til at blive bedre som musiker, komponist eller solist og samtidig lære om musikbranchens muligheder og faldgruber.

BRIT School har i disse år en særlig position, fordi nogle af de tidligere studerende bliver ægte verdensstjerner. Det minder lidt om fodboldklubben FC Barcelonas talentakademi, som spreder sine stjernefrø over hele Europa, og eleverne drømmer om at blive den næste Messi.

Lige nu ligner BRIT School den perfekte genvej til et hit, men man behøver ikke være stærk til procentregning for at gennemskue, at det næppe er alle skolens studerende, der ender med Grammyer.

Selv om Oliva Dean, Lola Young og Adele viser vejen, er der ingen garanti for, at BRIT-årene kan veksles til stjernestatus.

Men det virker som et godt sted at teste sine evner og ambitioner.

Olivia Dean optræder i Royal Arena, torsdag 14. maj. Det er hendes første koncert i Danmark.

Svensk rock er ramt af en storm. Vinden kommer fra Göteborg og hedder Valter Nilsson.

Han er 37, og for bare ét år siden var han i gang med at tage en uddannelse som bådfører i Göteborgs havn, fordi han var usikker på, om det dér rockmusik kunne blive en ægte levevej.

Det ser ud, som skibene i havnen og skærgården må passe sig selv, for Valter Nilsson er øjeblikkets varmeste navn i Rock Sverige.

Han er også en del af mit aprilmiks, som du finder i bunden af nyhedsbrevet.

Jeg er blevet ramt af musikken og stemningen på albummet Högsbro Riviera. Det er Nilssons andet på svensk, og sangeren og sangskriveren træder ind i den særlige Göteborg-tradition, hvor der synges om navngivne venner og steder i byen, mens musikken swinger i stil med 1970’ernes Van Morrison eller tidlig Bruce Springsteen.

Man møder horn, strygere, kvindekor, sjælfuldt piano og en energi, som giver lyst til at opleve musikken live.

Der er lidt af bysbarnet Håkan Hellström i udtrykket, men Valter Nilsson er mere rund i klangen og ret god til at skrive og synge ballader med byen, de kalder for Sveriges Liverpool.

Valter Nilssons arbejderlyrik møder barstemning og hænger ud på Andra Långgatan.

Musikvideoen til ‘Göteborg’ er en refence til coverfotoet på Högsbro Riviera og dermed til Den Sidste Nadver. Det kunne ligne storhedsvanvid, hvis ikke hovedpersonen mest af alt fremstår som en outsider, der er overrasket over at have fået medvind.

Valter Nilsson er født delager i aprilmikset - mit månedlige bud på, hvordan lyden af 2026 udvikler sig.

Denne gang får du både helt friske klange og rutinerede genrejsninger.

Madonna varmer til som udgivelsen af Confessions on a Dance Floor 2. Hun dyrker ellers kun sjældent nostalgi, men kigger nu tilbage til sit sidste/seneste vellykkede album, der udkom i 2005. Læs mere om Madonnas udvikling og historie her.

Et par Roskilde-aktuelle råberøve varmer op med frisk musik. Det gælder snakkehoveder som Kneecap fra Belfast og Getdown Services fra Bristol.

På playlisten neden for skal du lægge mærke til navnet Family Stereo.

Gruppen har udgivet en stribe sange på egen hånd, men har nu skrevet kontrakt med det estimerede indieselskab Bella Union. Sangeren og guitaristen bag den nænsomme ‘Fault Lines’ hedder Blake Watt og er søn af Ben Watt og Tracey Thorn fra Everything But The Girl! Han har endda været en del af forældrenes lille band ved akustiske koncerter i London det seneste år.

Family Stereo rocker mere end EBTG og har fine detaljer i stemme og melodier.

Aprilmikset indeholder desuden remix og alternative udgaver af sange fra Sleaford Mods og David Byrne, lidt retrosoul, mens månedens country er med Midland og Kacey Musgraves.

God fornøjelse med årets svensker og resten af månedens miks:

Musikken er energisk og lidt uhyggelig, men det er billederne og iscenesættelsen, der bliver ved med at trække mig tilbage. Der er virkelig noget at komme efter.

Du får et link om lidt.

Du skal være opmærksom på, at musikvideoen til ‘Storm’ næppe egner sig til at blive vist på storskærm på alle arbejdspladser, men når du har et øjeblik og skal bruge et kick, så slip dig løs.

Videoen falder i to halvdele. Først går alle amok og slås og laver ballade. Den står på dødsdrift, giftig røg og meningsløs vold.

Men i del to forvandler historien sig: De medvirkende danser, og det er hér, at musikvideoen folder sig ud og bliver et udsædvanligt kunstværk, som kombinerer det bedste fra rock- og rapkoncerter med koreografien fra danseoptrin i store gamle Hollywood-film.

Udtrykket i ‘Storm’ minder om film som Trainspotting eller den nordirske skallesmækker om rapgruppen Kneecap.

Her er vejen til den fulde 7 minutter og 34 sekunder lange minifilm.

Tryk start, kig, gentag. Det er mit budskab til dig i denne uge.

Den filmiske side af ‘Storm’ er lagt i hænderne på instruktøren Romain Gavras, der tidligere har lavet ekstreme ting sammen med blandt andre M.I.A., Kanye West og Jamie xx. Han styrede billederne til ‘Stress’ med Justice, hvor der også blev smadret ting og løbet omkring i urolige grupper.

Gavras har været tæt med Justices hjørne af den parisiske musikscene, og hans hektiske billeder matcher de voldsomme effekter, som præger den mest muskuløse ende af fransk klubkultur.

Han er desuden søn af den græske filminstruktør Costa-Gravas, som ofte blandede kunst, vold og politiske budskaber i sine film. Se fx Z fra 1969.

Hvis der er et budskab i musikvideoen til ‘Storm’, kan det enten være, at det er vigtigt at slås for at bevare sin frihed, og at det er nødvendigt at lukke damp ud, når man er underlagt et undertrykkende system. Her er det en kostskole.

Det kan også være, at den toksiske manosfære er en efterligning af Fight Club, og den slags ender galt. Alt dette er okay at gøre på film og i musikvideoer, men selv om det ser fedt ud, så lad være med at efterligne Young Lean og de andre.

Min favoritdel af ‘Storm’ er anden halvdel, hvor volden er pakket væk, og alle rødderne fra kostskolen stiller op på rækker, som skal de have taget et skolefoto.

Drengene er i blazerjakker, hvide skjorter og stribede slips. Young Lean tænder en smøg og stiller sig i midten af flokken, og så begynder alle de andre at bevæge sig.

De danser på en så rå og alligevel elegant måde, at deres påklædning skaber bølger af farver. Blå, sort, hvid skiftes til at fylde billedet, mens de danser.

Det er som at se en punkudgave af koreografen Busby Berkeleys flokke af dansere i Hollywood-musicaler fra 1930’erne.

Del to begynder ved 4:18. Jeg har spolet ind for dig:

Gutternes bevægelser hypnotiserer mig.

Jeg glemmer, at jeg betragter en reklame for en sang, og det fremgår tydeligt i diverse online-tråde, at jeg ikke er den eneste, som er begejstret for ‘Storm’.

Musikvideoen giver mig lyst til at se flere Gavras-film, høre mere musik med Gener8tion, men mest af alt får den mig til at overveje at møde op til Young Leans koncert på Roskilde Festival til sommer klædt i hvid skjorte, kostskoleslips og blazerjakke.

Jeg er sikker på, at jeg ikke bliver den eneste.

David Bowie opnåede masser af succes, men det krævede flere års tilløb at få gang i karrieren. Han mødte mange lukkede døre, mens han jagtede muligheder i tiden omkring 1970.

Det er aldrig sjovt at blive afvist, selv om man er overbevist om, at det nok skal lykkes at blive rockstjerne. Det kan være årsagen til, at David Bowie gemte mindst et af de afvisningsbreve, han modtog fra pladeselskaber:

“Apple Records er ikke interesseret i at signe David Bowie. Vi føler ikke, at han har det, vi leder efter i øjeblikket.”

(Underskrevet 15. juli 1968 af Peter Asher, chef for talent og udvikling, Apple Records - Beatles’ pladeselskab).

‘Nej Tak’-brevet røg ikke i skraldespanden og udstilles for tiden på David Bowie Centre. Bowie-arkivet er en del af Victoria & Albert-museets nye åbne lagerbygning i det østlige London.

Her opbevares de flere end 90.000 genstande, som museet har overtaget - mod klækkelig betaling - fra David Bowies arvinger.

Størstedelen af samlingen er pakket væk, men et roterende udvalg af ting vises frem for offentligheden. Der er gratis adgang til museet, og hvis du er Bowie-fan eller bare interesseret i popkultur, er det et perfekt udflugtsmål.

Da jeg var i London for nylig for at opleve Pet Shop Boys spille b-sider mm., besøgte jeg David Bowie Centre som opvarmning.

Jeg brugte lang tid på at kigge på elegante jakkesæt og studere gamle breve, og selv om David Bowie Centre har en overskuelig størrelse (ét stort rum), var jeg ikke den eneste, der hang ud. Gæsterne tog sig god tid, lyttede til musikken og så filmklip. Det er et rart sted, og mens jeg var der, spillede filmoptagelsen af den sidste koncert med Ziggy Stardust and the Spiders from Mars på storskærmen.

Victoria & Albert har længe haft et nært forhold til David Bowie. Det kulturhistoriske museum samler på og formilder kultur af mange slags, og her passer en rockstjerne med sans for stil perfekt ind.

I 2013 viste museet den store, vellykkede udstilling David Bowie Is, som siden rejste rundt i verden. Her blev Bowie-samlingens omfang for første gang tydelig.

Musikeren levede i perioder et udsvævende liv på flere kontinenter og i forskellige stadier af opløsning, men klare hoveder i hans entourage sørgede for at gemme både personlige ejendele og kostumer, papirer, bånd og scenografien fra turnéerne. Alt blev pakket ned og placeret i en lagerbygning i USA.

Nu bor det hele i London. V&A overtog arkivet efter David Bowies død i 2016 - med økonomisk hjælp fra flere fonde og velvilje fra familien.

Det betyder, at jeg igen kan stå over for det isblå tredelte jakkesæt, som David Bowie bar i musikvideoen til ‘Life On Mars’ i 1972.

Det er et af de smukkeste jakkesæt, der nogensinde er designet og blev skabt til ham af Freddie Burretti. Jakken har ekstra bredt revers og én stor knap til lukning.

Det ser fænomenalt ud i videoen, og snittet antyder, hvor tynd David Bowie var dengang. Det fortælles, at da supermodellen Kate Moss lånte jakken, vesten og bukserne til en fotosession for Vogue i 2003, kunne hun - der ellers var syletynd - knapt presse sig ned i tøjet.

Bowies arv handler om både musik og image, og en del af karrierens mest iøjnefaldende påfund er med på udstillingen: Fra Ziggy-makeup til Serious Moonlight-jakkesættet og videre til den Alexander McQueen-designede jakke med Union Jack-print.

Et andet slagnummer er det asymmetriske striksæt, som Kansai Yamamoto designede til Aladdin Sane-turnéen i 1973. Det ene ben er bart, en arm er fri, mens striber og trekanter i grøn, blå, hvid og rød smyger sig tæt om resten af kroppen.

Det er et kostume, som minder mere om teater og dans end om datidens denimklædte rockmusik.

Det er planen, at indholdet af de forskellige montrer på David Bowie Centre, skal udskiftes løbende. Museer har bedt en række gæstekuratorer om at vælge Bowie-memorabilia, som betyder noget særligt for dem.

For tiden er det Let’s Dance-produceren Nile Rodgers og bandet Last Dinner Party, der har håndplukket favoritter fra samlingen.

Det kan vi andre også få lov til!

Man kan før besøget på David Bowie Centre bestille en genstand fra magasinet og få den fremvist, når man møder op. Så hvis du har en særlig interesse for et bestemt tekstark, et par specielle sko eller måske et foto, er det muligt få det bragt ud af arkivet til nærstudie. Private visninger bookes via museets hjemmeside.

På den måde er Bowie-samlingen et levende sted.

Det var i hvert fald mit indtryk, mens jeg slentrede rundt mellem montrerne og kiggede på folk og ting. Gæsterne var i alle aldersklasser, der blev talt mange forskellige sprog, og det var tydeligt, at hovedpersonen ikke kun er en museumsgenstand, men stadig spiller en aktiv rolle som musiker og inspirationskilde.

David Bowie Centre er en del af V&A East Storehouse. Museets åbne arkiv ligger i Den Olympiske Park i Østlondon. Der er gratis adgang. Se mere her.

Det meste af Bowie-samlingen er digitaliseret, så billeder og genstande kan ses og studeres online.

Så får man et koncept, der er så dragende for en fan, at jeg måtte en tur til London, hvor koncertrækken Obscure Pet Shop Boys i denne uge har overtaget Electric Ballroom.

Jeg er ikke alene om at mærke kaldet. I Northern Line-toget mod Camden sad jeg over for en kvinde klædt på til lejligheden i en falmet T-shirt pyntet med coveret til b-sideopsamlingen Format og en kasket med Pet Shop Girl skrevet på siden.

Neil Tennant og Chris Lowe har de seneste sæsoner haft gang i en vellykket Greatest Hits-turné, hvor de har spillet ‘It’s a Sin’ og ‘Go West’ i arenaer og på festivaler verden over. Jeg skrev om deres show på Heartland i 2022.

Men i denne uge er overskriften en helt anden: Ingen hits!

Det lyder måske underligt, at det kan være dragende, at et perfekt popband bevidst undgår at spille de mest succesfulde sange, men Pet Shop Boys har et stort katalog og et samlet værk, som har mange listige kroge og excentriske indfald.

Siden 1984 har duoen mikset melankoli og champagne, og det er altid værd at tjekke deres bonus-tracks, opsamlinger og bagsiden af vinyler.

Det ved deres fans, og billetterne til de fem koncerter forsvandt på et øjeblik. Mandag til fredag er der ”obskure” sange på sætlisten på Electric Ballroom, hvor der kun er plads til 1200 pr. aften.

Pet Shop Boys er i dag en rutineret live-attraktion. Sådan var det ikke altid.

Da de brød igennem, nægtede de at spille live. Det var simpelthen for rockagtigt. Så hellere optræde i tv-shows og mime til et bånd. Dét er pop! Det var ved at kombinere iscenesættelse, kostumer og scenografi med hits, at det begyndte at give mening for duoen at give ”rigtige” koncerter.

Faktisk var de længe bange for det store rockmonster. Jeg interviewede Neil og Chris i 1997, kort før de gik på scenen på Roskilde Festival. Det var deres første festivalturné, og dengang sagde Neil Tennant den smukke sætning; “Vi er på udebane og tager ingen chancer, vi spiller kun hits”.

Onsdag var situationen en helt anden. De var så meget på hjemmebane.

Titlerne på de store hits stod kun på publikums T-shirts: ’Paninaro’, ’So Hard’, ’Suburbia’. Andre bar Boy-kasketter eller billeder af Chris Lowe. Køen til merchandise-boden var lang, og de fleste investerede i friske, grønlige ’Obscure’-trøjer med dagens dato trykt på ryggen.

Der var også særlige T-shirt fra organisationen Warchild, som fik alle indtægterne fra onsdagens koncert.

Det første glimt af aftenens hovedpersoner kom, da dj’en, Princess Julia, sluttede sit sæt med ’Can’t Take Me Eyes Off Of You’ med Boys Town Gang. Neil og Chris overrakte hende en buket blomster og sagde: ”Vi ses om lidt!”

Hvor obskurt blev det så?

Pet Shop Boys åbnede med ‘Through You’ – et bonusnummer fra 2024-singlen ‘Loneliness’ - fulgt af ’Will-o-the-Wisp’ fra Hotspot, så pænt obskurt.

Det føltes nærmest forræderisk poppet, da ’Two Divided By Zero’ fik alle til at synge med.

Scenen var enkelt opbygget med Chis Lowe bag et keyboard og Neil Tennant skiftevis stående eller siddende ved en slags skolepult med tekstark på. To musikere støttede med keys og percussion. Der var ingen visuals. Neil i smoking og sort rullekrave. Chris i Stone Island-jakke, kasket og solbriller.

De lignede Pet Shop Boys, men lyden var ikke fuldfed som normalt. Flere af sangene lød som demoer, og det hele var mere skramlet. Tør jeg skrive rockagtigt?

Der kom i hvert fald strøm på guitaren, da Johnny Marr trådte ind på scenen. Han var en skattet samarbejdspartner i tiden efter, at han forlod The Smiths, og han rykkede en stærk rytmeguitar i tre sange: ’The Truck Driver and His Mate’, ’I Didn’t Get Where I Am Today’ og en ekstatisk ’Up Against It’ fra Bilingual.

En fan har fanget de tre sange:

Det stod hurtigt klart, at balladerne kom til at fylde mere end normalt.

Desværre var ikke alle indslag på samme tårnhøje niveau som ’Always’ (b-side til ‘Home and Dry’) eller ’It Couldn’t Happen Here’, der foldede sig smukt ud på trods af teksten om firserne og aids. Neil fik nævnt, at strygerne blev arrangeret af den italienske maestro, Ennio Morricone.

For mig var det også på denne usædvanlige aften de hurtige, opløftede sange, som gav mest mening og viste, hvordan Pet Shop Boys altid har absorberet tidens pop og klubmusik og givet den en twist. ’One In a Million’ var koblet sammen med ’Mr. Vain’ af Culture Beat, mens ‘Young Offender’ mindede om, at Very var en very-stor popplade i 1993.

Der var 23 sange på sætlisten onsdag aften. Duoen siger, at de har indøvet 35 numre til lejligheden.

En del af showets charme lå i, at et band (?), som normalt spiller store steder, var på scenen i en balsal, der er lidt mindre end Vega i København. Man kom tæt på, og der var plads til udfald og et element af kaos. Det er stadig en excentrisk duo.

Mine højdepunkter kom i både det ekstatiske og det melankolske område.

’Sexy Northerner’ fra 2002 er en detaljeret beskrivelse af en aften i byen i Nordengland. ”It’s not all football fans,” skreg alle, mens beatet gik et gear op til klubniveau. Både Neil og Chris er i øvrigt oprindelig fra nord (Newcastle og Blackpool).

Mødet mellem en solid rytme og en tekst med overraskende observationer er kerne-Pet Shop Boys. Det lavede Obscure-koncerten ikke om på.

De elementer var til stede i den altid rørende ’King’s Cross’, der blev sangen, der fulgte mig hjem efter koncerten. Toget stoppede simpelthen på King’s Cross-stationen, som i dag ligger i et boom-område med butikker, nye boliger og uddannelsesinstitutioner.

Da Pet Shop Boys placerede sangen på Actually i 1987, var kvarteret slidt og hærget. Der var prostitution, narko og billige lejligheder til folk, som var kommet ind til storbyen for at finde sig selv. Det var en sang om Thatcher-æraens menneskelige nedture.

Den giver stadig mening som nedbarberet popkunst.

Obscure Pet Shop Boys er næppe en ny retning for Neil Tennant og Chris Lowe. Det er et underholdende mellemspil, som husker på, at det er sjovt at tage et dyk ned i bagkataloget.

Jeg foretrækker min Pet Shop Pop for fuld hammer med blinkende lys, stramme arrangementer og masser af hits på sætlisten.

Men for en aften var det helt okay at være tæt på to popeksperter, som efter mere end 40 år sammen slapper af på scenen og omfavner det uperfekte.